Azorerne – Det Europæiske Kontinent den 1.6. – 9.6.2016.

Vi sejler ud i solskinsvejr, fin halvvind, og er nu opsatte på at komme til Frankrig.

Efter at vi er kommet af sted, men mens vi stadig er så nær land, så internettet fungerer, får Niels en mail fra forhandleren, hvoraf det fremgår, at vi først skal på værft med båden den 27., altså en uge senere end vi har forventet. Det er meget ærgerligt, vi ville gerne have oplevet noget mere på Azorerne, men nu er alt klart, og vi er mentalt indstillet på at skulle til fastlandet.Det er  ikke nemt at ændre det, det forstår folk sikkert ikke, når de ikke har prøvet at krydse et ocean, men der er altså meget også mentalt forberedelse i det.

Samtidig har vi lavet aftaler i Europa, hvor ikke alt kan overholdes. Det undrer os, at vi ikke har fået besked på denne ændring før nu, og vi ved ikke, hvad ændringen skyldes.

Jeg bliver nødt til at sende besked til vores søn og hans familie om, at vi er på værft i den uge af deres ferie, hvor de ville have sejlet sammen os. Jeg er meget ked af dette, da vi savner dem, vi har ikke set dem siden vi var i Holland sidste sommer.

Vi overvejer at sejle til en af de øer vi gerne ville have set, men det er ingen af os indstillet på, og nu er vejrvinduet her til fastlandet, så det vil vi benytte os af.

Vi ændrer i stedet kursen lidt, og går mere sydpå, så vi rammer Nordspanien.

Vi sejler forbi nogle af de øer, som vi ikke nåede at opleve, og har internetkontakt når vi er i nærheden af dem.

Vi kommer hurtigt ind i rytmen, som vi efterhånden kender fra de lange træk hjem over Atlanten. Denne tur er på godt 950 sømil, nu hvor den er ændret til Nordspanien.

Vi har 3-timers vagter fra vi har spist aftensmad, indtil solen er stået op. Om dagen er vagterne ikke skemalagt på samme måde. Helt fast er det dog, at jeg får min formiddagssøvn, og Niels får sin middagslur.

Niels arbejder på fordækket.

Den var knækket, godt at have en handymand om bord

Vinden skifter en del, så meget tid går med at tilpasse sejlføringen. Vinden kommer mest fra vest og går indimellem om i sydvest. En aften og først på natten, kommer der en del byger, som bringer meget vind med sig, dog ikke noget i sammenligning med, hvad vi var ude for de sidste 2 døgn før Azorerne. De sidste 2 døgn før Spanien ændrer vinden sig, den kommer direkte imod os, og er næsten helt forsvundet. Vi prøver med forskellig sejlføring, men til sidst er der slet ingen vind, så vi opgiver, og starter jerngenuaen. Vi kunne også have valgt at vente på vind, men nu har vi lyst til at se land, så vi bruger noget af det dyre dieselolie fra Bermuda.

Vi møder ikke ret mange skibe herude, har indimellem et på AIS, men ser kun få. Det er mest fragtbåde og fiskerbåde. Knap halvvejs møder vi franske Sea Bemol, snakker lidt med dem på VHF, de er på vej til Coruna. Vi regner med at gå til Viveiro, som ligger på den Spanske nordkyst. Vi vil så følge kysten ind i Biscayen og se nogle af de Nordspanske byer, hvor vi endnu ikke har været.

Sea Bemol haler stille ind på os, og passerer os lige som mørket falder på. Vi bliver ved med at kunne følge dem på AIS, men kan ikke se deres navigationslys ret længe.

Søndag morgen den 5.6., klokken 07.15, er vi halvvejs, DTW: 477, det fejres med en Fernet Branca og lidt tørret frugt til morgenmaden. Den dag skinner solen, det har vi ikke været forvænt med på denne del af turen, det er faktisk ret køligt, omkring 25 grader midt på dagen, men uden sol, og med en del vind, virker det koldt, når man kommer fra Caribien.

Vi ser en del delfiner undervejs, og jeg bliver hver gang lige facineret af at se dem lege omkring båden i store flokke. En aften ved 18-tiden står jeg tilfældigvis på broen, da jeg hører en lyd jeg ikke kender. Det hvisler bag ved mig, jeg vender mig om, agterspejlet ser ud som det plejer, jeg ser mig omkring, og pludselig kommer en stor hval til syne lige ved siden af Mevoy. Jeg kalder på Niels, han når også at se den, og får endda taget lidt video af den. Vi studerer vores hvalbog, men kan ikke artsbestemme den. Det var et fantastisk syn at se dette kæmpestore dyr glide elegant op igennem havoverfladen, og tilbage igen. Den kommer op nogle gange, blåster, og er så pludselig væk.

Ca. 1 døgn tilbage, er det min brors fødselsdag. Vi sender en sms via satelit telefonen, jeg ville ellers gerne have overrasket ham ved at ringe, men vi er for langt fra land.

Vi har flere muligheder for at komme i havn, men holder fast ved at gå til Viveiro, da det ser ud til at kunne passe med at komme dertil tidligt om morgenen, hvor det begynder at lysne.

Da vi lige kort krydser trafikreguleringszonen, ud for Coruña, tæller Niels 28 fragtskibe på navigatoren med AIS. Vi snitter kun hjørnet af trafikreguleringszonen, men der er lige pludselig masser af trafik. Vi går nord for Spanien, vil til Nordkysten, og går igennem et militært område, hvor man gerne må sejle. Her er fortsat en del trafik, især fiskebåde. Lige pludselig slår noget imod skroget. Vi er sejlet i et garn, men heldigvis er det ikke gået i skruen, men imellem kølen og roret. Ved fælles hjælp, og en skarp dolk surret fast på enden af en bådshage, med gaffatape, kommer vi fri igen.
Nu er vi der, hvor der er masser af garn. Det er heldigvis stadig lyst. Da der overhovedet ikke er noget vind, er vi nødt til at forsætte for motor, har dog for en sikkerheds skyld kun en motor i gang ad gangen. Da det bliver mørkt, bliver det umuligt at se garnene, så vi kan kun håbe, og vi klarer den uden at sejle ind i flere. Om natten fortsætter den livlige trafik, især af fiskerbåde. Indimellem kan vi skimte lys fra land, og vi kan også dufte land. Niels får ikke sovet ret meget den sidste nat på Atlanten, eller vi er efterhånden kommet i Biscayen.

Da det ved 04.00 tiden begynder at lysne, ser vi det bjergrige kystlandskab. Der er ret diset, men dejligt at se land igen.

Klokken 08.00 Vi kører stadig med Azor tid, har vi lagt til i marinaen i Viveiro. Uret stilles 2 timer frem, så klokken er 10.00. Nu har vi samme tid som derhjemme.

Det sidste stræk over Atlanten tog 7 dage og 22 ½ time.

Vi går til havnemesterkontoret, han er en meget behagelig mand.

For første gang på hele turen gynger kontorgulvet for mig.

Derefter går vi en tur op i byen, dejligt at have fast grund under fødderne igen. Får en sandwich, og er klar til en velfortjent middagslur.

Azorerne, Horta, Faial, den 23.5. – 1.6. 2016.

Azorerne er en øgruppe på 9 øer, som hører under Portugal. De ligger 1815 km ude i Atlanterhavet, ud for Portugals kyst, og 2625 km fra Canada. Øerne er vulkanøer. Her lever knap 250 000 mennesker. Hver ø har sine egne karakteristika. Den vestligste ø er Flores, men de fleste sejlere der kommer fra Caribien, lægger først til på Faial, ligesom de der skal den anden vej står ud herfra. Disse øer er den vestligste del af Europa, og de er meget omhyggelige med indklarering, selvom vi jo er fra EU. En tolder forklarer mig, at det er fordi de er den vestlige port til Europa. Man skal således klarere ud og ind, bare man sejler fra den ene ø til den anden.

                                       

På Faial hedder den største by Horta, Det den mest besøgte marina på Azorerne, og den har sejlere fra det meste af verden.

Efter 2 uger til søs, er det dejligt at komme i land. Vi bunker Diesel, tjekker ind og får en plads uden på en katamaran. Vejret er dejligt herinde i læ af øen, men det er noget mere køligt end vi er vant til, så cowboybukser og langærmede bluse/skjorte bliver påklædningen her.

Vi er enige om, at det er rart med en havneplads, så vi kan komme og gå som det passer os, så dingyen bliver hængende på Daviderne.

Vi regner med at blive her nogle dage, og får Lise til at sende et abonnement til 3 like home, da vi gerne vil have lidt mere stabilt net, og nu, hvor vi er i Europa, er det til at betale sig fra. Det viser sig nu, at det tager godt en uge, inden det endelig kommer, måske fordi de har en ekstra helligdag om fredagen.

Vi går en tur i byen, finder hurtigt Peters bar, eller sportsbaren, hvor sejlere mødes.

Niels uden for Peters Bar

Hov, hvor blev han af?

Nå, der er han!

Her møder vi en amerikansk dame, som fortæller, at hun kom med crusing skibet, der gik forbi os hen på morgenstunden. Her fik hun at vide, at bølgerne var 22 fod høje (del med 3, så er det i meter). Hun er en spændende dame, som hellere tager en ferietur, så hun har noget spændende at fortælle, end sidde derhjemme og vente på, at børnebørn kommer for at besøge hende af pligt. Når hun tager på tur, tager hun ind på en restaurant, der serveres lokal mad, i stedet for at stille sig op i køen ved alle turistfælderne.

Videre rundt i byen, finder vi supermarkedet og finder en kinesisk restaurant, hvor vi får vores aftensmad. Så endelig til køjs og få en hel nats søvn. Det kan man nu hurtigt vænne sig til.

Vi lejer en scooter et par gange, første gang kører vi rundt på Faial. Vi kører sydvest om øen, til Ponta dos Capelinos, øens vestligste punkt. Her har der været vulkanudbrud i 1957 og 1958, som skabte noget ekstra land til øen. Dette stykke land er dog goldt og ufrugtbart, men har lagt sig uden for fyret, som nu står et godt stykke inde på land.

                                          Billeder af lavaen på det nye land fra 1958.

                    Fyrtårnet er ikke i brug mere, men man kan komme op i det, og nyde udsigten.

                                               Fyrtårnet.

Der er bygget et meget flot museum på området, som viser 3D film om jordens tilblivelse, og om forskellige vulkanudbrud. bl.a. vulkanudbruddene her på Azorerne.  Der er også billeder af lokalbefolkningen under, og efter udbruddene. Det er et fantastisk flot museum, som virkelig er værd at se, hvis man skulle komme på de kanter.

Det er en kold, blæsende dag vi har valgt til denne tur, og da vi kører fra lavaområdet, begynder det også at regne. Vi kører tilbage ad vejen vi kom fra, ser et skilt der henviser til en restaurant, og kører derned. Her er et lille havneområde med kran, men ingen bro. Der er ankerpladser, men der er er nu ingen ankerliggere. Vi finder en lille hyggelig restaurant, hvor vi får vores frokost.

Nu forsøger vi at finde ”Calderaen”, øens største vulkankrater. Vi havde ikke fået noget ret godt kort, så de veje vi kørte på blev dårligere og dårligere. Niels sagde flere gange, at jeg skulle sige til, hvis det blev for voldsomt. Da vejen til sidst både var hullet, og skrå, så jeg ikke vidste, hvad vej jeg skulle læne mig, bad jeg om, at vi vendte om. Det havde Niels vist ventet på et stykke tid, for han  var ikke længe om at vende om.

Vi kørte igennem nogle små, fine byer, og alle steder var der flotte kirker,.Utroligt, hvad midler der igennem årene er brugt på religioner rundt i verden. Folk her er meget flinke og hjælpsomme, og næsten alle kan snakke engelsk, så da vi ikke lige kunne finde den rigtige vej tilbage til Horta, holdt vi ved et vejkryds, og spurgte dem der holdt bag os. Der er ikke meget trafik, og der er ingen der dytter, fordi man lige holder i vejen for dem, det er meget afstressende.

En anden dag lejede vi en scooter, og tog den med færgen til Pico, for at udforske endnu en af øerne i Azorerne. Pico har en færgehavn, men ingen lystbådehavn, og da vi kommer derover, ser vi en enkelt lystbåd ligge for anker inde i havnen.

Pico ligger meget tæt på Faial, og en enkelt dag har det været så klart, så vi kunne se bjerget midt på Pico, men den dag vi er på øen, ser det desværre ud til at blive dagsregn. Da vi kommer over på Pico, begynder vi at køre, men Niels bliver hurtigt træt af det, da regnen pisker ham i ansigtet, jeg gemmer mig godt bag ham, så det er ikke så slemt for mig. Vi kører lidt rundt i byen Madalena, og finder et sted, hvor vi kan spise. Vi får lækkert pandestegt kød af flere forskellige dyr blandet med grøntsager, dertil friturestegte kartofler, der var skåret så de var flade og sprøde, det smager virkelig lækkert, serveres på panden, så det holder sig godt varmt. Derefter stilner regnen lidt af, og vi kører ad en lille vej nordvest om øen, langs vandet.

Pico er som de andre øer en vulkanø, som er kendt for sin vinproduktion. Vi ser, hvordan små parceller er indhegnet af lavasten, hvor der er plantet vinstokke, og nogle steder grøntsager.

Jeg fik at vide på turist buroet, at området af Unesco er udpeget som internationalt vinyard.

Billeder af vindyrkning

Befolkningen bor i huse, bygget af lavasten, det er meget specielt. Nedenfor holder Niels på vej ind imod en lille by.

Huse af lavasten

Vi ville gerne have været en tur til Lajes de Pico, hvor der er hvalmuseer, men det når vi ikke pga regnen. Alt i alt bliver det en oplevelsesrig tur til Pico, til trods for regnen. Da vi er på vej tilbage til færgen (nu i solskin), hører vi nogen snakke dansk. Niels stopper straks, og jeg spørger ”Hørte jeg jer snakke dansk?” Det er 2 par, som er på ferie her med Bravo Tours, og de fortæller glad om deres oplevelser, og at deres guide har fortalt dem, at det er usædvanligt koldt på Azorerne i år, det hører vi også senere fra de lokale.

På Faial har vi været forbi et hvalmuseum, men det har ikke åbent endnu, det er tilsyneladende for tidligt på året.

Tilbage på Mevoy kan vi klare os med et let aftensmåltid, efter den store og sene frokost. Niels tænder for elradiatoren, så vi kan få varmen, og blive tørre. Temperaturen er på 25-27 grader mens vi er her, snakker med Lise, som fortæller, at der er 10 grader koldere i DK.

Vores naboer i den store katamaran er sejlet, og vi har nu fået tyske naboer på begge sider. Det er ARC Eurpe, som er ved at ankomme. De er meget flinke, men dem der ligger yderst, og som har været på jordomsejling, har problemer med at fortøje, så da det begynder at blæse op, kører deres båd frem og tilbage, og trækker os med. Niels er af og til ude for at justere på deres fastgørelser til Mevoy, og lægger et ekstra spring.

Vi får et par dage med blæsevejr, og lige pludselig er der gået en uge. Brevet fra Lise kommer endelig, så vi kan få sat det nye simkort i gang. Nu har vi internet om bord, når vi er i nærheden af land, og så er der fri tale til DK.

Vi har problemer med at hente Grib vejrfiler, som vi plejer, men har snakket med det ene hold tyskere, som bl.a. bruger passatweather.com Det finder jeg, og så har vi vejrudsigten i en lille uges tid. Den viser et fint vejrvindue til at komme videre. Vi ville gerne have set en eller 2 øer mere, men da Lagoonforhandleren, som vi har købt båden af, har lavet en aftale med værftet i Les Sable til den 20.6., bliver vi enige om at tage af sted nu, så vi kan være der i god tid.

Vi handler ind til turen og får det stuvet af vejen. Får gjort de sidste ting klar på båden, bl.a. skiftet den ene rebeline, som vi har set er blevet lidt beskadiget. Vi er meget opmærksomme på skrog, tovværk, liner og sejl, da vi helst vil reparere eller forny mens vi er i havn. Der skulle nødigt ske noget uforudset midt ude på Atlanten, hvor en reparation er meget mere besværlig, og i hårdt vejr kan være skæbnesvanger. Vi er mentalt ladet op til den sidste Atlanterhavspassage.

Vi mailer til børnene og familien at vi tager af sted, og Niels sender en mail til Lagoonforhandleren, at nu er vi på vej, så der er ingen problemer med at overholde den aftalte tid.

Vi tjekker ud, og vinker farvel. Niels går en ”æresrunde” i havnen, mens jeg får pakket fendere og tovværk væk.

Azorerne er nogle spændende øer, som vi godt kunne bruge en ferie på en anden gang. Det har været en kold, regnfuld og blæsende uge, man skal måske besøge Azorerne lidt senere på året, vi har været her i slutningen af maj.