tirsdag den 20. juni 2017

Helgeland 9.6. - ?


Helgeland 9.6.-?.6.2.17

Vi har god vind, da vi går fra Rørvik. Efter den, kommer vi ind i Helgeland. Vi går med Code Zero, men på et tidspunkt kommer der stød på 12 ms., så vi må have motoren startet, og foggen op for at bjerge Code Zeroen, så går det videre for foggen. Vi har fået dejligt vejr, og jeg får lidt sol på agterdækket. Det er dejligt klart, så vi kan se de mange øer og skær vi går forbi. Der kommer efterhånden flere sneklædte bjergtoppe.

Vega:

Vi lægger til på Igerøya, Vega. En fin lille havn, med flydebro, vi kan dog kun være på østsiden af den første flydebro, men det er også fint. Vandet her er fantastisk klart. Her er både el og vand, en grillhytte og et fint klubhus med vaskemaskine og tørretumbler, så det benytter vi os af. Der er en lille campingplads, og nogle gæstehytter, her gør de meget ud af turismen. Der er dog 11 km til byen Gladstadt. Vi snakker med en af øboerne, han er vældig snakkesalig, og vi får meget at vide. Vega er en øgruppe, som er på Unescos verdensarvsliste p.g.a. sine edderfugle. De laver reder til edderfuglene,og ”nurser” dem i ynglesæsonen, og man får på den måde fat i en masse edderdun. På Vega gik bestanden kraftigt tilbage pga mink, men man har efterhånden indfanget minkene, og nu er bestanden igen på vej op.

Man har på et tidspunkt udsat rådyr på øen, og her er nu en stor bestand, som jævnligt bliver reduceret af jægere. Derudover kommer der af og til elge svømmende hertil, og de bliver på samme måde holdt nede.

Om natten kommer Sara Sand. Elin og jeg går en fjeldtur. Om aftenen griller vi sammen. Jeg vågner ved 01-tiden, og ser den flotteste nattehimmel man kan tænke sig:

Billede:

Efter 2 overnatninger i dejligt vejr, går både vi og Sara Sand til Hysvær. Det er ren skærgårds sejlads, men der er vi jo ved at være helt trygge ved. Hysvær er øen med flest edderfugle. Der er en meget lille anløbsbro neden for ”Mathuset Gåkka”, som dog er lukket. Vi går en tur på øen, desværre er det en del overskyet, og kun Elin og Niels ser edderfugle.

Vi sejler videre, og heldigvis klarer det op.

Namdalen: 5.6. - 8.6.2017



Setervika:

Vi går i havn, men på det tidspunkt er der 15ms., det er lige i overkanten. Heldigvis står 4 flinke Canadier på broen og tager imod vore trosser. Vinden kommer fra SV, og står lige ind i havnehullet. Hele havnen er meget nedslidt, og strømmen fungerer ikke. Først forsøger Niels at få det til at virke, senere kommer 2 mænd og prøver, stadig uden held. Da vi har fået aftensmad er vinden løjet, og vi er enige om, at her er der ikke meget ved at være, så vi går videre i 8ms, for foggen, vi har en flot aftensejlads i skærgården, og Niels finder den sødeste lille havn,

Kvaløsæler:

Det er et lille fiskerisamfund, med en fin gæstebro, hvor strømmen virker. Her betaler man 100 N.kr. incl. Strøm. Næste formiddag går vi en tur, det er det vi forstår ved rendyrket Norsk idyl. Vi går en tur, inden sejladsen fortsættes.

Vejret er fantastisk, og det er helt klart, så man kan se skærgården, og bjergene inde bag ved, nogle med sne på toppen. Vi går ind gør et lille stop i Hamnvika, endnu et sødt lille fiskerleje. Uden for dette, ligger der, som så mange andre steder, store fiskefarme.

Rørvik:

Vi går videre til Rørvik, træffet er henlagt hertil, i stedet for til Sørgæslingan, pga vejret. Ind i løbet til Rørvik, går vi meget højere fart end vi plejer, Peter (Ulven) mener, at det er pga meget saltholdigt vand her. Vi er så ovenikøbet heldige at have strømmen med. Rørvik har en temmelig stor lystbådehavn, til gengæld er den rimelig tætpakket, vi er dog heldige at finde et godt brohoved. Efterhånden kommer de andre både fra flotillen også, og så er der igen dømt fælles hygge. Den ene aften laver vi fælles ta´selv bord, hvor alle tager en ret med, og vi så spiser, hvad vi har lyst til. Elin er nu også kommet, hun skal være gast på Sara Sand i hendes ferie.

Ulven fortæller om fiskeri, de fanger mange fisk, Kirsten fanger fiskene, og Peter smider dem overbord, i hvert fald de mindste. Lige nu er det mest sej og torsk, vandet skal være lidt varmere inden der kommer makrel (11-14 grader). Lige nu er vandet 8,5 grader.

Jørn fylder 75 år mens vi er her, så jeg ringer hjem og gratulerer, får lige snakket med Inger og Else også.

Solen går ned kl. 23.47, og den står op kl. 02.43, men der har længe været lyst hele natten. Vi er endnu ikke så højt oppe, så vi kan se, at solen ikke går ned. Vi har efterhånden fåret sommer, solskin hele dagen, og fint, klart vejr. Efter et par dage her, er det tid til at komme videre, og vi benytter os af tidevandet, og vind fra det rigtige hjørne, så vi står ud, først med fog, senere med Code Zero, og har en rigtig fin sejlads, igen hjulpet af jerngenuaen, når der køres slalom imellem skærene.