onsdag den 10. februar 2016

Carriacou – Petit Martinique – Grenada den 18.1.2016 – .


Carriacou:
Vi går for motor 5-6 sømil sydpå til Carriacou. Smider anker i bugten ved øens hovedby Hillsbrough. Der er ikke mange ankerliggere her, det højeste antal vi er oppe på er 10, men som regel er her færre. Bugten er urolig at ligge i, så vi bliver her også kun et par døgn. På et tidspunkt er vi 4 ankerliggere her, 1 fransk båd, og 3 danske, det er lidt pudsigt. Den ene af dem er Nordkaperen, som er udlånt til nogle yngre mennesker, Troels Kløvedal er ikke ombord. Den ligger her kun en enkelt nat, men vi får da lige hilst både på dem, og på den anden danske båd. Hillsbrough har et fint turistkontor, supermarkeder med de sædvanlige ting. Derudover er Carriacou kendt for at have 1 benzinstation, og 80 romudsalg.
Vi tager den lokale bus til nord-øst-øen, ser et bådværft, går en tur op til sumpen, hvor der er et rigt fugleliv, og man skulle kunne se skildpadder, men skildpadderne glimrer ved deres fravær. Vi har 2 overnatninger i Carriacou.

Petit Martinique
Vi går nord om Carriacou, til Petit Martinique, hvor vi tanker diesel. Selvom Niels gør dem opmærksomme på, at vi skal have det taxfrit, og de svarer ja, får vi kun meget lidt af afgiften refunderet, men opdager det først efter at vi er sejlet derfra. Endnu engang lugter der af diesel i bb ponton, og Niels finder endnu en forskruning på tanken uden pakning. Det er utroligt, så mange sjuskefejl vi efterhånden har fundet på vores Lagoon 39, som forhandleren ellers havde bedyret, var superkvalitet. Vi er glade for båden, men kunne godt have undværet alle de fejl.

Carriacou:
Vi går vest og syd om Carriacou, og smider anker i Tyrrel Bay. Her ligger ca. 100 både for anker, de 3 yderste er danske. De 2 er de skolebåde, der var meget snak om under valgkampen, hvor det kom frem, at utilpassede unge blev sendt på skolebåde og dykkerskole i Caribien. Den sidste er S/Y Tinuviel med Hella og Flemming om bord. De har solgt alt derhjemme, og vil blive ved med at sejle rundt herude, afbrudt af ture til Danmark for at arbejde, og tjene penge til den videre færd.
De fortæller om nogle lokale restauranter, hvor man kan får lokal mad til fornuftige priser. Der er mange strandrestauranter her, med ret høje priser, efter vores mening, og de lægger 15% tax og derefter 10% service oven i prisen. Vi finder Ms. Lucky og Melvis, som laver meget velsmagende mad, hvor også de lokale kommer, og det koster 12-15 Easy, så der kommer vi en del gange, og præsenterer dem også for andre danskere.
Efter nogle dage her, kommer først Havhunden, og en lille time senere Sif, så nu er vi lige pludselig 6 med dansk flag. Havhunden har feriegæster med fra SMID, det er et hyggeligt gensyn, gæsterne kommer på kaffevisit hos os. Senere kommer Alexandra, med et svensk/dansk ægtepar, Maria og Lars, som vi var sammen med på Ftlf´s vinterkursus. Dem hygger vi os sammen med et par dage. Vi er bl.a. til en koncert med en lokal sangerinde: Sandra fra Grenada, bagefter spiser vi hos Ms. Lucky, og ender med portvin på Mevoy.
En Australsk båd, som vi mødte i Lissabon hilser på, og vi får en lille snak med dem.
Diesel er noget billigere her, end den var på Pt. Martinique, ærgerligt, men så fik vi Da set den lille ø, og østsiden af Carriacou.
Hella har et Noodle hold, som jeg deltager i et par gange. Vi laver vandgymnastik med noodles (skumgummi slanger). Det er hyggeligt, og her snakker vi med en del andre sejlerkoner. Af en eller anden grund deltager der ingen mænd!!
Vi er i Tyrrel Bay i næsten 2 uger. Tager de lokale busser ind til Hillsbruogh og til en limefabrik mm. Det er en stille og rolig bugt, og vi nyder at have lidt ro på, begynder næsten at føle os hjemme her.
Vi spiser meget ude, da man ikke kan få andet end frosset kylling i forretningerne, og så kan man købe fisk hos fiskerne. Det er ret dyrt at handle, men det har det været hele vejen ned langs øerne, så det er faktisk ikke blot nemmere, men også samme pris, om man laver maden selv. F.eks. koster en kylling 35 easy, 80-90 kroner.

Vi har hele tiden gerne villet til karneval på Trinidad, men da der har været ”attac” (tyveri) på 2 både på vej dertil omkring nytår, er vi enige om at tage til Tobago til karneval i stedet. Vi får sagt farvel til dem vi kender i bugten, tjekker ud, og går sydpå. Der er godt 80 sømil, så vi regner med ca. 20 timer. Vi tager af sted klokken 14, for at komme dertil i dagslys.
Da vi kommer fri af kysten, viser det sig, at vi ikke kan holde tæt nok til den vind der er, så hvis vi vil til Tobago bliver det for kryds eller med motor. Vi falder lidt af, og går til Grenada i stedet for. Nu er det ærgerligt, at vi tog så sent af sted, da vi jo helst vil ankre mens det er lyst.
Undervejs sejler vi forbi mange småøer, hvor der desværre ikke er mulighed for at lægge til, eller ankre. Vi smider ankeret vest for Sandy Island NØ for Grenada. Der ligger i forvejen en båd for anker. Vi får noget aftensmad, og læser lidt inden vi går til køjs. Der er meget uroligt, så vi får ikke sovet meget den nat. Næste morgen hiver vi ankeret op allerede klokken 07.15, og går sydpå, på østsiden af Grenada. Iflg. Chris Doyle, den guide vi læser en del i, er der ingen havne eller ankerbugter på østkysten, Niels finder på navigatoren ud af, at der er en havn og ankermuligheder ved byen Grenvilla, så der går vi ind. Man skal dog ved indsejling her være opmærksom på, at bøjerne måske ikke er helt vedligeholdt, og man skal ind imellem nogle koralrev. Jeg står og skuer efter ankerbøjer og Niels holder øje med bunden på navigatoren. Den røde ”styrbords” bøje er her, den grønne ”bagbords” ligger ned, og er svær at få øje på. Lidt længere inde er der endnu 2 bøjer, som ikke er på søkortet. Ude fra ser de begge røde ud, så vi sejler hen imod dem på styrbord (Husk at bøjerne herovre er omvendt af vores eruropæiske). 2 fiskere i en lille jolle peger, at vi skal gå imellem bøjerne. Da vi kommer helt tæt på, er der lidt grønne malerester på den ene, dvs. at den har været malet grøn, men malingen er skallet af. Vi kommer sikkert forbi koralrevene, og i andet forsøg holder ankeret.
Vi bliver som sædvanlig på Mevoy indtil vi er sikre på, at vi ligger stabilt. Det gør vi, og herinde bag revene er vandet noget mere roligt end der hvor vi lå i nat.
Vi tager jollen ind, vil tjekke ind igen da vi jo tjekkede ud på Carriacou, men tolderen siger, at det ikke er nødvendigt, da vi jo ikke har været ude af landet.
En lokal kommer straks og vil vise os rundt. Han viser os ”Nutmeg fabrikken” dvs. muskatnød fabrikken. Der er nu ikke meget fabrik her, mest et lager. 1/3 af verdens muskat forbrug produceres her på Grenada, landet består af 3 øer, er på 344 kvadratkilometer, med 110.000 indbyggere, som er en blanding af de oprindelige beboere, slaver og europæere lige som i resten af Caribien. Grenada er hovedøen.
Grenvilla er i det hele taget kendt for sine krydderier, og her er et krydderimarked. Øen dyrker sine egne frugter og grøntsager, de fleste af de øer vi hidtil har besøgt, importerer disse ting, selv om klimaet er varmt og velegnet til eksotiske frugter og grøntsager.

Vi tager den lokale bus til Antoine, hvor øens ældste rom destilleri ligger. Sukkerrørene høstes hver 9. måned. Møllen der knuser sukkerrørene drives af en gammel vandmølle fra 1700-tallet, som drives af vandet fra Antoine River. Sukkermelassen indkoges i åbne kar i 2 døgn, hvorefter det uden tilsætningsstoffer gærer i ca. 1 uge. Ved starten af destilleringen er der 15% spiritus, og det slutter ved 75%. Vi smager en rom på 72%, men den er simpelthen for stærk. De laver en færdigblandet frugtpunch, og en chokoladepunch. Disse laves af lokal frugt og lokal chokolade. Chokoladepunchen er likør agtig, lidt i stil med Baily, dog med chokoladesmag i stedet for kaffesmag.
Grenada laver en fantastisk god chokolade af deres egne coco bønner. Da man kun må se vask og tørring af chokoladebønnerne, og ikke må komme ind og se selve chokoladefremstillingen, nøjes vi med at købe noget af den lokalt fremstillede chokolade. Senere, da vi kommer til hovedbyen Sct. Georges, ser vi ”House of chokolate”, hvor der er plancher og udstilling af chokoladefremstilling. Vi har allerede set cocofrugterne med chokoladebønner. Disse vaskes og tørres inden den videre fremstilling. Vi finder ud af, at man tidligere brugte cacaoen til at drikke, og først i slutningen af 1800 tallet begyndte man at fremstille chokoladebarer.
Vi får et lift tilbage til Mevoy med 3 amerikanere, som har lejet en bil hernede. Niels inviterer dem over og se båden, men moderen, som nok er lidt yngre end os, tør ikke, er bange for at blive søsyg.

Vi er et par dage i Grenville, kan tydeligt mærke, at de udelukkende har dagturister her. Der er ingen spise restauranter der har åbent om aftenen, og der er ikke ret meget liv efter mørkets frembrud.
Folk er flinke og imødekommende. Vi får solgt min gamle cykel, som blot står og bliver mere og mere medtaget. Vi for ikke cyklet ikke i dette bjergrige terræn, og hvis vi for brug for en cykel, har vi stadig en elcykel.

Vi sejler videre sydover. De sidste 2 dage har der slet ingen vind været, hvilket vi ikke tidligere har oplevet her i Caribien. Vi har opgivet at nå til Tobago til karnevallet, som starter i førstkommende weekend, så nu bliver vi har på Grenada noget tid. Vi går ind i St. David´s Bay, Grenada Marina. Forhører os her om, hvad det koster at få Mevoy på land, og få den bundmalet. Vi får priserne, og de har fint tid til at gøre det. Vi sejler videre til Prickly Bay, hvor vi også forhører os om priserne. Vi er ærgelige over, at vi ikke har taget bundmaling og tærezink med hjemmefra, da det er betydeligt dyrere her. Til gengæld er optagning og selve arbejdet billigere.

Da vi sejler ind, møder vi Alexandra, Siff, Nordkaperen og en anden dansk båd, der har sejlet rundt herovre i 10 år. Maria og Lars på Alexandra er dog ved at hive ankeret op, vil til St. Georges Town.
Efter en enkelt overnatning i Prickly Bay, går vi også til Sct. Georges Town, det er en kort sejlads på godt en time. Vi sejler en tur ind til byen, og lægger os derefter for anker i ankerbugten uden for byen.
Her møder vi foruden Alexandra, en dansker der har sejlet rundt herovre i 7 år i ARGO NAVIS. Han sejler hjem til foråret, så det kan være, at vi mødes med ham senere.
Det er ”Indipendence Day”. Alle har tøj i nationalfarver, rød, grøn og gul. Jeg tager mine røde shorts og en grøn bluse på, hækler en gul roset, som fastgøres på blusen, så nu er jeg klar til fest. Vi tager op på stadion, hvor der er optog og bliver holdt taler, i stil med det vi oplevede i Hillsbrough, her blot i større stil.
Vi hygger os sammen med Maria og Lars, og er ude at spise sammen med dem et par gange efter at have fået ”Sundowner” på en af bådene. Niels er blevet god til at lave dem, og jeg river lidt muskatnød over, det giver lige den helt rigtige smag.

Maria og Lars fortsætter sydover, de skal igennem Panamakanalen, vil hele vejen rundt. Vi tager tilbage til Prickly Bay, hvor Mevoy kommer på land. Den ser nu ikke så slem ud, som vi havde frygtet, men bundmalingen er tynd nogle steder, så den bliver vasket, slebet let og bundmalet. Den bliver også poleret på ydersiden, så nu er vi ved at være klar til hjemturen. Her er timelønnen ikke som hjemme, så vi nyder at slippe for at slibe, male og pudse i 40 graders varme, det er det varmeste vi hidtil har haft.