Puerto Rico 6.4 - 26.4 2016

Puerto Rico er en amerikansk provins, der arbejder på at blive USA´s 51. delstat. Den har ca. 3,5 mill. indbyggere.  

Her består befolkningen af latinamerikanere, der snakker spansk, og ligner dem vi kender fra Mexico. Det officielle sprog er Engelsk, men PR har været Spansk, og alt foregår på spansk. børnene snakker spansk med deres forældre, men næsten alle forstår og snakker engelsk. Nu kører bilerne i højre side af vejen.

Vi sejler fra St. Thomas til Culebra. Turen foregår på en lænser med fog, 280 grader. Der er 16 sømil, men vinden flover helt, så vi må opgive, og starter motoren.

Culebra:

Er en lille ø øst for Puerto Rico, som hører til PR.

Vi sejler ind i Ensenada Honda, en bugt, der går ind til øens by. Her smider vi anker, og dinghyer ind for at tjekke ind. Vi finder mange små broer, men de tilhører alle private, og hus og bro er indhegnet, så det er svært at få lagt til.

Endelig lagt til, går vi hen og  tjekker ind hos immigrations i lufthavnen. Tolderen vil gerne virke ”bøs”, men er egentlig meget flink. Han skælder ud over, at vi ikke har ringet først. Niels viser ham på telefonen, at vi har ringet, men fik en telefonsvarer, så siger han OK. Først får jeg nogle papirer som jeg udfylder, derefter skriver tolderen det hele ind på PC, med et-fingersystem, det var gået noget hurtigere, hvis jeg kunne have skrevet det direkte på PC-en. Her skal vi betale Cruising Licens, og det viser sig senere, at vi betaler den høje takst, 37 Dollars, mens andre kun har betalt 19 Dollars, ingen ved helt, hvorfor der er forskel.

I bugten møder vi Karma og Pinta, som kom dagen før os. De har fulgtes ad i et par uger, og er ved at planlægge afskedsfest, som vi er velkomne til at deltage i.

Vi mødes på stranden syd for øen ved 15 tiden ( vi Dinghyer igennem en lille kanal). Vi har grillen med, jeg har bagt kringle, Dieter giver rumpunch, men ellers medbringer alle selv det de skal have.

Det bliver til en hyggelig eftermiddag og aften. Der bliver spist, hygget, snakket og spillet musik på telefoner, med Niels´ eksterne højtaler. Dieter har af Troels Kløvedal fået: Hvor smiler fagert….  med Poul Dissing, som blev brugt i Troels Kløvedals tv-udsendelse Danmark Rundt, men som ellers ikke er udgivet.

Næste dag sejler Pinta og Karma videre. Niels og jeg skal lige udforske øen yderligere. Priserne i supermarkederne er her mere rimelige end på Jomfruøerne. Vi forhører os på turist konturet, hvor vi får at vide, hvor vi finder øens museum, og at det har åbent til klokken 15.

Vi sejler over til den anviste bro, hvor der står, at man ikke må færdes på broen ( det står indefra, men nu ligger dinghyen der, og vi skal jo ud til den igen)!!  Vi er der klokken 13, men alt er låst. Vi læser nogle plancher udenfor. En mand er ved at flå en fisk, ham får vi en lille snak med.

I denne bugt er der en masse Tarpon fisk, vi har ikke lyst til at fiske her i bugten, hvor vandet står noget stille, har ellers fået at vide, at det er tilladt.

Nu går turen videre, næste stop bliver Puerto Rico. Dejlig sejlads, ca. 25 sømil på en lænser, for fog, i høj sol og stille vand. Vi har søgt gast på FTLF´s gastebørs, har ingen henvendelser fået, der er ca. 3 uger til vi tager af sted. Vi er ved at indstille os på, at vi tager turen hjemover alene. Vores søn ville egentlig gerne med, men med job, kone og 2 børn, er det ikke nemt.

Puerto Rico:

Vi går ind på øens vestlige side, til Ceiba ved Fajardo. Da vi prøver at sejle lidt rundt inden vi går i havn, støder vi på et eller andet, det er ikke alvorligt, og vi kommer hurtigt fri, Niels mener, at vi har ramt noget af et skibsvrag, det var overhovedet ikke afmærket!

Vi går over til en lille ø, Isleta, og smider anker lige uden for Isleta Marina. Niels tager Dynghyen ind i marinaen, snakker med ”el capitano”, og får at vide, at vi gerne må ligge, hvor vi ligger. Den lille ø består af et boligområde og Marinaen med bar og cafeteria og et vaskeri. Der går en færge i land, som man kan benytte, 5 Dollars pr. mand, så ligger Dinghyen i sikkerhed i marinaen imens.

Vi tager dinghyen i land og går en tur i den lille by Ceiba. Finder ud af, hvor vi kan leje en bil. Næste dag tager vi færgen over og lejer en bil.

Vi kører først op til regnskoven ”El Yunque”, som er det eneste regnskovsområde i U.S.A. Det er et bjergområde på 28 tusind acres, der falder årligt ca. 6 meter regn.

Billeder fra regnskoven:

Her er utroligt flot, og vi er heldige, at der er tørvejr mens vi er der. Sammen med flot vegetation, er der også et rigt fugleliv.

Vi kører videre til San Juan, og bliver forbavset over at se, hvor stor byen er. Vi kører rundt i Old San Juan. Forhører os på turistinformation om, hvor Bacardi bryggeriet er. Niels har læst, at det er gratis at komme ind, men det er det så ikke, vi bliver spurgt om vi er over 65, det er vi så selvfølgelig, og får så lidt rabat.

Vi hører om, hvordan Christopher Columbus bragte sukkerrør til Caribien, hvilket blev til store indtægtskilder. En mand ved navn Bacardi startede rom produktion på Cuba, senere i Mexico og Puerto Rico, nu kun her på P.R. Bacardi er verdens største rom destilleri. I dag dyrkes der ikke sukkerrør på P.R., al melassen transporteres hertil. Vi fik en smagsprøve, og fik glasset med, heldigvis passer de i en af glasholderne i Mevoy, så fremover bliver sundowneren serveret i dem, når vi kun er os 2 om bord. På tilbagevejen handler vi i et stort supermarked, hvor de har ”alt”, og til rimelige priser. Vi har efterhånden fået handlet en del ind, mangler selvfølgelig de letfordærvelige varer, men vi er ved at forberede os på, at turen snart går hjem over Atlanten.

Vi har internet på båden, som trækkes fra Islettas Marina, kan dog ikke lægge billeder op. Får en snak med Lars og Marius, hyggeligt. Får vasket kogevask, det billigste sted hidtil, 2 Dollars pr vask og det samme pr. tørretumbler, så nu er der vasket ”i bund”.

Så er der tid til at komme videre. Vi går syd om P.R., der er ingen vind, men til gengæld høres tordenrumlen i det fjerne. Den går for motor til  Palmas del Mar, en fin lille bugt, med ankerplads bag et koral rev. Nogle Canadier hilser os velkommen, og senere dinghyer vi over til dem for at høre til forholdene på land. Vi bliver straks inviteret på en øl, men vil i land for at få aftensmad, aftaler, at vi kommer bagefter.

Byen har et fint, forholdsvist nyt torv, men der er ingen mennesker. Der er en del restauranter langs vandkanten, men alt er lukket. Vi går en tur i den lille fine by. Tilbage på torvet får vi indbagte rejer og en øl, her kan de overhovedet ikke snakke engelsk, så det er godt, at vi kan lidt spansk. På torvet læser vi, at der er søkøer i bugten, vi har observeret en masse søgræs.

Vi tager over til Canadierne, her er i forvejen samlet folk fra 3 Canadiske både, heldigvis engelsktalende. Vi har et par hyggelige timer sammen med dem, udveksler erfaringer. 2 både er på vej sydover, en er ligesom os på vej nordpå. De fortæller, at de har set en del søkøer her.

Det er lidt underligt at opleve det fællesskab vi føler, selvom vi aldrig har mødt hinanden før, kommer fra hver sin verdensdel, og ved, at vi sandsynligvis aldrig vil mødes igen.

Næste morgen, da vi tager af sted, ser jeg en søko på afstand, og Niels spotter en tættere på, så har vi også oplevet det.

Det er fortsat helt stille vejr, så den går nordpå for motor, ved middagstid kommer en søbrise, så vi kan nyde frokosten for fog, uden motor, men må snart have gang i motoren igen for at komme videre.

Vi går 37 sømil vestpå til Ponce, smider anker inde i Marinaen. Dinghyer ind til Marinaen, havde forstået, at vi skulle melde vores ankomst hos Immigration her, men selv om de er her på havnekontoret, kan de ikke tage sig af os, når vi ligger for anker. Senere finder vi ud af, at det er først når vi kommer til vestsiden af P.R. at vi igen skal melde os, og det skal være pr. telefon.

Vi tager dinghyen ind til kysten, og ser en lille fiskebåd gå ind i en lille flod, bag nogle træer ligger en lille, sød jollehavn, hvor vi bliver budt velkommen, og gerne må lægge dinghyen. Her i Ponce Del Mar (og senere i Ponce) er der meget få engelsktalende, så vi er glade for at kunne lidt spansk. Maden er lidt mere som vi husker fra Mexico, så vi føler os godt tilpas her. Dagen efter går vi helt til Ponce, ser et Mall undervejs, er i ”Dovn Town”, på cafe, museum og ser den gamle brandstation, og den specielle vestindiske arkitektur, har en fin dag, men vælger trætte at tage en taxa tilbage. Taxaturen er i sig selv en oplevelse. Taxachaufføren forstår ikke, hvor vi skal hen, til trods for, at vi viser ham det på kortet. Han ringer til en der kan lidt engelsk, Niels forklarer i telefonen, at vi kender vejen, og nok skal vise chaufføren, hvor vi skal hen. Taxameteret er ikke slået til, og bliver det heller ikke, selv om Niels beder om det. Da vi stiger ud, er chaufføren ved at sige 6 dollars, men ændrer det på vej ud af munden til 8, nå skidt, men så får han heller ingen drikkepenge.

Tilbage på Mevoy får vi besøg af det hold Canadiere, som er på vej nordpå, Anna og Moss fra Cedar 2. Det bliver igen til nogle hyggelige timer. Selv om de er meget yngre end os, og alt foregår på Engelsk, og vi ved, at vi aldrig mødes igen, har vi virkelig meget at snakke om, og føler os på bølgelængde.

Vi får fyldt en 3kg´s gasflaske, 1 us.dollar pr. kg, de kan desværre ikke fylde vores 5 kg´s kosangas flaske, og vi har kun den ene tomme 3 kg, men pyt, nu har vi i hvert fald gas nok til hjemturen.

Vi har hørt fra Karma, at det koster 275 US dollars at indklarere i Den Dominikanske Republik, og at havnepengene er 60. Niels ville godt have været derop også, men da vi har mindre end 2 uger, inden vi skal være klar til at starte hjemturen, er vi enige om at blive på Puerto Rico. Her er der stadig meget at opleve, og her er gode indkøbsmuligheder, så hellere se noget mere her, hvor vi føler os godt tilpas.

Vi sejler en lille tur videre til Guayanilla, en lille bugt med store olietanke og raffinaderi, inde ved stranden ligger 1 motorbåd og nogle joller for anker. Vi smider anker her, det er et idyllisk lille sted. Her er en del strandrestauranter, hvortil de lokale kommer kørende og spiser. Alle hilser venligt, og vi bliver hurtigt genkendt som dem fra Katamaranen.

Aftensmaden består af verdens største burger, vi har i hvert fald ikke fået nogen magen til, og vi sender en kærlig tanke og et billede til vores svigersøn Kenneth.

Mit hår er efterhånden vokset ud igen, siden klipningen i Cumberland Bay. Denne gang får Niels lov til at maskinklippe det, og det bliver betydeligt pænere, og mere jævnt, end den ujævne, næsten skaldede klipning i Cumberland Bay. Niels får også en omgang med maskinen, så nu kan vi klare os indtil der bliver europæiske tilstande på hårfronten.

Vi bliver her i et par dage, befinder os godt med spansktalende indbyggere, og mexicansk lignende mad, og restauranter hvor de lokale spiser.

En aften kommer vi forbi et ungt par i en mustang. De ”hænger” på en udkørsel, og kan hverken komme frem eller tilbage. Ind- og udkørslerne til P-pladser er med store humpler, og ikke lige beregnet på så lave biler. Vi giver en hånd med ved at løfte og skubbe bilen tilbage på P-pladsen. Manden er meget taknemmelig, og vi får hans navn og telefonnr. hvis vi kommer i nærheden af deres hjem, vil han gerne invitere på frokost som tak for hjælpen. I mellemtiden har konen/kæresten fundet en anden, lidt jævnere udkørsel.

Efter et par dage her, går det videre mod vest, til Bahia de Guaynilla. En lille bugt, hvor der har været en stor fabrik, men vi kan ikke få at vide af de lokale, hvad de har fremstillet eller udvundet. Det ser ud som om de har udvundet et eller andet fra bjergene. Vi dinghyer først ind til den by, der ligger længst inde i bugten, her er fuldstændig dødt, et forstadslignende kvarter med fine huse, men ingen restauranter eller handlemuligheder. Vi sejler til en anden by. Da vi har lagt til, kommer en mand og spørger, om han kan hjælpe os. Vi spørger efter en restaurant, kan se, at der er en del her. Manden siger, at de kun har åbent fra onsdag og resten af ugen (det er tirsdag). Manden tilbyder at køre os til et lille spisested, det tager vi imod. Han kører os derhen, ikke længere, end at vi ville have nydt at gå turen, hvis vi havde vist, hvor vi skulle gå hen. Da Niels bestiller en øl til os, spørger han om manden vil have en med. Han drikker ikke øl, men vil gerne have en bacardi, og peger på en lille lommelærke i baren, den får han for turen. Manden bliver ved med at vimse omkring os mens vi spiser, og er straks parat til at køre os tilbage til broen, da vi er færdige. En meget flink og imødekommende mand, uden en ”pløk” i munden. Han kan en smule engelsk, men vi er igen glade for at kunne spansk. Vi dinghyer over til ruinerne af fabrikken, som Niels skal se nærmere på, mens jeg bliver i jollen, han kommer tilbage og fortæller, at den har været utrolig stor, på den halve time han har været væk, har han kun set en brøkdel af fabriksområdet.

Tilbage på Mevoy, er vi enige om, at vi har set det vi skal her, og vil videre i morgen.

Dagen starter med morgenmad, derefter tager vi ankeret op, jeg har lagt mærke til, at cirklen fra ankerkæden til ankeret er drejet skævt, så den skal skiftes. Vi hæver ankeret, og lader Mevoy drive, her er fuldstændig stille, til gengæld meget mudret. Niels får skåret cirklen over, og erstattet med en ny og lidt større. Han sejler ud a bugten, mens jeg får gjort anker, ankerkæde, tovværk og fordæk rent. Bagefter er vandet varmet godt op af motoren, så det bliver til et morgenbad på agterdækket til os begge. Vi har nu været i bad 3 dage i træk, dejligt at vi har watermakeren, så vi kan tillade os et ekstra bad, når vi trænger til det.

Vi sejler til Puerto Guijano, med Bahia Fosforrento. På engelsk kaldes den ”Illumination Bay”

I dagtimerne dinghyer vi ind imellem mangroverne, til broer og huse langs kysten. Husene ligger i kanten af mangroven, og er bygget på pæle, det er en meget speciel oplevelse.

Billede af husene.

Vi kommer hen til en lille by, handler lidt i det lokale supermarked, og efter adskillige forgæves forsøg, lykkes det at finde en restaurant, der har wifii. De har også nogle vidunderlige ”Burritos”, så det bliver vores lidt tidlige aftensmad. Vi skal tilbage til Mevoy inden det bliver mørkt.

Vi sidder i cocpittet og læser, mens mørket falder på. Der går et par turistbåde forbi os, ind i Bahia Fosforente, og Niels mener, at det er tid til at komme ind og se på fænomenet. Der er en del plankton derinde, som får morilden til at lyse, og hvis man er heldig, kan man se fisk og skildpadder lyse af morild. Så heldig er vi dog ikke, det er en af de få aftener, hvor der ikke bliver rigtigt mørkt, vi ser morild, men har set det større og flottere ude på havet, hvor vi har set både fisk, skildpadder og delfiner lyse, foruden vores egen kølvandsstribe. Det er dog en fantastisk flot, stille aften, og en stor oplevelse at tage dinghyen ind i bugten, fuldstændig omgivet af mangroven. Fra nogle af de andre både bader de, det kan jeg godt holde mig fra, i det her stillestående vand som lugter af mangroven, det er mere lækkert at bade ude i det mere åbne hav.

Vi sejler videre vestpå, runder Cabo Rojo fyret, og går op på vestsiden af P.R., som også kaldes Porta Del Sol. Her er flotte, hvide sandstrande, og solen går ned over havet. Her skulle man kunne opleve ”Grøn solnedgang”, dvs. at den røde solnedgang ændrer farve til grøn, lige idet solen går ned. Det er ikke lykkedes os at se det endnu, men forude venter Atlanten med mange solnedgange, så vi har stadig muligheden for at opleve dette flotte naturfænomen. Vi lægger til i Puerto Real, en fin, rolig bugt, med en lille hyggelig havn og by, dog uden de store indkøbsmuligheder. Finder hurtigt internetadgang, og et lille lokalt værtshus, hvor vi nyder en øl, og mødet med de lokale.

Vi sejler til vestsidens største by, Mayaguez. Her er ankerpladser, uden en eneste ankerligger. Vandet er ret uroligt, så vi tager kun en enkelt overnatning før vi går tilbage til den lille, trygge havn i Puerto Real. Vi finder dog ud af, hvor man udklarerer, og finder fine supermarkeder med ”alt”, hvor de sidste beholdninger af ferske varer skal fyldes op, inden vi begynder hjemturen.

Tilbage i Puerto Real lejer vi en bil, for at se lidt mere af øen fra landsiden, denne gang fra midt til vest. Vi kører til kaffebyen Yauco. Finder en hyggelig lille cafe:

Billede fra cafeen

Da vi spørger os for mht at byen er kendt som kaffeby får vi at vide, at det er rigtigt, men der er ikke rigtig noget at se. Der er en del kafefarme rundt om byen, men da de er private, er der ikke noget at se for turister. Vi kører lidt rundt i området før vi kører imod Ponce, som vi kender, men lidt uden for byen er et indianer-center, som vi ikke her set. Det finder vi, og her er et lille museum, og et stort område, hvor man har fundet rester fra en indianerby fra år 800 – 1000 e.k. En mand viser rundt, og fortæller om deres levevis fra den gang. F.eks. at høvdingen måtte have 2 eller 3 koner, og at det var en ære at være den kone, der blev udvalgt til at blive begravet levende sammen med høvdingen når han døde. Høvdingen kunne også være en kvinde, med de samme rettigheder som kollegaen. Vi får en calabas, og han viser os P.R.´s nationaltræ:

Billede.

Vi kører midt hen over øen, bjergkørsel på små serpentinerveje. Spiser frokost ved et lokalt madsted. Første sted vi gør holdt, får vi Bacalou, det er en fisk, her blandet med hvidkål, det smager godt, men er lagt oven på nogle stænger, der smager som ”rundboller”, og sender Knud og Henrik en venlig tanke, ikke lige noget for os.

Billede fra vognen, der sælger Bacalou.

Senere får vi Bacalou friturestegt i noget dej, det smager godt, men er utroligt fedtet, nå, vi er efterhånden mætte. Øen er overalt grøn og frodig, her er bjergterræn, men andre steder har vi set store, flade områder, hvor jorden dyrkes. Da vi kommer til den nordvestlige del af øen, kommer vi midt i myldretrafikken en lørdag eftermiddag. Vi kører til Rincon, ser vindsurfere, der er dog ikke ret mange, vi får at vide, at den store sæson slutter i marts, og vi er nu i april. Vi havde forventet, at der ville være gode badestrande med strandbarer, men bliver lidt skuffet, så mit medbragte badetøj bliver ikke taget i brug. Jeg får nok ikke badet mere i Caribien, den bugt vi ligger i er temmelig mudret, så der har jeg ikke lige lyst til at smide mig i bølgerne, nå, der kommer nok andre muligheder for at bade, ellers er der jo altid Høll når vi kommer hjem.

På hjemvejen kører vi igennem Mayaguez. Vi handler lidt i supermarkedet, og får en kylling i en kinesisk restaurant, og kører tilbage til Mevoy, trætte efter en oplevselsesrig dag.

I morgen sejler vi fra Puerto Real til Maraguez, hvor vi udklarer og køber de sidste ferske varer samt frut og grønt, og så starter turen tilbage overover Atlanten.
Vejrfilerne lover moderat vind fra syd, så det bliver en lænser eller agten for tværs til Bermuda. Måske for lidt vind, men så er det godt, at vi har Code Zeroen.

Har skrevet til børn og søskende. Det sidste vasketøj er i tørretumbleren, denne gang til 1 dollar pr vask og tumbling. Der bliver opdateret igen når vi når Bermuda.

De Vestindiske Øer 31.3.-6.4.2015

BVI: British Vestinidien Islands:

Virgin Gorda:

Vi kommer til BVI hen på morgenstunden, jeg vækker Niels kl. 05.15, hvor vi når hans anduvningspunkt. Laver morgenmad, og vi går stille rundt imellem de yderste øer, og smider ankeret kl. 06.15 imellem Prickly Pear I og Virgin Gorda.

Log: 8861, har dog stået stille lidt, så den renses. Long: 64 22,323 W. Lat.: 18 30,411N

Vand: 26gr. Luft: 34gr. 50% Barometer: 1027

Vi havde 12 m.s. på vej herover, og dønningerne står ind imellem de 2 øer, så vi ligger noget uroligt her. Sidst på formiddagen tager vi Dinghyen ind til Saba Rock. En meget lille ø, der består af en restaurant. Det er meget idyllisk, men priserne er også derefter. Vi nøjes med lidt at drikke, og får netadgang. Derefter dinghyer vi over til Marinaen, hvor man iflg. Chris Doyle (helt ny bog over Virgin Islands) skulle kunne indklarere. Det kan man ikke, men de forklarer, at man skal ind i 3. bugt her fra, så kommer man til Spanish Town, hvor vi kan indklarere. Det blæser fortsat meget, og vi er ved at være godt gennemblødte af de store dønninger, da vi endelig finder told og immigration, og så er indklareringen hurtigt overstået.

Tilbage på Mevoy står den på en middagssøvn, og vi har heldigvis købt godt ind på St. Martin, så vi nyder en dejlig turnedos, Niels står for en lækker salat. Det bliver en lidt urolig nat, da det fortsat blæser en del, så næste morgen begiver vi os videre imod Tortola. Vi vil til Frenchmens Cay, West End, Tortola, men ser på AIS, at Karma ligger i Road town, og går derind i stedet for.

Her er Pinta også, de er alle taget med færgen til Sofie Amalie, St. Thomas, for at få visum til USA. Vi smsser med Jeanne, og de kommer alle over til os om aftenen til en øl, kaffe og hjemmebagt kringle. Vi hører så om, hvordan man gør, for at få visum, vi har allerede ESTA, som er bestilt over nettet. Jeanne og Bent skal over til deres gaster, Vivi og Dieter henter sild,  købt her, de smager dejligt. Da vi sidder og snakker, viser det sig, at de oprindeligt kommer fra Broager, men nu bor lige uden for Bolderslev, hvor jeg er født, og Vivi har kendt min mor, det er da et pudsigt sammentræf.

                                                              Dieter og Vivi

Næste dag tager Niels og jeg færgen til St. Thomas, får vores visum, og har nogle timer i Sofie Amalie. Da vi kommer sejlende dertil, ser jeg en stor bygning (et hotel), hvorfra USVI flaget, Union Jack og Dannebrog vajer side om side, det er en dejlig oplevelse.

Vi har nogle timer her, inden vi skal med færgen tilbage. Det er lidt underligt, i går mødte jeg en, der har kendt min mor, og i dag går jeg her, hvor min mor altid gerne ville have været, men aldrig kom, som jeg senere skrev til mine søskende, så har jeg nu udlevet en af vores mors drømme.

Langs havnen, i midtbyen, er de gamle pakhuse flot bevaret. De er nu omdannet til luksuriøse juvelerbutikker, souvenir butikker og restauranter.

Gadenavnene er danske: Kongens gade, Store gade, Lille gade og lignende. Pudsigt nok, kører trafikken i venstre side af vejen som i England, men bilerne er venstrestyrede, dvs. at de sidder helt inde ved fortovet og styrer bilen.

                                                    Billede af Niels på færgen:

Niels har glemt at få en kasket på, og da færgen er en gammel svend, der lugter af Diesel, har vi valgt at sidde på dækket. Jeg forsøger at lave en har af en papirserviet, men den kan selvfølgelig ikke sidde fast. Det resulterer i, at vi må gå nedenunder i skygge, desværre for sent, han bliver forbrændt i hårbunden. Turen frem og tilbage er flot, Vi sejler ud og ind imellem en masse småøer undervejs.

Vi synes, at Road Town er kedelig, og sejler videre til West End, en lille, hyggelig bugt, hvor vi ligger dejligt roligt. Herfra kunne vi nok have fået en billigere færgetur til USVI St. Thomas, som ligger lige over for. Visaet kostede ikke noget, men færgeturen og ind og udklarering løb op i 80 US dollars pr. person. USA har regler om, at man ikke kan komme ind i landet uden enten visum, eller at have en returbillet fra et godkendt fly- eller færgeselskab.
Vi er nødt til at have visaet for at komme til USVI, og senere til Puerto Rico.

USVI eller DE DANSK VESTINDISKE ØER:

Historiske kendsgerninger:

1493: Christopher Columbus lander på St. Croix

1625-1671: Holland, England, Frankrig erobrer på skift øerne, indtil Danmark i 1665 erobrer St. Thomas, og senere St. John og St. Croix. I 1671 oprettes Det Dansk Westinidske Compagni.

I 1685 tillades slavehandel officielt og i 1700 tallet bliver sukker hovedindtægten på øerne.

I 1754 bliver øerne en kongelig dansk koloni, og Christiansstad på St. Croix bliver hovedstad.

I en periode kaprer England først St. Croix, senere St. Thomas, men i begge tilfælde bliver det kun for en kortere periode, indtil de atter bliver danske.

1802 forbyder Danmark slavehandel.
1815 St. Thomas bliver erklæret frihandelsområde.

1848, efter slaveoprøret på St. Croix, forbydes slaveriet på De Dansk Vestindiske øer.

1871 Hovedstaden på De Dansk Vestinidske øer flyttes fra Christiansstad til Charlotte Amalie på St. Thomas.

1917. De Dansk Vestindiske øer sælges til USA for 25 millioner kroner.

Iflg. Min bedstefar forærede danskerne øerne væk, uden at spørge Sønderjyderne, der som bekendt blev forenet med DK i 1920. Den reelle historie er nok, at øerne lå i ruiner efter hurricanes og oprør, og da slaveriet ikke mere var tilladt, var såvel sukkerproduktion som bomuldsplantager ikke mere rentable, og DK havde ikke råd til fortsat at eje øerne, nu, hvor de ikke gav overskud mere.

I 1920 nedlagde amerikanerne de sidste sukkerplantager.

St. John:

Efter et par fine dage i West End, nu er det blevet varmere igen, sejler vi til St. Thomas. Vi har hørt og læst en masse om, hvor besværligt det kan være at komme ind i USA, men her gik det nemt, vi havde jo også gjort forarbejdet. Vi ligger for anker uden for Cruz Bay. Det er den største by på St. John, og det er her man tjekker ind. Der er nogle hyggelige restauranter i vandkanten, og lige bag ved, pulserer livet som vi har forestillet os derhjemmefra:

Vi tager en bustur rundt på øen, har svært ved at forestille os, hvordan man har kunnet dyrke sukkerrør og bomuld på disse stejle bjerge, men det kunne også kun lade sig gøre, så længe man havde slaver til det hårde arbejde.

Vi hører tilfældigvis lige nu et radiohørespil om en dansker, der arver en plantage herovre i 1700-tallet, det er spændende nu, hvor vi er her, men også uhyggeligt at tænke på, hvad der er foregået her.

Vi er inde i et supermarked, priserne er helt vilde her, ser 4 ruller toiletpapir til 10 dollars (gang med 7), en bakke æg med 12 stk koster det samme. Til gengæld er rom billigere, og koster ca. det samme som en liter mælk. Gad vist, hvordan de får råd til at leve her, men det har vi tit tænkt på her i Caribien.

Vandet er flot, klart. På et tidspunkt ligger Niels længe i nettet, og stirrer ned i vandet. En stor fisk, nok på 1 meter, svømmer frem og tilbage imellem pontonerne i lang tid.

 

                                                       Fisken, som er en Tarpon.

St. Thomas:

Efter et par dage på St. John, sejler vi til St. Thomas. Her er mange små øer, og en masse rev, vi er glade for, at navigatoren viser os præcist hvor vi er.

Vi smider anker ud for Charlotte Amalie, og dinghyer ind på en flot strand:

                                      Også det er, som vi har forestillet os hjemmefra.

            På vej fobi Annaberg Plantation ser vi disse ruiner fra en "sugar-cane-mill" fra slavetiden.

Vi Dinghyer ind til Charlotte Amalie, og ser, at også her lukker alle forretninger i takt med, at cruising turisterne myldrer tilbage til cruising skibene. Vi ser fortet, hvor Nissernes Ø er indspillet, desværre er det midlertidigt lukket pga renovering, så vi kan kun se det udefra:

                                                           Billeder fra fortet

De tidligere Dansk Vestindiske øer er efter vores mening meget flottere, og renere end BVI. Befolkningen består forsat mest af farvede efterkommere af slaverne.

St. Thomas den 4.4.2016: Luft 48%, 38 gr., Vand: 27,2 gr., Log: 8908, Long: 64 57,637 W,

18 19,044 N

Den kølighed vi fornemmede da vi ankom til Virgin Gordo er igen pist borte, her der varmt og dejligt. Vi er kommet nord for passatvinden, så nu kommer vinden ikke hele tiden fra øst. Lige nu er der ikke meget vind, så vi går for foggen, indimellem med hjælp fra jerngenuaen.