Vi sejler til Mayaguez for at tjekke ud, og for at handle
det sidste i supermarkedet. Niels tjekker olie på motorerne, og skifter filter
på watermakeren. Jeg tjekker ud hos told og immigration, det går nemt og hurtigt.
Vi ville først være sejlet af sted næste morgen, da der ingen vind er, men
Niels synes, at vi skal tage af sted nu, så vi fanger vinden når den kommer, så
det gør vi.
Klokken 17.30 hives ankeret op, vi har 866 sømil til
anduvning på Bermuda.
Vi har ikke elektronisk søkort til Bermuda, så vi har været
i gang med at navigere på gammeldags facon, med søkort, lineal og passer.
Selvom vi tog sætskipper inden vi tog hjemmefra, er det ganske uvant at
navigere på den måde, så der bliver tjekket et par gange, inden vi er sikre.
Det er da godt at vide, at vi stadig kan, det får vi så bevis for, når vi
rammer Bermuda om godt en uges tid.
Bedstefar har Skypet med Claudine for at sige tillykke med
fødselsdagen, hun fylder 2 år den 1.5.
Min telefon er gået død, batteriet duer ikke, den har ellers
trofast været ankervagt på turen.
Vi hygger os lidt med at sejle af sted, inden der skal gang
i aftensmaden. Nogle stykker svinekød, som Niels har glædet sig til. De er
imidlertid seje, og helt umulige at tygge, lavet af noget af det, vi bruger til
at hakke derhjemme.
Første aften og nat går den for motor, da der ikke er ret
meget vind. Det lykkes Niels at sejle uden motor i ½ times tid, så dør vinden
igen. Vi skal lige ind i rytmen med natsejlads, og forskellige vagter, det er
lidt svært at falde i søvn den første nat, men derefter går det nemt. Efter en
nat for motor, kommer vinden 60 grader på sejlretningen, så det er en god
bidevind sejlads. Ved middagstid sejler jeg ind i en tordenbyge, hvor der er
14-16 m/s, Niels nåede 1 time af middagssøvnen, før jeg vækker ham, nu skal der
rebes sejl.
Næste gang aftensmad er heller ikke vellykket, det vi købte
som kyllingelår, viser sig at være hønselår. Nå, det kan da spises, de næste
lår bliver kogt, og brugt til frikasse, det smager herligt.
Vi kommer hurtigt ind i rytmen med at deles om vagterne om
natten, og sove og hygge os om dagen. Vi forsøger så vidt muligt at lave det,
der skal ordnes på dækket mens begge er vågne, men hvis der skal reguleres i
sejlføringen, vækkes den der sover. Man går aldrig på dækket med mindre begge
er vågne, heller ikke om dagen.
Dagene er blevet længere, det lysner allerede klokken 05.30,
og det bliver først mørkt efter klokken 19. Vi ser ikke sol op og nedgang de
første døgn, da der er overskyet, og en del regn.
En aften, hvor jeg er ved at rulle Code Zeroen ind, nyder
jeg solnedgangen imens. Den er ikke gået helt ned da jeg rejser mig for at
ordne det sidste, jeg vender mig om og ser solen forsvinde i horisonten, og
lige da den er væk, glimter et grønt lys der, hvor solen forsvandt. Jeg har
læst om fænomenet, de kalder det The Green Flash, det er et fantastisk syn, som
kun varer et splitsekund. Det er helt utroligt at opleve naturfænomener som
dette, som vi ikke anede eksisterede før vi kom hertil. Jeg når ikke at gøre
Niels opmærksom på det, før det er væk, så han ser det desværre ikke.
Der bliver tid til at hygge undervejs. Jeg har købt ægte
flydende vanilje, det synes Niels skal udnyttes til at bage vaniljekranse. Jeg
har haft en del opskrifter med hjemmefra, men da jeg sædvanligvis bruger
kødhakkeren til at køre vaniljestrimlerne ud med, har jeg ikke taget den
opskrift med. Jeg mailede til min søster Else, og nåede at få ”Bodils
vaniljekranseopskrift” og mors opskrift på ”sandkage med rom” inden vi forlod
internet på Puerto Rico.
Billede af vaniljekransebagning:
Else troede, at det kunne blive svært at få hjortetaksalt og
kartoffelmel undervejs, men det havde jeg jo selvfølgelig med hjemmefra.
Derimod lykkedes det mig ikke at købe flormelis, vi kan se, at de pynter deres
kager med det, men hvad hedder det lige på spansk? Nå, det erstattes af almindeligt
sukker.
Vi har ikke meget vind på turen, og må køre en del med motor
for at komme videre, håber ikke, at dieselolien er for dyr på Bermuda, for nu skal
der snart tankes. Vi glæder os til vi får glæde af Golfstrømmen, på det her
stykke har strømmen mest været imod. Vinden har været svag, ofte imod og på et
tidspunkt var der helt vindstille. Det benyttede vi os af til at få lavet vand,
så nu er tankene fulde.
Vi har på en uge forladt Det Caribiske Hav, sejlet på Saragossahavet
til Nordatlanten.
Vi kan godt mærke, at vi kommer nordpå, det bliver køligere.
Vi begynder at finde skiundertøjet frem til nattevagterne, og efter et par dage
bliver dynen fundet frem fra dybet. Vi har i det sidste halve år sovet uden
noget, højst med et dynebetræk, men nu er nætterne ved at være kolde, omkring
20 grader.
Det sidste døgn laver vi en beregning af, hvornår motoren
skal startes for at vi kommer i havn mens det er lyst. Det lykkes os at undgå
motoren på det stykke, vinden er fra halvvind gået i en lænser. Code Z. tages
ned, og det sidste stykke går den udelukkende for foggen. Ved vagtskiftet
klokken 3 kan vi skimte lys over land, og se et fyr blinke. Da det lysner, kan
vi se land. Det ser ud til, at vi rammer Bermuda, selvom navigeringen foregik
på gammeldags facon, med kort, passer og vinkelmåler.
Ca. 30 sømil før man kommer til Bermuda skal man kalde
Bermuda Radio Control på VHF kanal 16. Jeg var lige faldet i min formiddagssøvn,
da Niels kalder på mig, vi er 20 sømil fra land, og må hellere se at kalde dem.
Vi får fat i en venlig mand, som spørger om forskellige ting vedr. båden, og
hvornår vi har ETA (Estimatet Time of Arival). Det bliver klokken 13. Vi spiser
frokost i god tid, så vi er klar til indsejling. Vi har papirkort og PC med
kort klar på cocpitbordet. Da vi drejer ved anduvningspunktet, kommer der en
ordentlig sø agten ind, så kort og PC bliver sprøjtet godt til. Jeg skynder mig
at få det ind i salonen og tørrer det med et håndklæde. Bermuda Radio kaldes
igen, og den flinke mand byder os velkommen.
Jeg tager lidt fejl af de mange koste, og tror, at vi skal
følge indsejlingen til Hamilton, så vi sejler lidt rundt, inden jeg bliver
overbevist om, hvad vej vi skal, vi skal til St. Georges Town. Inde i havnen
sejler vi lidt rundt, da der er vejrudsigt på VHF-en, hvorefter vi bliver
kaldt, og guidet over til told og immigration, som ligger på en lille ø:
Ordnance Island.
Vi lægger til ved told og immigration, en stejl mole, som
skråner lidt ud i vandet, så det er ikke helt let. Det lykkes, og vi kommer ind
til de flinkeste og hyggeligste myndigheder vi har mødt på hele turen, og de
sædvanlige papirer udfyldes.
Vejrudsigten lover tiltagende vind, så Niels går over på
havnekontoret og spørger efter en havneplads. Vi får plads ved molen lige over
for, og lige i bymidten. Her ligger vi fint i blæsevejret, og det er nemt at gå
op i byen. Det er helt nyt ikke at ligge for anker, sidste gang det skete var i
Den Blå Lagune.
Vi kommer på internettet på havekontoret, får skrevet til
børnene og til mine søskende, at første trin på hjemturen er godt overstået, og
at vi har det fint med kun at være os 2, også på et længere stræk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar