Bermuda – Azorerne den 9.5-25.5.2016. 2. ben på turen hjem over Atlanten.

Klokken 17.30 lægger vi fra kaj ved Dieseltanken St. Georges, Bermuda. Foran os har vi ca. 1800 sømil til Azorerne. Vejrmeldingerne lover vind fra vest, gående til sydvest 6-9 m/s, dog faldende vind. 

Vi er ved godt mod, da vi sejler ud gennem løbet imellem øerne. Fri af koralrevene bliver storsejl og fog sat, vi har en fin vind agten for tværs til at starte med.

Efter aftensmaden går jeg til køjs, men da jeg kommer op til min vagt klokken 21, er vinden aftaget. Sejlene tages ned, og da vi har lang vej, kan vi ikke starte med at rutte med dieselolien, så vi lader båden drive. Jeg synes, at det er noget deprimerende, at vi langsomt driver nærmere på Bermuda igen.

Ved Vagtskifte klokken 03.00 er der lidt vind, så foggen sættes, og det går med 2,5 knob i den rigtige retning. De første 18 timer af sejladsen har vi nærmet os Azorerne med 38 sømil, med den fart skal der fanges fisk, for at vi har proviant nok. Næste dags aften bliver der fuldstændig havblik på Nordatlanten, så motoren må i gang igen. Den får lov til at arbejde de tre timer i min første vagt, hvorefter den stoppes, og vi driver baglæns igen, dog ikke mere end 2,75 sømil fra midnat til klokken 07.00.
Vi sejler jo mod øst, men om morgenen efter den 2. nat, havde jeg den flotteste solopgang, men desværre agter, det var en af de gange, hvor vi lod båden drive, for at vente på vind.

Niels starter motoren og går stik nord, for at se, om vi kan fange golfstrømmen og noget vind. Det lykkes at få ½ mils medstrøm, men vind er der ikke meget af. Vi prøver med Code Zeroen, men den står og slasker, så Niels ikke får lukket et øje i sin middagslur. Den kommer ned, og jerngenuaen må i gang igen.

Den 3. nat går det bedre, vi kommer langsomt fremad med foggen, vind ind agter, 2-3 knob, det er ikke meget, men det går da ikke baglæns som de første 2 nætter. Da solen står op kl. 6, kommer vinden, og da Niels kommer op, sættes Code Zeroen, endelig går det fremad med 5-6 knob. Man skal skynde sig, hvis man vil nå at se solopgangen, fra de første stråler skimtes i havoverfladen i horisonten, til solen giver slip på havet, går der mindre end 3 minutter. Vinden skifter en del, og det meste af tiden har vi ca. 1 knobs modstrøm. Vi tjekker strømatlas, og vindfiler, og mht. begge dele er det en god ide at komme endnu mere imod nord. Iflg. vejrfilerne kommer der endnu et vindstille i midten af et højtryk på den nuværende kurs. Da vi kommer over 35 grader N, har vi endelig 1 knobs medstrøm. I løbet af natten aftager både medstrøm og vind. Vi prøver med forskellig sejlføring, da vinden skifter en del. Hele formiddagen har vi 1 knobs modstrøm, ved middagstid går den i 0, så håber vi, at vi får glæde af strømmen senere på dagen.

På 8. sejldag, pinsesøndag kommer vinden over middag, og holder sig 1 døgn. Vi har stiv kuling (over 14ms) og hård kuling i stødene (op til 20ms). så meget vind behøvede der jo heller ikke at kommen. Vinden sætter store søer ind, som kommer agten fra. Om eftermiddagen kommer der regn, det har vi ellers været forskånet for på hjemturen, nu sætter vi endnu mere pris på vores dejlige cocpittelt, og sender en tanke til dem der sejler i kølbåde uden cocpittelt.

Vi reber sejlene, prøver både at køre med rebet storsejl, og rebet fog. På et tidspunkt spørger Niels, om jeg har lyst til at gå på dækket og pakke storsejlet sammen? Det har jeg ikke, jeg har mere lyst til et varmt bad. Jeg gør det selvfølgelig gerne, og mens jeg står på  dækket og arbejder, har jeg det fint. Mevoy klarer dønningerne flot, og jeg er ikke på noget tidspunkt utryg ved situationen. Bagefter får jeg mit dejligt varme bad og en kop kaffe med friskbagt romsandkage. Jeg har selvfølgelig bagt både brød og sandkage i stiv kuling.

                                                  Karen spiser romsandkage

Selvstyreren arbejder en del, især i den voldsomme vind, så vi får strømvarsel for første gang på hjemturen, men det klares hurtigt ved at starte motoren, så der kan lades strøm på. Vi har hidtil sagtens kunne holde strøm via solpanelerne, da de vender mod sydvest, det var pga overskyet vejr med regn, at der ikke blev ladet nok.

Der går herefter nogle dage med skiftende vind, både i styrke og retning, så der bliver arbejdet en del med sejlene. Det meste af tiden er der halvvind/agten for tværs/læns, en kort overgang går vi bidevind. På 9. dagen, klokken 20.30, 2. pinsedag, når vi halvvejs, det fejres med en øl og lidt godt til ganen. Vi har nu 895 sømil tilbage til Azorerne.

De sidste knap 2 døgn inden vi når Azorerne stiger vinden igen. Jeg bliver vækket da vinden er 16-18 ms, med stød på 20 ms. herefter er vi begge i tøjet, og sover på skift en times tid ad gangen i cocpittet. Sejlene er blevet rebet, og Mevoy klarer sig fint i de dønninger, der efterhånden bliver bygget op. På et tidspunkt surfer jeg med 22 knobs fart ned ad en bølge. Det varede kun et meget kort øjeblik, og Mevoy klarede sig flot igennem, og sejlede støt og roligt videre på kursen. Vi får senere at vide, at bølgerne var 22 fod høje. Da vi har sat os til morgenbordet, kommer der igen en dønning, som rydder al maden af bordet, og Niels og jeg bliver ryddet af bænken, heldigvis slår vi os ikke, men mit rosti krus, som har fulgt mig siden vi fik vores første båd i 1979 får en revne, og må kaseres. Det er også ved at tynde ud i ølkrusene, men vi har da heldigvis 2 tilbage, så vi fortsat kan dele en øl.

Hvordan går døgnet, hvad får man tiden til at gå med om bord?

Når vi er færdige med aftensmaden, går jeg til køjs. Niels vækker mig kl. 21.00, hvorefter jeg har vagt indtil midnat. Solen går ned ved 20-tiden, så Niels har fornøjelsen af solnedgangen, og en aften oplever han ”The Green Flash”. Til gengæld har jeg fornøjelsen af solopgangen ved 6 tiden, hvor min sidste vagt slutter. Når Niels vækker mig klokken 03.00 til min nattevagt har jeg meget svært ved at komme ud af fjerdene, men når først jeg er oppe og i tøjet, har jeg det fint. I vagterne holder vi udkik, regulerer på sejlene, det der kan reguleres fra cocpittet. Hvis der skal ske ændringer med sejlføringen prøver vi på at få det til at passe med vagtskifte, men ind imellem bliver vi nødt til at vække hinanden i utide. Jeg nyder at sidde på broen og se på havet, morilden og stjernerne. Indimellem ser jeg et stjerneskud, og ønsker for dem derhjemme, og for os selv. Når jeg sådan sidder og ser ud over det uendelige hav med stjernetæppet over, og lige nu en flot nymåne, kommer og går tankerne, det er virkelig afstressende, i hvert fald når vi ikke driver baglæns. Månen når fra nymåne til fuldmåne under sejladsen. Henning havde en del lydbøger med, dem lytter vi til, når lejlighed byder sig.

Niels´ strøtanker i nattevagt over Nordatlanten:

”Vindstille over flere dage.

Golfstrømmen som udeblev.

8000 meter til bunden, enormt meget vand.

10 dage uden skibe i sigte.

Frisk franskbrød med pålæg.

Ingen fisk på krogen.

Stjerneklart.

Klokken er 03

Karen sover sødt, og skal purres”

Om dagen får vi på skift en ekstra lur, jeg sover om formiddagen, og Niels får sin middagslur. Vi finder hurtigt en rytme, hvor dagene og nætterne glider af sted, og vi slapper af, og nyder det. Det eneste tidspunkt, hvor jeg synes det er svært, er når Niels vækker mig klokken 03.00.

Der skal laves mad, vi bager. Lige nu har jeg bagt en romsandkage, det bagte min mor altid, og vi har rigeligt med rom nu, hvor vi kommer fra ”romland”.

Der skal klatvaskes. Ryddes op. Gøres rent. Føres log. Skrives blog, og så skal der først og fremmest sejles. Vi spiser vores måltider sammen, men nogle gange lader jeg dog Niels sove lidt længere om morgenen. Jeg laver kaffe klokken 6, og hvis han ikke rører på sig, tager jeg min morgenmad alene. Det er ikke slemt at forlænge vagten her om morgenen, mens solen står op. Pinsemorgen er det ikke solen der danser, men Mevoy der djiver ned ad bølgerne, mens solen står op over hav i horisonten.

Vi har de første mange dage, hver eftermiddag en stor fugl, som kredser rundt om båden. På et tidspunkt får vi også besøg af en lille, træt fugl. Jeg vil ikke have den inde eller i cocpittet, men ellers er det OK at have en blind passager om bord. Niels bløder noget franskbrød op i ferskvand og lægger det til den, men den rører det ikke, og pludselig er den væk igen.

Efter nogle dage ser vi ingen fugle, før de dukker op igen ca. 2 døgn før vi når Azorerne.

På et tidspunkt ser jeg noget, der ligner plastik drive i vandet. Det bliver ved med at komme, og da jeg viser det til Niels, kan han straks se, at det er Portugisiske Orlogsmænd. Vi har læst og hørt om dem, det er gopler med flere meter lange fangarme. De har noget, der minder om et sejl på ryggen. Fangarmene kan klistre til huden, og kan give meget ubehagelige hudreaktioner.

                                              Billede af Portugisisk Orlogsmand:

En morgen ser jeg en flok delfiner, der leger rundt om båden, det er lang tid siden vi sidst har set delfiner, så jeg nyder synet. Indimellem delfinerne kommer der af og til en Portugisisk Orlogsmand sejlende forbi. Endnu et nyt naturfænomen.

Fiskesnøren er ude, og til trods for, at Niels har købt ekstra stærk fiskeline, er blæksprutte, krog og svirvel pludselig væk. Det var i min vagt, jeg hørte fiskehjulet slå mod båden, men fisken var pist væk med det hele. Nu bliver det spændende, om vi snart får halet noget om bord, så Niels finder grejet frem, og sætter linen ud igen. Da vi uden at fange noget, har mistet 4 blæksprutter med kroge, 2 fiskeliner, et hjul og en elastiksnor, opgives fiskeriet.

Vi kan godt mærke, at vi er kommet nordpå. Specielt nætterne er kølige, så skiundertøjet og cowboy bukserne findes frem, det er meget lang tid siden vi har haft lange bukser på. Om natten er temperaturen under 20 grader, og om dagen er den under 30. Vi er begyndt at tage nogle af måltiderne i salonen, det har vi overhovedet ikke gjort før på turen, det var jo ”næsten” sommer, da vi forlod Danmark.

Da vi nærmer os Horta på øen Faial, Azorerne, er det meget diset, og vi går lige imod solen, så den er svær at få øje på, endelig kan Niels dog skimte konturen af nogle bjerge. Jeg tager en lur, og da jeg vågner, siger Niels, at jeg skal se mig omkring, og der ligger øen i det dejligste solskin:

                                                               Billede af Faial.

Dønningerne er aftaget, og vi har en skøn sejlads de sidste timer. Vi går forbi et vulkankrater lige syd for Horta, det er et facinerende syn.

Klokken 12.30 lokal tid, lægger vi til ved Dieselbroen i Horta Marina, hvor vi tanker Diesel, 

Turen har taget 14 dage og 16 timer.

Bermuda den 4.5. – 8.5. 2016.

Bermuda består af flere øer, omgivet af koralrev. Den er ca. 53 kvadratkilometer i areal.

Bermuda er en af Englands kolonier, som har eget flag og egen møntfod. En  Bermuda dollar har samme værdi som en Amerikansk dollar, dvs 1 dollar er 7 danske kroner værd.

Øen har godt 64 000 indbyggere, hvoraf ca. 60% er af afrikansk oprindelse.

Øerne var ubeboede da Kaptajn Juan Bermuda i 1505 opdagede øerne, og annekterede dem til det spanske imperium. Det Engelske skib Sea Venture stødte i 1609 på koralrevene, sømændene overlevede, og bosatte sig på øen. I 1707 blev øerne til en del af det Britiske imperium.

Da vi ser øen på afstand, undrer vi os over, at alle husene har hvide tage, det får vi en forklaring på senere.

Vi lægger til ved molen lige i bymidten ved Sct, Georges. Det er helt nyt at ligge i havn, hvor man kan gå op i byen uden at skulle en tur i dinghyen først, og gå tilbage til båden uden besvær. Der er lovet højtryk med storm fra vest, så vi ligger fint her, bortset fra, at fenderne jævnligt skal tjekkes pga tidevandsforskellen. En aften, hvor det blæser særligt meget ind mod kajen, spænder vi et tov tværs over havnen, så båden kan blive holdt fri af kajen, det har vi set, at alle de andre både også gør.

Vi ligger tæt på torvet og turistinformationen, så vi kan hurtigt orientere os. På havnekontoret for at tjekke ind og betale, det sidste kan dog vente til vi sejler ud igen. Vi er på nettet, og sender hilsner til børnene og til mine søskende om, at første ben på hjemturen er godt overstået, og at det er fint blot at være os to om bord, det hygger vi os med.

Vi går lidt rundt og ser på byen, tjekker det lokale supermarked, og Niels køber et franskbrød hos bageren til 10 dollars, sætter stor pris på de brød jeg sædvanligvis bager om bord. Dieselolie koster 1,63 dollars pr. liter. Desværre er vi nødt til at tanke før vi fortsætter, da næste ben er betydeligt længere end det første var. Græsk yoghurt i supermarkedet: 10 dollars for 1 liter. Priserne her er meget højere end i DK, jeg har i hvert fald aldrig købt et franskbrød til 70 kroner hjemme. Vi køber noget suppe til aftensmad, og går hjem til Mevoy, har ikke fået middagslur, så det bliver dejligt med en hel nats søvn. Går tidligt til køjs, og sover længe.
Vi ser Town Hall:

                                                         Karen i dommerstolen.

På byens torv er der opstillet gabestokke, og noget der ligner en gynge på hjul, som rulles hen til kajen, og en mand kunne dømmes til at sidde i en stol på gyngen, og blive vippet ned i vandet.

St. Georges er en flot, velholdt by, og meget anderledes end det vi kommer fra i Caribien. Til gengæld er priserne utroligt høje, så vi er glade for, at vi har provianteret godt inden vi forlod Caribien.

Vejret de første dage er mere køligt end vi er vant til, men med dejlig solskin. Vi går en tur tværs over øen til Tobaco Cay. Undervejs møder vi en flink dame. Jeg spørger hende, hvorfor alle tagene er hvide. Hun fortæller, at trætagene er belagt med en dug, som derefter er kalket. Taget har en tragt, som leder regnvandet ned til en brønd, der ligger under huset. Tagene bliver efterset og kalket 2 gange årligt. Husene er bygget af lokale kalksten, som gør dem robuste til at modstå orkaner, ligesom tagene er mere sikre end f.eks. tagsten ville være i en orkan. Det hvidkalkede tag reflekterer desuden solens stråler, så husene derved bliver køligere. De er nødt til at opsamle og udnytte regnvandet, da der ikke findes søer, floder eller kilder på øen.

                                 Billede af den flinke dame, og et kik ud over Tobago Cays.

              Tobaco Cay er en lille vig, omgivet af flotte rev, der ligner skulpturer ude i vandet.

Fredag står vi op til regn og storm, og det fortsætter hele dagen, så det bliver til en rigtig ”hjemmedag” bortset fra en lille tur på havnekontoret. Vi laver grønsagssuppe med lokale pølser i. Senere kommer det gode vejr tilbage, og vi tager den lokale bus rundt på øerne. Det er mors dag, og alle siger høfligt ”happy mothersday to all you mothers”. Det er noget de går meget op i her. I det hele taget er folk her meget høflige, rejser sig op for kvinder og ældre i bussen og tiltaler hinanden meget høfligt. Når man som turist siger farvel til folk, siger de: ”Have a Bermutifull day” Vi får en flot bustur rundt på en grøn, frodig ø, med klipper, men uden høje bjerge. Vi tager til Royal Navy Dockyard. Her har den Engelske flåde holdt til. Her har også været lager af kul til skibene, hvilket var nødvendigt da man gik fra sejlskibe til motordrevne skibe.

Området er nu renoveret, og lavet om til turistattraktion med ”Mall” i de gamle værkstedsbygninger. Vi har hørt, at man måske kan få taxfree diesel her, forhører os om det. En flink dame fortæller, at det kan man kun, hvis man tager over 1000 liter! Vi tager en færge tilbage til hovedstaden Hamilton. Det er en flot sejltur imellem rev og en masse småøer med vige og strande.

I Hamilton får vi frokost, ser lidt på byen, og handler i et stort supermarked, hvor udvalget er noget større, og friskere end i St. Georges.

Fin bustur tilbage til St. Georges. Vi ser få, små marker, hvor der dyrkes noget, men det meste ligger enten uberørt hen, eller er velfriserede parker. Der er også en meget stor golfbane, som måske giver mere i turistindtægter, end nogle dyrkede marker ville gøre, det kender vi jo godt hjemmefra.

Tilbage i St. Georges tjekker Niels ud, mens jeg er en sidste gang på nettet, og skriver til børn og søskende, at vi nu starter 2. ben tilbage over Atlanten. Desværre har nettet ikke været godt nok her til at vi har kunnet Skype, men kontakt på mails og messenger er også dejlig.

Så er det bare en tur forbi Dieselkajen, hvor det koster 3 gange så meget pr. liter som sidst vi tankede i Puerto Rico. En del andre både er også stået ud i løbet af dagen, og vi må vente længe på en Englænder før vi får tanket.

Vi når dog uden for revene, og får sat sejlene inden det bliver mørkt.

Puerto Rico – Bermuda 26.4.- 4.5. 2016. 1. ben på turen hjem over Atlanten

Vi sejler til Mayaguez for at tjekke ud, og for at handle det sidste i supermarkedet. Niels tjekker olie på motorerne, og skifter filter på watermakeren. Jeg tjekker ud hos told og immigration, det går nemt og hurtigt. Vi ville først være sejlet af sted næste morgen, da der ingen vind er, men Niels synes, at vi skal tage af sted nu, så vi fanger vinden når den kommer, så det gør vi.

Klokken 17.30 hives ankeret op, vi har 866 sømil til anduvning på Bermuda.

Vi har ikke elektronisk søkort til Bermuda, så vi har været i gang med at navigere på gammeldags facon, med søkort, lineal og passer. Selvom vi tog sætskipper inden vi tog hjemmefra, er det ganske uvant at navigere på den måde, så der bliver tjekket et par gange, inden vi er sikre. Det er da godt at vide, at vi stadig kan, det får vi så bevis for, når vi rammer Bermuda om godt en uges tid.

Bedstefar har Skypet med Claudine for at sige tillykke med fødselsdagen, hun fylder 2 år den 1.5.

Min telefon er gået død, batteriet duer ikke, den har ellers trofast været ankervagt på turen.

Vi hygger os lidt med at sejle af sted, inden der skal gang i aftensmaden. Nogle stykker svinekød, som Niels har glædet sig til. De er imidlertid seje, og helt umulige at tygge, lavet af noget af det, vi bruger til at hakke derhjemme.

Første aften og nat går den for motor, da der ikke er ret meget vind. Det lykkes Niels at sejle uden motor i ½ times tid, så dør vinden igen. Vi skal lige ind i rytmen med natsejlads, og forskellige vagter, det er lidt svært at falde i søvn den første nat, men derefter går det nemt. Efter en nat for motor, kommer vinden 60 grader på sejlretningen, så det er en god bidevind sejlads. Ved middagstid sejler jeg ind i en tordenbyge, hvor der er 14-16 m/s, Niels nåede 1 time af middagssøvnen, før jeg vækker ham, nu skal der rebes sejl.

Næste gang aftensmad er heller ikke vellykket, det vi købte som kyllingelår, viser sig at være hønselår. Nå, det kan da spises, de næste lår bliver kogt, og brugt til frikasse, det smager herligt.

Vi kommer hurtigt ind i rytmen med at deles om vagterne om natten, og sove og hygge os om dagen. Vi forsøger så vidt muligt at lave det, der skal ordnes på dækket mens begge er vågne, men hvis der skal reguleres i sejlføringen, vækkes den der sover. Man går aldrig på dækket med mindre begge er vågne, heller ikke om dagen.

Dagene er blevet længere, det lysner allerede klokken 05.30, og det bliver først mørkt efter klokken 19. Vi ser ikke sol op og nedgang de første døgn, da der er overskyet, og en del regn.

En aften, hvor jeg er ved at rulle Code Zeroen ind, nyder jeg solnedgangen imens. Den er ikke gået helt ned da jeg rejser mig for at ordne det sidste, jeg vender mig om og ser solen forsvinde i horisonten, og lige da den er væk, glimter et grønt lys der, hvor solen forsvandt. Jeg har læst om fænomenet, de kalder det The Green Flash, det er et fantastisk syn, som kun varer et splitsekund. Det er helt utroligt at opleve naturfænomener som dette, som vi ikke anede eksisterede før vi kom hertil. Jeg når ikke at gøre Niels opmærksom på det, før det er væk, så han ser det desværre ikke.

Der bliver tid til at hygge undervejs. Jeg har købt ægte flydende vanilje, det synes Niels skal udnyttes til at bage vaniljekranse. Jeg har haft en del opskrifter med hjemmefra, men da jeg sædvanligvis bruger kødhakkeren til at køre vaniljestrimlerne ud med, har jeg ikke taget den opskrift med. Jeg mailede til min søster Else, og nåede at få ”Bodils vaniljekranseopskrift” og mors opskrift på ”sandkage med rom” inden vi forlod internet på Puerto Rico.

Billede af vaniljekransebagning:

Else troede, at det kunne blive svært at få hjortetaksalt og kartoffelmel undervejs, men det havde jeg jo selvfølgelig med hjemmefra. Derimod lykkedes det mig ikke at købe flormelis, vi kan se, at de pynter deres kager med det, men hvad hedder det lige på spansk? Nå, det erstattes af almindeligt sukker.

Vi har ikke meget vind på turen, og må køre en del med motor for at komme videre, håber ikke, at dieselolien er for dyr på Bermuda, for nu skal der snart tankes. Vi glæder os til vi får glæde af Golfstrømmen, på det her stykke har strømmen mest været imod. Vinden har været svag, ofte imod og på et tidspunkt var der helt vindstille. Det benyttede vi os af til at få lavet vand, så nu er tankene fulde.

Vi har på en uge forladt Det Caribiske Hav, sejlet på Saragossahavet til Nordatlanten.

Vi kan godt mærke, at vi kommer nordpå, det bliver køligere. Vi begynder at finde skiundertøjet frem til nattevagterne, og efter et par dage bliver dynen fundet frem fra dybet. Vi har i det sidste halve år sovet uden noget, højst med et dynebetræk, men nu er nætterne ved at være kolde, omkring 20 grader.

Det sidste døgn laver vi en beregning af, hvornår motoren skal startes for at vi kommer i havn mens det er lyst. Det lykkes os at undgå motoren på det stykke, vinden er fra halvvind gået i en lænser. Code Z. tages ned, og det sidste stykke går den udelukkende for foggen. Ved vagtskiftet klokken 3 kan vi skimte lys over land, og se et fyr blinke. Da det lysner, kan vi se land. Det ser ud til, at vi rammer Bermuda, selvom navigeringen foregik på gammeldags facon, med kort, passer og vinkelmåler.

Ca. 30 sømil før man kommer til Bermuda skal man kalde Bermuda Radio Control på VHF kanal 16. Jeg var lige faldet i min formiddagssøvn, da Niels kalder på mig, vi er 20 sømil fra land, og må hellere se at kalde dem. Vi får fat i en venlig mand, som spørger om forskellige ting vedr. båden, og hvornår vi har ETA (Estimatet Time of Arival). Det bliver klokken 13. Vi spiser frokost i god tid, så vi er klar til indsejling. Vi har papirkort og PC med kort klar på cocpitbordet. Da vi drejer ved anduvningspunktet, kommer der en ordentlig sø agten ind, så kort og PC bliver sprøjtet godt til. Jeg skynder mig at få det ind i salonen og tørrer det med et håndklæde. Bermuda Radio kaldes igen, og den flinke mand byder os velkommen.

Jeg tager lidt fejl af de mange koste, og tror, at vi skal følge indsejlingen til Hamilton, så vi sejler lidt rundt, inden jeg bliver overbevist om, hvad vej vi skal, vi skal til St. Georges Town. Inde i havnen sejler vi lidt rundt, da der er vejrudsigt på VHF-en, hvorefter vi bliver kaldt, og guidet over til told og immigration, som ligger på en lille ø: Ordnance Island.

Vi lægger til ved told og immigration, en stejl mole, som skråner lidt ud i vandet, så det er ikke helt let. Det lykkes, og vi kommer ind til de flinkeste og hyggeligste myndigheder vi har mødt på hele turen, og de sædvanlige papirer udfyldes.

Vejrudsigten lover tiltagende vind, så Niels går over på havnekontoret og spørger efter en havneplads. Vi får plads ved molen lige over for, og lige i bymidten. Her ligger vi fint i blæsevejret, og det er nemt at gå op i byen. Det er helt nyt ikke at ligge for anker, sidste gang det skete var i Den Blå Lagune.

Vi kommer på internettet på havekontoret, får skrevet til børnene og til mine søskende, at første trin på hjemturen er godt overstået, og at vi har det fint med kun at være os 2, også på et længere stræk.