Mindelo Cap Verde - Rodney Bay Sct Lucia 18.11. - 3.12.2015

Mondelo Cap Verde - Sct. Lucia 18.11.- 3.12.2015.

Klokken 12.45 skydes Multihulls i gang, monohulls skydes i gang 15 minutter senere.
Niels sidder klar ved roret, og som sædvanlig vil han gerne selv stå der i starten, indtil det hele falder til ro. Det er fint vejr, og god vind, og vi er alle spændte på turen, som sikkert vil komme til at tage et par uger. Vi får en OK start. Vi er blevet advaret imod kraftige, springende vinde imellem øerne, og det er rigtigt. Vi går lidt sydover for at komme fri af øerne og uroen, men kan godt se, at dem der går tættere på Santa Antao, kommer hurtigere af sted. Fri af øen er der ikke meget vind, og motoren startes for at komme ud af vindstille.
Desværre er Peters maveproblemer blevet værre. Det påvirker selvfølgelig stemningen om bord, at ikke alle er “fit for fight”. Selv om vi har advaret imod åbne vinduer i søen, i hver fald højst lidt på klem, når man selv er i rummet, har Peter åbenbart glemt dette. Peter er jo vores fisker om bord, og til trods for sygdom, kan han ikke slippe fiskeriet, og kommer pludselig styrtende, da en flyvefisk har fundet vej til hans køje. Nå, det er ikke værre, end et rent lagen og vand og sæbe kan gøre noget ved det.
Peter er ikke i stand til at tage vagter de første dage, så dem deles vi andre fint om. Dejligt at være 4, så kan vi alle få ro indimellem, selvom en ekstra vagt skal dækkes ind. Alle godt tilfredse med deres vagter, så vi fortsætter med samme turnus som hidtil. Et par nætter senere er den gal med åbne vinduer igen, her får Peter en ordentlig sø i køjen, så den ene madras står til tørre i et par dage, og dynen udskiftes med en tør. Det er lidt irriterende at få saltvand i madrasserne, da saltet trækker fugt til sig. Nu tør Peter slet ikke åbne skylights mere.
Efter et par døgn beslutter Peter sig for at prøve et bredspektret penicillin, og efter det, får han det meget bedre, han mener, at det har været noget bakterielt i noget salat han har spist den sidste aften i land.
Sejladsen er gået lidt langsomt i starten, og efter at have kigget i mit gamle atlas med strømkort, beslutter Skipper, at vi går mere sydover. Vi kommer ned i den rigtige strøm, så nu hjælper det på farten, og da Peter samtidig får det godt igen, nydes turen for alvor.

Henning har haft noget sejlerlitteratur med, som vi alle nyder godt af.

Peter begynder at fange fisk igen, og deltager i vagtordningen, og hvad der ellers foregår om bord. Han fanger en del fisk, så de mindste bliver sat ud igen, indimellem bliver en flyvefisk, eller hovedet af en fisk brugt som madding.
En dag begynder det at blæse noget op, og der kommer en del store dønninger. Vi reber sejlene, og ender med at gå udelukkende for rebet fog, og alligevel skyde 6-8 knob. Når dønningerne drøner ind imellem skrogene, laver de en del larm, det bliver hurtigt til “Bukke Bruse der snakker”. Den nat får Niels og jeg ikke sovet ret meget. Er sammen på broen, eller en af os tager et blund i cocpittet. Vi går lidt mere sydover, for at få bølgerne direkte ind agten fra, det giver lidt mere ro i båden.

                                                      Sådan vises squalls på radaren

Vi går forbi nogle Squalls, det er kraftige regnområder, der medbringer meget voldsom vind. Vi kan se dem på radaren, og kommer tæt på en lille en, på et tidspunkt, hvor vi kun har en meget lille trekant ude i foggen. Vi får lidt regn, men kan ikke kalde båden affersket. Det gik lidt hurtigt tidligere, da storsejlet blev taget ned, så det blev ikke pakket ordentligt sammen. Det hævner sig nu, hvor det begyndet at flagre op af sejlposen. Der er ikke andet for, end at jeg må på øverste dæk, naturligvis med vest og redningsline. Her får jeg bundet noget tov omkring sejlet,og får det surret godt fast. Godt at der blev skiftet pære i dækslyset på Gran Canaria, så det virker igen. Da det bliver lyst, bliver besætningen “purret”, radarreflektoren, som sidder halvejs oppe i masten er gået løs i den ene vedhæftning, og hænger og slår på masten. Niels vil op og tage den ned. Jeg er ikke meget for, at han skal i masten i rum sø, med store dønninger, men der er ikke noget at gøre. Jeg er med på roofen, mens Henning og Peter hiver ham op. Mens jeg er deroppe, og efter at Niels og radarreflektoren er kommet ned, får jeg surret storsejlet bedre fast. Endelig en gang morgenmad, og Niels og jeg kan få et tiltrængt hvil. Jeg sover, men Niels står hurtigt op igen, der er fortsat meget vind, og store dønninger. Senere bliver han dog beordret i seng. Der er stadig gode dønninger, jeg står på agterdækket, og er lige ved at blive væltet, da en kraftig bølge slår ind. Peter ligger på det tidspunkt i nettet og nyder solen, men bliver bedt om at komme ind i cocpittet, da det stadig er voldsomt vejr.
Peter laver en lækker middag af den fisk han fangede dagen før. Fraklippede finner og lign. bliver sat på Niels' blæksprutte, som bliver sat ud i en line. Der kommer hurtigt en fisk på, men da alle ser til mens den skal hives ind, kommer en flot dorado, som ser ud til at være interesseret i den mindre fisk, der er på krogen. Doradoen er en fantastisk flot, blå fisk, som vi alle fire heldigvis når at se, men da Henning henter videoen, ser vi ikke mere til den. Fisken bliver hængende i linen, for nu er det spændende at se, om doradoen bider på. Det gør den nok, men undslipper krogen, for pludselig er der hverken Lille fisk eller dorado på. Nogle dage senere lykkes det dog at fange en flot Dorado på 65 cm. Det bliver straks fejret med en god rom, og senere med en god flaske kold hvidvin til fisken, det er lørdag aften, så vi må godt hygge os lidt. En dag sejler vi i nærheden af Ally, en svensk Bavaria, som deltager i ARC. Niels får en kort snak med dem på VHF radioen.

Vinden er løjet i min vagt (kl.15-18). Det er også her vi læser de daglige vejrmeldinger. De lover lidt faldende vind,10-12ms, men dønningerne vil fortsætte lidt endnu. Vi sætter fuld fog, og fortsat ingen storsejl, det giver en fin natsejlads i næsten fuldmåne. Vi har nogle dage med gode dønninger, og skiftende sejlføring. Nu er gasterne ved at tænke på, hvornår vi er fremme. Jeg nyder sejladsen i fulde drag. Når der skal arbejdes på dækket i dårligt vejr, vil jeg gerne selv derop. Niels underviser i sejlads, pøver at lære gasterne hvad de skal være opmærksomme på på vagterne. Knob og stik går det lidt trægt med, men til gengæld er de gode i pantryet:

Når solen ikke skinner på solpanelerne mere, startes en af motorerne for at lave strøm, varmt vand og vand. Selvstyreren bruger meget strøm, solpanelerne kan ikke helt følge med, så vi er nødt til at ofre noget dieselolie på dette.
Så kom vi halv vejs, dvs. at skipper bestemmer, hvornår det er, og får det til at være lige efter aftensmaden, hvor alle er samlet i cocpittet, her kundgør han, at der nu er 1040 sømil til andduvning Sct. Lucia. Vi havde først fået mørbradgyde i flødesovs for at fejre “snart halv vejs”, med nedgående sol, og opgående fuldmåne.

Det bliver nu suppleret med Champagne, peanuts, chokolade og lakrids. Det er en uge siden vi forlod Cap Verde. Vejret har været skiftende, men i dag har vi haft fint solskin, 35 grader, aftagende vind og dønninger. Hele eftermiddagen har vi sejlet med Code Zero.

Før natten tager vi Code Zeroen ned, og går med fog. Det er en fantastisk flot, måneklar aften, hvor Atlanterhavet viser sig fra sin bedste side, med månen der skinner og laver en flot sølvfarvet kølvandsstribe. Vi har i det hele taget haft en del flot måneskin på denne sejlads. Når månen sådan lyser op, ser man til gengæld ikke så meget morild. Et enkelt stjerneskud bliver det også til, og så går tankerne til dem derhjemme.
Natten efter, at vi er halvvejs, vækker Henning mig et kvarter før min vagt, da han kan se squalls komme bagfra. Man ser mørke skyer over horisonten, tænder radaren, og kan tydeligt se dem, og deres retning. Niels er også stået op, og Henning bliver oppe for at opleve fænomenet. Vi går med fog, den rebes. Der kommer lidt regn, da de passerer os på begge sider. Henning og Niels går til køjs. Der bliver ved med at bygge squalls op, når de nærmer sig, stiger vinden. På et tidspunkt er vinden på 16-17, og det begynder at regne, så Niels bliver vækket en halv time før hans vagt begynder. Disse squalls driver forbi os på ca. 1 sømils afstand.
Vi møder ikke ret mange skibe, der kan gå flere dage imellem at vi ser et fragtskib på AIS - en, og vi møder først delfiner efter en uges sejlads. Disse er lidt mindre end dem vi har set før, og farven er lidt gråbrun. Til gengæld flyder der en masse tang, Peter får halet lidt ind med fiskesnøren, og det ligger nu og tørre, så det kan bruges til en juledekoration. Det er første søndag i advendt på søndag, og jeg er ved at hækle en rød lysedug til at lægge under adventslys, så juletravlheden er ved at snige sig om bord. Jeg er også sikker på, at vi har en skibsnisse, da piskeriset og en kartoffelkniv er forsvundet.
Da første adventsøndag oprinder, bliver der lavet adventskrans, dog uden den tørrede tang, som lugter af tørret fisk. Et elektrisk lys tændes til eftermiddagskaffen, og jeg finder 4 sneekers frem fra gemmerne. Vi spiser ikke ret meget sødt undervejs, men masser af salat.

Og så nyder vi en del af Niels' hjemmebryg, vandet fra watermakeren. En enkelt øl bliver det også til i ny og næ, men der skal ikke drikkes ret meget alkohol, da det ikke er foreneligt med sejlads på verdenshavene. Vi spiser så meget grønt, så løgene til sidst bliver rationerede. Det er Peter ikke meget for, men jeg har læst om nogle, der lever så godt i starten, så de hverken har mad eller gas til sidst, det vil jeg ikke udsættes for, så vi er nødt til at hjælpes ad med en fornuftig fordeling af ressourcerne.
De sidste dage før vi når frem til Carribien begynder vi at planlægge, hvad vi gerne vil se på Sct Lucia og Martinique. Henning og Peter flyver hjem fra Martinique den 13.12., og Lise, Kenneth og deres 3 børn kommer dertil den 14.
Peter bliver ved med at fange fisk, så det ender med, at vi har frosset kød tilbage, da vi når frem.
Den sidste dag afløser den ene squall den anden, det giver god vind, men ikke så hyggelig sejlads. Vi ville gerne være kommet frem i dagslys, men sådan skal det ikke være. Vores sidste måltid inden land er en flot, stor dorado som Peter fanger og til bereder.
Mens han laver maden, får jeg som den første øje på land. Efter maden har Niels vagt. Han og jeg nyder den sidste del af turen i fulde drag, holder udkik, og nyder duften af land. Imens sidder vore gaster inde og ser en video.
I aften er alle vågne, og vi får aftenkaffe med de sidste kager vi har om bord, så jeg har købt OK ind, bortset fra at vi har manglet et enkelt løg, og de planlagte karryris blev til ris med forskellige krydderier.
Desværre er der regn det sidste stykke ind, men det er alligevel en speciel oplevelse, da Sct. Lucia træder tydeligt frem. Vi kontakter dommerbåden, og får anvisninger om hvor den sidste sejlads, mens musikken lyder inde fra land. En dinghy kommer ud og fotograferer os på målstregen, som vi passerer kl. 23.45.01.
Vi får yderligere anvisninger om plads i marinaen. Går stille igennem den smalle kanal ind i havnen, hvor vi bliver modtaget af de gule t-shirts. ARC folkene har gule t-shirts på, når de er på arbejde. En lokal mand kommer med kold rompunch og en kurv med frisk frugt og rom.
Jeg er egentlig træt til at gå i seng, men crewet vil have rom, så vi drikker rom og spiser frisk frugt. Det skulle jeg ikke have gjort, jeg skulle have fulgt min første indskydelse med at gå til køjs.
Det var en dejlig afslutning på en spændende, til tider lidt hård, men alt i alt en fantastisk tur.

Cap Verde 15.11. - 18.11.2015

Vi har nogle hyggelige dage i byen Mindelo på øen San Vicente, Cap Verde. Den første dag går Niels og jeg en tur alene. Vi kommer til det lokale Afrikanske Marked. Det er søndag, så der er boderne ikke åbne, men vi finder en lille lokal restaurant, hvor “mutti” er en flink, men bestemt dame. Niels kommer i snak med en lokal, der har været i USA og tjent nogle penge, han er nu kommet hjem for at stifte familie. Jeg snakker med en ældre lokal mand (på 64 år). Han har arbejdet en del år i tyskland, og er nu kommet hjem for at nyde sit otium. Vi er nu kommet til Afrika, alle er sorte, og vi er dem der er anderledes. Vi får frokost på en lille restaurant, her ser jeg i tv, at der har været terrorhandling i Paris. Tilbage i båden, har Henning fået besøg af Lise og Lars fra Havhunden, de har ikke overraskende vundet første ben i vores klasse, multihulls.

Om aftenen er der fælles spisning for ARC på fisketorvet. Det er meget hyggeligt at lære nogle af de andre ARC deltagere at kende. Vi sidder bl.a. sammen med et sødt tysk par fra båden No Limit, som vi snakkede en del med på Gran Canaria. Der kommer også 2 New Zelændere, som ligger i en Lagoon ved vores bro.

Mandag kører vi en tur rundt i byen med den lokale bus, en Izusu, en gammel, skramlet en, men det er fint at komme rundt og se byen på den måde. Mange lever tilsyneladende af at sælge noget til hinanden. Det eneste givtige erhverv vi ser, er fiskeri.

                                  Vi ser, hvordan de parterer store, friskfangede tun ved vandkanten.

Vi spiser vi alle fire frokost hos “mutti” på Det Afrikanske Torv. De får tryllet de lækreste grillede fisk med ris, håndskårne pommes frites og salat frem i et lille køkken, efter at “mutti” kommer og viser mig en håndfuld friske grøntsager hun lige har hentet på grøntsagsmarkedet ved siden af.

Nu er det hverdag, og gang i torvet. Henning køber souveniers, og Peter snakker med et par små søde børn.

Mandag aften er der præmieoverrækkelse fra første “leg”. Her vinder Havhunden i vores klasse, men det vidste vi jo. Det er flot, Lars O er en dygtig kapsejler. Ude på pladsen foran havnen er der optræden af lokale dansere, de er dygtige. Bagefter mødes vi danskere i den flydende bar, Peter var dog klogeligt gået hjem og til køjs. Havhundens ene gast, Lene er en festlig pige, som kan sætte gang i en hver fest. Da vi kommer hjem, får Peter ikke lov til at sove længere!

Næste dag lejer vi en bil, Henning har stået for det, og kører. Jeg er co driver, og Peter og Niels har indtaget bagsæderne. Vi har fået en fotokopi af et ikke særligt detaljeret kort. Vi kører først rundt og ser byen. Derefter skal hele øen udforskes, den er ikke større, end at det kan nås inden eftermiddagskaffen. Jeg spørger Henning, om han har tjekket benzinmåleren, dertil svarer han, at udlejeren sagde, at der var fuld tank!!!
Vi starter med at køre op til bjerget: Mato Inges. Det er en flot tur derop, vi gør holdt og nyder, og fotograferer udsigten, kan bl.a. se Mindelo med havnen, og ud over vandet. Undervejs møder vi en flok cyklister påvej op, “doms up” for dem, vi sidder i en bil med aircondition. Da vi når toppen regner vi med, at vi kan få en kop kaffe, Peter og Niels har længe fantaseret om, hvilke kager vi mon kan få til kaffen. På toppen, er der en vendeplads, inden man kører ind på militært område. Henning kører helt frem, og nogle unge mennesker i militær uniform fortæller os, at vi ikke må køre derind. De er flinke, og hjælper med at få vendt bilen uden skrammer. Kafesteder eller andre barer er der ingen af.

På vej ned fra bjerget begynder benzinlampen at lyse!! Henning får instrukser fra bagsædet om, hvordan man kører mest benzinøkonomisk, og dem følger han. Han er nok godt klar over, hvem der skal af sted med dunken, hvis vi løber tør. Vi kører videre til nærmeste by, Baia das Gatas, som er udlagt som badeby. Byen er flot, men virker helt øde. Vi spørger nogle fiskere, hvor der er en benzintank, og får at vide, at det er i Mindelo. Vi kan købe en dunk benzin fra deres både, men er enige om, at det sikkert ikke er billigt, så vi vender om og kører tilbage, og Henning ånder lettet op, da vi kører ind på en benzinstation i Mindelo.

Vi finder ikke noget sted at få formiddagskaffe før vi bliver “frokostsultne”. Der er 3 rimeligt store veje på øen, så nu tager vi vej nr. 2, og kommer til Calhau. Her går Niels i gang med at finde en restaurant, mens vi andre ser på, hvordan fiskerne får båden på land ved at rulle den på træstammer. Det er nogle farverige både de har.

Niels finder byens restaurant, som er indrettet i noget der ligner familiens private bolig. Efter en god frokost, fortsætter udforskningen af øen. Der er nogle steder bygget noget, der ligner ferielejligheder, men det hele ser øde og forladt ud. Indimellem bor der nogle lokale.

Vi kører tilbage til båden. Peter og Niels finder kage til eftermiddagskaffen, mens Henning og jeg laver kaffen.

Senere skal Niels og jeg til Skippermøde. 3 af ARC folkene kommer også med til Sct. Lucia, det er hyggeligt. 

Om aftenen er vi ude og spise på en restaurant tæt ved havnen. Her er godt internet, så vi har travlt med at få sendt hilsner hjem. Der skulle være internet på havnen, men det virker dårligt, så der er ikke blevet sendt hilsner, eller opdateret blog, her fra øen. Bloggen må nu også vente lidt i denne omgang. Niels havde ellers fundet et torv, hvor der er frit internet, men der er så mange lokale på det, så det er umuligt at komme på.

Onsdag morgen er der fuld aktivitet på Mevoy. Peter har dog desværre fået maveproblemer, er bange for, at det er noget fra maden i aftes, hvor han og Henning ellers fik det samme, men man kan jo være uheldig. 

Båden vaskes udvendigt, så vi endelig kan komme af med sandet fra Sahara. Jeg prøver på at få suppleret madbeholdningerne, det er vanskeligere her end på Gran Canaria. Det er ikke alt man kan få. Frugt og grønt markedet som jeg ellers havde hørt godt om, har ikke så friske råvarer, som jeg havde håbet. Frugten og grøntsagerne bliver vasket, æggene bliver lagt i plastbakker, og pludselig er tiden gået, og vi skal ud og gøre klar til start. Her har Niels vist set forkert på klokken, så vi er i god tid.

Gran Canaria - Cap Verde 8.11. - 15.11.2015

 Så er vi klar til første ben i turen over Atlanten:
Vi får morgenmad, gør de sidste ting klar, og tager ud i god tid.
Den sidste del af sikkerhedstjekket er "Mand over bord" øvelse. Niels og jeg havde regnet med, at manden skulle være en bøje, men Peter vil gerne i vandet, så han springer i, og Henning klarer at redde ham op, i fin stil.
Det er høj, klar solskin da starten går klokken 13.00.

Vi får en OK start, ligger nogenlunde midt i feltet. Starter ud med storsejl og fog. God vind, de har forudsagt stigende vind omkring lufthavnen. Efter at have passeret øen, sættes Code Zeroen, og det hele kører fint, med god vind. Niels vil gerne sidde ved roret indtil der kommer lidt ro over det hele. Vi har fyldt båden med madvarer. Det meste kød er frosset, men der er fersk kød til de første par dage i køleskabet. Jeg står for maden i starten, men alle giver en hånd med både ved sejlads, og madlavning.
De første par dage tager vi 4 timers dobbeltvagter, dvs at Niels og jeg er på vagt med hver sin gast. Jeg er på vagt sammen sammen med Peter. Han vil gerne sidde og styre og holde udkik, mens jeg småblunder i cocpittet, så han kan spørge hvis han er i tvivl om noget. Næste nattevagt deles vi mere jævnbyrdigt om, og blunder på skift. 2. dag og nat er der kun lidt vind, og vi går for storsejl og fog. Alle er klar til at tage sin tørn, og der bliver lavet en vagtplan, så vi har 2×3 timers vagter. Det er behageligt, og giver 2×9 timer fri, hvor man kan fiske, læse, hvile og selvfølgelig lave mad og rydde op. Niels og jeg klarer foreløbig sejlsætning, men både Peter og Henning er ivrige efter også at deltage i dette. Madlavningen deles vi om! Snakker om, hvilke råvarer vi har, hvem der vil stå for måltidet, og vedkommende uddelegerer så opgaver. Det er hyggeligt også at deles om det. På Hennings første alene vagt, kommer en ARC båd, franske Lerina, lidt tæt på. Henning vækker mig, og det ender med, at vi viger for dem, selvom de kommer på skærende kurs, og havde os på deres sb side. Vi havde begge vinden i læ. Det var helt rigtigt af Henning at vække os, og gør, at vi trygt kan lægge os til at sove, når vi ved, at vore gaster vækker os når der er den mindste usikkerhed. Jeg valgte at vige, “better safe than sorry”.

                        Peter er meget interesseret i at fiske, og sidder meget med fiskestangen.

Niels har også købt fiskeudstyr, og taget vores stænger med hjemmefra, nu er det bare spændende at se, om og hvornår vi fanger noget. Foreløbig er det blevet til en enkelt flyvefisk på dækket.
Tirsdag den 10.11. er det Mortensaften. Vi får helstegt kylling med råstegte kartofler og rødkålsalat, det er jo vigtigt at fejre det der kan fejres.
Da vi er halvejs på Cap Verde, bliver det fejret med chokolade og en drink.
Vi har haft både blæst og dønninger, stille vejr, solskin og dis. Heldigvis har alle det fint, og vi håber, at det betyder, at vi undgår søsyge om bord.
Delfinerne kommer indimellem, det er facinerende at se deres leg rundt om båden. Der er masser af flyvefisk. Jeg ved ikke, om det er delfinerne eller morilden der er mest facinerende. Det er også specielt blot at sidde alene under stjernerne på sin nattevagt. Når vi er 4, er det ingen sag at have 3 timers vagt om natten, vi finder en god rytme, der inkluderer en middagssøvn.

En morgen står vi op til et rødbrunt dæk og trampoliner. Det er sand fra Sahara, der er landet på vores båd, det er lidt træls, sviner en del, men kan heldigvis vaskes af. Vi sejler jo ned langs Afrikas kyst, og kan mærke at det bliver mere og mere varmt, også om natten. Jeg havde forberedt Henning og Peter på, at der godt kune være køligt på nattevagterne, det trækker jeg i mig nu.
ARC sender daglige vejrmeldinger, og vi lægger kursen lidt efter dette. De sender også daglige positioner, og vi ligger bestemt ikke forrest, men er da heller ikke helt nummer sjok. Niels og jeg har aldrig været kapsejlere, men synes alligevel ikke om at komme sidst.Det meste af tiden har vi Code Zeroen oppe, godt den blev repareret på Gran Canaria.
Vinden kommer fra Nord eller Nord Øst, og den ligger som regel under 10 ms. Vi skifter lidt med sejlføringen, og aftaler især hvordan den skal være om natten, ud fra vejrmeldingerne. Vi kan se, at Havhunden er langt foran os, de er jo kapsejlere. Vores handicap er lavere end deres, men der har vi vist ingen chance
Vi har fået kloret vand i vandtankene. Det smager ikke godt til kaffebrygning, så det er godt, at Niels har lavet watermakeren, ellers kunne det være svært at have vand nok til drikkevand og kaffebrygning. Der skal en del vand til her i varmen. Der bliver hygget, vasket tøj, snakket og læst undervejs.

Den 13.11. Klokken 15.50 fanger Peter den første fisk. Det er en tunning på ca. 30 cm. Den er fanget med blink, se billede ved 5 knob. Det bliver fejret i en linieakvavit. Den bliver stegt, og spist sammen med tuc kiks, er det en   lækker forret.


Den næste dag fanger han en slags makrel, den smager også godt, og sammen med kartoffelmos med revne gulerødder, udgør den aftensmaden. Det kød, der skulle have været brugt, bliver til sandwich til vores frokost den næste dag.
Timerne og dagene glider stille af sted, vi hygger os, og pludselig er der nedtælling til slut linien på første ben af sejladsen. Da Niels og jeg går til køjs, har Henning vagten. Han får besked på at vække os når vi nærmer os land, både fordi vi gerne vil opleve det, og fordi vindene godt kan springe en del ved bjerskråningerne og imellem øerne. Det bliver ikke nødvendigt for ham at vække os, for kl. 2.30 vågner vi ved at vores telefoner får “velkommen til Cap Verdes...”. Vi står op, min vagt starter klokken 03.00, men lige nu drejer det sig ikke om vagter, nu skal vi sammen nyde de sidste timer af denne sejllads. Hening bliver oppe, Peter kommer og går. Vi ser lysene fra land, og kan skimte konturerne af bjergene. Vi har undervejs flere gange sejlet i nærheden af Lerina, en fransk båd, som deltager i ARC+, de går over målstregen kort tid før os. Det er dem, der gik lige ind foran os på Hennings første alenevagt, hvor jeg var oppe for at guide lidt. Nå pyt, vi vandt over dem, da vores handicap er lavere end deres. Man skriver op, hvor mange timer, og hvor mange sømil motoren har drevet os frem. Den tid målerne så finder, ganges med bådens handicap. Målstregen er imellem Ilheu de Passaros og Ponta Jao Ribeiro. Den passerer vi søndag den 15.11. klokken 05.57.59. efter 6 dage, 16 timer, 59 minutter.
2 sømil før mål kaldes ARC på VHF, og igen ved målet. Vi får besked på at kontakte dem igen når vi går ind i havnen. Vi bliver enige om at sejle lidt rundt, for at undgå at gå i fremmed havn i mørke. Vi fejrer at være nået i mål med en kold øl, derefter er der morgenmad. Vi bliver kaldt over VHF, de kan ikke forstå at vi ikke er kommet ind. Jeg forklarer, at vi lige ville vente på at det blev lyst, kalder dem da vi når havnen, og beder om at få lov til at gå til Diesel tanken inden vi går ind på vores plads. Der bliver tanket 15,6 l på sb og 32 l på bb. Vi sejlede for motor et par timer inden start. Derudover til at lave vand og strøm, og så for at komme ud af vindstille på et tidspunkt, så det er ikke så meget.
ARC folkene står parat og byder os velkomne, og det er lokale boat boys, der hjælper til med fortøjningerne. Her er 26 grader varmt ( kl.8), og fugtigt.

I havnen ser vi nogle fiskere;

De fanger forhåbentlig flere fisk end vi gjorde på vej hertil.

De Canariske Øer den 13.10. – 8.11.2015.

La Graciosa:

Da vi har sovet, tager vi jollen ind til land. Det er en fin havn, forholdsvis ny med flydebroer, strøm og vand. Vi går på havnekontoret og spørger, om vi skal indklarere her. Ham der sidder på kontoret ser helt træt ud ved tanken, men ånder lettet op, da vi fortæller, at vi ligger for anker, så slipper han for papirarbejdet. Vi spørger, om vi skal indklarere ved told eller politi, men det er ikke nødvendigt når vi ikke ligger i havn.

Når vi ligger for svaj, sætter Niels sin telefon på ankervagt, og den sender så en besked til min telefon, hvis båden driver, så vi er helt trygge ved at tage fra båden. Vi bliver der selvfølgelig en times tid efter at ankeret er smidt, for at sikre os, at alt er OK inden vi forlader den.

Byen Caleta de Sebo består af fine, hvide huse hvor gaderne er belagt med sand. Alle gaderne har navn. Der er 650 indbyggere på øen, som er på størrelse med Anholt. Vi kan se, at der kommer en del turistfærger fra Lanzarote, som ligger meget tæt på.

 Der er både Farmacia, politistation og 2 supermarkeder i øens eneste by. Der findes godt nok en by mere, hvor der bor nogle lokale, men her er til gengæld ingen indkøbsmuligheder. Øens restauranter ligger alle ved havnefronten, hvor de tiltrækker turisterne. Øen har verdens mindste museum, det skriver de i hvert fald. Her er en del om deres Aloe Vera produktion. Aloe Veras helbredende virkninger har været kendt langt tilbage, og skulle være beskrevet i gamle Egyptiske papyrus 1500 år før Kr. Der er også beskrevet en del om saltproduktionen, som dog findes på Lanzarote. Der står, at romanske soldater fik en del af deres løn udbetalt i salt, herfra stammer det spanske ord ”salario”, hvilket oversat til engelsk er: ”salary”.

Efter museumsbesøget, hvor vi køber salt og aloe Vera lotion, får vi lidt at spise, og forsøger forgæves at finde internet. Vi skal selvfølgelig også lige se ”supermercadoet” inden vi sejler tilbage til båden. Vi mener, at vi har set nok til øen, og vil videre til Lanzarote i morgen, dens største by Arrecife, ligger 24 sømil herfra.

Tilbage på båden tager jeg mig en lille svømmetur i det godt 26 grader varme vand, mens Niels efterser jollens motor. Jeg ligger i solen i trambolinen og tørrer, Niels serverer lidt at drikke. Det her er lige til at holde ud.

Har fået en sms fra Lars om, at de ikke fik billetter til Gran Canaria, så dem får vi desværre ikke besøg af, det var vi ellers begyndt at glæde os.

Lanzarote:
Efter en god lang nats søvn, står vi tidligt op, og nyder solopgangen over Lanzarote, som ligger lige over for. Vi sejler nordøst om Lanzarote. Der er stejle klipper på vest og nordsiden af øen, og nordspidsen ligner en kæmpe silo, så vi sender en venlig tanke hjem til Niels´ fætter, der er landmand. Fra søen kan vi se, at Lanzarote består af utallige vulkaner.

Vejret er fint da vi ved middagstid lægger til i Marina Lanzarote, en stor ny marina i Arrecife, En tur på 24 sømil.. Arrecife er Lanzarotes største by. Marinaen er lidt for ”kommerciel” efter vores smag. 31,54 euro pr. nat, og så var der fratrukket rabat for deltagelse i ARC. Det bliver kun til 1 nat. Vi går ind til den gamle bydel, og får lidt af den lokale mad, som er noget mere velkrydret end det var i Portugal. Vi kan godt mærke, at vi nu er kommet til syden, her er varmt og dejligt.

Næste dag sejler vi videre sydpå, forsøger at sejle ind i Puerto Del Carmen, men får at vide, at det er en privat havn, hvor vi ikke kan få lov til at være. Vi sejler få sømil længere mod syd, og går ind i Puerto Calerio. Vi får en god plads, havnepromenaden her er lidt mere efter vores smag. Vi lejer en bil til dagen efter, så vi kan se Lanzarote. Øen er på 800 kvadratkilometer, og har ca. 142000 indbyggere. 80% lever af turismen. Der er lidt landbrug, vinmarker og aloa-vera cactus.

Vi kører rundt og ser en del, saltproduktionen:

Der var en fin udstilling om aloa-vera og saltpoduktionen i det lille museum på Graciosa.

Det mest spændende var dog turen i Parque National de Timanfaya. Her betaler man 9 euro pr person for at få lov til at køre ind i parken. Man bliver ledt op til et P-område, hvor bilen stilles. Derfra må kun deres egne busser køre rundt, for ikke at ødelægge området. Vi kører i ca. 3 kvarter, hvor der bliver fortalt om området på spansk, engelsk og tysk. Det er så flot, så det ikke kan beskrives.

                                Der er meget lidt vegetation, men flotte kratere efter vulkanudbrud.

Efter rundturen går vi ind i restauranten, hvor maden bliver til beredt på en rist over et hul, fra varmen fra jordens indre.:

Vi bliver selvfølgelig nødt til at smage sådan en kylling, og den smager helt fantastisk. Gulvet i restauranten er lige så varmt som gulvvarmen derhjemme på badeværelset om vinteren, også det bliver opvarmet direkte fra jordens indre.

Udenfor er der også huller i jorden, hvori de smider nogle tørre kviste, som der hurtigt går ild i.

Herfra fortsætter vi vores rundtur på øen, og fra nordvestsiden kan vi se Graciosa, og den lille vig, hvor vi lå for anker. Der er ingen ankerliggere i dag, men det har også været ret blæsende.

På hjemvejen finder vi et Superspar, hvor vi handler, og så er vi klar til at sejle videre dagen efter, hvis vejret tillader det. Om natten blæser det op, og Niels er oppe for at se til fendere og fortøjninger, mens jeg sover min tornerosesøvn.

Havnepenge: 2 nætter i alt 76,76 euro, og så er der endda trukket 10% fra for deltagelse i ARC.

Efter nogle dage på Lanzarote, går vi videre til Fuerteventura, som ligger syd for Lanzarote.

Fuerteventura:

Vi går for halvvind, og lidt foran for tværs, som går over i syd, dvs. at den kommer efterhånden lige imod. Vi sejler ned til El Castillo, hvor vi ikke kan ligge, da vinden kommer fra syd, og det bliver for uroligt i havnen. Da vi lægger til, står der en ”Boat boy” og tager imod fortøjningen, men han gør den ikke fast, og kan selvfølgelig ikke holde båden. Niels klarer situationen, men vi er noget trætte af at give fortøjningen til en, der faktisk er mere i vejen end til hjælp. Nå, den slags har vi heldigvis ikke mødt ret meget af på turen. Vi går ud og sejler en halv times tid nordpå igen, på en lænser. I Arrecife, smider anker og undrer os over de utroligt mange feriefly der uafbrudt kommer til øen.
Dagen efter tager vi jollen ind, har svært ved at finde et sted at lægge til, lægger til i industrihavnen og går en tur op i byen. Det er søndag, og alt er lukket. Vi får frokost og netadgang på en cafe og går tilbage til jollen. Her venter en politibil på os. Betjenten, en flink ung mand, spørger, om vi har indklareret. Vi fortæller, at vi sidst har været på Lanzarote, og at vi endnu ikke har nået at indklarere her. Da vi sejler igen om lidt, er det ikke nødvendigt at indklarere, og han ønsker os god tur.

Vinden kommer fortsat fra syd, så vi går nordpå til Corraljo. En tur på 3 timer på en lænser, i fin solskin. Vi smider Anker i Corraljo, der er ikke plads i havnen. Corraljo er en fin ferieby, hvor øllene er dyre i vandkanten, men lige bag ved, er der gode restauranter med internet og rimelige priser. Vi køber et Spansk simkort, så vi kan være i kontakt med omverdenen. Her har vi faktisk lyst til at blive nogle dage, men da der lige er et vejrvindue, og der bagefter vil blive meget bæst, tager vi en hurtig beslutning, hiver ankeret op efter 1 overnatning, og går til Gran Canaria. Vi går for rebet storsejl og fog. Der står nogle gode dønninger derude, men det har også blæst kraftigt de seneste dage. Vi går for sejl det meste af natten, men indimellem skifter vinden, og så må vi have hjælp fra jerngenuaen. Der er flot, stjerneklart, og endelig ser vi månen igen, den så vi slet ikke på vej fra Madeira til De Canariske Øer. Efter ca. 20 timers sejlads, er vi ved at nærme os Las Palmas. Vi tager et bad på agterdækket, og går ind i havnen. Da vi sejler ind, står Lise og Lars på Havhunden og vinker, de har fulgt os på Marine Traffic. Efter den sædvanlige indtjekning, får vi anvist en plads i nabohavnen, det er vi meget trætte af, men det viser sig, at det bare er en nat, indtil de får en plads til os i selve marinaen. Jeg forstår det ikke rigtigt, da vi flere gange har givet dem ETA, og det seneste døgn har vi mailet for at give besked om vores endelige ankomst! Nå, vi ender med at få en god plads. Her fortøjer man (med hækken) til en flydebro, og med ankertov (foran). Tovet er ulækkert, og fyldt med vanddyr, så det bliver til en ekstra vask, inklusiv tøjvask.

Gran Canaria:

Vi har god til her på Gran Canaria, vi ankommer den 20.10., og starten på ARC går den 8.11.

Det er rart, vi får tid til at gennemgå og rydde op i båden. Sikkerhedsudstyret bliver gennemgået, og der bliver lavet lister mht hvad vi skal have købt ind inden turen. Vi finder indkøbsmuligheder og restauranter. Restauranterne på havnen har priser, der bærer præg af turismen og ARC, og kvaliteten er så som så. Vi går lidt op i byen, og møder de lokale, og spiser på de lokale restauranter, det er mere os. Det er varmt, men det regner en del, og vi får at vide, at det er helt usædvanligt at det regner så meget. Vinden kommer fra syd, hvilket også er usædvanligt, men den vender forhåbentligt snart, da vi helst vil gå videre til Cap Verde på en ”lænser”.
Vi handler de ting der kan holde, og venter med kød, grøntsager og frugt til de sidste dage.
Vi tager en dag, hvor vi udelukkende leger turister, og er rundt og ser Las Palmas. Byen ligger imellem 2 strande. På østsiden er vandet roligt, det er her havnen er. På vestsiden er der store dønninger, men en fin badestrand, og en del restauranter.
ARC kontoret åbner den 30.10., det er rart, så kan vi få tidspunkter på de forskellige arrangementer. Der er 2 dage, der er fuldt besat med undervisning. Vores gaster, Peter og Henning ankommer den 4.11, og får den sidste undervisning med. De bliver indlogeret på båden, og vi gennemgår de forskellige sikkerheds procedurer med dem. Vi har lavet en skriftlig manual til dem begge. Vi hygger os med at være flere om bord, og spiser lidt ude. Nogle aftner har ARC arrangementer, det er meget hyggeligt, så vi får snakket med andre ARC deltagere. Lise og Lars er her jo også i Havhunden.
Der er en rednings event, hvor en helikopter demonstrerer en rednings situation, og bagefter udløses en redningsflåde i en swimmingpool. Her kan man deltage som tilskuer, eller ved at have badetøj på og være i vandet og en tur i redningsflåden. Jeg deltager som aktiv, det er meget rart at prøve, men det er forhåbentligt både første og sidste gang det bliver nødvendigt.
Vi havde overvejet at leje en bil for at se mere af øen, men da IT-systemet driller, når vi det ikke. Til gengæld får vi styr på en del ombord, og en dykker renser bunden for den begyndende begroning. 1 time af 70 Euro, det er trods alt billigere end det ville have været, hvis den skulle have været op for at blive rengjort.
De sidste indkøb, Niels er i masten et par gange, og alt bliver tjekket en ekstra gang.
Jeg regner ikke med, at jeg får skrevet mere på blokken nu, før vi kommer til Cap Verde. Vi sejler herfra den 8.11. kl 13. Turen til Cap Verde forventes at tage ca. 1 uge, og den 18.11. sejler vi videre derfra til Sct. Lucia.
Man kan ikke følge os på Marine Traffic, når vi forlader kysten, men vi har fået installeret en tracker" som er om bord så længe vi sejler med ARC. Hvis man går ind på www.worldcruising.com og søger på: ARC where are the boats. Derfra: ARC+ 2015. Her kan man så søge direkte på Mevoy, så kan man se, hvor i Atlanterhavet vi befinder os.

Turen fra Madeira til de Canariske Øer. 10.10. – 13.10.2015

Klokken 11 er foggen sat, og vi ude af havnen i høj solskin. Vi har 281 sømils sejlads til Lanzarote.

Vandet er 24,5 grader, og luften er 28 grader. Barometeret står på 1015. Vi går 5 knob udelukkende for foggen. Vi starter med at gå 138 grader for at komme øst om Ilhas Dasertas, som er nogle ubeboede klippeøer, der strækker sig over ca. 12 sømil. Da vinden kommer fra NØ, regner vi med, at det er en fordel at passere dem den vej, men ud for øerne falder vinden, og den springer om i NV, så vi er nødt til at starte motoren for at komme videre.

Efter øerne, er kursen 145 – 150 grader til andduvning nord for Lanzarote. Vi går nu 5-5,5 knob for fog og storsejl. Solen skinner, og der er enkelte skyer, jeg solbader indtil aftensmaden skal forberedes. Før vi skal spise, trækker det noget sammen, og der trækker mørke skyer op. Vi reber både fog og storsejl til 2. reb. Tager dog hurtigt foggen helt ud igen. Aftenen og natten igennem har vi meget skiftende vind, max 7 m/s, hvilket giver en træls, ujævn sejlads, hvor vi af og til stiller på sejlene og indimellem må have hjælp fra jerngenuaen. Da det lysner rører jeg dej til rug og franskbrød.

I løbet af formiddagen skifter vi også sejl nogle gange, en overgang går det fint med Code Zeroen, men da den begynder at ”slaske”, bliver det fogsejlads. Det rebede storsejl har været helt oppe, men bliver taget ned igen. Fortsat skiftende vind med byger. Klokken 11 efter 1 døgns sejlads, har vi gået 93 sømil, det er vist ingen rekord, men det er, hvad der har været muligt med de skiftende vinde.

Klokken 11.30 bliver Code Zeroen sat igen, og nu går det fint i over et døgn.

                                                                  Billede af delfiner

Da jeg er ude for at se til navigatoren, springer der utallige delfiner rundt om båden. De bliver ved med at lege i noget tid, jeg fotograferer og filmer. Desværre sover Niels, så han får dem ikke at se denne gang, til gengæld så vi begge morild i nat. I nat mødte vi 1 fragtbåd, og i dag har vi set 3 sejlbåde, der er ikke ret meget trafik herude, det samme gør sig gældende næste nat.

2. nat er flot og stjerneklar med fin, stabil vind, men vi har ikke set månen på denne tur, den plejer ellers at være en tro følgesvend. Morilden er flot, og indimellem er der, runde lysende områder  havoverfladen. Kun få fragtbåde.

En formiddag ser jeg noget rundt, brunligt, ca ½ m. i diameter. Da det kommer nærmere, viser det sig at være en havskildpadde, desværre sover Niels også på det tidspunkt, og vi er så hurtigt forbi den, at jeg ikke når at tage et billede. Jeg overvejer, om de runde pletter med morild jeg så i nat skyldes skildpadder?

Vinden forsvinder og vi må starte motoren, det giver varmt vand til et bad på agterdækket, med efterfølgende afslapning i nettet. Efter halvanden time er der vind igen, nu halvvind, og det kører fint med Code Zeroen, indtil Niels opdager en revne i limningen. Ned med den igen og vi pakker den sammen i sejlposen. Den skal repareres inden vi skal over Atlanten. Aftensmaden er frikadeller, det er første gang på turen vi skal have det, med stuvede kartofler, gulerødder og ærter. Niels har den første vagt. Vi har efterhånden fundet ud af, at 2 timers vagter er for hårdt når vi kun er 2 ombord, da vi ikke får sovet ret meget på den måde, så nu tager vi 3-4 timers vagter, så den der hviler kan få sovet ordentligt. Niels tager aftenen, hvor jeg rydder op og sover nogle timer, jeg tager så ”hundevagten” fra midnat til 04.00, hvorefter det er Niels´ tur igen på den måde får han vagt 2 gange, men det fungerer, og så får vi jo en lur eller 2 i løbet af dagen. Vi kan hele natten se lys fra Lanzarote. Vi går langsomt fremad med let halvvind, og fog. Det er med vilje, at vi ikke sætter mere sejl, da vi gerne vil have, at det er lyst inden vi skal anløbe ukendt havn eller ankre, hvor nogle måske har glemt at tænde ankerlanternen.

Klokken 07.30 vækker Niels mig, for at jeg kan opleve bjergene i de flotte farver, hvor morgenlyset bryder frem.

Billede fra ankomsten til Gracioso:

Da vi kommer ind i havnen, står havnemesteren på en bro, og spørger efter bådens navn, hvorefter han fortvivlet gennemgår et stykke papir. Han spørger, om vi har reserveret plads, da jeg svarer benægtende på det, har han ikke mulighed for at finde en plads til os, til trods for, at der er mange tomme pladser i havnen.

Det er ingen problem, vi sejler uden for havnen og smider anker. Morgenmad, og et par tiltrængte timer på øjet. 

Afrejse fra Portugal - Porto Santo - Madeira 26.9.- 10.10.2015

Vi hiver ankeret ved middagstid i Cascais, som ligger i udkanten af Rio Tejo.

Flot solskin, barometerstand 1020, vandet er 20 grader. Kurs 228 grader, 475 sømil til Porto Santo. En lille ø på ca. 60 kvadratkilometer, 40 sømil før Madeira. Både Porto Santo og Madeira er Portugisiske. Vi regner med 3-5 døgns sejlads. Der ser ikke ud til at være noget vind inde i bugten, men da vi kommer fri af kysten, er der fin vind agten for tværs. Vi sætter storsejl og fog, og går 5,5 – 8 knob. Fint solskinsvejr. Til aften er der 28 grader i salonen. Vi nyder at være kommet på havet igen. Der er noget varmere her, end da vi gik over Biscayen for snart 2 måneder siden, men vi er jo også kommet mere sydpå, og nu er kursen sydvest. Har fået en sms fra Lise, i DK er det rigtigt efterår, og de er begyndt at finde vintertøjet frem.

Vi møder nogle få fragtskibe, de fleste ser vi kun på kortplotteren, da de er langt væk. Klokken 19.35 går solen ned, det er en flot solnedgang, som man skal skynde sig at nyde, den tager kun 5 minutter. Månen kommer frem, den er næsten fuld, i morgen skulle der være fuldmåne og måneformørkelse, håber, at der ikke er overskyet til den tid. Vi tager 2 timers vagter den første nat, lige som vi gjorde over Biscayen. Den anden sover i salonen. Det viser sig dog at være for hårdt, med så lidt søvn ad gangen. Den næste nat laver vi det om til 3 timers vagter, en enkelt gang får Niels endda lov til at sove 4 timer. Nat 2 skulle der være fuldmåne og total måneformørkelse. Desværre er der overskyet, så vi ser ikke selve formørkelsen, men ved 03-tiden sidder jeg på broen og tjekker lidt op på navigatoren, og da jeg ser ud, kan jeg overhovedet ikke se noget. Jeg stikker hovedet uden for cocpitteltet, og kan ikke se min hånd, og jeg kan ikke se havet, det kom lige pludseligt. Vinden er drejet lidt, og sejlene står og blafrer. Jeg vækker Niels, og skal på dækket for at ændre sejlføringen, det er ikke nemt, når man ingenting kan se. Efter et par timer, bliver lyset normalt igen. Næste morgen tager vi storsejl og fog ned, og går for Code Zero, nu kører det fint igen, men vi måtte ændre kursen i nat, og vinden drejede og flovede en del, så nu er vi usikre på, om vi når frem til Porto Santo på tredjedagen i dagslys. Niels har mest roret i dagtimerne, da har vi det ikke inddelt, da tager vi det lidt som det kommer, men aftaler dog, hvem der er på vagt. Jeg bager lidt, solbader lidt, får lavet korte ærmer på en af Niels´ arbejdsskjorter, som han elsker at gå med. Vi laver mad og hygger os. Vandet er blevet helt mørkeblåt:

                              Billede af det mørkeblå vand, taget igennem vindue fra sb. ponton,
                                                     kan lige skimte kølen på bb ponton.

Jeg ser nogle få delfiner, Niels ser morrild. Vi smsser med Sif på satelit telefonen, de sejlede ud lidt senere end os, på et tidspunkt er de 30 sømil bag os, det bliver spændende at se, om de indhenter os undervejs. Karma skulle op i Seixal, og ville derefter komme til Porto Santo, vi ved ikke, om de er kommet af sted. De har ikke satelit telefon, og der er jo ingen alm. telefonforbindelse herude, ligesom VHF telefonen ikke når ret langt ud, med mindre det er fra skib til skib, men så skal man være nogenlunde i nærheden af hinanden.

Vi får via  satelit telefonen besked fra Henning, at nu har vore gaster bestilt både ud og hjemrejse. Vi glæder os meget til at få Peter og Henning om bord. Niels og jeg kan sagtens være her alene, og nyder turen, men når vi skal sejle på de helt store træk, bliver det godt at være flere om vagterne. Det bliver også dejligt at få de to rare, hyggelige mennesker med, og at være flere i det hele taget. Det stræk vi er på nu, er det hidtil længste uden landkending. Vi var dog på havet flere sømil da vi tog fra Portland, England til Coruna, Spanien. Vinden er flovet, og på tredjedagen går vi knap 3 knob for Code Zeroen, da Niels får øje på Sif på navigatoren, han kan se, at de går 6 knob. Det er en kølbåd, men det er ikke godt for Niels, at de kan sejle, mens vi ligger næsten stille. Vi får kontakt med dem, først via satellit telefonen, senere via VHF. De har startet ”jerngeuaen”, da de godt snart vi se land. Pu ha, det var godt, så kan Niels slappe lidt af igen, så er det ikke os, der ikke kan sejle.Vi har et par gange måttet starte motoren, pga mangel på strøm. 2 køleskabe, og en del navigationsgrej bruger strøm, især selvstyreren. Vi har solpaneler, som gerne skulle holde strøm nok til os, men de stopper for tidligt med at lade, Niels skal have ændret lidt på nogle ledninger når vi kommer i land, så de ikke stopper inden batteriene her helt ladet op. Vi er enige om, at vi jo har tid nok, så vi vælger at fortsætte for sejl. På et tidspunkt er vi nede på at gå 1 knob. Jeg solbader og læser på dækket. Niels får for første gang på turen smidt fiskesnøren ud. Da vi kommer til at regne på det, vil det tage 2½ døgn at komme de sidste 60 sømil på denne måde. Vi starter lidt modvilligt jerngenuaen. Da vi er 40 sømil fra land ca. kl. 18 på 3. dagen, stopper vi motoren. Vi har ikke lyst til at komme til Porto Santo omkring midnat. Vi prøver med sejl, men de står bare og blafrer, da der fortsat ingen vind er. Vi bliver enige om at tage sejlene ned. Niels går til ro, og skal vækkes kl. 02.00. Hvis der fortsat ikke er vind der, går vi for motor resten af vejen, og kommer frem i dagslys. Hvis der kommer vind før, vækker jeg ham, og vi sætter så sejl. Niels er forkølet, og er ikke helt frisk, så det er fint, at han får et par ekstra timer på øjet. Jeg bliver oppe. Rydder lidt op, skriver og læser lidt. Jeg kan ikke lide, at vi begge sover her midt på havet. Vi fører lanterne som sejlbåd, da vi jo ikke er ankerliggere her på flere km. dybt vand. Klokken 21 er vandet 27 grader varmt her midt ude på havet, den næstsidste dag i september. Jeg ser en fiskerbåd ret forude, han ligger længe stille og fisker. Derudover passerer en fragtbåd bag os. Tiden er lang når man ikke sejler.

Niels vågner ved 22-tiden, der er stadig ingen vind, og iflg. vejrudsigterne, vil den slå om i syd, dvs. næsten modvind. Vi sætter ”jerngenuaen” for halv kraft, da vi ikke har lyst til at være fremme før det lysner. I lang tid kan vi se fyret på en lille klippeø NV for Porto Santo. Ved 7-tiden lysner det, mens vi går forbi klippeøen med fyret. Der falder skygger på klippesiderne, med nogle helt fantastiske farver i brunlige og grålige nuancer. Niels og jeg kommer til at tænke på Færøerne, som dog er helt grønne, men de stejle klippesider minder os om dem. Kl. 8 kaster vi anker uden for havnen. Turen tog 92 timer. Fra at vandet var dybblå ude på dybet, er det her helt turkisgrønt og så klart, så man kan se bunden.

Niels er nede og dyppe tæerne i det lune vand. Vi sover nogle timer, dvs. at jeg sover, Niels sætter sig op i cocpittet, da han har det bedre her med sin forkølelse. Da jeg vågner, tager vi jollen ind i havnen, for at se os om. Her ligger Sif, og vi får en lille snak med dem. Vi bliver enige om at flytte os ind i havnen, da der vil blæse op fra syd, og så bliver det uroligt på ankerpladsen udenfor. Vi tjekker ind. Selv om vi kommer fra den ene portugisiske havn til den anden, skal vi først tjekke ind hos politiet, der holder til i en lille skurvogn på havnen. Dernæst tjekker vi ind på havnekontoret, hvor der sidder 3 damer, som alle er beskæftiget med vores indtjekning i mere end en ½ time. Ankerplads i havnen koster 6,75 euro, så det er billigt. Der er ingen Wi-Fi, men det er der på havnecafeen. Desværre er det ikke kraftig nok, til det kan trækkes ud til båden.

Porto Santo er en lille klippeø med godt 4000 indbyggere. Der er en hovedby: Vila Baleira, og nogle småbyer. Der er 2 km. langs landevejen til Baleira, hvor der er fine indkøbsmuligheder. Niels og jeg lejer en 125 kubik scooter i et døgn, og får derved set hele øen, Vi kører op til Panorama, en fin restaurant med hvide duge på bordene og et fint udvalg på menukortet. Der er en fantastisk flot udsigt, og vi nyder i solnedgangen.

                                                         Udsigt over havnen Porto Santo

På sydøen har man fra Ponta de Calheta en flot udsigt til en nærliggende, ubeboet klippeø, som gemmer Madeira bag sig. Vinden fortsætter i syd, vi har fint vejr, jeg bader, der er kilometervis flot, hvid sandstrand. Vi hygger os, og snakker med de andre fra ”danskerkolonien”. Karma kommer godt et døgn efter os, de var mere uheldige end os mht vinden, og begge deres nyankomne gaster blev søsyge på vej hertil.

Ulrik dykker ned og ser på vores tærezink og skruen, som har det godt. Bunden har et tyndt lag ”behåring”, så ved lejlighed skal vi have den skrubbet. Niels og jeg går ind til byen, og ser Columbus´ hus. Columbus var gift med guvernørens datter, og de boede her på øen i et par år. Jeg sender breve til vore børnebørn, og vi handler i Pingo, supermarkedet.

Lørdag blæser det op, og søndag er der stød op til 17ms. fra syd og regnbyger. Dønningerne slår op over molevæggen, vi er glade for, at vi ligger godt for ankeret inde i havnen. Vi havde set på vejrfilerne, at det ville blæse op, men det her er vist mere end vi regnede med. Det virker helt efterårsagtigt, bortset fra shorts, små toppe og 26 graders varme. Niels får ændret ved strømtilførslen fra solcellerne, så nu håber vi, at de ikke slår så tidligt fra, så vi kan undgå at supplere med motoren. Alle er i deres både hele dagen, men til aften stilner det lidt af, så Niels og jeg sejler ind og går på Marina Cafeen, og dermed også på nettet.

Porto Santo – Madeira 6.10. – 11.10.2015.

Vi havde sat vækkeuret til kl. 07.00. Morgenmad, anker op, sejle over til bro hvor Niels skyller sand af båden efter stormen, og fylder vand på, mens jeg tjekker ud. Prøver først politiet, men han er der ikke. Tjekker derefter ud på havnekontoret, og møder politibetjenten på broen på vej tilbage. Han har helt tjek på, at jeg kommer fra Mevoy, og ønsker os fortsat god tur. De andre 2 både fra ”danskerkolonien” vil først sejle videre i morgen, da de er i gang med molemalerier, det har vi sprunget over i denne omgang. Da vi sejler ud, ser vi, at ”franskmanden i den grønne katamaran” også er kommet hertil, det er sjovt, som man følges med de samme både, ham har vi mødt flere gange siden Duoro, og englænderne der også deltager i ARC er her også, dem mødte vi første gang i Paovo Da Vazim.

 Vi går ud og sejler med fog og motor, indtil vi er fri af Porto Santo og klippeøen vest for. Nu dukker Madeira op. Vi sætter Code Zero og motoren stoppes, vi går 5,5 knob, dejlig vind, der står dog nogle gode dønninger, så mine bukser bliver våde da jeg arbejder i trambolinen, det gør ikke noget, da vejret er dejligt og tøjet bliver vasket og tørret på vej over.

Vi får lidt frokost, og nyder den dejlige sejlads i perfekt vejr. Jeg får lidt sol. Jeg har tidligere lidt af sol eczem, det undgår jeg ved at smøre mig med solcreme, og samtidig undgår jeg solskoldning, har overhovedet ikke haft problemer med solen undervejs.  Efter 6 timers sejlads, lægger vi til i Quinta do Lorde. En fin, forholdsvis ny marina, som ligger i et hotel og lejligheds ressort på den nordlige del af Madeira. Vi skriver til Sif og Karma hvor vi er, næste dag sejler de herover, Sif ligger det første døgn for anker uden for havnen og kommer derefter ind til os Karma vælger at gå til Funchal, som er øens hovedstad.

Niels og jeg lejer en bil i 3 dage, og synes selv, at vi får set det meste af den dejlige, frugtbare, grønne ø. Vi er i Jardim de Botanico, som vi mere eller mindre finder ved en tilfældighed. Her følger vi efter et amerikansk selskab med guide, og får på den måde et godt indblik i øens vegetation. Mange blomster, buske og træer er indført fra hele verden, og har gode vækstbetingelser her, på den varme, vandrige, frugtbare ø. Her er bl.a. et træ, som suger vand fra luften, og vandet drypper bagefter ned på jorden fra bladene. Træet er importeret, men findes nu overalt i bjergene, og er med til at give vand til lavadaerne.

Billeder fra Botanisk have:

Planten, som vi kalder engletrompet er blevet brugt som pot, bladene er dog giftige, og mange er døde af at ryge dem rent.

Selvmordsplanten ranunculos

En anden plante blev brugt af Napoleons hære som selvmordsplante.

Yocco palmer findes altid parvis, hanpalmen har en frugt, og hunpalmen har en blomst.

Vi hilser også på papegøjen, som vi skulle hilse fra Peter.

Der er en del svævebaner i området, men dem når vi ikke at få en tur med. Efter Botanisk Have, kører vi ind til Funchall. Spiser frokost, og går en tur i de små gader. Vi er på ”Farmers Market” og det er første gang vi føler, at de handlende er lidt påtrængende mht at ville sælge deres varer til os. Vi køber noget tørret frugt, og smager en frugt der smager lidt som ananas, og som vi hørte om i botanisk have. Her sidder koner i nationaldragter og hækler og syr, og sælger deres varer. Fiskemarkedet var kun åbent om formiddagen, så her er de ved at gøre rent.

Da vi kører fra Funchall, kører vi op i bjergene. Det kort vi har er ikke ret detaljeret, men vi kommer op til en lille landsby, hvor vi ser de terrasser hvor man dyrker grøntsager, et par får og en enkelt gedebuk. Der er en lille cafe, hvor vi får os en tiltrængt øl. I øvrigt er der en del bananpalmer og en masse flotte buske og blomster, som vi kender hjemme fra som stueplanter, men her stortrives de, og bl.a. hortensiaer vokser som store buske overalt i vejkanterne.

Næste dag kører vi til Santana. Får en kop kaffe på en kaffebar, en ung mand der serverer, kan engelsk, det benytter vi os af for at spørge om vej til Santanahusene og til Levada do Caldeirao Verde.

                                         Billede af Santanahus, nybygget, eller nyrenoveret.

Santanahusene er lidt en skuffelse, der er 3 nyopførte af slagsen, som er indrettet som souvenir butikker, og kvinder i nationaldragter passer dem, og lader sig fotografere sammen med turister. Santanahusene er specielle for området, det er små A-huse, som tidligere blev brugt som soverum, mens køkken og opholdsrum var adskilt fra dem. Døre og vinduer har en blå kant omkring, hvilket skulle virke beskyttende for husets beboere. Senere kører vi forbi et mere autentisk Santanahus:

                                                    Billede af det autentiske Santanahus.

Vi forsøger at finde vejen op til Levada do Caldeirao Verde, men må tilbage til den unge mand på cafeen, for at få forklaringen igen. Her skilter man ikke med den slags seværdigheder.

Vi kører op ad en smal, asfalteret bjergvej og finder Queimadas i 980 meters højde, hvorfra vi vil gå på en levadavandring. En levada er en menneskeskabt rende, som leder vand fra bjerget ned, hvor det skal bruges til at vande med. På Madeira er der lavet 2500 km. lavadaer. Langs levadaerne er der stier, som arbejderne har benyttet både til at lave levadaerne fra, og til senere vedligeholdelse af disse. Denne levada er bygget i det 18. århundrede, og er 6,5 km. lang, og det må have været et kæmpemæssigt ingeniørarbejde, uden computere eller andre hjælpemidler. Der er kun en vej, så man skal tilbage ad de samme stier igen.

Vi har sørget for lidt varmere tøj end sædvanligt og gode travesko, lommelygten ligger i bilen, men vi kan bruge lygten i moblitelefonen. Levadaen vender ind mod klippen, og stien ud mod kløften, som bare er dyb.

Vandet kommer ud af bjergsiden, og det drypper ned fra bjergene.

                                               Niels kigger på vandet i levadaen.

Karen i cave ved levadaen

Da vi har gået en halv times tid, møder vi nogle svenskere som har prøvet turen før, de siger, at der er godt ½ times vandring til den første tunnel. Der er 4 tunneller, hvor man går igennem klippen, inden man kommer til toppen, hvor der er en sø. Vi er enige om, at vi vil op til den første tunnel, den halve time bliver til 1½ time. Undervejs møder vi andre vandrere, og man finder efterhånden en metode til at komme forbi hinanden, enten ved at træde op på levadakanten, eller hvis stien er bred nok, kan man gå forbi hinanden her. Vi snakker om, at det er godt børnebørnene ikke er med på denne tur, det ville være for farligt med en flok fra 6 år og nedefter. Indimellem kan vi nyde udsigten, men det meste af tiden hænger skyerne rundt om os. Det er en fantastisk oplevelse, som det er svært at beskrive. Der er grønt overalt, træer og blomster og af og til et vandfald:

Vi kører derfra nogle oplevelser rigere, ned ad den smalle bjergvej, til byen Santana. Her fortsætter vi mod vest, og ser således en del af den nordlige ø. Her er små byer, og det er rigtig bjergkørsel. Vi har lejet en Polo, og indimellem må den helt ned i første gear for at komme op af bjergvejene. Det er en flot tur, og da vi er ca. halvvejs rundt på nordsiden af øen, tager vi vejen imellem øens 2 store bjerge tilbage til den sydlige del af øen. Det er en ret ny vej, bygget igennem dalen imellem bjergene. Overalt på øen er der mange tunneller, nogle gange ligger de så tæt, så man kører mere i tunnel end ude i det fri. Vi snakker om, at der nok er gået en del EU penge i det byggeri.

Da vi kommer tilbage til havnen, er Sif ankommet efter at have ligget for anker i en vig uden for havnen sidste nat. Nu vil de herind, da der skulle komme et lavtryk hen over, og så er det rart at være i havn. Vi får en lille snak med dem, inden vi går over til os selv for at lave aftensmad. Karma er gået til Funchal.

Næste dag kører vi ind og hilser på besætningen på Karma. Derefter får vi lidt at spise i byen. Det lovede lavtryk blev uden ret meget vind, men til gengæld regner det hele dagen. Vi vil en tur op i nonnernes dal, ved byen Curraldas Freias. Sagnet fortæller, at når der kom sørøvere til øen, flygtede befolkningen op til nonnerne, som gemte dem i en grotte. Grotten eksisterer ikke mere, og der er heller ingen nonner. Det regner og er tåget, vi får en kop kaffe på en cafe og snakker med serveringspersonalet som kan fortælle, at seværdigheden her er udsigten, og da vi ikke kan se ret langt, bliver vi hurtigt færdige med byen. Herfra ville vi have været op til Madeiras højeste punkt på 1862m, men pga tågen vender vi om og kører nedad. Der skulle være nogle fine fiskerbyer på sydvestøen, da vi er på vej i den retning tiltager tågen, og vi bliver enige om, at nu har vi vist set det vi skal her på Madeira.

Da vi kører på den tågede motorvej, ser vi op til flere biler der kører med katastrofeblinket. Vi finder ud af, at det er en god ide, så kan man noget bedre få øje på bilerne, så det gør vi også. På vej mod øst letter tågen. Vi kører ind og handler, og fortsætter hjem til båden. Nøglerne til bilen afleveres og Christina og Søren kommer over, og vi hygger os sammen i et par timer med rom og cola, dvs jeg foretrækker rom og ice tea.

Næste morgen, det er nu blevet til 4 overnatninger her, og det er lørdag. Lars ringer og fortæller, at de overvejer at holde ferie på Gran Canaria i ugen op til den 8.11. Det er en dejlig overraskelse, det er godt nok der, hvor vi skal til nogle arrangementer med ARC, og Peter og Henning kommer den 4.11., men det kunne nu være dejligt at se dem og børnene. Håber, at det bliver til noget.

Vi henter vejrfiler og tjekker ud, og går over til Sif og siger farvel og på gensyn, nu ved vi ikke helt, hvornår det bliver, da de skal fra Lanzarote til Martinique, men vi holder kontakt på satelittelefonen.

Da der er fyldt vand på, er vi klar til afgang, og der står en ”boatboy” klar til at smide fortøjningerne. Høj sol og fine vejrudsigter med god vind fra nord.

Portugal 25.8. - 26.9.2015

Da vi kommer ud fra Guardia, krydser vi kort efter Mino, og er så i Portugal.
Vi prøver at sætte sejl, men da vinden stadig kommer fra syd, giver det for lidt, i forhold til den omvej det giver at krydse imod vinden, så vi opgiver igen, og går for motor. Det er dejligt solskin, og dønningerne er ingenting i forhold til i går.
Jeg vasker alle vinduer udvendig mens vi sejler, da de var blevet godt saltede, og næsten umulige at se igennem efter dønningerne dagen før.
Godt middag går vi ind i Viana Do Castello. En stor industrihavn, hvor vi går langt ind, før vi kommer til lystbådehavnen. Der er en bro udenfor lystbådehavnen, som lukker af ved lavvande. Vi lægger til ved en flydebro lige uden for broen. Her er et fantastisk vejr, og efter frokost, går vi en tur i den meget flotte by. Med små gader, masser af små butikker, og endnu mindre gader, hvor vasketøjet hænger fra vinduerne.  Nede ved havnen er alle gamle bygninger fjernet, og der er anlagt en flot, åben havnefront. Tilbage ved båden er havnemesteren kommet, da han hører, at vi skal afsted igen, hjælper han med fortøjningerne, og ønsker os god tur.
Vi havde håbet, at strømmen var vendt mens vi holdt rast. Det er den ikke, men den er aftaget lidt. Der er utroligt mange garn, så der skal holdes behørigt udkik, men vi kunne bare være sejlet længere ude. Det fremgår tydeligt af kortet, at det er Spansk fiskeriområde vi sejler i. Vi går de ca. 18 sømil til Povoa de Varzim med motor. Inden vi lægger til her, husker jeg at skifte gæsteflag, det havde jeg glemt i Viana Do Castello. Jeg sætter også det gule toldflag, det skal man ellers ikke, når man kommer fra et andet Shingen land. Det resulterer da også i, at der kommer toldere på broen på et tidspunkt, hvor vi ikke er der. Da de ikke kan komme ombord hos os, går de i stedet over til en anden katamaran, det er en dansk kone og en engelsk mand, som har sejlet de sidste 17 år. Nu er de på vej til Algarve, hvor de vil overvintre.
Poavo De Varzim er en fin lille havn, som vi har læst om i rejsebeskrivelser. Herfra går der Metro til Porto, det benytter vi os af. Vi står rimelig tidligt op, og har en fin tur til Porto på ca. 3 kvarter.
Den flinke havnemester har anbefalet, at vi står af ved Trinidad. Her kan man skifte til en Metro, der går direkte til portvinskældrene, Vi vælger at gå turen herfra, nedad til floden, igennem de små forretningsgader. Vi får en kop kaffe undervejs. Niels har efterhånden fundet ud af, at hvis vi bestiller Café o Lait, så er det til at drikke, især hvis der også kommer sukker i. Normalt drikker vi kaffen sort, men når de laver den her, er den bitter og grumset, og ikke lige noget for os.
Nede ved floden finder vi en lille restaurant med flot udsigt til broen i 2 niveauer, floden og "portvin siden".

                                                 Vores frokost ved broen i Porto.

Vi får vores frokost her, og går over på til Portvins distriktet. Vejret var lidt køligt fra morgenstunden, men nu er der dejligt solksinsvejr, dog ikke varmere, end at det er til at holde ud. Vi kigger på flere fabrikater. Alle skal have 6 euro for en guidet rundvisning med et par smagsprøver. Vi får os en Long Drink ved ved Sandemans. Jeg får en Brasilian: Lime, sukker, lys portvin og lemon., Niels får en anden, jeg kan ikke huske navnet på den, men det er med appelsinskive, sukker, seven up, kanelstang og Port Ruby. Opskrifter kan ses på: Sandeman.com . Hos Sandeman eller ... passer tider for engelske tours os ikke, en Guidet tour koster 6 Euro. Vi går videre, møder en mand tilbyder os en engelsk tour i den kælder han repræsenterer til 5 Eoru, den tager vi. Han fører os ad et par sidegader hen til AUGUSTOS. Her kommer vi på tour sammen med et Canadisk par, kun os fire, så det er fint, og der er mulighed for at stille spørgsmål. Vi bliver så kloge, så nu ved vi, at i Adventage ælder videre i flasken, og bliver bedre med årene. Avantage kan holde sig op til 2 år efter at den er blevet åbnet, blot man sætter proppen på indimellem. Vi køber en avantage.

                                                Billeder fra "portvinskælderen"

Det er tydeligt, at "Vinkælderen" er indrettet i en gammel lagerbygning, men det er nok tilfældet alle steder. Vi får en god oplevelse af, hvordan portvinen fremstilles, også, hvordan det foregik før i tiden. Ser billeder af, hvordan "portvinsbådene" var konstrueret, så de kunne lægge til ved trapperne, uden at tage hensyn til tidevandet.
Da vi går tilbage over broen, ser vi 2 drenge, der springer i floden, den ene fra klipperne, den anden fra den nederste bro. Vi går op ad 175 trappetrin, + op ad en sti et par hundrede meter, men så er vi også over den øverste bro, og vi slipper for den stejle stigning op igennem midtbyen, som var fin at tage ned mod floden. Niels køber en rose til mig:

Vi får lidt at spise, og en øl, og er nu klar til at tage metroen tilbage. Den aften er jeg simpelthen for træt til at gå med ind til byen, så vi spiser hjemme i båden, og går tidligt til køjs.
Vinden er her fortsat ikke, eller også er den imod, så vi har et par dage her, det er helt OK, da det er en fin by. Maden her i Portugal er dog ikke helt så god som i Spanien, vi føler os især snydt, når de uden at spørge kommer med Botanas, som de så bagefter sætter på regningen, det skete aldrig i Spanien. En aften spiser vi på restauranten på Marinaen, det kan ikke anbefales. For det første smagte det ikke af ret meget, for det andet var det temmelig dyrt, men havnen er billig, 9 Euro pr. nat, og når man skal vaske, bruger man bare vaskemaskine og tørretumbler, og betaler bagefter 2,5 Euro for dette på havnekontoret, så vi får vasket "i bund". Her er varmt og dejligt, indimellem kommer der meget dis indover, men det meste af tiden er her dejligt.
Nogle englændere, som også er på vej til Gran Canaria for at deltage i ARC, anbefaler os en lille by lidt sydpå, Vila Do Condo.
Vi tager cyklerne dertil, en fin tur langs hvide sandstrande fyldt med badegæster. dvs. de fleste ligger på stranden. enkelte går ud i vandet, men ingen svømmer. Nogle unge mennesker morer sig med at løbe ud i dønningerne og lade sig føre med dem tilbage til stranden.Vi kommer til byen ved flodmundingen, det er en fin, og anderledes by. Vi får en øl på en café, 1 euro, det er vist det billigste vi har prøvet hidtil. Bagefter kommer vi forbi et stort marked, de har alt muligt, det minder lidt om "Det gule marked" i Prag, det er dog portugisere der står for boderne. Vi finder Fiesta da Comer, mange boder med lokale specialiteter. Også her bliver vi skuffede, maden er forholdsvis dyr, er kold, og smager ikke af noget særligt. Vi cykler tilbage til båden, endnu en oplevelse rigere.
Vi har nogle gode dage i Povoa De Varzim. Finder supermarked og forretningstrøget i denne fine by, som også har et Casino, det springer vi dog over. I weekenden er der middelalderfestival, med masser af gøgl på torvet, her går vi op, og sender en venlig tanke til Horsens, som vist også har Middelalderfestival i denne weekend. Vi smager på lidt forskelligt, en burger med grillstegt svin, som er hårdt, brød med deres fede pølser. Endelig finder Niels et sted, hvor de laver pandekager, de smager godt, men med nutella som i Holland, bliver det lidt for sødt til mig. Brændte nødder af forskellig slags, falder til gengæld i min smag. Niels synes, at vi skal have et ordentligt måltid, men jeg er så mæt af alle de små smagsprøver, så jeg nøjes med en salat, Niels får en lille, tynd steak. Da vi går tilbage til båden, går vi forbi havnefronten, hvor der er stillet telte op, her serveres alt muligt, det ser bedre ud end det vi fik, men nu kan vi altså ikke spise mere. Vi har fået at vide, at det er den lokale fodboldklub der står for teltene, og overskuddet går til deres lokale fodboldhold. Da solen forsvinder, kommer tågen.
Vi har tjekket ud, og vil tidligt afsted næste morgen, men da hænger tågen stadig tykt, og den vind der skulle komme fra nord er udeblevet, så nu må vi se, hvornår vi kommer afsted. Vi har fået sms fra Birthe og Svend, dejligt at høre nyt hjemmefra.
Vi kom ikke afsted som planlagt, men jeg kom så til gengæld ud og bade. Vejret og vandet var fint, og selv om dønningerne ikke var så store som vi tidligere havde set, var det hårdt at svømme i det urolige vand, det var dog dejligt. På vej tilbage fra stranden fandt vi en lille restaurant, hvor de solgte gode ”Fransiskas” Flütes med skinke, ost, pølse og noget tomatsovs, varmet i ovnen, så brødet var dejligt sprødt. Det prøvede vi et par gange. Ellers er vi ikke begejstrede for det portugisiske køkken, de bruger ikke ret mange krydderier, og til gengæld sejler salaten i olie. Derudover var vi blevet vænnet til, at livet først begyndte efter kl. 21 i Spanien, her var alle gået hjem kl. 21.30.

Jeg fik bagt rug og franskbrød. Vi inviterede Andrea og Klaus på friskbagt brød og en øl (nu er der kun 4 tilbage fra DK, men de har også været rationeret længe). Det endte med både øl, Sct. Lucia rom og senere rom (Kaptajn Morgan) og cola. Vi havde nogle hyggelige timer sammen med dem, og fik en masse gode tips. Klaus har været over Atlanten 2 gange, første gang solo, og sidste gang var Andrea med, så vi fik mange gode tips. Næste dag kom Heidi og Graham til en kop kaffe. De har sejlet i 17 år, hvor de har boet på båden, og har været hele vejen rundt. Heidi er dansk, og Graham er englænder. De havde også mange gode tips, det er jo med at benytte sig af de erfaringer man kan få undervejs.

Vi nåede også at få ”hatten” af styrehuset, så nu er de rustfrie bøjler flotte og skinnende (Inger).

Endelig kommer vinden fra nord, og vi beslutter at tage af sted næste dag. Da vi kommer ud, er det diset, og ingen vind. Dog ikke så tæt som det har været de tidligere dage, så vi kan fint sejle, og se garnene, der var bare ingen vind. Vi beslutter derfor at tage ind i Duoro floden. Det er den flod der går igennem Porto, og som bliver brugt til at fragte druesaften fra vinmarkerne til vinkældrene her, hvor de bliver puttet i tønder, og lagret, og ender som de lifligste dråber portvin.

Vi sejler rundt, så langt vi kan for broer, og ser byen fra vandsiden. Sejler lidt ud af floden igen, og lægger til i Duoro Marine. 20 Euro, nedsat med 50% pga ARC. Vi har ikke nødt ret mange havne, hvor vi får rabat, har bedt om en fornyet liste fra ARC, men det er den samme liste, som vi har i håndbogen, og iflg. den er er der ikke ret mange steder man får discount.

Vi går de ca 4 km ind til portvinsdistriktet. Har fået at vide, at hvis tager ind til Churchill cellar, og siger, at vi kommer fra Duoro Marina, får vi gratis rundvisning og smagsprøver. Denne "Cellar" virker mere autentisk end Augustus som vi var i forleden. Her kan man dufte vinen i tønderne. Til gengæld fik vi meget mere at vide i Augustus.

Vi får dog nogle meget fine smagsprøver, og køber en hvid denne gang. Niels er som sædvanlig glad for, at jeg har en rygsæk til at bære tingene i.
Vi tager en taxa (4,5 Euro) tilbage til området ved Marinaen. Her er vi blevet anbefalet en fiskerestaurant, så den prøver vi. Der grilles de fisk man bestiller, ude på fortovet i nogle store grill. Niels bestiller ansjoser, jeg vil være på den sikre side, og bestiller laks. Begge dele smager fantastisk, det er simpelthen det bedste måltid vi har fået i Portugal.

Vi overnatter 1 nat i Duoro, og finder ud af, at havnepenge indeholdt morgenbrød, så vi havde 4 dejlige boller til brødristeren. Vi sejler derfra til til Aveiro floden. Vi kom først af sted lige før middag, så trods fin sejlads med Code Z, når vi ikke ret langt. Da vi kommer syd for Porto, ser vi ikke ret mange fiskegarn. I indsejlingen til Aviero floden har vi 4 knobs medstrøm, så det går hurtigt. Floden er fin, og der er en masse fiskere i småbåde. Vi ankrer i en lille bugt på BB side, her er en dejlig lille by, og der er palmer ned til havnen, så det er et rigtigt godt sted at overnatte. Næste morgen tager vi af sted ved 8-tiden, så vi kan komme lidt videre. Der er flot solskin, men desværre ikke ret meget vind, så det går for motor og foggen bliver sat midt på dagen. Vi sejler forbi Figueira de Foz, da vi har læst på flere blogs, at den er ret dyr og turistagtig. Og, da vi har læst, at Anders ikke kan finde en ankerplads der, så regner vi heller ikke med, at vi kan. Vejret er fortsat dejligt. Jeg gør lidt rent i cocpit teltet, og bager rug- og franskbrød. Vi skiftes til at blunde lidt, og nyder det fine vejr. Der er ret gode dønninger, som heldigvis er med os, så det eneste vi savner er lidt mere vind.

Vi går til Nazaré. En flink "australsk englænder" hjælper os med at fortøje. Niels opfinder en ny drink: citroniste med rom, det smager godt med lidt isterninger i. Englænderen er også på vej til Caribien, han har været der før, så endnu engang suger vi gode tip til os.

Havnen er en fiskerihavn, med et par små broer til lystfartøjer. Der er masser af fiskebåde, men desværre endnu flere måger, og om natten går alle fiskerne ud, så vi bliver vækket nogle gange. Havnepenge: 32,50 Euro.

Næste morgen går vi en tur ind i byen. Det er en lille, meget turistpræget by, med en fin badestrand. Byen ligger op ad en bjergskråning, og der er en lille kabelbane, den prøver vi selvfølgelig, og byen er flot heroppefra:

                                              Jernbanesporet i Nazaré set oppe fra.

                                                          Billede fra Nazaré

Langs stranden tørrer fiskekonerne fisk, og sælger dem til forbipasserende, det er nu ikke lige noget vi har lyst til. Tilbage i båden er vi enige om, at gå for anker foran den fine strand i nat, og så sejle videre i morgen tidlig. Der står lidt dønninger derude, men vi falder fint i søvn.

Da vi vågner, er der lidt diset ind over land, og ingen vind. Vi tager ankeret op, og jeg laver morgenmad. Mens vi spiser morgenmad, lægger tågen sig som en dyne omkring os, så vi er begge hurtigt på broen. Niels passer AIS og radar, mens jeg kigger efter fiskegarn. Vi er meget glade for, at vi fik radaren lavet i Kiel, for her er der virkelig brug for den.

Klokken 12 letter disen pludselig, og et flot landskab af klipper dukker op.

Penice: Nu er der det dejligste solskin. Vi ser, at der er nogle ankerliggere uden for molen i Penice, men vi vælger at gå ind i havnen. Finder en ankerplads, hvor der ligger en del forsømte både. Her smider vi ankeret. Det er tid til frokost. Vi tager jollen og sejler lidt rundt i havnen. Det er svært at finde en plads til jollen, men vi kommer i land, og Penice er en hyggelig by med gode supermarkeder, det er efterhånden noget vi sætter pris på, ligesom Niels sætter pris på min rygsæk, som er god til at bære varerne i.

Niels ser på AIS, at der ligger en dansk båd for anker uden for havnen. Vi sejler om og hilser på dem, det er Jeanne og Bent, der sejler i SY Karma, de er også på vej til Caribien. Bent er maskinmester, og har sejlet med Elisabeth Mærsk, et par år efter at Niels sejlede med den. Jeanne er sygeplejerske, så det er jo lidt pudsigt. Vi udveksler telefonnumre og blogadresser, og er ude og spise sammen den sidste aften vi er i Penice.

Niels og jeg tager jollen om til en strand vi er sejlet forbi da vi kom hertil. Det er en fin strand, men det bliver kun til en kort dukkert, da vandet er koldt. Jeg glæder mig snart til noget varmere badevand. Men vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet til syden. I Sydengland så vi et par forkrøblede palmer. I Nordspanien var de ikke forkrøblede mere, men der var sparsomt med dem. Nu er der en del forskellige palmer overalt.

Efter 2 overnatninger i Penice hæver vi ankeret igen, for at gå de ca. 45 sømil til Lisabon. Det er nogenlunde klart vejr, men stadig ingen vind, så den går atter for motor. Vi forsøger med både fog og Code Z, de hjælper lidt, men da de begynder at blafre, tager vi dem ned. Der bliver tid til et hvil i solen på fordækket. Kort efter runder vi Azoia, og her kommer der pludselig masser af vind, op til 12,5 m/s, så foggen bliver straks sat, og motoren stoppet. Tid til eftermiddagskaffe udelukkende for sejl, det er dejligt.

Cais Cais: Vi smider ankeret i bugten ved Cais Cais, som ligger yderst i Targus floden, der går ind til Lisabon. Vi har fået oplyst, at havnen her er meget dyr, dejligt at kunne spare lidt, ved at læse andres blogs. Får da også hurtigt en messenger fra Havhunden om, at Cais Cais er for dyr. Første gang vi smider ankeret, glider vi. Det viser sig, at ankeret har fået fat i et fiskegarn. Niels må overtage ankeret, og jeg tager broen. Vi får løst problemet, og går lidt derfra, hvor vi får en fin plads. Hilser på First Step som ligger her da vi kommer. Senere kommer Karma, og de får den øl vi skylder. Byen er en livlig, aktiv forstadsby til Lisabon, med fine badestrande. Der er lavet en meget stor ponton af genbrugsmateriale, sodavandsflasker mm. Her er mange turister i vandkanten, men da vi går lidt derfra, møder vi de lokale, det er jo det miljø vi bedst kan lide. Her er dejligt varmt, og vi bliver her i et par dage inden vi sejler ind ad Targus floden til Lisabon for at finde Lagoon forhandleren, som Bjarne har adviseret om, at vi kommer, da der er nogle ting der skal laves på båden på garantien.
Vi lægger til i Doca Alcantara, skal først igennem en bro, der åbner hver halve time. Derefter lægger vi til, og går i land for at finde Lagoon forhandleren. Efter noget søgen, taxakørsel hen til forrige havn, der ligger lige under bil og jernbanebroen, som larmer utrolig meget, spørger vi os igen for, og går tilbage til Doca Alcantara, hvor vi finder kontoret. Vi får lavet en aftale om, at de kontakter os, og kommer og ser nærmere på problemerne, for at tage stilling til, hvad der kan gøres ved det.
Da vi går ind på marina kontoret, er betjeningen her meget ubehagelig, og vi vil bare videre, det er torsdag, og der kommer ingen fra Lagoon før i næste uge.
Vi sejler forbi havnefronten i Lisabon, det er en fin tur, og vi kan se, hvordan også denne by er bygget på en bjergskråning, eller rettere: byen er bygget på 7 bjerge. Nu vil Niels finde en havn, sejler ind i et lille kajanlæg, det viser sig at være militært område, så vi må videre.

Nacoes: Kort før den næste bro: Motorvejsbroen, Vasco da Gama, finder vi en fin havn på Lisabonsiden, Marina Nacoes. Den er ret dyr, 42 Euro, men vi får ARC rabat, så det hjælper noget på det. Mandag får Niels fat i Lagoon, som lover at sende en mand samme dag, så foreløbig er det blevet til 5 overnatninger. I mellemtiden får vi fra vore venner i Sif at vide, at de ligger i Seixal til 12 Euro, og der er flere danske både derovre, så der tager vi over, når de har været her fra Lagoon. Han kommer ikke mandag, mon han kommer tirsdag? nu bliver det dyrt, for det var kun de 2 første dage de gav rabat.
Nacoes er en flot, nyrenoveret forstad til Lisabon. Flotte nye huse udformet som store skibe, fine parker med store springvand, men til gengæld også med Nordsjællandske priser i forhold til andre steder i landet. Vi er på et museum, hvor vi finder ud af, at byen tidligere var olieterminal og anden industri, foruden fiskeri. Vi ser billeder af stigende nedbrydning af området både boliger og industri. Vi finder ud af, at i forbindelse med Expo 98, starter man renovering af området i 1992. Alt i de yderste rækker ved floden bliver revet ned. Undergrunden bliver renset op, der bliver kloakeret, lagt vand og el, og så begynder byggeriet af det, som i dag hedder Parque das Nacoes. Med flotte huse, hoteller, parker, messehal og koncertsal.
I en park ser vi studerende i skoleuniform herse med en masse uden uniform. Vi snakker med en af dem i uniform, hun fortæller, at de er fysioterapeut studerende, dem i uniform er 2. års studerende, og dem uden uniform er lige startet, og får nogle fysiske udfordringer, for at mærke på egen krop, hvad det drejer sig om.

                                           Den første aften var vi ude at spise

Det er rigtig god mad, hvor der er fri salatbar, og tjenerne kommer og skærer kød fra spyddet ud ved bordet. De kom med meget forskelligt kød.

Vi benytter tiden til at tage ind til Lisabon. Vi køber 1-dags biletter til 6 Euro stykket, som gælder Metro, busser og sporvogne, så vi kører derind med bus, tager nogle ture med sporvognene, bl.a. en elevator sporvogn, som tager de helt stejle ture,det er sjovt at prøve.

                                                   Billede af Elevador Sporvogn

            Almindelig sporvogn, hvor en dreng springer på i farten, og kører gratis med.

Vi tager Metroen lidt uden for bymidten, finder en lille restaurant, hvor vi får vores frokost.

Fra hovedtorvet i Lisabon: Praca do Comercio, går vi tur på hovedstrøget, hvor der er fyldt med turister, restauranter, butikker og gøglere, som i alle andre hovedstæder.
En hyggelig dag, hvor vi rigtig leger turister.

En af de andre dage tager vi bussen helt til Belem, hvor vi ser Monumentet over "Henrik Søfarer", som blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Lisabon i 1940. "Henrik Søfarer" Var kongesøn, som sørgede for at portugisiske opdagelsesrejsende kom ud i verden, og koloniserede en del af Vest Afrika.

                                              Billede af Henrik Søfarer monumentet.

Vi så Torre de Belem:

                                                     Billede af Torre de Belem

Et tårn, der blev bygget i 1514-1519 som forsvars værk ved Targus floden, for at forsvare Lisabon.
Vi er inde og se Museum of Moderne Art. Det var nok ikke det hele vi helt forstod, men det var stort og flot. Derfra tager vi sporvognen ind til hovedstrøget, får noget frokost, da det begynder at "smuskregne", bliver "solbrillesælgerne" hurtigt til "paraplysælgere". Vi bliver enige om at tage tilbage til båden. Vi havde set et Liddl varehus på vejen, så først på aftenen tager jeg bussen derind for at få handlet, det er billigt i forhold til varehusene herude i Nacoes. Jeg når at komme tilbage inden mørket faldt på. Ved 8-tiden begynder det at  mørkne, og en halv time efter er det mørkt.

Tirsdag eftermiddag kommer manden fra Lagoon, og gennemgår de ting vi har, som vi mener skal ordnes på garantien. Han er en meget flink mand, han gennemgår de ting Niels beder ham om, og virker meget omhyggelig. Han noterer det hele ned, og vil konferere med Lagoon. Han vil komme med en elektriker, og gennemgå det elektriske system, som der hele tiden har været problemer med.

Seixal: Efter at han er færdig, tager vi til Seixal, hvor både Sif og Karma ligger. Det er hyggeligt med en "danskerkoloni", vi kan komme på internet i Nautica Seixal:

                                                       "Danskerkoloni i Seixal"

                                   Aftenhygge i Seixal Christina, Niels, Bent og Søren

Seixal er en lille by, der ligger på sydsiden af Targus floden. Her er en meget lille anlægsbro, og mange bøjer. Vi starter med at ligge uden på Sif, men næste morgen får vi en kajplads. Den flinke havnemester hjælper os med at forflytte. Her er en del små fiskere. Franskmanden i katamaran, som vi først mødte i Duoro, og senere i Nachoes er her også.
Ved lavvande går muslingehøstere ude i sumpen og høster muslinger. Byen har mange små forretninger, men vi finder også et supermarked. Vi cykler lidt rundt, og ser området.

                                                    Billede af vores første fisk

Niels køber en fisk af havnefogeden. Der har været et par dage med oversyet og blæst, men nu er der blevet meget varmt. En aften, hvor jeg skal til at lave mad, er der 39 grader i salonen. Det hjælper dog hurtigt at få åbnet et par vinduer da solen begynder at gå ned.
Vi bliver liggende her i 10 dage. I den periode er vi 2 gange i Lisabon, hvor de kommer fra Lagoon, og laver de ting på båden, som vi har reklameret over. Det er nogle dygtige håndværkere, og kontaktmanden til Lagoon er meget behagelig. Han tager sig seriøst af de ting vi ikke mener er OK, kontakter Lagoon, og i løbet af kort tid er det meste repareret. En enkelt ting vil tage for lang tid, det bliver midlertidigt ordnet så vi kan fortsætte turen uden bekymringer for om det virker, og så få det endelig repareret senere. Det er dejligt at møde et menneske som ikke blot slår tingene hen, og siger, at sådan er det på en Lagoon 39. Her føler vi os hørt, og der sker noget effektivt.
Vi hygger os sammen med besætning fra Karma og Sif, men efterhånden er vi alle ved at have rejsefeber, og der er almindelig opbrudstemning. Nu glæder vi os til at komme på havet igen, og glæder os over, at verjfilerne viser, at vinden kommer fra den rigtige retning, men desværre som sædvanlig lidt for lidt af den.

Efter 9 dage i Seixal, er vi ved at være klar til at komme videre. Det har været et dejligt sted at være, og der var afskedsgave til Niels fra havnemesteren, og kindkys til mig fra pigerne på turistkontoret som også fungerer som havnekontor. På broen står den gamle mand med den visne arm og mascalaen, havnemesteren, besætningen fra Sif og deres nyankomne tyske venner og vinker farvel. Der blev også vinket fra turistbåden, da Niels klokken 14 tuder farvel med hornet. Solskin og  varme fulgte os ud ad floden, bl.a.forbi Kristusfiguren.
Vi havde i forvejen ringet til Oeiras, men da vi kom dertil, havde de ingen plads til os alligevel. Jeg havde regnet med, at vaske sengetøj, håndklæder mm. De ville have 15 Euro for at have os liggende nogle timer (en dagsplads), og så kunne vi se, om der ville komme en plads senere. Vi er enige om, at så vil vi hellere sejle de 50 minutter til ankerpladsen i Cascais, mens det endnu er lyst. Vi kaster anker, kommer på nettet, og tager vasketøjet med i land i jollen. Vi finder et vaskeri, som vasker og tørrer tøjet for os, det er klart næste formiddag, vild luksus. Vi går ud og spiser, har jo lige sparet havnepenge. Vi får helstegt pattegris, for en gangs skyld smager maden af noget, men dertil serveres salatblade med løg, der svømmer i olie og nogle varmede franske kartofler. Vi har været skuffede over det portugisiske køkken, men de er til gengæld meget åbne og flinke. Sproget er svært at forstå, men rigtig mange snakker engelsk, og vi har lært det vigtigste ord på portugisisk: obligada, som betyder tak.
Næste morgen tager vi dinghyen ind, handler ind til de næste dage på søen og henter vasketøjet. Klokken 12.15 er vi klar til afgang efter 1 måned i Portugal, heraf 17 dage i Rio Tejo floden.