torsdag den 29. september 2016

I Danmark igen 1.8.2016 - : 7.8.2016




Sønderborg:
Vi lægger til i solskinsvejr ved kajen før broen
Ikke langt fra slottet og Dannebrog

Lili og Torkil kommer og hilser på, og vi har et par hyggelige timer sammen med dem. Dagen efter kommer Tove og Lars forbi, det er dejligt, at være hjemme igen.
Vi ser ringeridning på slotspladsen, handler lidt og har god tid, inden vi har aftalt at være hjemme igen.

Vi sejler op i Als Sund, hvor vi smider anker for natten, inden vi stille og roligt sejler nordpå. Vi har god vind, som kommer fra vest, så de sidste dage går det udelukkende for sejl.
Det bliver også til en overnatning for anker ved Fænø, hvor vi overnattede den første nat på turen, efter at vi havde taget afsked i Fredericia for godt 13½ måned siden. Det er underligt, men også dejligt at tænke på, at vi er hjemme igen, og snart skal have vores hverdag hjemme i Høll, sammen med familie og venner.
Vi sejler ind i Gammel Havn i Middelfart. En lille motorbåd fylder en kæmpe plads ved kajen, og han vil ikke forhale. Til gengæld er der nogle dejlige sejlere fra Kolding, som straks forhaler, så vi kan komme ind imellem dem. Der må lægges ekstra fortøjninger i land, da det blæser op. Efter dette er der tid til en ”tillægger” sammen med de hyggelige mennesker fra Kolding.


Der er Jazz i Middelfart i denne weekend. Det har vi tit været til, og vi synes, at det er vældig hyggeligt. Niels ringer til Lise og familie, og de kommer og hygger sig sammen med os.

Så kommer dagen, hvor vi skal hjem til Fredericia. Niels får handlet det sidste, mens jeg får ryddet lidt af vejen. Vi tager afsked med vores naboer fra Kolding, og lægger fra. I dag er strømmen med os. Vi går 4 knob udelukkende for riggen og for de flag jeg får sat undervejs, der er både signalflag, og så mange gæsteflag fra turen, som jeg kan få plads til. Desværre småregner det, ligesom det gjorde da vi tog hjemmefra.


Vi sejler ind i Fredericia havn klokken 13.00 som planlagt, og på kajen står vores børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørnene sammen med venner og naboer. Vi hygger os et par timer med en øl eller et glas vin, og ringeriderpølser. Lise har haft rabarber med fra haven, så jeg har også nået at bage en rabarber kage til kaffen.



Log: 14593, Long.: 9´43,705 E, Latt.: 55´33,254N
Luft: 22 ¤, 62%, Vand: 15,3¤ , Barometer: 101,7

Alfred, vores ældste barnebarn og et par venner kommer med over i båden, hyggeligt at de ikke alle tager af sted samtidig. Alfred skal være på ferie hos os i et par dage, inden han starter i første klasse.

Vi sejler over på Havhundens plads, det er en katamaran plads, og Havhunden er på jordomsejling. Niels laver senere en aftale med havnemesteren om, at vi kan beholde pladsen, så nu må vi se, hvad der skal ske. Dejligt at vi har en god pæleplads, så vi trygt kan tage hjem. Vi overnatter nu lige endnu en nat i båden, sammen med Alfred.

Dette er enden på vores eventyr, der tog:  13 måneder og 3 uger.
På turen har vi sejlet:                                 11748 sømil




Ingen kommentarer:

Send en kommentar