torsdag den 22. maj 2014

Kaffebøjen ved Hjarnø

Niels og jeg har nydt at have vores børn og venner om bord,  men lige nu nyder vi en stille aften ved kaffebøjen ved Hjarnø.

Hjemme i Fredericia

Da vi er kommet under broerne i lillebælt, kommer Helle og Kim sejlende i deres Lagoon 38. Da de ser os, går de over imod os, tuder, vejer med Dannebrog, og råber velkommen hjem. De er på vej hjem, og vil gerne have velkomst-øllen til gode. Det er en meget hyggelig velkomst.
Vi når til Fredericia ved 19.30 tiden, der står Lise og familie sammen med Lotte på ydermolen til Den Gamle Havn i Fredericia og vinker, det er et dejligt syn. Især Alfred hopper og hujer vildt af begejstring. Vi har glædet os meget til at vise vores børn m. familier båden. Desværre sidder Lars på skadestuen i Vejle med en skåret tommelfinger, så de er der ikke.
Der bliver lagt til. Dejligt at hilse på børnebørnene. Der er også nogle bekendte til vore gaster, så vi er lige pludselig mange om bord. Lise og Kenneth har taget solæg med tilbehør med, det er godt samen med en kold øl. Jeg hygger mig med at vise drengene trambolinen, og vi snakker om, hvordan man færdes om bord. Til sidst lægger de sig i vores køje og spiller på PC. Lillepigen får bryst, gæsterne forlader båden, og der falder lidt ro på. Lidt senere kommer vores naboer hjemmefra, som har passet hus og have. De har vores bil med, så nu er vi på 4 hjul igen. Det er dejligt at se dem, og vi hygger os med at få sidste nyt fra nabolaget.
Vi går for første gang til køjs, helt alene i vores båd, det er en rar fornemmelse.
Klokken 03.00 ringer Niels´ vækkeur, han har glemt at få det slået fra. Det var jo det tidspunkt vi stod op i Rendsborg den sidste morgen på turen. Jeg har svært ved at falde i søvn igen, skal nok lige vænne mig til at det er tilladt at sove en hel nat, vi har jo på turen haft mange vagter med 3 timers mellemrum.

Næste morgen kommer Lars, Christine og Marius med rundstykker. Selv om det er mandag er Lars sygemledt pga fingeren, og kan godt komme med ud. Vi snakker om regler for børn til søs, og alle er enige og meget konsekvente. Christine har hidtil ikke været begejstret for at sejle, men vil gerne med ud. Vi sejler ud, sætter foggen, og bliver enige om at gå til Bogense, det er OK for Christine, og senere har vi den glæde, at Christine føler sig tryg ved at sejle Catamaran, den ligger jo også noget anderledes end den H-båd hun engang var med en veninde på ferie i.
Vi går til Bogense, går en strøgtur, hygger os og sejler hjem igen. Dejligt at hygge os med de unge og med Marius, som ser ud til at befinde sig godt ombord.
Tirsdag har vi farfar-dag, dvs vi plejer at besøge Niels´ far. Vi tager hjem, får sat vasketøj igang, og har en dag i land. Lise og familie vil gerne med om bord igen. De kører til Fredericia om aftenen og indlogerer sig i gæstekahytterne. Kenneth skal på arbejde og kører tidligt næste morgen, mens Lise og børnene sejler med os, og det passer fint at gå til Juelsminde. Vi har en stille tur, går lidt med foggen, men vinden løjer fuldstændig, til gengæld kommer solen og varmen, så det er jo også fint. Vi ser marsvin, og Alfred lærer at spotte dem, det er en stor oplevelse for ham. På det tidspunkt sover Theodor desværre. Lillepigen ser også ud til at have det fint med sejlturen. Da de skal hjem om aftenen vil Theodor blive på båden, det er tegn på, at han har befundet sig godt.
Kirsten og Knud kommer på et lille visit.
Det har været dejligt at vise båden frem, og især at vore børn og svigerbørn synes godt om den. Nu er der tid til at være lidt alene om bord.

Turen Hjem

Turen Hjem
Fra Kiel til Fredericia.

Mevoy var den eneste båd i slusen ved Holtenau.  Vi sejler hjemover. Solen er stået op, fint vejr, desværre med den smule vind der er, lige imod os, så vi går for  motor. Sms-ser med børnene. Skriver til Lise, at hun ikke skal love Alfred at komme ned og modtage os, da ETA først er ved 20-tiden. Hun skriver tilbage, at den går ikke, nu vil Alfred altså se skibet, så de kommer.
Går forbi Sliens udmunding, her har vi tilbragt mange sommerferier. Als dukker op i horisonten.
Da vi krydser den danske grænse, blev der skålet og sagt velkommen til DK til Mevoy i Davidsens solbærrom, som Henning havde haft med til skibet. Til skipper havde han skipper piber.
Mevoy er den første Lagoon 39 i Danmark, så det er da værd at fejre. Vi kan kun anbefale den til andre, den er dejlig at være i, og begår sig godt både i søen og ved havnemanøvrer.
Vi er syd for Als ved frokost tid. Vejret var solrigt og dejligt ind til middag, men med vinden lige imod. Over middag blev det overskyet og køligt, til gengæld drejede vinden lidt, så vi kunne få lidt støtte fra foggen.
Jeg snakker med børnene, de ville gerne komme til Fredericia og tage imod os, men det bliver for sent pga børnenes sovetider, det er de kede af, men de må opleve Mevoy en af de nærmeste dage.
Vi hygger os trods vejret, og jeg forbereder vores afskedsmiddag.
Lotte vil komme og hente Henning, og Lizzy og Mogens kommer også på et tidspunkt.
Jeg glæder mig til at vise børn, svigerbørn og børnebørn båden, ærgerligt at vi kommer så sent hjem, men vi kunne ikke andet.

Klokken 17 går vi 30 graders bidevind på 13 sekundmeter, uden at vi mærker nogen form for ubehag. Dog synger bomdirken en afskedssang for vores crew. Vi er kommet lidt hurtigere frem end forventet, håber stadig på, at det ikke bliver for sent for børnebørnene.

Lillebælt, broerne, nu føler vi os hjemme.

Kielerkanalen

Kielerkanalen

Klokken 08.00 er der morgenmad, Niels har hentet brøtchen.
Efter morgenmaden går Niels og Lars i gang med at afferske båden udvendig, og jeg gør det indvendigt, det er tiltrængt.
Niels har sms-set med Lotte og Henning, Henning vil gerne påmønstre i Brunsbüttel. Vi gør et køjerum klar til ham.

Vi sejler klokken 10 i dejligt solskin. Der er ca. 20 sømil, lidt mere end Niels havde regnet med, og en overgang har vi 4,5 knobs modstrøm, det aftager dog efterhånden. Der er et dejligt vejr, for første gang på turen er det shortsvejr. Vi venter en times tid på slusen, sms-ser lidt med Henning, det blev Dorthe der kørte ham herned, hun skulle alligevel have købt ind i Tyskland til brylluppet.
Dejligt solskin, hyggeligt at tage imod Henning, tillæggerøl. Dorthe kører hjem, jeg går op og provianterer. Ca. kl. 15.30 sejler vi af sted. Stadig dejligt vejr. Masser af fragtskibe, som skal vente på hinanden, så det skrider meget langsomt fremad. Efter ret kort tid siger Lars, at vi er i Rendsborg, det var dog lidt for tidligt.
Bjarne sms-ser hvornår vi er i Fredericia, da han overvejer at komme over og tage imod os.
Jeg laver ”det grønne” i ovnen til aftensmad, og så må man hver især selv stege sin engelske bøf, og tappe et glas rødvin. Vi kommer forbi vores børns ”Hula-Balula-Land”, minder fra en tidligere tur i Kielerkanalen da børnene var små. Passerer restauranten, hvor de passerende både bliver råbt op, diskuterer, om vi mon også bliver råbt op nu, hvor vi har AIS?
Klokken 21.30 har vi lagt til ved den første lille havn på styrbord side ved indsejlingen til Randsborg. Det bliver til en Irsk Kaffe inden sengetid. Niels og jeg vil stå tidligt op, så vi kan nå hjem i morgen, nu venter børnebørnene vist på os, i hvert fald er Alfred utålmodig.

Klokken 3 ringer vækkeuret, da Niels får kigget på papirerne viser det sig, at vi først må sejle klokken 4 pga sommertid. Lystfartøjer må ikke besejle Kielerkanalen om natten. Vi får lidt morgenmad, og står ud klokken 03.45, så passer det, at vi er tilbage i kanalen klokken 4. Det er en fantastisk flot morgen med solopgang lige foran os i kanalen, nattergalen og andre fugle synger for os, og mosekonen brygger. Lars er stået op før vi lægger fra, og efterhånden kommer Lise, og til sidst Henning også op.

Klokken 7 er vi i Holtenau-slusen. Det koster 18 Euro, det er der da ikke noget at sige til. Vi er de eneste i slusen.

Den Engelske Kanal

Den Engelske Kanal.
Vi kom fra Biscayen, uden om Brest og gik ind i Den Engelske Kanal. Turen i Biscayen gik fint, til trods for store dønninger og vind på 25-30 sek. m. i modvind. Kort. efter klokken 02.00 i Lise og Lars´ vagt, står autopiloten af, og det er selvfølgelig hårdt at der skal styres uafbrudt, heldigvis er vi nogle stykker til at deles om tjansen.
Vi går nordpå, forbi Brest.
Sidst på formiddagen passeres fyret ved La. Jument. Det skulle iflg. Lars være et af de farligste steder.
Store medfølgende søer, halvvind, 1 ½ reb i storeren, fart 8,5 knob, det kører bare derudaf.
Da vi kom til starten af Den Engelske Kanal, var Lars træt, og orkede ikke mere. Det er vigtigt, at alle er med på strabadserne, så vi gik i havn.
Ca. 20 timers motortid her til L´Aber-Wrach.
Vi får en ”tillægsøl”, og det fugtige sejlertøj pryder søgelænderet.
Vi går en tur, betaler havnepenge og ser os lidt omkring. Man plejer at sige, at franskmænd kun  vil snakke fransk, men vi møder flere flinke mennesker, som gerne vi snakke med os på Engelsk.
Lise og Lars går op til en lille by 3 km. borte, hvor vi har fået at vide, at der kan handles dagligvarer. Jeg har glemt tandpasta, og vi har hidtil lånt af dem. Lise og Lars kommer tilbage til båden med tandpasta, puddersukker mm. og ikke mindst en flaske champagne, de synes vi skal fejre, at den første tur er gået godt. Der skåles i champagne. Til middagen får vi rødvin, og det sluttes af med en irsk kaffe. Det bliver godt at få en hel nats søvn.

Næste dag bliver en overliggerdag, det blæser fortsat en del. Bådens badeværelser bliver indviet. Lise og jeg går til købmanden og får købt lidt ekstra forråd, så vi kan klare os på de næste dages sejlads. Vi får hvilet os godt. Her i havnen har vi netadgang, så det første indlæg på bloggen bliver uploaded. Det skal vise sig, at det kommer til at knibe gevaldigt med netadgang fremover, så de der sidder hjemme og venter på nyt, får ikke noget foreløbig. Undskyld.

Den 12.5. står vi nogenlunde tidligt op. Lise og Niels har frivilligt påtaget sig morgenmadstjansen, det passer mig fint, så kan jeg lige trække den lidt ekstra om morgenen.
Vi står ud fra LÁber-Wrach kl. 07.10. med 12-15 m/s imod, overskyet og regn. 90 grader ud af en lille fjord. Kl. 09.10 vender vi, går 6 grader. 12-15 m/sek. sol, 100 sømil til næste kost. Store dønninger med os.
Lige før middag sejler vi med foggen og stopper motorerne. Nu virker selvstyreren, og vi er spændte på, hvordan den vil arte sig. Niels har en formodning om, at den tapper strømmen fra den bb. motor. Det viser sig dog senere, at den sagtens kan køre uden at nogen motor går, vi ved ikke hvad der skete. Lise har sms-set med Bjarne, som heller ikke kan løse problemet umiddelbart. Men pyt, den virker resten af vejen hjem.
Hen på eftermiddagen vender strømmen, og vi er nødt til at have gang i en motor igen, for at komme nogen vegne.
Vi begynder at finde en rytme ombord. Over Biscayen havde vi delt os parvis op, og hvert hold havde så 2-timers vagter. Det var for hårdt, hvis der også skulle være lidt tid til overleveringer, det blev ikke til ret meget søvn. Vi blev derfor enige om 3-timers vagter på broen, det fungerer fint. Jeg slipper for at lave morgenmad, Niels og jeg sørger derimod for frokost og aftensmad i vore frivagter, det passer os fint..
Vinden løjer, og dønningerne bliver mindre i løbet af dagen, og solen kommer mere og mere på himlen. Desværre er det nødvendigt at have jerngenuaen i gang det meste af tiden, men vi skal jo også hjemad.
Jeg har observeret en sprække imellem skydevinduet ved pantryet og døren. Nu kan døren næsten ikke åbnes. Vi bliver enige om, ikke at lukke døren helt i, så går det. Det må Bjarne se på, når vi kommer hjem. Autopiloten virker stadig.
På vores vagt fra midnat til klokken 3, hvor vi er nået op imellem Kanal-øerne, går det næsten helt i stå. Der er så meget modstrøm, så vi kun sejler 4 sømil på de 3 timer, en overgang er loggen helt nede på ½ knob.
AIS-en fungerer fint. Vi kan i god tid se andre både, og de kan se os, det er behageligt især om natten, hvor det ellers kan være svært at bedømme deres fart og kurs. Niels og jeg hygger os med sejladsen, og det går fint med at få sovet nu, hvor der er mere tid og fritid.
Da vi vågner til vores morgenvagt klokken 6, står morgenmaden på bordet, det er skønt at vore gaster deltager, og især har luret, hvornår jeg gerne vil slippe.
Tirsdag. Vi har en kort overgang signal på telefonen, får sms-set til Kirsten, så hun kan hilse farfar, og til vore børn om, at alt går planmæssigt.
Hele dagen er der fint vejr. Jeg ligger for første gang i trampolinen og nyder det. Vi indtager lige så stille hele båden. Får ryddet lidt op, og vasket rundt ved styrepladsen, som bærer præg af de første dages lidt mere urolige sejlads. Vi går over 0-linien mens Lars sidder ved roret, så vi opdager det ikke engang. Kursen er sat, så vi undgår trafik linierne.
Vi bliver enige om at gå til en lille havn før Caláis og lægge til der. Jeg tror, at vi havde forventet at komme der sidst på aftenen, men det bliver nok først på morgenen i stedet, pga tidevandsstrømningerne eller måske snarere modstrømningerne.
Jeg prøver for første gang i mit liv at gå i bad under sejlads, det fungerer virkelig godt.
Det har været en rolig sejlads, og vi har som regel gået for fog og jerngenua, indimellem kommer storsejlet dog også op. Der er en del færdsel på vandet, især da vi nærmer os havnen, mange mindre fiskefartøjer suser rundt om os.
Kl. 03.30 er der lagt til i en havn lidt syd for Caláis, der hedder Boulogne S/mer.
Vi får en tillægger, og da vi nu er halvvejs hjemme, bliver det også til en whisky-sjus inden vi går til køjs.

Onsdag den 14.5.2014.

Jeg bliver vækket da morgenmaden står på bordet, dejligt.
Niels og jeg finder et supermarked, hvor vi kan få suppleret mad beholdningen. Imens rydder Lise og Lars op efter morgenmaden, og vil se, om de kan finde et sted, hvor vi kan få tanket Diesel og vand. Da vi kommer tilbage er Lars der, men Lise er gået uden sin telefon. Vi er klar til at sejle, og da hun endelig kommer, bliver fortøjningerne straks kastet. Det lykkedes ikke at få bunkret vand og Diesel, der hvor det kunne lade sig gøre, var der ikke plads til mere end 1 skrog.
Endelig kl. 11 står vi ud af havnen. Vi har Diesel og vand til et godt stykke tid endnu. Vi går imod Bodrum, en tysk ø nord for Amsterdam. Ca. 250 sømil, eller måske lidt mindre, så det bliver vel til knap et par døgn.
Niels lægger fra, og på den måde får vi byttet vore vagter, men jeg er vist den eneste der opdager det i første omgang. Vi går 40 grader sejler knap 10 knob over grunden i medstrøm, det kører bare. Høj sol. Havvandet er nede på 14 grader, var 16,6 i Les Sable d´Olonne. Lise og Lars overtager vagten kl. 12. Da vi fik friske croissanter på vej ud, og jeg for en gangs skyld ikke har rugbrød klar, udsættes frokosten til kl. 14, men så er det til gengæld med helt frisk, lunt rugbrød. Jeg har hjemmefra købt rugbrødsblandinger, hvori der kun skal vand, og så skal det røres længe, hæve og bages 1 time. Jeg plejer at sørge for, at bage når jeg kan se, at der kun er til et måltid mere, men det har altså snydt mig denne gang. Det er rart altid at have frisk rugbrød ombord, og det er jo ikke noget franskmændene gør så meget i.
Lars har en vejrmelding der lyder på sol, og næsten ingen vind. Den  kommer nu ikke helt til at holde stik. Kl. 15 er der 8m/sek., søer, medstrøm foggen sættes. Kl. 15.45 log 611 passerer vi grænsen til Belgien. Vinden er 12,5, foggen rebes i 1. reb. Kl. 17 går vi ind i en trafikreguleringszone, er heldig kun ar møde en enkelt båd. Der er meget trafik i kanalen, men med AIS om bord, kan vi se, og vi bliver set, så det går meget nemmere end jeg havde turdet håbe.
Vi passerer en kæmpestor vindmøllepark. Niels starter med at tælle, men opgiver. Aftenvagten er kølig, der står en del dønninger. Vinden aftager først hen under midnat. Det har været en dejlig sejlads, med meget at se på, en flot solnedgang og bagefter fuldmåne.
Vi sover godt indtil vores næste vagt, hvor vi passerer Rotterdam. Endnu et trafikeret område, som vi lige så stille glider trygt igennem ved hjælp af vores gode ven AIS. Solopgang lige efter Rotterdam. Der bliver ved med at være industriområder på land. Morgenmad, vagtskifte, nu er vinden løjet. Solen titter lidt frem, men det er mest overskyet. Vi ændrer planer mht. bunkning af diesel og vand, vi vil gå ind i en havn: Ijmuidan lidt syd for Amsterdam. Niels og jeg er på vagt, Lise og Lars sidder i salonen, og selvfølgelig kører vhf-en på kanal 16. Der kommer en militærhelikopter som snurrer rundt om os et par gange, hvorefter den hænger lige over os til sb. Niels går ind og tjekker vhf-en, som kører på kanal 16. L+L har ikke hørt noget kald. Efter nogen tid flyver den sin vej.
Vi sejler ind for at tanke vand og diesel. Har kun lige lagt til, da 2 toldere spørger, om de må komme om bord til rutinetjek, det må de selvfølgelig gerne, og mens de tjekker vore papirer kommer 2 uniformerede mænd med stave og pistoler hængende. De spørger, hvorfor vi ikke reagerede på helikopteren. Vi svarer, at vi havde vhf-en tændt, men ikke hørte noget. Lars spørger, hvilken kanal vi skal lytte på, når vi nu ikke har hørt noget på 16, det kan de ikke svare på. De kontrollerer og fotograferer vore pas. De 2 første toldere fotograferer også pas og papirer. Endelig er de færdige, og forlader båden. Vi har fået bunkeret vand og olie. Niels kontrollerer motoren, alt ser fint ud bortset fra lidt lav oliestand på bb. motor, fyldes op. Motortimer aflæses, vi går ca. 2 sømil pr. liter, det er Niels godt tilfreds med. Søvandsfilter tjekkes. Niels justerer gearskiftekabler. BB kommer til at virke OK, men SB skal have reguleret på kontrolpanelet når vi kommer hjem.
Vi spiser frokost i dejlig solskin, og lægger fra. Jeg har for første gang på turen bluse uden ærmer, og får lidt sol. Da det er torsdag før store Bededag, bager jeg hveder. De ligner nu mere boller end hveder, og smager som boller. Det er ellers en opskrift jeg tit har prøvet derhjemme, men vi hygger os med dem, og kalder dem hveder.
Vi sejler videre, nu springer vi Bodrum over, da vi har fulde tanke, og tager yderligere en natsejlads imod Cuxhafen. Rolig, hyggelig nattevagt. Morgenmad, solskinsejlads, bad, formiddagssøvn i frivagten og øv, overskyet da vi står op. Vi har ellers været heldige med vejret bortset fra Biscayen, og at vinden er kommet fra den forkerte retning, men der har ikke været ret meget regnvejr. Vi sms-er til børnene og tilbyder sejlads på Kielerkanalen, her var vi da de var børn. Lise og familie kan ikke, da deres nyfødte datter endnu ikke har pas, og Lars og familie kan ikke, da Christine har termin om 8 dage, så det er vist lige tæt nok på. Vi snakker med dem, det er hyggeligt.
Mens vi er ved at gøre os klar efter formiddagshvilet, for at overtage vagten, kan vi høre Lise ved VHF-en. Vi går op, hun har snakket med en Pilot-båd. De komme over til os, spørger hvor vi skal hen, og sejler så videre. Vi kan ikke rigtigt blive kloge på, hvad der egentlig skete!
Frokost, nu er vi snart i kendte områder.
Kl. 16.45 ankommer vi til Cuxhaven. Fortøjer. Niels og jeg går op til skibshandleren og køber 2 kuglefendere, som er rare at have, især nu, hvor vi skal i sluser. Lars siger, at man kun kan have hvide fendere i en Lagoon, så de må hentes på lageret.
Da vi kommer tilbage har Lars skrællet kartofler. Vi går i gang med at lave aftensmaden, mens Lise bliver sendt til en snell-imbis fiskehandler. Lakseboller.
Aftensmad, rødvin og så til køjs og en hel nattesøvn i havn, det er ved at være tiltrængt.
Lars har kigget tidevandstabeller, og det skulle bedst kunne betale sig at sejle ud kl. 11 næste dag.


lørdag den 10. maj 2014

Turen til Les Sables d' Olonne

Vi blev den 7.5. afhentet af Lise og Lars klokken 04.15. Deres hundelufter kørte os til Billund lufthavn. Vi fløj via Sanstedt, og havde en del timer, der skulle slås i hjel der. Det gik fint, og vi nød mine sandwich, og noget kaffe, inden turen gik videre til La Rochelle. Bjarne stod klar til at afhente os i lufthavnen. Der var godt en times kørsel til Les Sables d'Olonne. Endelig ved godt 18 tiden var vi ved havnen, og skipper kunne klatre om bord. Det var første gang vi så en Lagoon 39 i vandet, og det var et dejligt syn. Bjarne havde sørget for at lægge øl på køl, så vi nød den første øl ombord.
Det viste sig, at der er helligdag i Frankrig fredag den 8.5. så Bjarne kørte Niels og Lise til et supermarked, mens Lars begyndte udvendig gennemgang af båden, og vi fik pakket det første ud, og redt køjerne. Da provianten var stuvet væk, blev der spist "lejkøb" på en dejlig restaurant ved havnekajen. Tilbage i båden blev stearinlysene tændt, og vi hyggesnakkede lidt, inden vi gik til køjs efter en lang dag.

Biscayen

Vi står op i nogenlunde god tid. Spiser morgenmad, og så går turen hjemad. Det første træk, som vi nok alle har haft lidt overvejelser om. Der er stille modvind. Vi står ud af havnen kl. 06.30 for motor. På havnemolen står Bjarne og vinker til os, Lise har sendt en sms, så han ved, hvornår vi står ud.
Det går derudad for motor. Vi går ca. 300 grader. Der er dønninger, men ikke større, end at de er til at holde ud. Vi har alle taget forebyggende søsygetabletter.
Kl.11ser Lars en klumpfisk i overfladen. Vi får smørselvhåndmadder til frokost. Niels og jeg ser en sæl, lidt senere komer der en hel sværm, som følger os lidt på vej, så vi får alle set dem :-)
Kl. 14 sættes storsejlet, vinden rummer lidt, kl. 16.30 har vi fuld sejlføring, dog med jerngenuaen. Dønningerne bliver større, men det er til at holde ud. Aftensmaden er pølser med pasta og lidt levninger fra i går. Pølserne bliver skåret i stykker og stegt på panden. Det hele splatter ud. Vi hælder pastaen over, og det kommer faktisk til at smage godt, selvom udseendet ikke lige er en gourmet restaurent værdig.
Vi lægger planer for, hvordan natten skal gå. Bliver enige om, at vi er på vagt parvis i 2 timer ad gangen. Det er blæst op, sejlene rebes kl. 21.45.
Da Niels og jeg står op til midnat for at tage vagten, er der 62,5 sømil til næste way point, det bliver i morgen formiddag, vi går nok 7 knob i snit. Vi går fortsat 300 grader. Kl. 01.30 slukkes bagbordsmotor. Der er meget høje dønninger, men ikke ubehageligt. Det ubehagelige er, at vi i løbet af dagen har set mange fiskegarn, og de er umulige at se i mørket. Det er blæst op.
Styrbordsmotor stoppes kl. 2. Afstand til næste w.p. 40 sømil. God vind.
Ca. 1/2 time senre står autopiloten af, og der skal håndstyres. Det blæser op. Lise og Lars vælger ikke at gå til køjs da vores vagt starter kl. 04.00.
Ved godt 6-tiden begynder det at blive lyst. Vi er ved Ø/NØ-bøje ved udsejlingen af Biscayen kl. 08.15. Det går nu hurtigt fremad, høj sø, overskyet.
Vi går imod Den Engelske Kanal. Indimellem skinner solen, og det er dejligt at sejle catamaran. Vi passerer sidst på formiddagen et fyr ved et ret farligt farvand. La Jument. Strålende sol, halvvind, og gode dønninger, der dog overhovedet ikke måler sig med dem i nat. Dette var Biscayen, det gik jo faktisk rigtig godt, bortset fra problemerne med selvstyreren. Lise er pr. sms i kontakt med Bjarne, men han kan ikke umiddelbart finde en løsning på problemet. Lars synes, at han gerne vil til kaj, så vi går ind i en lille havn Port De L'Aber Wrac'h. Tillæggerøllen smager fantastisk. Det klamme overtøj fra i nat bliver hængt til tørre.
Der er fin solskin, og vi går en lille tur, inden et velfortjent bad og aftensmad.
Vi har sejlet ca. 260 sømil på godt et døgn, ikke ringe.
Karen

Prøvesejllads og dåb

Efter en god nats søvn i vores nye båd, dvs jeg sov som en sten, Niels var vågen en del af natten, kom Bjarne med croisanter til vores morgenmad. Mændende gennemgik båden, mens Lise og jeg fik pakket det sidste ud, og stuvet af vejen. Endelig var vi klar til en prøvesejllads. Der var solskin, og god vind. Vi sejlede både med motor, og med sejl. Vi loggede ca. 7 knob med sejl. Der var gode dønninger, og vinden tog lidt til, men det var en behagelig sejllads.
Tilbage i havn, frokost, og gasterne tager en lille lur. Niels og Bjarne får ordnet de sidste ting, og vi er snart klar til dåben.
Vi får en fra nabobåden til at video ceremonien. Bådens navn er jo allerede kendt, men jeg ar fået æren af at være gudmor, da det jo også er mig, der har fundet på navnet Mevoy, som betyder rejse. Niels og jeg skal først sammen med Lise og Lars ud på rejsen hjem, men efter det, håber vi på, at vi får mange gode timer og rejser sammen med Mevoy.
Der bliver hygget med mad og rødvin sammen med Bjarne. Vi siger farvel til ham, han skal med fly hjem i morgen, hvor vi starter hjemrejsen.

mandag den 5. maj 2014

Det første billede.

Bjarne Paahus, den danske Lagoonforhandler, er nu ankommet i Les Sables dÓlonne, og han har sendt det første billede af af vores båd.


Herhjemme er diverse forberedelser på plads. Vi mangler kun at pakke håndbagage til flyveturen derned.
Lise (vores datter) nedkom med en dejlig pige i torsdags, og vi har nået at være sammen med hende et par gange. I morgen siger vi farvel til vore børn med familie og til Niels´ far. Onsdag morgen henter Lise og Lars os klokken 04.15. Vi flyver fra Billund klokken 06.30. Vi mellemlander i Stanstedt London, og flyver derfra videre til La Rochelle, hvor Bjarne Paahus vil hente os i lufthavnen.
Vi glæder os til at indtage vores båd.

Niels og Karen