Sct. Vincent og Grenadinerne 2.1.2016 – 18.1.2016.

Sct. Vincent:

Vi går ind i Chateaubelair. Niels har læst, at her er politi og told. Han og Anna tager dinghyen i land for at få hende tjekket ud af Mevoy, og os tjekket ind på Sct. Vincent og Grenadinerne. De når politiet, som også er immigration, men tolderne gik kl. 16, dvs. at Anna ikke er tjekket ud. De kommer begge tilbage til Mevoy, de skal ca. 3 sømil længere sydpå for at komme til tolderne. Der var nogle unge fyre på kajen der ville sejle dem derhen i en hurtig speedbåd, men det var en helt vild pris de ville have for dette. Niels og Anna skynder sig at sejle af sted, dvs. Niels skynder sig, og jeg skynder på Anna. Kl. er lidt over 17, de tager af sted i jollen til tolden i Wallilabou ca. 3 sømil sydpå. Efter 1 time får jeg en sms fra Niels, at alt er OK. Nu begynder det at blive mørkt. En Boy kommer med frugt, som Niels har bestilt og betalt forud, så der findes da stadig ærlige mennesker. Han synes godt nok, at han vil have noget til hans mor, så hun kan bage og lave suppe. Jeg siger, at jeg ikke skal have hverken brød eller suppe, så padler han af sted igen. Nu begynder det for alvor at blive mørkt, og jeg bliver nervøs for Niels. Endelig ringer han, kan ikke helt orientere sig i mørket, jeg tænder håndprojektøren og blinker med den, får en sms at nu kan han se mig, og endelig efter næsten 3 timer, er han tilbage ombord. Han kom af med Anna, men hun havde ikke penge til at tjekke ind på øen, så dem måtte Niels betale for at komme af med hende. Lidt let aftensmad, og så til køjs.

Næste morgen tager vi knap 3 sømil sydover til Cumberland Bay. Undervejs ser vi sæler, endnu en ny slags.

Cumberland Bay er en fin lille bugt, her smider man anker, og får et tov i land omkring et træ, en palme eller en cementklods. Vi bliver fortøjet ved en af Fisherman´s klodser. Fisherman hedder Joseph, og har en restaurant ved stranden, som bestyres af hans søn og svigerdatter. Joseph bor der, laver halskæder mm., og sejler ud og hjælper med fortøjninger og sælger alt muligt. Joseph er dårligt gående, men i sin lille robåd klarer han sig fint. En dag, hvor nogle nordmænd er ved at lægge til, falder han i vandet. Jeg råber forskrækket til nogle af de andre, der er lige i nærheden af ham, de siger bare rolig, han klarer sig. Ganske rigtigt, Fisherman svømmer hen til sin jolle, skubber den svømmende i land, kommer op i den igen, og hurtigt er han tilbage ved nordmanden for at tjene en skilling. Der er en del restauranter langs den lille bugt, og hver restaurant har sine egne træer eller lign. til fortøjning, og tjener lidt ved det. Derudover kommer der frugtsælgere, men de er ret dyre med deres ting.

Cumberland City ligger lidt op ad bjerget, en helt nybygget lille by. De lokale fortæller, at byen blev ødelagt ved en storm, og regeringen har nu opført denne lille, farvestrålende by til indbyggerne, som de lokale kalder Hollywood. Vi befinder os godt i Cumberland Bay, og bliver her nogle dage, tager den lokale bus ind til øens hovedstad, Kingstown. Vi står ved busstoppet ved Hollywood, og busserne dytter og kører forbi, en lokal anbefaler os at tage bussen den modsatte vej, for at få plads i bussen, det betaler man en ekstra Ø-dollar for, kører så en halv time nordpå, hvor bussen vender, derefter sydpå ad samme vej, men nu har vi plads i bussen, turen tager alt i alt knap 2 timer, alt dette for i alt 6 ø-dollars. Bussen er en 9 personers bus, som sagtens kan indeholde 16 passagerer. Vi ser nu øen fra landsiden, og skal lige love for, at det er bjergkørsel på meget smalle veje. Når man nærmer sig et vejsving med dårlig oversigt, dyttes der 2 gange, for at gøre eventuelle modkørende opmærksomme på, at man er der. Det er et fattigt land, og det kniber med oprydning. Når en bil går i stykker, bliver den stående, og brugbare reservedele fjernes, men udover det står den til den ruster op, vi bliver glade for den danske model med skrotningsafgift. 

Vi kommer forbi kystbyerne sydover, og endelig er vi i Kingstown. Vi havde håbet, at vi kunne få handlet ind her, men det er begrænset, hvad de har. Der er boder alle steder med frugt og alt muligt andet, det ser mest af alt ud til, at de også her lever af at sælge til hinanden.  Der er et hektisk liv og uro. Vi sidder og får os en "Dobbelt", en hvedemels tortilla med bønner, da en dansker snakker til os. Han har bosat sig hernede, arbejder på en restaurant i Den Blå Lagune, og udlejer ferielejligheder.

Med bussen tilbage til den stille og rolige Cumberland Bay, hvor vi er glade for at være. Niels har set på AIS, at Karma ligger i Wallilabou, vi tager jollen hen og hilser på dem.

Jeg trænger til at blive klippet igen, og vi har læst, at man her henvender sig på den restaurant, hvor de lokale holder til, og bliver klippet under palmetræerne ved Mojito Bar. Niels spørger i baren, om der er en der kan klippe mig, straks rejser en mand sig og spørger, om jeg selv har en maskine med, og her skulle jeg have stoppet, men i stedet for siger jeg nej, og at jeg skal klippes med saks. OK, så vent lidt mens jeg henter min saks, siger han. I mellemtiden får vi os en øl sammen med en fransk pige, som i 3 måneder har ligget i sin båd i Cumberland Bay. Hun hjælper til på Mojito Bar, og tjener lidt ved det.

Manden kommer tilbage med kam og saks, og jeg bliver anbragt på en stol i et bådskur med bliktag, jeg kan se både strand og palmer, så lidt eksotisk er det. Så går manden i gang, første klip er meget kort, nu kommer den franske pige og hjælper ham, hun tager kammen, løfter håret lidt og siger CUT. Niels står og griner, tager et billede, og jeg bliver chokeret, det er meget kort og ujævnt, jeg skulle vist i stedet for have ladet Niels klippe mig med skægtrimmeren, det var blevet bedre, og nogle dage senere retter han  de mest ujævne steder. Nå pyt, det er dejligt med kort hår, og det vokser jo hurtigt ud igen, men næste gang lader jeg mig ikke narre af turistbøger, men vil finde en ordentlig frisør.

Efter 3 overnatninger i denne hyggelige bugt, med meget venlige og imødekommende mennesker, vil vi videre sydpå. Vi sejler ind i Petit Bayhart, en bugt, som er til salg. Det er en lille, flot bugt. Videre sydover for fog, med fin halvvind. Syd for øen blæser det som sædvanligt op, motoren startes, og vi tager foggen ned. Går ind i Den Blå Lagune. Her havde vi forventet et rigt sejlerliv, med fyldte barer og restauranter, men bliver skuffede, her er ikke ret mange. Vi lægger for en gangs skyld til ved bro, det koster 348,00 kr. Det er et uroligt sted at ligge, så vi bliver her kun 1 nat. Nogle danskere på broen, bliver inviteret over på en kop kaffe.

Vi går sydpå med fog til den næste ø: Bequa, efter godt 2 timer er ankeret kastet her, ikke langt fra Karma og en anden dansk båd. Det er dog først i 3. forsøg ankeret bider. Vi har læst, at man ikke skal lægge sig ved bøjer her, da de er ret ustabile. 

Bequa:

Vi ligger i Port Elizabeth, øens hovedstad. Det er et hyggeligt gensyn med Karma, vi tager jollen til Lower Bay, som Niels kalder Lovers Bay, det lyder lidt mere romantisk. Jeg får en svømmetur, og bagefter en øl i baren, som koster 10 Ø-dollars, lige i overkanten synes vi. Baren kaldes Svenskerbaren, da det er et svensk par, der har slået sig ned, og driver den.

Martin kommer forbi Mevoy, han er for 22 år siden sejlet herover i sin spækhugger. Den er nu skiftet ud med en sydafrikansk bygget kølbåd. Martin fortæller, at han stadig er på arbejdsmarkedet i Danmark, og at han siden da, har brugt alle sine ferier her på båden sammen med Anette, hun er dog ikke med denne gang, da de har fået et barnebarn. Martin kan fortælle os en masse om, hvor det er godt og sikkert at sejle, om ind- og udklarering osv. Her er dejligt, men vi er nu enige om, at vores tur og længde på turen passer os bedre.

Folkene i land er venlige og imødekommende, og de har ikke helt den aggressive markedsføring, som vi har oplevet andre steder. Der er en del restauranter langs bugten, og alle har Wi Fi, så det benytter vi os af, og siden en øl på restaurant som regel kun koster 1 ø-dollar mere end i forretninger, bliver det her vi får os en øl, og samtidig kommer på nettet.

Her er frugtmarked og ”skrammelmarked”. Vi har efterhånden lært, at man kan få 2 bananer for 1 ø-dollar, så hvis de forlanger mere, får de ikke solgt noget til os. Man kan hurtigt se, når en turist cruiser er på vej, så stilles der utallige boder op, ligesom taxaerne holder lige ved den bro turisterne kommer fra. Der er kun en enkelt dag med regn. Vi havde i forvejen læst, at regntiden her i Caribien skulle være forbi i slutningen af november, eller begyndelsen af december. De lokale fortæller, at det er helt usædvanligt, at der stadig regner her i januar.

Niels og jeg tager den lokale bus syd på til Derrick. Også her er der en restaurant. Værten viser os, at han kan lave en fisketallerken med Conch, det er nu ikke lige her vi har lyst til at smage Conch, som er det indmad der er i en conkylie.

Karma tager af sted, det samme gør Martin og hans gæster, efter at Niels har hjulpet ham med at sætte hans ror fast. Til gengæld ligger Sif her en morgen, og vi får en hyggelig snak med dem i land.

Mayreau:

Vi kan godt lide at være her, men vi skal jo opleve mere, så en morgen, efter en lille uges tid, hiver vi ankeret op, og begiver os sydpå. Vi går stille og roligt med rebet fog og storsejl, der blæser en jævn vind, så vi kunne sagtens have sat mere sejl, men der er ikke langt imellem Grenadinerne, og vi har god tid, så vi tager den med ro. Vi går til Mayreau, og ville egentlig ankre i Saltwhilstle Bay, men der er fyldt med ankerliggere, og meget uroligt vand, så vi går videre til Saline Bay. Her er stille og roligt, indtil der kommer en hurtigfærge, der snor sig indimellem ankerliggerne med fuld fart, hurtigt får passagerer om bord, og derefter fuld fart ud igen. Nå, vi lå heldigvis ikke tættest på dens rute. Desværre har vi mistet vores flag og flagstang undervejs hertil. Vi fik nyt Dannebrog og nyt klubflag i julegave, dem har vi heldigvis ikke fået taget i brug endnu, da jeg først skal have givet Dannebrog neglelak på spidserne, for at det kan holde lidt bedre. Jeg får ordnet dette, og Niels hejser det nye Dannebrog i et af vanterne, det ser ud til at fungere fint. Klubflaget fra BBK bliver også skiftet ud, gad vist, om der tidligere er blevet flaget med det her på disse kanter? Tak for flagene børn og svigerbørn.

Stranden er flot, med hvidt sand, og palmer i baggrunden.

Vi tager jollen i land, går en tur. Byen ligger på toppen af en bakke, eller skal vi sige et bjerg? Her ser renere ud, husene er meget mere velholdte end vi hidtil har set. Vi går igennem byen, hvor folk hilser venligt på os, op til kirken der ligger på det højeste punkt, og her kan vi se vand til begge sider, og har en flot udsigt til bugten hvor vi ligger. Vi kan se en masse små og lidt større øer, det er et flot syn. I byen møder vi søde små gedekid, og ser et indelukke med skildpadder.

Jeg bader, her er meget kraftige dønninger, så selv om stranden ligner en fra en turist brochure, er det godt, at vi ikke var her, da børnebørnene var på juleferie, for dønningerne er simpelthen for voldsomme til, at de ville kunne bad her. Det ville nu også have været for langt at sejle frem og tilbage på 2 uger. Vi tager jollen om til Saltwhistle Bay, her er flot, og dønningerne knap så kraftige, så Niels går minsandten med ud og bade. Vi er ude at spise, Niels spørger om de tager Visa kort, det er ikke noget problem, men da der skal betales, er der ingen connection. Servitricen forsøger på en anden bar, og i et supermarked, men ingen steder virker kortet, vi har ikke ret mange Ø-dollars tilbage, så kromanden ender med at komme, og må nøjes med de penge vi har, vi kunne jo ikke gøre for det. Der er ingen bankautomat på øen.

Union Island:

Næste morgen tager vi direkte imod Syd. Der er kun 5-6 sømil, så vi går for motor. Det er en flot tur imellem de mange små øer, der hele tiden dukker op her i Grenadinerne.

Vi lægger til i Clifton Bay ved siden af Norske LEA, som vi kender fra ARC+. Det lykkes først at få ankeret til at bide i 3. forsøg. De vinker til os fra LEA, de er klar til at sejle ud kort tid efter at vi er kommet. Havnen ligger inden for et koralrev mod øst, og bjergene fra øen til vest. Midt i havnen er der også et koralrev. På koralrevet mod øst er der en lille restaurant. Vi har fået fortalt, at en mand begyndte at lægge konkylier i en bunke på koralrevet, og efter nogen tid, havde han fået lavet sin egen lille ø, hvor han nu har startet en udskænkning, øen kaldes Happy Island. Vi tager jollen derover, og får en rompunch, han river lidt muscatnød over, det giver en god smag.

Vi tager jollen ud på revene, og ser det igennem vandkikkerten, det fungerer fint at se det på den måde.

I land ser det ud som om turisterne har forladt stedet for en del år siden, og de stadig forsøger at holde fast i turisme som deres levebrød. Der er en masse boder rundt om et lille torv, de sælger alle de samme frugter, og vi ser ingen grøntsager. Frugtpriserne er nogle gange højere end i hjemme. Supermarkederne har toiletpapir, kiks og dåsemad, vi finder jakabov og forskellig tulip dåser alle steder, derudover er det småt med udvalget. Lidt kylling, som viser sig at være høne, mel, ris og lignende. Lokalbefolkningen må leve af høns og fisk. Der er mange restauranter. Vi går ind i en, der reklamerer med Wi Fi, men da vi spørger efter det, virker det ikke, og vil blive lavet i næste uge, de fik så ikke solgt noget til os. En anden restaurant er åbnet med drikkevarer juleaften, og starter først med at sælge mad fra i morgen ( Det er den 17. januar), men der er Wi Fi, og vi køber en øl. Får læst mails, og messenger lidt med Inger, det er hyggeligt. Befolkningen er her, som de andre steder vi har været, en blanding af de oprindelige, europæere og slaverne, som nok har tilføjet de fleste gener, for alle er sorte. De er meget venlige og imødekommende. Her er de ikke så påtrængende med at sælge varer fra deres joller. Efter 2 dage her, er vi dog klar til at tjekke ud fra Sct. Vincent og Grenadinerne, og går videre sydover til Carriacou. Ved udtjekningen fik vi forhåbentlig for sidste gang spørgsmål vedr. den franske Anna, om hvordan hun kom videre fra Sct. Vincent? Med Fly, svarer Niels.

Dominica – Matrinique – Sct. Lucia – Nytår 28.12.2015 – 2.1.2016

Dominica:

Da vores julegæster går igennem tolden, tager vi tilbage til Mevoy. Vi smider fri fra bøjen, og Niels sejler hen forbi terminalen, hvor Lise og familie venter på at komme med færgen. Han tuder i hornet, og Lise og drengene står og vinker til os, der kommer lige en tåre i øjenkrogene, nu varer det lang tid, inden vi ser dem igen, men det har været dejligt at have dem på julebesøg.

Vi sejler til Sufriere, Dominica, men her er det umuligt at ankre, der er meget dybt meget langt ind til kysten. Vi reber fog og storsejl, og forsøger at gå til Martinique, men der er meget hård blæst, op til 20 m/s, så vi vender om, og går til Ancher Hotel i Rossau, bøjen koster 15 ø-dollars og så er der Wee Fee, så det er OK. Vi tager jollen i land, og går en tur og ser en ny del af Dominica. Her er lidt industri, de laver bl.a. deres egen øl, juice mm.

Martinique:

Næste dag står vi tidligt op, sejler godt ud fra kysten, da vi efterhånden har erfaret, at det er inde under land ved syd- og nordspidserne af øerne, at der kommer voldsomme vindpust. Vi går med rebet fog og storsejl tilbage til Port de France. Jeg kender jo møntvaskeriet her, og imens får Niels os tjekket ind og ud. Det bliver mørkt inden Niels finder vaskeriet og mig, jeg er glad da han kommer, da jeg ikke ville være meget for at gå alene igennem gaderne når det er mørkt.

Vi har efterhånden ankret så meget her i bugten, så denne gang sætter vi ikke ankervagten på telefonen som vi plejer. Vi plejer at sætte ankervagt på den ene telefon og sætte den til at sende sms til den anden telefon, som vi så tager med i land, og med ned i køjen. Vi går til køjs, og ved 2-tiden bliver vi banket op af en ung mand, som fortæller os, at  ”You are drifting”. Det har vi aldrig prøvet før, trods utallige ankringer. Niels starter motoren, og jeg forsøger at få ankeret op, men kan ikke få det helt op, og jeg kan ikke se vores ankerbøje. Da vi er fri af de andre både, lader Niels os drive udad en halv times tid, vi går så stille for motor tilbage igen, sådan fortsætter vi, indtil det lysner ved 6 tiden. Her binder vi os til en bøje, Niels går i dinghyen, og finder ud af, at ankerbøjen har snoet sig rundt om ankerkæden, og derved løsnet ankeret, som stadig hænger i tovet fra ankerbøjen, der har snoet sig rundt om styrbords ror. Niels får det skåret fri. Vi ankrer igen, spiser morgenmad, og jeg går hen til supermarkedet for at handle lidt. Da jeg kommer tilbage, kan jeg se, at Niels har startet motoren, og er ved at hæve ankeret. Vi var begyndt at drive igen. Jeg kommer hurtigt ombord, lader dinghyen slæbe bagefter indtil vi er ude på dybt vand. Niels får hævet dinghyen, og vi går til PTE Anse Du Diamond. Her fortøjer vi ved en morring, og er enige om, at vi bliver på båden. Vi trænger begge til at sove, så vi får en god middagslur. Da det begynder at blive mørkt, ser vi havskildpadder komme ind i bugten, det er dog lidt svært at se dem, da det er ved at blive mørkt. Vi går tidligt til køjs om aftenen.

Sct. Lucia:

Næste dag går vi til Sufriere, Sct. Lucia. Her ligger vi ved en morring, vi skal lige sunde os over det der med at ankre, og nu er det i hvert fald slut med at kaste en ankerbøje med ankeret ud, jeg har hidtil syntes, at det var dejligt, nogenlunde at vide, hvor ankeret befinder sig, og det kan også bruges til at hive ankeret den modsatte vej, hvis det skulle sætte sig fast. Niels har mærket, at der gik noget i styrbords skrue, men han kan godt manøvrere med den. Han får en lokal dreng til at dykke ned og se efter. En plastikflaske med et lille stykke tov har sat sig fast i skruen, drengen får det hurtigt fjernet, og tjener selvfølgelig en skilling ved dette. Når disse lokale svømmer, dykker o.lign., bliver deres hår ikke vådt, vandet perler simpelthen af.

Det er efterhånden blevet den 30. december, så det bliver her, vi fejrer nytår. Niels tjekker ind, og kommer i snak med en lokal, der arrangerer ture, det er nu ikke svært at komme i kontakt med dem, de tilbyder sig alle steder, men vi vil gerne til vulkanen, som stadig skulle være aktiv. Vi bliver kørt op til vulkanen, hvor det bobler i krateret, det er spændende at se. Der bor nogle få lokale i vulkanområdet, de bader i de svovlholdige, varme søer i nærheden af vulkanen. Vi finder ud af, hvorfor så mange byer her i Caribien hedder Sufriere, det betyder svovl på fransk, deraf navnet. Vulkanerne er også skyld i, at strandende er mørke, det kendte vi godt fra Mexico. Efter vulkanen, går turen til et par vandfald, jeg bader ved det ene, hvor det svovlholdige vand skulle gøre mig 10 år yngre, så jeg forsøger forgæves at få Niels med i vandet også.

Nytårsaften spiser vi ude, går derefter langs vandet på sydsiden, hvor de fattigste bor. Alle hygger sig, der bliver spillet musik, og der bliver røget en del ”økologisk tobak”. En lokal fortæller os, at der bliver dyrket en del stoffer i bjergene, det er illegalt, men der bliver ikke rigtig skredet ind over for det. Alle er venlige og imødekommende, og Niels og jeg synes det er fint, at komme så tæt på lokalbefolkningen. Nå, tilbage i båden, nydes fyrværkeriet på molen klokken 12.

Næste dag går vi igen en tur i området, mens det er lyst, der er en hyggelig stemning, og der ser i hvert fald ikke værre ud end derhjemme 1. januar.

2. januar vil vi videre til Sct. Vincent. Niels tager jollen ind for at tjekke ud, sender en sms til mig om, at han tager en fransk rygsækturist med på ”båd stop”, hun skal bare med til Sct. Vincent. Det er imod vores aftale, men jeg protesterer desværre ikke. Anna virker som en sød ung pige, men jeg bryder mig ikke om at have nogen om bord, som jeg overhovedet ikke kender.

Vi går fri af kysten, og sejler sydpå 

Jul i Caribien. Martinique - Sct Lucia - Martinique - Dominica 14.12.~27.12.2015

Lise, Kenneth, Alfred, Theodor og Claudine på juleferie hos os.
Vores gaster tog afsted den 13.12., og dagen efter kom Lise og hendes familie på juleferie. Der blev vasket, på de franske øer er der gode møntvaskerier, så jeg tog vasketøjet på sækkevognen, som har været til uvuderlig hjælp både når der skal vaskes og handles. Jeg startede på den indvendige rengøring af båden, men der skal også være tid til afslapning og at nyde tosomheden. Vi ligger stadig for anker i bugten midt i byen Porto France. Jeg troede, at jeg kunne nå at handle næste formiddag, men Niels havde fundet ud af, at der ligger en havn i gåafstand fra lufthavnen, så den 14. efter morgenmad, bliver ankeret hevet op, og sikken dag, pu ha.
Vi finder Marina de Cohe, og har læst, at man skal passe på, da der er mudderbund helt inde ved mangroven, og pludselig står vi der. Man kan altså godt grundstøde i en katamaran, men heldigvis er det bare på mudderbund. Vi prøver forgæves at komme fri med motoren. Niels tager ankeret med ud i jollen, så vi kan bruge ankerspillet til at trække os fri. Da han vil smide ankeret ud over kanten af jollen, rammer det jollen før det rammer vandet, og luften går straks ud af den ene ponton. Det er heldigvis en god jolle vi har, som har flere kamre, og derfor fortsat kan holde sig flydende, men den er svær at styre. Vi arbejder i flere timer med at komme fri. Efter noget tid, kommer en lokal mand svømmende fra sin båd, som er ankeret op lidt længere ude. Han fortæller, hvor der er lavest, og at vi går imod højvande. Endelig lykkes det os at komme fri. Niels har været inde i havnen i jollen, og kan fortælle, at det er helt umuligt at lægge til derinde, så vi sejler ud igen. Forsøger et andet sted, Cohe de Lamentin, men der kan vi kun ankre, det er umuligt at fragte hele familien og deres gods om bord via den ødelagte dinghy, så nu må vi se at finde en havn, hvor vi kan lægge til. Vi lægger til i Etan Z' Abricots, og minsanten om ikke Karma med besætning står klar til at tage imod. Det bliver til et hyggeligt gensyn og en lille snak, inden familien fra Horsens melder deres ankomst.
Selv om det har været en hård dag, med store udfordringer, ender den dejligt, da det er dejligt at se dem alle igen, ikke mindst børnebørnene, og Claudine på 18,5 måneder kan sagtens genkende os. Det har nok hjulpet på det, at vi af og til har Skypet, når der har været mulighed for det. De har gaver med, dansk remoulade til bedstefar og grødris til bedstemor. Der er også pakker med fra mine søskende, dejlige julehilsner, og julesange, juleslik og pynt til Mevoy, tak for det, nu kan julen bare komme an.
De første dage går med, at julegæsterne forsøger at aklimatisere sig, og Niels prøver at få dinghyen repareret. Da vi når til Marin, og vækstedet først har tid til at reparere den om 14 dage, opgiver Niels. Han får anvisninger om hvordan, og Kenneth og Niels får den repareret. Vi ser på AIS, at Sif ligger ved bro,og Havhunden ligger for anker, men vi når ikke at snakke med dem.
Vores gæster vil gerne se Sct. Lucia. Vi sejler til Rodney Bay, får plads, tjekker ind og ud, og går en aftentur op i byen. Snakker med vores veninde fra tidligere, hun inviterer os på aftensmad hjemme hos hende dagen efter, men vi må desværre takke nej, da vi skal videre. Familien fra Horsens tager til stranden næste formiddag, mens Niels og jeg handler. Ved midagstid er der afgang, vi vil gerne vise dem Anse la Ray, og denne gang går jeg med til sukkermøllen mens Niels passer på Mevoy. Vi ser bananpalmer, kokospalmer, chokoladetræer, alle med frugter på. Ved sukkermøllen er de flinke til at forklare og vise rundt, de plukker en cacaofrugt som børnene kan se og smage. Vi går forbi skole og præskole, Alfred og Theodor bliver fotografreret foran, så de kan vise det i skole og børnehave når de kommer hjem.
Det er fredag, så der er fishing market, det kigger vi lidt på, men beslutter os for aftensmad på samme restaurent som sidst, vi går igennem den lille by, med de små huse,der ligner havehuse. Ser flere stakkels mennesker der får sig en joint.
Aftensmaden er fin, og børnene hygger sig med at løbe rundt og undersøge tingene, især hanen der spankulerer igennem gårdhaven, bliver studeret. Lise er inde og handle i en lille butik, da hun ikke har småpenge nok, prøver hun at prutte om prisen på nogle bananer, det ender med, at en “Rastafari” betaler den kvarte ø-dollar de har tinget om, det er lidt flovt. På torvet ved havnen er der musik og leben. Børnene hygger sig med nogle lokale børn.
Vi er blevet enige om, at juleaften skal fejres på Dominica, så næste morgen hives ankeret op, og vi går nordpå. Desværre er Kenneth og Alred ikke så søstærke, så sejladsen er ikke den fornøjelsestur som den gerne skulle have været. Kenneth sidder i trambolinen, da han får øje på en pukkelhval. Vi når alle at se den, på nær Theodor og Claudine der sover, inden den dukker ned ved siden af båden, vi nåede at dreje af, inden vi ramte den. Endelig kommer hvalbogen i gang, det er den først hval vi har set på turen.
Vi ankrer ved Anse D' Arlet Martinique, hvor der bliver badet og snorklet. Der er et rev med mange flotte fisk, som vi kun kender i miniudgaver i akvarier hjemmefra. Niels og jeg “joller” over og hilser på Sif. Aftensmad i strandrestaurent, og masser af musik på torvet ved dinghybroen.
Næste dag tager vi et kort stykke langs øen, lægger til i St. Pierre. En by, der ligger ved foden af Mt. Pel’ee. St. Pierre var tidligere handels, kulturelt og socialt centrum for Martinique. I 1902 blev byen ødelagt af et vulkanudbrud. Vi ser ikke selve vulkanen, da der hænger store skyer rundt om bjerget.
Så går det nordpå igen, Kenneth får 1 marzine, og Alfred får en halv, det går så lidt bedre. Vi går til Dominica, hvor vi skal indklarere i hovedbyen Rosau, her kan man ind- og udklarere på en gang, hvis opholdet ikke varer mere end 14 dage, det gør jeg så. Vi går en tur i de overfyldte, støjende gader. Ser på julegaver til børnene, men de har kun småting, legetøjsforretninger findes ikke på disse breddegrader. Vi handler i supermarkedet, men også her er udvalget begrænset. Vi finder dog Tulip spegepølse og dåsemad, det er lidt skræmmende, at de importerer den slags i et land, der har svært ved at brødføde sig selv. Men med hjemmebagt rugbrød, franskbrød, henkogt leverpostej og tulips spegepølse, har vi da noget at spise, hvis alt andet skulle glippe.
Vi går nordpå, går ind i Laya, hvor der er en fin strand. Der bliver badet og spist frokost, inden vi sejler videre nordpå. Vi ankommer til Plymouth i regnvejr, inden det bliver mørkt, hvor ankeret bliver smidt.
Næste dag tager vores gæster på Indian River Tour. De bliver hentet ved Mevoy, bliver sejlet hen til floden, hvorfra det går videre med årer. Det er en stor oplevelse at blive roet ind i mangroven, og se både planter og dyr. Guiden er god til at fortælle, og laver palmedyr til børnene.
Imens tager Niels og jeg ind til byen Lagon, for at planlægge juleaften (det er den 23.12.).
Aftensmaden er selvfølgelig risengrød af de grødris de havde med til mig.
Juleaftensdag starter med en tur til supermarkedet, derefter julebad i den 28 grader varme bugt, med efterfølgende afferskning ved den udendørs bruser. Lise, Kenneth og børnene har kun brugt havet og den udendørs bruser til at bade i, mens de har været her.
Vi får bunkeret vand ved en vandhane fastgjort på en ponton midt i bugten. Der åbnes dog først  for vandet efter at Alfred og Kenneth har taget dinghyen i land for at få betalt.

Eftermiddag: Vi danser om et hvidt porcelæns juletræ, der står på cocpitbordet, på en rød dug med julepynt og gaver. Vi løber rundt på bænken, mens der synges julesange af fuld hals.

                                                3 dejlige nissebørn på Mevoy
Niels og jeg har kun købt småting, for det første fordi det er svært at købe noget her, for det andet, og mest derfor: Niels har længe drømt om, at børnene skal opleve en anderledes jul, som den bliver fejret her. Børnene får derfor, efter en lille gave, penge, så de selv kan købe, hvad de gerne vil have. Sådan oplevede vi også jul da vi boede i Mexico.
Efter eftrermiddagskaffe, med friskbagt kringle, tager vi dinghyen i land. Alle forretninger har åbent, og der er stillet boder op i gaderne. Uden for en forretning står et rigtigt steelband og spiller “We wish you a merry christmas”. Det lyder fantastisk, og nu er julestemningen for alvor kommet til Caribien. Drengene har i forvejen set et sted, hvor der sælges legetøj, og de styrer direkte derhen, og synes selv, at de får købt noget godt. Der bliver også nok til et lyssvær til dem begge. Claudine får en Fisherprice legepark og en negerdukke. Jeg får en kjole, som straks tages i brug.

Julemiddagen indtages på stranden, hvor nogle boatboys har arrangeret barbaque, rom og musik. Trætte, efter en anderledes jul, tager vi dinghyen tilbage til Mevoy, hvor børnene puttes. Når de kommer hjem, skal de til traditionel jul hos deres farmor og farfar.
Juledag tager vi det stille og roligt, hvor børnene har tid til at lege med deres nye legetøj. Lise ville gerne have været på “vandfaldstur”, men vi kunne ikke blive enige med chaufføren om prisen, men jeg synes nu også, at det er hyggeligt med en “slapperdag”.
2. Juledag bliver ankeret hevet op, i morgen skal vores gæster desværre afmønstre. De har valgt at tage hurtigfærgen fra Rossau til Martinique, for at prøve at undgå at Alfred og Kenneth bliver søsyge. I Rossau er næsten alt lukket, afskedsmiddagen blive kylling på Kentucky Fried. 3. Juledag står vi tidligt op, Kenneth har pakket, og efter morgenmaden tager vi dinghyen ind i 2 omgange. Det er lidt svært at sige farvel, nu går der lang tid inden vi ses igen. De har en lang tur foran sig med 3 børn, men alle klarer det fint.

Claudine, Lise, Alfred, Theodor. Farvel, kom godt hjem.

Sct. Lucia - Martenique 4.12. - 13.12.2015

Den første dag på Sct. Lucia, skulle vi lige komme til os selv, efter den lange tur.
Jeg kommer på nettet, og får lige skrevet til børnene, og mine søskende.
Hen på eftermiddagen går vi en tur. Havde hørt, at der fredag aften bare er gang i den oppe i byen, og det er fredag. Vi spørger os for, og da vi havde gået lidt, kom vi forbi en lille bar. Her fik vi en øl, og mændene fik også en lokal rom. Vi  spurgte, om vi kunne få noget at spise. Det var ikke så nemt, men vi kunne lave en aftale til i morgen, det gjorde Niels så.
Vi fortsætter ned imod vandet, og så kommer vi da lige derhen, hvor det foregår. Meget høj musik strømmer ud af højtalere anbragt på jorden, på borde eller i lygtepæle. Mange har en kølekasse med drikkevarer, og et lille bord, og der har de en forretning.  Madlugt trak os hen til en lille bod, hvor vi fik 3 portioner korteletter og ris, og Henning fik lever, da hun kun havde 3 korteletter tilbage.
Derefter fortsætter vi rundt i gaden, hvor der bliver røget andet end almindelige cigaretter. Da vi kommer ned til vandet, hænger der store højtalere og spiller musik ud over vigen, det var den musik der modtog os, da vi ankom natten før.
Her er noget varmere end det vi kommer fra. Henning forsøger forgæves at leje en bil. I stedet for bliver det til en skøn tur til stranden i dinghyen, vandet er over 28 grader. Om aftenen spiser vi i den lille restaurant, hvor Niels havde bestilt dagen før. Bagefter går vi over og ser "Pearl" den båd, som var kulisse ved indspilning af Pirats of the Carribien.

                                        Bagefter går vi over og ser "Pearl", den båd,
                              som var kulisse ved indspilning af Pirats of the Carribien.  

Søndag går vi hver for sig. Niels og jeg tager den lokale bus til øens hovedstad, Castries. Den lokale bus er en minibus, og man stiller sig bare op ved stoppestedet og vinker af den bus med det rigtige nummer A1, og en grøn nummerplade. Det koster 2 1/2 ødollar at komme fra Rodney Bay til Castries. Man ganger med 2,6 , så har man beløbet i kr. I Castries starter vi med en kold øl, prisen er det samme som busturen. Vi går en tur på Jeremy Street, det advarer turistbrochurerne ellers imod, men det var her vi lige var, og det er vedhøjlys dag, så det går fint. Niels har fantaseret om pizza, vi finder en pizzabar, og får 2 lækre pizzaer, som vi slet ikke kan spise. Niels ville gerne have været længere sydpå til  Anse La Raye, da han har læst, at der her skulle være en sukkermølle. Der går ingen lokale busser dertil om søndagen, så vi tager den lokale tilbage til båden.
Henning og Peter har været rundt i byen, hvor alt var lukket pga søndag, så de har spist på en restaurant på havnen.
Jeg når lige at få en lur inden vi skal til et ARC arrangement, lavet i samarbejde med byen.

Steelbandet består af 1 mand, der spiller på en hel ny balje, vi glæder os snart til at opleve et ægte steelband. Resten af arrangementet er meget fint, og vi får dejlig rompunch og små madder. Det er rigtig hyggeligt, og nu kender vi jo efterhånden en del af de øvrige ARC deltagere.
Mandag vil vi ud og se noget nyt. Niels tjekker ud, Henning og jeg er på nettet, jeg får endelig uploaded bloggen, der mangler dog stadig billeder. First Step kommer og hilser på, de har haft problemer med spieleren, og har været nogle dage på Barbados, de fortæller, at de som de sidste gik over målstregen.
Sidst på formiddagen sejler vi ud af havnen, går sydpå. Det er helt anderledes at se det hele udefra, ved højlys dag i solskin.
Det er en flot tur langs øens vestkyst, forbi flere tillokkende vige. Vi sejler ind i Anse La Raye, det er her der skulle være en sukkermølle. Vi smider anker syd i vigen og får en svømmetur og lidt frokost. Ankeret "bider ikke", vi driver lidt, hiver ankeret op, finder et nyt sted nord i vigen, her holder det.
Vi tager jollen ind, får en øl, og spørger krofatter om vej til sukkermøllen. Han fortæller, at det hele er brændt, men får fat i et par drenge, der viser vej. Det bliver en fin tur for mændene, jeg sætter mig i dinghyen for at holde øje med Mevoy. Byen er et lille fiskerleje, hvor der er fiskemarked om fredagen. Mændene kommer forbi en bananplantage, men ud over det er der vist ikke meget at leve af, nu hvor sukkermøllen er brændt. På sukkermøllen har der de sidste år inden branden været drevet restaurant.
Mændene bestiller aftensmad på byens fineste restaurant.
Ned mod vigen er der et vaskehus, i lighed med det vi så i Porto, her vasker konerne familiens tøj. Børnene er i fine skoleuniformer, men ellers ser her fattigt ud. Familierne bor i små huse, der minder om havehuse i DK.
Vi tager alle ind og får aftensmad. Der er borde på terrasen, og i haven. Vi vælger at sidde i haven, og får serveret velsmagende kylling m. pommes frites af engangs tallerkener og med en plastikgaffel. Som andre steder, er der en del gadehunde, som Niels fodrer med vores rester.
Vi går tilbage igennem den lille by, hvor det ser ud til, at aftenlivet leves på gaden. Vi har i længere tid studeret de indfødtes kropsbygning, det er helt tydeligt, at der findes 2 racer, det ses især på kvinderne. Alle er sorte, nogle er brede med den traditionelle store bagdel, andre er høje og slanke. De fleste kvinder har mange fletninger. De fleste mænd er kortklippede, men nogle har fletninger, som de gemmer under strikkede eller hæklede hatte, det må være meget varmt. Det er "rastafarierne", Niels har læst, at de tilhører en særlig religiøs overbevisning.
Tilbage i båden får vi en god nats søvn.
Næste dag går vi lidt sydpå, og ser en fin bugt: Anse Cohon, med restaurant ned til vandet, her er lidt mere civiliseret, men det var sjovt at se det rigtigt lokale i Anse La Raye. Vi lægger ikke til her, men går nordpå  til Marigot Bay. Det er en rigtig turistrede. Vi går herind, fordi vi har læst i ARC programmet, at de holder en fest for ARC om et par dage. Det ved pigen på havnekontoret ikke noget om. Senere viser det sig, at ARC får lavet en aftale med dem efter at vi har været der.
Vi går lidt videre nordpå til Castries. Det eneste sted vi kan finde en ankerplads, er helt inde ved byen, i nærheden af nogle fiskejoller, ved fiskemarkedet.

Her har vi ikke lyst til at efterlade båden, så Henning sejler først Niels og mig til kajen. Vi går igennem nogle markeder, køber lidt bl.a. muscatnødder, som produceres her, og er billige. Vi tuller lidt rundt, og ender på det samme værtshus som i søndags. Vi snakker med en stolt lokal mand, han er elektriker. Han er meget stolt af, at Sct. Lucia er blevet selvstændig, og nu lærer børnene både engelsk og creolsk i skolen. Bagefter er det Henning og Peters tur til at komme en tur i land. De snakker med en ung mand, som er meget utilfreds med forholdene efter at de er blevet selvstændige, bl.a. pga. den store arbejdsløshed. Sådan vil der jo altid være forskel på, hvordan man ser på tingene. Næste dag går vi tilbage til Rodney Bay og får vores gamle plads. Jeg ser på facebook, at Lars og Christine har fået   stjålet den røde bil. Jeg snakker med Lars på messenger, de låner vores bil indtil de får klarhed over situationen. Det er rigtig træls.
Om aftenen skal vi til fest. Vi bliver kørt i minibusser til Pigeon Island. Her er ruinerne af en fæstning, som Englænderne brugte som forsvar imod franskmændene. Det er et flot område, hvor vi bliver mødt af steelband, som også her er poppet op med elektronik. Velkomstdrinks, derefter præmieoverrækkelse. Havhunden vinder førstepladsen i multihulls, det er flot. Niels og jeg er sultne, og da det ser ud til at være lange udsigter inden der kommer noget mad, folk er begyndt at spise pynten af fadene, tager vi tilbage på havnen, hvor vi spiser kylling igen igen. Fin restaurant, hvor vi kommer på internet og får ordnet det vigtigste inden den videre sejlads. Henning og Peter kommer tilbage til båden samtidig med os, vi gik vist ikke glip af noget ved festen.
Så er det tid til at tjekke ud fra Sct. Lucia. Vores gaster vil gerne til Martinique, hvorfra de skal flyve hjem om nogle dage. Vi går nordpå, Det er en fin halv vinds sejlads. Vi går til Port de France, sejler lidt rundt uden at finde havneplads, og ender med at ankre op midt i byen. Det er et fint sted, en rolig vig midt i centrum. Niels og jeg dinghyer ind for at tjekke ind, det tager noget tid, inden vi finder en bådudstyrs forretning, hvor man selv tjekker ind på en pc.
Vores gaster vil gerne ud og spise, finder en restaurant, hvor Niels og jeg får en steak, der er så sej, så den er umulig at tygge sig igennem, og vi er kommet til Fransk territorium, så det er ikke Carribien priser. Nå, vi klager, og slipper for at betale for steaken. Henning og Peter tager på nogle ture, Niels og jeg vælger at blive i byen, for at se bylivet, og blive lidt bekendt med den.
Efter 5 1/2 uge om bord, er det tid for vore gæster til at afmønstre. De pakker, lufter dyner, og jeg går på møntvask. Båden skal gerne hurtigt klares, i morgen kommer Lise, Kenneth, Alfred, Theodor og Claudine på juleferie.