Montserrat:
Montserrat er en engelsk ø, dog med delvist selvstyre. De
bruger Easy, og har deres eget flag.
Øen har i syd en aktiv vulkan, hvor der sidst var udbrud i
1995, hvor mindst 9 (andre steder har vi
læst 18) personer blev dræbt. Efter dette har næsten halvdelen af den 11000
store befolkningen forladt øen. Plymouth var hovedstaden på øen, den er nu mere
eller mindre forladt, og ligner en spøgelsesby.
Da vi nærmer os øen, er der som sædvanligt skyer omkring
bjergtoppene, så vi kan ikke se vulkanen. Niels har tændt VHF-en, de sender
”allert” varsler her, hvis der er fare for udbrud. Det gør de ikke, så vi går
nogenlunde tæt på, og kan se, hvor lavaen har strømmet, og de tomme, forladte
huse.
Nordvest på øen er der en ankerbugt, hvor det er sikkert at
ankre: Little Bay, den satser vi på. Får smidt anker, og indklarerer. Får
besked på at flytte båden, da der kommer fragtbåd ind til aften. Der er nogle
restauranter, som helt tydeligt er baseret på cruising skibe, der kommer et om
ugen. Der er wifi på havnen, hvor vi sidder godt i skygge, det benytter vi os
af. Får Skypet med Lars, Lise og Inger, og opdateret mails. Vi sender anmodning
op optagelse på gastebørs hos FTLF, kan nå at komme med i næste nummer. Vi er
ved at være klar til at planlægge hjemturen. Jørn kender nogle, som gerne ville
med, men da han skrev om det før jul, var vi slet ikke klar til at tage
stilling til noget vedr. hjemturen, vi var jo lige kommet. Nu har de bestilt en
rejse sydpå i maj, øv, men så må vi se, om der dukker andre op.
Niels har endelig fået en bekræftelse på, at vi kan komme på
værft hos Lagoon i Les Sable d. O. sidst i juni, så da skal vi være i Frankrig,
men det passer os også fint. Vi regner med at starte hjemturen fra Puerto Rico
i starten af maj, derfra ca. 800 sømil til Bermuda og så ca. 1800 sømil til
Azorerne, derfra ca. 1300 sømil til Lea Sables d.O. Vi vil gerne have minimum 1 uge til at opleve Azorerne.
Niels snakker med Joe Phillip, en ”taxahaj”, som bliver
anbefalet i Cris Doyle´s bøger, hvilket priserne bærer tydeligt præg af. 160
u.s.§ for 4 timers taxakørsel, inkl. billedfremvisning af øen før og efter
vulkanudbruddet. Niels forhandler sig frem til 1½ time for 50 u.s. tror han.
Joe kører meget langsomt, så langsomt, som bilen kan trække uden at gå i stå. Joe fortæller, at de får drikkevand fra øens kilder. Man dyrker selv frugt og
grøntsager på øen. Viser os, hvor der skyder nye byer op her på den nordlige
del af øen, hvor der tidligere var landbrug. For en gangs skyld ligger der ikke
affald og flyder overalt. Vi når til den sydligste by, som klarede sig uden
ødelæggelser af vulkanen, før han vender om, og vi står ud af bilen efter 1
time, og føler os i den grad ”røverendt"". Vi står af i en lille by før
Little Bay, køber sodavand og frokost ved en dame, der står og sælger ved
vejen, det smager skønt. Jeg vælger kylling, og Niels får lever.
Vi får en øl på en restaurant, forhører os mht. busser, dem
skal man blot stoppe, og fortælle hvor man vil hen. Vi begynder at gå, og
kommer med en af de lokale busser tilbage til Mevoy.
Dagen efter snakker Niels med en anden taxachauffør, han vil
have 80 u.s.§ for 2 timer. Det er overskyet med småregn, vi opgiver vulkantur,
og den ødelagte by så vi jo fra søsiden.
I stedet for smager vi "Goat Water", som vi har hørt og læst en del om. Det er en Caribisk ret, som skulle stamme fra Irland. Det er gedesuppe, hvor man får serveret små stykker gedekød i suppen. Vi synes ikke suppen smager af noget særligt. Gedekødet er godt kogt, dog ikke ret krydret. Til gengæld er der både fedt, sener og benstumper med i anretningen, så det er ikke lige vores hofret. Vi blev ellers helt vilde med gedekød, da vi i sin tid boede i Mexico, især hvis det var til-beredt som birria.
Iblandt indbyggerne på Montserrat, er der en del der nedstammer fra Irerne, da de blev eksporteret her til under nogle af de tidlige religionskrige i Irland.
Det er snart tid til at komme videre, så efter en god nats søvn, går det videre nordpå.
I stedet for smager vi "Goat Water", som vi har hørt og læst en del om. Det er en Caribisk ret, som skulle stamme fra Irland. Det er gedesuppe, hvor man får serveret små stykker gedekød i suppen. Vi synes ikke suppen smager af noget særligt. Gedekødet er godt kogt, dog ikke ret krydret. Til gengæld er der både fedt, sener og benstumper med i anretningen, så det er ikke lige vores hofret. Vi blev ellers helt vilde med gedekød, da vi i sin tid boede i Mexico, især hvis det var til-beredt som birria.
Iblandt indbyggerne på Montserrat, er der en del der nedstammer fra Irerne, da de blev eksporteret her til under nogle af de tidlige religionskrige i Irland.
Det er snart tid til at komme videre, så efter en god nats søvn, går det videre nordpå.
Vi går de ca. 30 sømil til Nevis. Det er imod nordvest,
hvilket giver vind agten for tværs, så det bliver en fin sejlads for storsejl i
2. reb, og fuld fog. 10-14 m/s, gode dønninger og 6-7 knob. Efter en lille
byge, er der fint, klart solskinsvejr, barometerstand: 1018. Brødbagning,
klatvask, tid til at nyde turen.
Nevis og Sct. Kitts er tidligere engelsk koloni, som har
været uafhængig siden 1983. De er 2 øer, adskilt af et stræde på 2 sømil.
Nevis har ca. 12000 indbyggere, hovedsagelig af afrikansk
afstamning. Den er på ca. 90 kvadratkilometer.
Vi smider ankeret ud for hovedbyen Charlestown, går til
costums og immigrations, derefter til havnekontoret. Vi må ikke ankre lige uden
for byen (selv om det er angivet som ankerområde i kortet), men skal flytte hen
til nogle bøjer, som vi betaler for her på havnekontoret. Vi har tjekket ind
til både Nevis og *Sct, Kitts på en gang, da det jo er samme land.
Vi går en tur i byen, forbi turistkontoret, supermarked og
en lille restaurant, hvor høns og kyllinger spankulerer rundt i græsset foran.
Her koster øl 5 easy, det er OK, stadig de små 25 cl.´s øl.
Den første nat har vi problemer med morringen. Iflg. øens
vejledning, skal vi binde ekstra tov i morringens tov. Det resulterer i, at
selve kuglen ligger inde under båden og banker på skroget, og på et tidspunkt
ligger bøjen agter på styrbords side, mens tovet går under skroget, og har sat
sig fast imellem ror og motorben. Niels må i jollen, for at binde det løs, mens
jeg har et ekstra tov i morringen, så vi fortsat har båden bundet fast. Det med det lange tov ved en morring, har vi efterhånden fundet ud af, ikke
gælder for katamaraner. Niels binder morringen helt tæt midt på bådens
forstavn, så ligger vi godt og roligt. Det er mørkt, og vi er glade for bådens
dækslys når sådan noget skal ordnes. Heldigvis er der ingen vind, så alt går
stille og roligt.
Niels har opdaget, at ”impellaen” til dinghyens påhængsmotor
ikke giver vand, dvs. at den ikke køler. Vi spørger efter et sted, hvor man kan
købe en ny impella, men det er der ikke nogen der ved, så det er godt at have
egen maskinmester med ombord. Vi kan godt sejle i jollen, bare det går helt
langsomt, og den morringsplads vi ligger på ligger et stykke fra byen. En
formiddag tager vi dinghyen og noget værktøj, samt en sort plastiksæk (hvis vi
skulle tabe noget i sandet) med ind på stranden. Hiver jollen godt op på
stranden, dejligt med hjul på jollen. Her skiller Niels motorbenet ad, mens jeg
er håndlanger:
Det er impellaen der er slidt, noget gummi, der skal holde
en lille split på plads er ved at mørne, så splitten ikke sidder rigtigt. Niels
sætter splitten på plads, og motoren køler fint igen. Vi er nødt til at købe en
ny impella når vi får mulighed for det, men heldigvis kan vi da komme i land.
Vi sejler ind til byen, tager en lokal bus:
Vi kører med den rundt om nordøen og tilbage. Øen er pæn,
husene i pæn stand, og der dyrkes en del afgrøder rundt omkring. Her er nogle
hoteller, og en flot anlagt golfbane.
Tilbage i byen finder vi ruinerne af det tidligere
slavemarked, det er helt eftergroet, så der er ikke meget at se, men underligt
at tænke på, at alle disse mennesker på alle disse øer, mere eller mindre
nedstammer fra slaverne.
Vi har for en gangs skyld internet på morringen, det
benytter vi os flittigt af.
En eftermiddag tager vi jollen ind til stranden, jeg bader, det er søndag, så er øens egen befolkning også ved stranden, nogle bader, men kun meget få kan svømme. Jeg snakker med et par unge piger, den ene har svært ved at gå ud i det kolde vand, som er mere end 26 grader varmt. Jeg fortæller, at der hvor jeg kommer fra, er der lige nu is på vandet (måske er det lidt overdrevet), og at jeg har en søster, der bader i det hele året rundt, de synes det lyder helt uroligt.
Vi spiser aftensmad på en strandrestaurant, hvor en tam abe pludselig springer bag min ryg og løber rundt på stolerygge og borde. Den vælter glas, og labber de spildte dråber, gad vist om det er rumpunch, så den får en lille skid på.
Vi kommer i snak med nogle amerikanere, som også ligger ved en morring. De kommer fra østkysten, nord for New York. De kommer over til os til formiddagskaffe næste dag, hvor vi udveksler tips og erfaringer. Senere sender han en mail om, hvor vi muligvis kan få en ny impella.
Næste gang vi tager jollen ind til dinghybroen, er det galt med kølevandet igen. Så går den igen ind på stranden, motorbenet bliver skilt ad, splitten sættes på plads, denne gang holder det lidt bedre, men vi må se at få en ny.
Der er ikke ret langt til næste ø, så vi starter dagen med at sætte nye filtre på watermakeren, og vil gå for sb. motor ved 1200 omdrejninger til St. Kitts, så vi igen har fyldte vandbeholdere. Sejladsen suppleres med foggen, vi har en fin tur, og nyder den stille sejllads.
St. Kitts, eller Sanct Christoffer:
Øen bliver kaldt begge dele.
Vi smider anker i Basseterre, her er ankerpladsen dejlig rolig. Vi går til immigration som vi fik besked på på Nevis, de er dog ikke interesseret i at se nogle papirer, vi kan blot komme igen og tjekke ud når vi forlader landet.
Vi oser lidt rundt i byen, hvor midtbyen består af en masse souvenir butikker, tydeligt beregnet på de mange krydstogtskibe der lægger til her. På turistkontoret får vi kort over byen, og får besked om, at de ikke tilråder at turister tager ud på egen hånd, for at opleve øen, f.eks. via lokalbusser. Vi bør i stedet for tage en taxa. Det skal vi nu nok selv bestemme, vi er bl.a. kommet herover for at opleve, hvordan lokalbefolkningen lever, elles kunne vi lige så godt have taget en tur med et krydstogtskib. Vi går lidt væk fra turistområdet, og finder supermarkeder, frugt og grøntmarkeder og madsteder, hvor de står og griller kød og kyllinger i olietønder, på eller lige ved fortovet.
Vi tager den lokale bus mod øst, derefter mod nord til Saddlers. Her ser vi caribiens eneste tog. Toget har oprindeligt kørt hele øen rundt, og opsamlet sukkerrør fra plantagerne til videre forarbejdning. Nu går toget kun halvdelen af vejen rundt, og er beregnet på turister, og det koster en mindre formue at komme med.
Vi står ved en jernbaneoverskæring, og får at vide, at toget nok kommer i løbet af et kvarters tid. Der går nu noget længerer tid, så jeg henter en kold øl i en vogn, hvor vi allerede har fået en sodavand og lidt at spise. Endelig kommer en bil med 2 personer, den ene står ud og løfter bommen hen over vejen, kort tid efter kommer et farverigt tog med en masse glade turister forbi.
Vi tager bussen tilbage til båden. Undervejs kan vi se, at her bliver der dyrket grøntsager på nogle af de marker, hvor der tidligere blev dyrket sukkerrør. Efterhånden som vi er kommet længere nordpå på de Caribiske øer, ser det ud til, at befolkningen har en lidt bedre levestandart.
Dagen efter tager går vi ud for at finde ud af, hvordan vi kommer med den lokale bus vest og nordpå på øen. Vi bliver vist hen til busstationen, som er omgivet af en masse små huse/skure, som sælger alt muligt. Vi får lidt lokal mad, og en sodavand. Finder bagefter bussen, som kører os til Sandy Point. Undervejs kommer vi forbi en lille havn, hvor en del både er på land, her er katamaraner op til vores størrelse. Vi kommer til Sandy Point, hvor vi bliver sat af ved Amazing Grace museet. Det er et museum, oprettet i sammenhæng med en baptist kirke. Museet fortæller om John Newton. Han var født i England, og blev sømand ligesom sin far. Som ung sømand sejlede han slaver fra Afrika til Vest Indien. Da han skulle sejle ind til Sandy Point for at sætte slaver af, blev de overmandet af et frygteligt uvejr. Her blev han fyldt med gudsfrygt, og efter den tid var han meget kristen. Han skrev herefter Amazing Grace, som vi vist alle kender. Han blev en kirkens mand, som dog aldrig fik uddannelse som præst. Sammen med William Wilberforce, der sad i det engelske parlament, arbejdede han resten af sit liv for slavernes frigivelse.
Vi gik lidt nordpå fra Sandy Point, hvor jernbanestrækningen, vi havde set dagen før, slutter, eller i hvert fald den del af den som stadig bliver brugt. Tidligere har den gået hele øen rundt.
Vi så, at der efterhånden samledes en del busser, som skulle køre togpassagerene tilbage til krydstogtskibet. Vi snakkede med en chauffør, som fortalte, at togene altid overnatter ved den modsatte station, så det skulle køre tomt tilbage, hvis vi var interesserede, ville han forhøre sig, om vi kunne komme med på turen.
Niels var selvfølgelig mest interesseret i motorvognen, og skulle forevige denne plade.
Minsandten om det ikke lykkedes, og vi blev inviteret som managerens special guests, og fik turen gratis. Vi blev vist hen til en vogn, hvor der i forvejen sad et amerikansk ægtepar, Linda og Geremy, som også havde fået lov til at komme med tilbage, da de havde en udlejningsbil stående der.
Det var en fin tur, i nogle rystende togvogne, igennem et flot landskab. Undervejs fik vi serveret rumpunch, så Niels gav dem rigeligt med drikkepenge. Vi faldt i snak med Linda og Geremy, og fik et lift tilbage til Mevoy med dem. Næste dag kom de til formiddagskaffe, og vi kørte med dem til Brimstone Hill Fortress. Et fort, der ligger langt fra alfar vej, så det var dejligt at blive kørt derop. Øen har mest været engelsk, men der har, som så mange andre steder herovre været talrige kampe imellem englænderne og franskmændende, så englænderne byggede dette kæmpe bygningsværk, eller det vil sige, at det var slaverne der gjorde slæbet. Det var en spændende oplevelse, og samtidig en flot udsigt over bjergene.
Lørdag var vi en tur inde i byen, og Niels købte et invizta ur, han er glad for uret, men googler nu, om han kunne have fået det billigere andre steder. På vej tilbage til Mevoy så vi, at Aura var ved at ankre. Vi sejlede forbi dem, og bød på eftermiddagskaffe. Jeg bagte kringle for anden gang på turen.
Terese og Martin
Det blev til et hyggeligt gensyn, og vi tog sammen ud og spise om aftenen. Hidtil havde Niels og jeg kun været inde i byen om dagen, så vi vidste ikke, hvor man kan spise om aftenen. Det så virkelig ud til, at vi måtte nøjes med KFC, vi kunne ikke finde en restaurant, og når vi spurgte os for, fik vi at vide, at der kun var KFC, og vi ville nu hellere smage noget lokalt. Teresa og Martin vil ligesom os, gerne opleve det lokale, og spise der, hvor de lokale spiser. Efter næsten at have opgivet, fandt vi endelig et lille kinesisk spisested, hvor der kom mange lokale, det er altid et godt tegn. Vi fik dejlig mad, serveret i en flamingo bøtte, med en engangs gaffel, sådan spiser man her. Niels og jeg fik ged, det smagte dejligt.
Der var kommet nogle kraftige regnbyger i løbet af dagen, og selvfølgelig blev vi gennemblødte på vej ud til Mevoy. Niels havde haft motoren startet om eftermiddagen, så vi havde varmt vand til et dejligt bad. Denne gang foregik badet ikke på agterdækket, som det plejer, men det regnede og blæste, så jeg slap ikke for at tørre op i brusekabinen, men dejligt var det med et varmt bad.
Søndag blev vores sidste dag her på St. Kitts, og dermed også i de lande, hvor man bruger EASY,
eller Øst Caribiske Dollar. På sedlerne står der, i hvilke lande de bruges. Niels og jeg tog ind til byen, først tjekkede vi ud på havnen, vil sejle i morgen tidlig. Derefter oste vi lidt, og gik ind i supermarkedet for at bruge de sidste af de penge, som overhovedet ikke er noget værd andre steder. Det er endnu et bevis på, at turen er ved at vende, og at vi snart skal hjemover. Vi har det stadig sådan, at vi nyder at være her, men savnet af jer derhjemme er altså også stort, så det er OK, at det nu går den vej. Aura går også videre nordpå nu, skal have gæster på i Sint Martin.
En eftermiddag tager vi jollen ind til stranden, jeg bader, det er søndag, så er øens egen befolkning også ved stranden, nogle bader, men kun meget få kan svømme. Jeg snakker med et par unge piger, den ene har svært ved at gå ud i det kolde vand, som er mere end 26 grader varmt. Jeg fortæller, at der hvor jeg kommer fra, er der lige nu is på vandet (måske er det lidt overdrevet), og at jeg har en søster, der bader i det hele året rundt, de synes det lyder helt uroligt.
Vi spiser aftensmad på en strandrestaurant, hvor en tam abe pludselig springer bag min ryg og løber rundt på stolerygge og borde. Den vælter glas, og labber de spildte dråber, gad vist om det er rumpunch, så den får en lille skid på.
Næste gang vi tager jollen ind til dinghybroen, er det galt med kølevandet igen. Så går den igen ind på stranden, motorbenet bliver skilt ad, splitten sættes på plads, denne gang holder det lidt bedre, men vi må se at få en ny.
Der er ikke ret langt til næste ø, så vi starter dagen med at sætte nye filtre på watermakeren, og vil gå for sb. motor ved 1200 omdrejninger til St. Kitts, så vi igen har fyldte vandbeholdere. Sejladsen suppleres med foggen, vi har en fin tur, og nyder den stille sejllads.
St. Kitts, eller Sanct Christoffer:
Øen bliver kaldt begge dele.
Vi smider anker i Basseterre, her er ankerpladsen dejlig rolig. Vi går til immigration som vi fik besked på på Nevis, de er dog ikke interesseret i at se nogle papirer, vi kan blot komme igen og tjekke ud når vi forlader landet.
Vi oser lidt rundt i byen, hvor midtbyen består af en masse souvenir butikker, tydeligt beregnet på de mange krydstogtskibe der lægger til her. På turistkontoret får vi kort over byen, og får besked om, at de ikke tilråder at turister tager ud på egen hånd, for at opleve øen, f.eks. via lokalbusser. Vi bør i stedet for tage en taxa. Det skal vi nu nok selv bestemme, vi er bl.a. kommet herover for at opleve, hvordan lokalbefolkningen lever, elles kunne vi lige så godt have taget en tur med et krydstogtskib. Vi går lidt væk fra turistområdet, og finder supermarkeder, frugt og grøntmarkeder og madsteder, hvor de står og griller kød og kyllinger i olietønder, på eller lige ved fortovet.
Vi tager den lokale bus mod øst, derefter mod nord til Saddlers. Her ser vi caribiens eneste tog. Toget har oprindeligt kørt hele øen rundt, og opsamlet sukkerrør fra plantagerne til videre forarbejdning. Nu går toget kun halvdelen af vejen rundt, og er beregnet på turister, og det koster en mindre formue at komme med.
Vi står ved en jernbaneoverskæring, og får at vide, at toget nok kommer i løbet af et kvarters tid. Der går nu noget længerer tid, så jeg henter en kold øl i en vogn, hvor vi allerede har fået en sodavand og lidt at spise. Endelig kommer en bil med 2 personer, den ene står ud og løfter bommen hen over vejen, kort tid efter kommer et farverigt tog med en masse glade turister forbi.
Vi tager bussen tilbage til båden. Undervejs kan vi se, at her bliver der dyrket grøntsager på nogle af de marker, hvor der tidligere blev dyrket sukkerrør. Efterhånden som vi er kommet længere nordpå på de Caribiske øer, ser det ud til, at befolkningen har en lidt bedre levestandart.
Dagen efter tager går vi ud for at finde ud af, hvordan vi kommer med den lokale bus vest og nordpå på øen. Vi bliver vist hen til busstationen, som er omgivet af en masse små huse/skure, som sælger alt muligt. Vi får lidt lokal mad, og en sodavand. Finder bagefter bussen, som kører os til Sandy Point. Undervejs kommer vi forbi en lille havn, hvor en del både er på land, her er katamaraner op til vores størrelse. Vi kommer til Sandy Point, hvor vi bliver sat af ved Amazing Grace museet. Det er et museum, oprettet i sammenhæng med en baptist kirke. Museet fortæller om John Newton. Han var født i England, og blev sømand ligesom sin far. Som ung sømand sejlede han slaver fra Afrika til Vest Indien. Da han skulle sejle ind til Sandy Point for at sætte slaver af, blev de overmandet af et frygteligt uvejr. Her blev han fyldt med gudsfrygt, og efter den tid var han meget kristen. Han skrev herefter Amazing Grace, som vi vist alle kender. Han blev en kirkens mand, som dog aldrig fik uddannelse som præst. Sammen med William Wilberforce, der sad i det engelske parlament, arbejdede han resten af sit liv for slavernes frigivelse.
Vi gik lidt nordpå fra Sandy Point, hvor jernbanestrækningen, vi havde set dagen før, slutter, eller i hvert fald den del af den som stadig bliver brugt. Tidligere har den gået hele øen rundt.
Vi så, at der efterhånden samledes en del busser, som skulle køre togpassagerene tilbage til krydstogtskibet. Vi snakkede med en chauffør, som fortalte, at togene altid overnatter ved den modsatte station, så det skulle køre tomt tilbage, hvis vi var interesserede, ville han forhøre sig, om vi kunne komme med på turen.
Minsandten om det ikke lykkedes, og vi blev inviteret som managerens special guests, og fik turen gratis. Vi blev vist hen til en vogn, hvor der i forvejen sad et amerikansk ægtepar, Linda og Geremy, som også havde fået lov til at komme med tilbage, da de havde en udlejningsbil stående der.
Det var en fin tur, i nogle rystende togvogne, igennem et flot landskab. Undervejs fik vi serveret rumpunch, så Niels gav dem rigeligt med drikkepenge. Vi faldt i snak med Linda og Geremy, og fik et lift tilbage til Mevoy med dem. Næste dag kom de til formiddagskaffe, og vi kørte med dem til Brimstone Hill Fortress. Et fort, der ligger langt fra alfar vej, så det var dejligt at blive kørt derop. Øen har mest været engelsk, men der har, som så mange andre steder herovre været talrige kampe imellem englænderne og franskmændende, så englænderne byggede dette kæmpe bygningsværk, eller det vil sige, at det var slaverne der gjorde slæbet. Det var en spændende oplevelse, og samtidig en flot udsigt over bjergene.
Lørdag var vi en tur inde i byen, og Niels købte et invizta ur, han er glad for uret, men googler nu, om han kunne have fået det billigere andre steder. På vej tilbage til Mevoy så vi, at Aura var ved at ankre. Vi sejlede forbi dem, og bød på eftermiddagskaffe. Jeg bagte kringle for anden gang på turen.
Det blev til et hyggeligt gensyn, og vi tog sammen ud og spise om aftenen. Hidtil havde Niels og jeg kun været inde i byen om dagen, så vi vidste ikke, hvor man kan spise om aftenen. Det så virkelig ud til, at vi måtte nøjes med KFC, vi kunne ikke finde en restaurant, og når vi spurgte os for, fik vi at vide, at der kun var KFC, og vi ville nu hellere smage noget lokalt. Teresa og Martin vil ligesom os, gerne opleve det lokale, og spise der, hvor de lokale spiser. Efter næsten at have opgivet, fandt vi endelig et lille kinesisk spisested, hvor der kom mange lokale, det er altid et godt tegn. Vi fik dejlig mad, serveret i en flamingo bøtte, med en engangs gaffel, sådan spiser man her. Niels og jeg fik ged, det smagte dejligt.
Der var kommet nogle kraftige regnbyger i løbet af dagen, og selvfølgelig blev vi gennemblødte på vej ud til Mevoy. Niels havde haft motoren startet om eftermiddagen, så vi havde varmt vand til et dejligt bad. Denne gang foregik badet ikke på agterdækket, som det plejer, men det regnede og blæste, så jeg slap ikke for at tørre op i brusekabinen, men dejligt var det med et varmt bad.
Søndag blev vores sidste dag her på St. Kitts, og dermed også i de lande, hvor man bruger EASY,
eller Øst Caribiske Dollar. På sedlerne står der, i hvilke lande de bruges. Niels og jeg tog ind til byen, først tjekkede vi ud på havnen, vil sejle i morgen tidlig. Derefter oste vi lidt, og gik ind i supermarkedet for at bruge de sidste af de penge, som overhovedet ikke er noget værd andre steder. Det er endnu et bevis på, at turen er ved at vende, og at vi snart skal hjemover. Vi har det stadig sådan, at vi nyder at være her, men savnet af jer derhjemme er altså også stort, så det er OK, at det nu går den vej. Aura går også videre nordpå nu, skal have gæster på i Sint Martin.
