De Canariske Øer den 13.10. – 8.11.2015.

La Graciosa:

Da vi har sovet, tager vi jollen ind til land. Det er en fin havn, forholdsvis ny med flydebroer, strøm og vand. Vi går på havnekontoret og spørger, om vi skal indklarere her. Ham der sidder på kontoret ser helt træt ud ved tanken, men ånder lettet op, da vi fortæller, at vi ligger for anker, så slipper han for papirarbejdet. Vi spørger, om vi skal indklarere ved told eller politi, men det er ikke nødvendigt når vi ikke ligger i havn.

Når vi ligger for svaj, sætter Niels sin telefon på ankervagt, og den sender så en besked til min telefon, hvis båden driver, så vi er helt trygge ved at tage fra båden. Vi bliver der selvfølgelig en times tid efter at ankeret er smidt, for at sikre os, at alt er OK inden vi forlader den.

Byen Caleta de Sebo består af fine, hvide huse hvor gaderne er belagt med sand. Alle gaderne har navn. Der er 650 indbyggere på øen, som er på størrelse med Anholt. Vi kan se, at der kommer en del turistfærger fra Lanzarote, som ligger meget tæt på.

 Der er både Farmacia, politistation og 2 supermarkeder i øens eneste by. Der findes godt nok en by mere, hvor der bor nogle lokale, men her er til gengæld ingen indkøbsmuligheder. Øens restauranter ligger alle ved havnefronten, hvor de tiltrækker turisterne. Øen har verdens mindste museum, det skriver de i hvert fald. Her er en del om deres Aloe Vera produktion. Aloe Veras helbredende virkninger har været kendt langt tilbage, og skulle være beskrevet i gamle Egyptiske papyrus 1500 år før Kr. Der er også beskrevet en del om saltproduktionen, som dog findes på Lanzarote. Der står, at romanske soldater fik en del af deres løn udbetalt i salt, herfra stammer det spanske ord ”salario”, hvilket oversat til engelsk er: ”salary”.

Efter museumsbesøget, hvor vi køber salt og aloe Vera lotion, får vi lidt at spise, og forsøger forgæves at finde internet. Vi skal selvfølgelig også lige se ”supermercadoet” inden vi sejler tilbage til båden. Vi mener, at vi har set nok til øen, og vil videre til Lanzarote i morgen, dens største by Arrecife, ligger 24 sømil herfra.

Tilbage på båden tager jeg mig en lille svømmetur i det godt 26 grader varme vand, mens Niels efterser jollens motor. Jeg ligger i solen i trambolinen og tørrer, Niels serverer lidt at drikke. Det her er lige til at holde ud.

Har fået en sms fra Lars om, at de ikke fik billetter til Gran Canaria, så dem får vi desværre ikke besøg af, det var vi ellers begyndt at glæde os.

Lanzarote:
Efter en god lang nats søvn, står vi tidligt op, og nyder solopgangen over Lanzarote, som ligger lige over for. Vi sejler nordøst om Lanzarote. Der er stejle klipper på vest og nordsiden af øen, og nordspidsen ligner en kæmpe silo, så vi sender en venlig tanke hjem til Niels´ fætter, der er landmand. Fra søen kan vi se, at Lanzarote består af utallige vulkaner.

Vejret er fint da vi ved middagstid lægger til i Marina Lanzarote, en stor ny marina i Arrecife, En tur på 24 sømil.. Arrecife er Lanzarotes største by. Marinaen er lidt for ”kommerciel” efter vores smag. 31,54 euro pr. nat, og så var der fratrukket rabat for deltagelse i ARC. Det bliver kun til 1 nat. Vi går ind til den gamle bydel, og får lidt af den lokale mad, som er noget mere velkrydret end det var i Portugal. Vi kan godt mærke, at vi nu er kommet til syden, her er varmt og dejligt.

Næste dag sejler vi videre sydpå, forsøger at sejle ind i Puerto Del Carmen, men får at vide, at det er en privat havn, hvor vi ikke kan få lov til at være. Vi sejler få sømil længere mod syd, og går ind i Puerto Calerio. Vi får en god plads, havnepromenaden her er lidt mere efter vores smag. Vi lejer en bil til dagen efter, så vi kan se Lanzarote. Øen er på 800 kvadratkilometer, og har ca. 142000 indbyggere. 80% lever af turismen. Der er lidt landbrug, vinmarker og aloa-vera cactus.

Vi kører rundt og ser en del, saltproduktionen:

Der var en fin udstilling om aloa-vera og saltpoduktionen i det lille museum på Graciosa.

Det mest spændende var dog turen i Parque National de Timanfaya. Her betaler man 9 euro pr person for at få lov til at køre ind i parken. Man bliver ledt op til et P-område, hvor bilen stilles. Derfra må kun deres egne busser køre rundt, for ikke at ødelægge området. Vi kører i ca. 3 kvarter, hvor der bliver fortalt om området på spansk, engelsk og tysk. Det er så flot, så det ikke kan beskrives.

                                Der er meget lidt vegetation, men flotte kratere efter vulkanudbrud.

Efter rundturen går vi ind i restauranten, hvor maden bliver til beredt på en rist over et hul, fra varmen fra jordens indre.:

Vi bliver selvfølgelig nødt til at smage sådan en kylling, og den smager helt fantastisk. Gulvet i restauranten er lige så varmt som gulvvarmen derhjemme på badeværelset om vinteren, også det bliver opvarmet direkte fra jordens indre.

Udenfor er der også huller i jorden, hvori de smider nogle tørre kviste, som der hurtigt går ild i.

Herfra fortsætter vi vores rundtur på øen, og fra nordvestsiden kan vi se Graciosa, og den lille vig, hvor vi lå for anker. Der er ingen ankerliggere i dag, men det har også været ret blæsende.

På hjemvejen finder vi et Superspar, hvor vi handler, og så er vi klar til at sejle videre dagen efter, hvis vejret tillader det. Om natten blæser det op, og Niels er oppe for at se til fendere og fortøjninger, mens jeg sover min tornerosesøvn.

Havnepenge: 2 nætter i alt 76,76 euro, og så er der endda trukket 10% fra for deltagelse i ARC.

Efter nogle dage på Lanzarote, går vi videre til Fuerteventura, som ligger syd for Lanzarote.

Fuerteventura:

Vi går for halvvind, og lidt foran for tværs, som går over i syd, dvs. at den kommer efterhånden lige imod. Vi sejler ned til El Castillo, hvor vi ikke kan ligge, da vinden kommer fra syd, og det bliver for uroligt i havnen. Da vi lægger til, står der en ”Boat boy” og tager imod fortøjningen, men han gør den ikke fast, og kan selvfølgelig ikke holde båden. Niels klarer situationen, men vi er noget trætte af at give fortøjningen til en, der faktisk er mere i vejen end til hjælp. Nå, den slags har vi heldigvis ikke mødt ret meget af på turen. Vi går ud og sejler en halv times tid nordpå igen, på en lænser. I Arrecife, smider anker og undrer os over de utroligt mange feriefly der uafbrudt kommer til øen.
Dagen efter tager vi jollen ind, har svært ved at finde et sted at lægge til, lægger til i industrihavnen og går en tur op i byen. Det er søndag, og alt er lukket. Vi får frokost og netadgang på en cafe og går tilbage til jollen. Her venter en politibil på os. Betjenten, en flink ung mand, spørger, om vi har indklareret. Vi fortæller, at vi sidst har været på Lanzarote, og at vi endnu ikke har nået at indklarere her. Da vi sejler igen om lidt, er det ikke nødvendigt at indklarere, og han ønsker os god tur.

Vinden kommer fortsat fra syd, så vi går nordpå til Corraljo. En tur på 3 timer på en lænser, i fin solskin. Vi smider Anker i Corraljo, der er ikke plads i havnen. Corraljo er en fin ferieby, hvor øllene er dyre i vandkanten, men lige bag ved, er der gode restauranter med internet og rimelige priser. Vi køber et Spansk simkort, så vi kan være i kontakt med omverdenen. Her har vi faktisk lyst til at blive nogle dage, men da der lige er et vejrvindue, og der bagefter vil blive meget bæst, tager vi en hurtig beslutning, hiver ankeret op efter 1 overnatning, og går til Gran Canaria. Vi går for rebet storsejl og fog. Der står nogle gode dønninger derude, men det har også blæst kraftigt de seneste dage. Vi går for sejl det meste af natten, men indimellem skifter vinden, og så må vi have hjælp fra jerngenuaen. Der er flot, stjerneklart, og endelig ser vi månen igen, den så vi slet ikke på vej fra Madeira til De Canariske Øer. Efter ca. 20 timers sejlads, er vi ved at nærme os Las Palmas. Vi tager et bad på agterdækket, og går ind i havnen. Da vi sejler ind, står Lise og Lars på Havhunden og vinker, de har fulgt os på Marine Traffic. Efter den sædvanlige indtjekning, får vi anvist en plads i nabohavnen, det er vi meget trætte af, men det viser sig, at det bare er en nat, indtil de får en plads til os i selve marinaen. Jeg forstår det ikke rigtigt, da vi flere gange har givet dem ETA, og det seneste døgn har vi mailet for at give besked om vores endelige ankomst! Nå, vi ender med at få en god plads. Her fortøjer man (med hækken) til en flydebro, og med ankertov (foran). Tovet er ulækkert, og fyldt med vanddyr, så det bliver til en ekstra vask, inklusiv tøjvask.

Gran Canaria:

Vi har god til her på Gran Canaria, vi ankommer den 20.10., og starten på ARC går den 8.11.

Det er rart, vi får tid til at gennemgå og rydde op i båden. Sikkerhedsudstyret bliver gennemgået, og der bliver lavet lister mht hvad vi skal have købt ind inden turen. Vi finder indkøbsmuligheder og restauranter. Restauranterne på havnen har priser, der bærer præg af turismen og ARC, og kvaliteten er så som så. Vi går lidt op i byen, og møder de lokale, og spiser på de lokale restauranter, det er mere os. Det er varmt, men det regner en del, og vi får at vide, at det er helt usædvanligt at det regner så meget. Vinden kommer fra syd, hvilket også er usædvanligt, men den vender forhåbentligt snart, da vi helst vil gå videre til Cap Verde på en ”lænser”.
Vi handler de ting der kan holde, og venter med kød, grøntsager og frugt til de sidste dage.
Vi tager en dag, hvor vi udelukkende leger turister, og er rundt og ser Las Palmas. Byen ligger imellem 2 strande. På østsiden er vandet roligt, det er her havnen er. På vestsiden er der store dønninger, men en fin badestrand, og en del restauranter.
ARC kontoret åbner den 30.10., det er rart, så kan vi få tidspunkter på de forskellige arrangementer. Der er 2 dage, der er fuldt besat med undervisning. Vores gaster, Peter og Henning ankommer den 4.11, og får den sidste undervisning med. De bliver indlogeret på båden, og vi gennemgår de forskellige sikkerheds procedurer med dem. Vi har lavet en skriftlig manual til dem begge. Vi hygger os med at være flere om bord, og spiser lidt ude. Nogle aftner har ARC arrangementer, det er meget hyggeligt, så vi får snakket med andre ARC deltagere. Lise og Lars er her jo også i Havhunden.
Der er en rednings event, hvor en helikopter demonstrerer en rednings situation, og bagefter udløses en redningsflåde i en swimmingpool. Her kan man deltage som tilskuer, eller ved at have badetøj på og være i vandet og en tur i redningsflåden. Jeg deltager som aktiv, det er meget rart at prøve, men det er forhåbentligt både første og sidste gang det bliver nødvendigt.
Vi havde overvejet at leje en bil for at se mere af øen, men da IT-systemet driller, når vi det ikke. Til gengæld får vi styr på en del ombord, og en dykker renser bunden for den begyndende begroning. 1 time af 70 Euro, det er trods alt billigere end det ville have været, hvis den skulle have været op for at blive rengjort.
De sidste indkøb, Niels er i masten et par gange, og alt bliver tjekket en ekstra gang.
Jeg regner ikke med, at jeg får skrevet mere på blokken nu, før vi kommer til Cap Verde. Vi sejler herfra den 8.11. kl 13. Turen til Cap Verde forventes at tage ca. 1 uge, og den 18.11. sejler vi videre derfra til Sct. Lucia.
Man kan ikke følge os på Marine Traffic, når vi forlader kysten, men vi har fået installeret en tracker" som er om bord så længe vi sejler med ARC. Hvis man går ind på www.worldcruising.com og søger på: ARC where are the boats. Derfra: ARC+ 2015. Her kan man så søge direkte på Mevoy, så kan man se, hvor i Atlanterhavet vi befinder os.

Turen fra Madeira til de Canariske Øer. 10.10. – 13.10.2015

Klokken 11 er foggen sat, og vi ude af havnen i høj solskin. Vi har 281 sømils sejlads til Lanzarote.

Vandet er 24,5 grader, og luften er 28 grader. Barometeret står på 1015. Vi går 5 knob udelukkende for foggen. Vi starter med at gå 138 grader for at komme øst om Ilhas Dasertas, som er nogle ubeboede klippeøer, der strækker sig over ca. 12 sømil. Da vinden kommer fra NØ, regner vi med, at det er en fordel at passere dem den vej, men ud for øerne falder vinden, og den springer om i NV, så vi er nødt til at starte motoren for at komme videre.

Efter øerne, er kursen 145 – 150 grader til andduvning nord for Lanzarote. Vi går nu 5-5,5 knob for fog og storsejl. Solen skinner, og der er enkelte skyer, jeg solbader indtil aftensmaden skal forberedes. Før vi skal spise, trækker det noget sammen, og der trækker mørke skyer op. Vi reber både fog og storsejl til 2. reb. Tager dog hurtigt foggen helt ud igen. Aftenen og natten igennem har vi meget skiftende vind, max 7 m/s, hvilket giver en træls, ujævn sejlads, hvor vi af og til stiller på sejlene og indimellem må have hjælp fra jerngenuaen. Da det lysner rører jeg dej til rug og franskbrød.

I løbet af formiddagen skifter vi også sejl nogle gange, en overgang går det fint med Code Zeroen, men da den begynder at ”slaske”, bliver det fogsejlads. Det rebede storsejl har været helt oppe, men bliver taget ned igen. Fortsat skiftende vind med byger. Klokken 11 efter 1 døgns sejlads, har vi gået 93 sømil, det er vist ingen rekord, men det er, hvad der har været muligt med de skiftende vinde.

Klokken 11.30 bliver Code Zeroen sat igen, og nu går det fint i over et døgn.

                                                                  Billede af delfiner

Da jeg er ude for at se til navigatoren, springer der utallige delfiner rundt om båden. De bliver ved med at lege i noget tid, jeg fotograferer og filmer. Desværre sover Niels, så han får dem ikke at se denne gang, til gengæld så vi begge morild i nat. I nat mødte vi 1 fragtbåd, og i dag har vi set 3 sejlbåde, der er ikke ret meget trafik herude, det samme gør sig gældende næste nat.

2. nat er flot og stjerneklar med fin, stabil vind, men vi har ikke set månen på denne tur, den plejer ellers at være en tro følgesvend. Morilden er flot, og indimellem er der, runde lysende områder  havoverfladen. Kun få fragtbåde.

En formiddag ser jeg noget rundt, brunligt, ca ½ m. i diameter. Da det kommer nærmere, viser det sig at være en havskildpadde, desværre sover Niels også på det tidspunkt, og vi er så hurtigt forbi den, at jeg ikke når at tage et billede. Jeg overvejer, om de runde pletter med morild jeg så i nat skyldes skildpadder?

Vinden forsvinder og vi må starte motoren, det giver varmt vand til et bad på agterdækket, med efterfølgende afslapning i nettet. Efter halvanden time er der vind igen, nu halvvind, og det kører fint med Code Zeroen, indtil Niels opdager en revne i limningen. Ned med den igen og vi pakker den sammen i sejlposen. Den skal repareres inden vi skal over Atlanten. Aftensmaden er frikadeller, det er første gang på turen vi skal have det, med stuvede kartofler, gulerødder og ærter. Niels har den første vagt. Vi har efterhånden fundet ud af, at 2 timers vagter er for hårdt når vi kun er 2 ombord, da vi ikke får sovet ret meget på den måde, så nu tager vi 3-4 timers vagter, så den der hviler kan få sovet ordentligt. Niels tager aftenen, hvor jeg rydder op og sover nogle timer, jeg tager så ”hundevagten” fra midnat til 04.00, hvorefter det er Niels´ tur igen på den måde får han vagt 2 gange, men det fungerer, og så får vi jo en lur eller 2 i løbet af dagen. Vi kan hele natten se lys fra Lanzarote. Vi går langsomt fremad med let halvvind, og fog. Det er med vilje, at vi ikke sætter mere sejl, da vi gerne vil have, at det er lyst inden vi skal anløbe ukendt havn eller ankre, hvor nogle måske har glemt at tænde ankerlanternen.

Klokken 07.30 vækker Niels mig, for at jeg kan opleve bjergene i de flotte farver, hvor morgenlyset bryder frem.

Billede fra ankomsten til Gracioso:

Da vi kommer ind i havnen, står havnemesteren på en bro, og spørger efter bådens navn, hvorefter han fortvivlet gennemgår et stykke papir. Han spørger, om vi har reserveret plads, da jeg svarer benægtende på det, har han ikke mulighed for at finde en plads til os, til trods for, at der er mange tomme pladser i havnen.

Det er ingen problem, vi sejler uden for havnen og smider anker. Morgenmad, og et par tiltrængte timer på øjet. 

Afrejse fra Portugal - Porto Santo - Madeira 26.9.- 10.10.2015

Vi hiver ankeret ved middagstid i Cascais, som ligger i udkanten af Rio Tejo.

Flot solskin, barometerstand 1020, vandet er 20 grader. Kurs 228 grader, 475 sømil til Porto Santo. En lille ø på ca. 60 kvadratkilometer, 40 sømil før Madeira. Både Porto Santo og Madeira er Portugisiske. Vi regner med 3-5 døgns sejlads. Der ser ikke ud til at være noget vind inde i bugten, men da vi kommer fri af kysten, er der fin vind agten for tværs. Vi sætter storsejl og fog, og går 5,5 – 8 knob. Fint solskinsvejr. Til aften er der 28 grader i salonen. Vi nyder at være kommet på havet igen. Der er noget varmere her, end da vi gik over Biscayen for snart 2 måneder siden, men vi er jo også kommet mere sydpå, og nu er kursen sydvest. Har fået en sms fra Lise, i DK er det rigtigt efterår, og de er begyndt at finde vintertøjet frem.

Vi møder nogle få fragtskibe, de fleste ser vi kun på kortplotteren, da de er langt væk. Klokken 19.35 går solen ned, det er en flot solnedgang, som man skal skynde sig at nyde, den tager kun 5 minutter. Månen kommer frem, den er næsten fuld, i morgen skulle der være fuldmåne og måneformørkelse, håber, at der ikke er overskyet til den tid. Vi tager 2 timers vagter den første nat, lige som vi gjorde over Biscayen. Den anden sover i salonen. Det viser sig dog at være for hårdt, med så lidt søvn ad gangen. Den næste nat laver vi det om til 3 timers vagter, en enkelt gang får Niels endda lov til at sove 4 timer. Nat 2 skulle der være fuldmåne og total måneformørkelse. Desværre er der overskyet, så vi ser ikke selve formørkelsen, men ved 03-tiden sidder jeg på broen og tjekker lidt op på navigatoren, og da jeg ser ud, kan jeg overhovedet ikke se noget. Jeg stikker hovedet uden for cocpitteltet, og kan ikke se min hånd, og jeg kan ikke se havet, det kom lige pludseligt. Vinden er drejet lidt, og sejlene står og blafrer. Jeg vækker Niels, og skal på dækket for at ændre sejlføringen, det er ikke nemt, når man ingenting kan se. Efter et par timer, bliver lyset normalt igen. Næste morgen tager vi storsejl og fog ned, og går for Code Zero, nu kører det fint igen, men vi måtte ændre kursen i nat, og vinden drejede og flovede en del, så nu er vi usikre på, om vi når frem til Porto Santo på tredjedagen i dagslys. Niels har mest roret i dagtimerne, da har vi det ikke inddelt, da tager vi det lidt som det kommer, men aftaler dog, hvem der er på vagt. Jeg bager lidt, solbader lidt, får lavet korte ærmer på en af Niels´ arbejdsskjorter, som han elsker at gå med. Vi laver mad og hygger os. Vandet er blevet helt mørkeblåt:

                              Billede af det mørkeblå vand, taget igennem vindue fra sb. ponton,
                                                     kan lige skimte kølen på bb ponton.

Jeg ser nogle få delfiner, Niels ser morrild. Vi smsser med Sif på satelit telefonen, de sejlede ud lidt senere end os, på et tidspunkt er de 30 sømil bag os, det bliver spændende at se, om de indhenter os undervejs. Karma skulle op i Seixal, og ville derefter komme til Porto Santo, vi ved ikke, om de er kommet af sted. De har ikke satelit telefon, og der er jo ingen alm. telefonforbindelse herude, ligesom VHF telefonen ikke når ret langt ud, med mindre det er fra skib til skib, men så skal man være nogenlunde i nærheden af hinanden.

Vi får via  satelit telefonen besked fra Henning, at nu har vore gaster bestilt både ud og hjemrejse. Vi glæder os meget til at få Peter og Henning om bord. Niels og jeg kan sagtens være her alene, og nyder turen, men når vi skal sejle på de helt store træk, bliver det godt at være flere om vagterne. Det bliver også dejligt at få de to rare, hyggelige mennesker med, og at være flere i det hele taget. Det stræk vi er på nu, er det hidtil længste uden landkending. Vi var dog på havet flere sømil da vi tog fra Portland, England til Coruna, Spanien. Vinden er flovet, og på tredjedagen går vi knap 3 knob for Code Zeroen, da Niels får øje på Sif på navigatoren, han kan se, at de går 6 knob. Det er en kølbåd, men det er ikke godt for Niels, at de kan sejle, mens vi ligger næsten stille. Vi får kontakt med dem, først via satellit telefonen, senere via VHF. De har startet ”jerngeuaen”, da de godt snart vi se land. Pu ha, det var godt, så kan Niels slappe lidt af igen, så er det ikke os, der ikke kan sejle.Vi har et par gange måttet starte motoren, pga mangel på strøm. 2 køleskabe, og en del navigationsgrej bruger strøm, især selvstyreren. Vi har solpaneler, som gerne skulle holde strøm nok til os, men de stopper for tidligt med at lade, Niels skal have ændret lidt på nogle ledninger når vi kommer i land, så de ikke stopper inden batteriene her helt ladet op. Vi er enige om, at vi jo har tid nok, så vi vælger at fortsætte for sejl. På et tidspunkt er vi nede på at gå 1 knob. Jeg solbader og læser på dækket. Niels får for første gang på turen smidt fiskesnøren ud. Da vi kommer til at regne på det, vil det tage 2½ døgn at komme de sidste 60 sømil på denne måde. Vi starter lidt modvilligt jerngenuaen. Da vi er 40 sømil fra land ca. kl. 18 på 3. dagen, stopper vi motoren. Vi har ikke lyst til at komme til Porto Santo omkring midnat. Vi prøver med sejl, men de står bare og blafrer, da der fortsat ingen vind er. Vi bliver enige om at tage sejlene ned. Niels går til ro, og skal vækkes kl. 02.00. Hvis der fortsat ikke er vind der, går vi for motor resten af vejen, og kommer frem i dagslys. Hvis der kommer vind før, vækker jeg ham, og vi sætter så sejl. Niels er forkølet, og er ikke helt frisk, så det er fint, at han får et par ekstra timer på øjet. Jeg bliver oppe. Rydder lidt op, skriver og læser lidt. Jeg kan ikke lide, at vi begge sover her midt på havet. Vi fører lanterne som sejlbåd, da vi jo ikke er ankerliggere her på flere km. dybt vand. Klokken 21 er vandet 27 grader varmt her midt ude på havet, den næstsidste dag i september. Jeg ser en fiskerbåd ret forude, han ligger længe stille og fisker. Derudover passerer en fragtbåd bag os. Tiden er lang når man ikke sejler.

Niels vågner ved 22-tiden, der er stadig ingen vind, og iflg. vejrudsigterne, vil den slå om i syd, dvs. næsten modvind. Vi sætter ”jerngenuaen” for halv kraft, da vi ikke har lyst til at være fremme før det lysner. I lang tid kan vi se fyret på en lille klippeø NV for Porto Santo. Ved 7-tiden lysner det, mens vi går forbi klippeøen med fyret. Der falder skygger på klippesiderne, med nogle helt fantastiske farver i brunlige og grålige nuancer. Niels og jeg kommer til at tænke på Færøerne, som dog er helt grønne, men de stejle klippesider minder os om dem. Kl. 8 kaster vi anker uden for havnen. Turen tog 92 timer. Fra at vandet var dybblå ude på dybet, er det her helt turkisgrønt og så klart, så man kan se bunden.

Niels er nede og dyppe tæerne i det lune vand. Vi sover nogle timer, dvs. at jeg sover, Niels sætter sig op i cocpittet, da han har det bedre her med sin forkølelse. Da jeg vågner, tager vi jollen ind i havnen, for at se os om. Her ligger Sif, og vi får en lille snak med dem. Vi bliver enige om at flytte os ind i havnen, da der vil blæse op fra syd, og så bliver det uroligt på ankerpladsen udenfor. Vi tjekker ind. Selv om vi kommer fra den ene portugisiske havn til den anden, skal vi først tjekke ind hos politiet, der holder til i en lille skurvogn på havnen. Dernæst tjekker vi ind på havnekontoret, hvor der sidder 3 damer, som alle er beskæftiget med vores indtjekning i mere end en ½ time. Ankerplads i havnen koster 6,75 euro, så det er billigt. Der er ingen Wi-Fi, men det er der på havnecafeen. Desværre er det ikke kraftig nok, til det kan trækkes ud til båden.

Porto Santo er en lille klippeø med godt 4000 indbyggere. Der er en hovedby: Vila Baleira, og nogle småbyer. Der er 2 km. langs landevejen til Baleira, hvor der er fine indkøbsmuligheder. Niels og jeg lejer en 125 kubik scooter i et døgn, og får derved set hele øen, Vi kører op til Panorama, en fin restaurant med hvide duge på bordene og et fint udvalg på menukortet. Der er en fantastisk flot udsigt, og vi nyder i solnedgangen.

                                                         Udsigt over havnen Porto Santo

På sydøen har man fra Ponta de Calheta en flot udsigt til en nærliggende, ubeboet klippeø, som gemmer Madeira bag sig. Vinden fortsætter i syd, vi har fint vejr, jeg bader, der er kilometervis flot, hvid sandstrand. Vi hygger os, og snakker med de andre fra ”danskerkolonien”. Karma kommer godt et døgn efter os, de var mere uheldige end os mht vinden, og begge deres nyankomne gaster blev søsyge på vej hertil.

Ulrik dykker ned og ser på vores tærezink og skruen, som har det godt. Bunden har et tyndt lag ”behåring”, så ved lejlighed skal vi have den skrubbet. Niels og jeg går ind til byen, og ser Columbus´ hus. Columbus var gift med guvernørens datter, og de boede her på øen i et par år. Jeg sender breve til vore børnebørn, og vi handler i Pingo, supermarkedet.

Lørdag blæser det op, og søndag er der stød op til 17ms. fra syd og regnbyger. Dønningerne slår op over molevæggen, vi er glade for, at vi ligger godt for ankeret inde i havnen. Vi havde set på vejrfilerne, at det ville blæse op, men det her er vist mere end vi regnede med. Det virker helt efterårsagtigt, bortset fra shorts, små toppe og 26 graders varme. Niels får ændret ved strømtilførslen fra solcellerne, så nu håber vi, at de ikke slår så tidligt fra, så vi kan undgå at supplere med motoren. Alle er i deres både hele dagen, men til aften stilner det lidt af, så Niels og jeg sejler ind og går på Marina Cafeen, og dermed også på nettet.

Porto Santo – Madeira 6.10. – 11.10.2015.

Vi havde sat vækkeuret til kl. 07.00. Morgenmad, anker op, sejle over til bro hvor Niels skyller sand af båden efter stormen, og fylder vand på, mens jeg tjekker ud. Prøver først politiet, men han er der ikke. Tjekker derefter ud på havnekontoret, og møder politibetjenten på broen på vej tilbage. Han har helt tjek på, at jeg kommer fra Mevoy, og ønsker os fortsat god tur. De andre 2 både fra ”danskerkolonien” vil først sejle videre i morgen, da de er i gang med molemalerier, det har vi sprunget over i denne omgang. Da vi sejler ud, ser vi, at ”franskmanden i den grønne katamaran” også er kommet hertil, det er sjovt, som man følges med de samme både, ham har vi mødt flere gange siden Duoro, og englænderne der også deltager i ARC er her også, dem mødte vi første gang i Paovo Da Vazim.

 Vi går ud og sejler med fog og motor, indtil vi er fri af Porto Santo og klippeøen vest for. Nu dukker Madeira op. Vi sætter Code Zero og motoren stoppes, vi går 5,5 knob, dejlig vind, der står dog nogle gode dønninger, så mine bukser bliver våde da jeg arbejder i trambolinen, det gør ikke noget, da vejret er dejligt og tøjet bliver vasket og tørret på vej over.

Vi får lidt frokost, og nyder den dejlige sejlads i perfekt vejr. Jeg får lidt sol. Jeg har tidligere lidt af sol eczem, det undgår jeg ved at smøre mig med solcreme, og samtidig undgår jeg solskoldning, har overhovedet ikke haft problemer med solen undervejs.  Efter 6 timers sejlads, lægger vi til i Quinta do Lorde. En fin, forholdsvis ny marina, som ligger i et hotel og lejligheds ressort på den nordlige del af Madeira. Vi skriver til Sif og Karma hvor vi er, næste dag sejler de herover, Sif ligger det første døgn for anker uden for havnen og kommer derefter ind til os Karma vælger at gå til Funchal, som er øens hovedstad.

Niels og jeg lejer en bil i 3 dage, og synes selv, at vi får set det meste af den dejlige, frugtbare, grønne ø. Vi er i Jardim de Botanico, som vi mere eller mindre finder ved en tilfældighed. Her følger vi efter et amerikansk selskab med guide, og får på den måde et godt indblik i øens vegetation. Mange blomster, buske og træer er indført fra hele verden, og har gode vækstbetingelser her, på den varme, vandrige, frugtbare ø. Her er bl.a. et træ, som suger vand fra luften, og vandet drypper bagefter ned på jorden fra bladene. Træet er importeret, men findes nu overalt i bjergene, og er med til at give vand til lavadaerne.

Billeder fra Botanisk have:

Planten, som vi kalder engletrompet er blevet brugt som pot, bladene er dog giftige, og mange er døde af at ryge dem rent.

Selvmordsplanten ranunculos

En anden plante blev brugt af Napoleons hære som selvmordsplante.

Yocco palmer findes altid parvis, hanpalmen har en frugt, og hunpalmen har en blomst.

Vi hilser også på papegøjen, som vi skulle hilse fra Peter.

Der er en del svævebaner i området, men dem når vi ikke at få en tur med. Efter Botanisk Have, kører vi ind til Funchall. Spiser frokost, og går en tur i de små gader. Vi er på ”Farmers Market” og det er første gang vi føler, at de handlende er lidt påtrængende mht at ville sælge deres varer til os. Vi køber noget tørret frugt, og smager en frugt der smager lidt som ananas, og som vi hørte om i botanisk have. Her sidder koner i nationaldragter og hækler og syr, og sælger deres varer. Fiskemarkedet var kun åbent om formiddagen, så her er de ved at gøre rent.

Da vi kører fra Funchall, kører vi op i bjergene. Det kort vi har er ikke ret detaljeret, men vi kommer op til en lille landsby, hvor vi ser de terrasser hvor man dyrker grøntsager, et par får og en enkelt gedebuk. Der er en lille cafe, hvor vi får os en tiltrængt øl. I øvrigt er der en del bananpalmer og en masse flotte buske og blomster, som vi kender hjemme fra som stueplanter, men her stortrives de, og bl.a. hortensiaer vokser som store buske overalt i vejkanterne.

Næste dag kører vi til Santana. Får en kop kaffe på en kaffebar, en ung mand der serverer, kan engelsk, det benytter vi os af for at spørge om vej til Santanahusene og til Levada do Caldeirao Verde.

                                         Billede af Santanahus, nybygget, eller nyrenoveret.

Santanahusene er lidt en skuffelse, der er 3 nyopførte af slagsen, som er indrettet som souvenir butikker, og kvinder i nationaldragter passer dem, og lader sig fotografere sammen med turister. Santanahusene er specielle for området, det er små A-huse, som tidligere blev brugt som soverum, mens køkken og opholdsrum var adskilt fra dem. Døre og vinduer har en blå kant omkring, hvilket skulle virke beskyttende for husets beboere. Senere kører vi forbi et mere autentisk Santanahus:

                                                    Billede af det autentiske Santanahus.

Vi forsøger at finde vejen op til Levada do Caldeirao Verde, men må tilbage til den unge mand på cafeen, for at få forklaringen igen. Her skilter man ikke med den slags seværdigheder.

Vi kører op ad en smal, asfalteret bjergvej og finder Queimadas i 980 meters højde, hvorfra vi vil gå på en levadavandring. En levada er en menneskeskabt rende, som leder vand fra bjerget ned, hvor det skal bruges til at vande med. På Madeira er der lavet 2500 km. lavadaer. Langs levadaerne er der stier, som arbejderne har benyttet både til at lave levadaerne fra, og til senere vedligeholdelse af disse. Denne levada er bygget i det 18. århundrede, og er 6,5 km. lang, og det må have været et kæmpemæssigt ingeniørarbejde, uden computere eller andre hjælpemidler. Der er kun en vej, så man skal tilbage ad de samme stier igen.

Vi har sørget for lidt varmere tøj end sædvanligt og gode travesko, lommelygten ligger i bilen, men vi kan bruge lygten i moblitelefonen. Levadaen vender ind mod klippen, og stien ud mod kløften, som bare er dyb.

Vandet kommer ud af bjergsiden, og det drypper ned fra bjergene.

                                               Niels kigger på vandet i levadaen.

Karen i cave ved levadaen

Da vi har gået en halv times tid, møder vi nogle svenskere som har prøvet turen før, de siger, at der er godt ½ times vandring til den første tunnel. Der er 4 tunneller, hvor man går igennem klippen, inden man kommer til toppen, hvor der er en sø. Vi er enige om, at vi vil op til den første tunnel, den halve time bliver til 1½ time. Undervejs møder vi andre vandrere, og man finder efterhånden en metode til at komme forbi hinanden, enten ved at træde op på levadakanten, eller hvis stien er bred nok, kan man gå forbi hinanden her. Vi snakker om, at det er godt børnebørnene ikke er med på denne tur, det ville være for farligt med en flok fra 6 år og nedefter. Indimellem kan vi nyde udsigten, men det meste af tiden hænger skyerne rundt om os. Det er en fantastisk oplevelse, som det er svært at beskrive. Der er grønt overalt, træer og blomster og af og til et vandfald:

Vi kører derfra nogle oplevelser rigere, ned ad den smalle bjergvej, til byen Santana. Her fortsætter vi mod vest, og ser således en del af den nordlige ø. Her er små byer, og det er rigtig bjergkørsel. Vi har lejet en Polo, og indimellem må den helt ned i første gear for at komme op af bjergvejene. Det er en flot tur, og da vi er ca. halvvejs rundt på nordsiden af øen, tager vi vejen imellem øens 2 store bjerge tilbage til den sydlige del af øen. Det er en ret ny vej, bygget igennem dalen imellem bjergene. Overalt på øen er der mange tunneller, nogle gange ligger de så tæt, så man kører mere i tunnel end ude i det fri. Vi snakker om, at der nok er gået en del EU penge i det byggeri.

Da vi kommer tilbage til havnen, er Sif ankommet efter at have ligget for anker i en vig uden for havnen sidste nat. Nu vil de herind, da der skulle komme et lavtryk hen over, og så er det rart at være i havn. Vi får en lille snak med dem, inden vi går over til os selv for at lave aftensmad. Karma er gået til Funchal.

Næste dag kører vi ind og hilser på besætningen på Karma. Derefter får vi lidt at spise i byen. Det lovede lavtryk blev uden ret meget vind, men til gengæld regner det hele dagen. Vi vil en tur op i nonnernes dal, ved byen Curraldas Freias. Sagnet fortæller, at når der kom sørøvere til øen, flygtede befolkningen op til nonnerne, som gemte dem i en grotte. Grotten eksisterer ikke mere, og der er heller ingen nonner. Det regner og er tåget, vi får en kop kaffe på en cafe og snakker med serveringspersonalet som kan fortælle, at seværdigheden her er udsigten, og da vi ikke kan se ret langt, bliver vi hurtigt færdige med byen. Herfra ville vi have været op til Madeiras højeste punkt på 1862m, men pga tågen vender vi om og kører nedad. Der skulle være nogle fine fiskerbyer på sydvestøen, da vi er på vej i den retning tiltager tågen, og vi bliver enige om, at nu har vi vist set det vi skal her på Madeira.

Da vi kører på den tågede motorvej, ser vi op til flere biler der kører med katastrofeblinket. Vi finder ud af, at det er en god ide, så kan man noget bedre få øje på bilerne, så det gør vi også. På vej mod øst letter tågen. Vi kører ind og handler, og fortsætter hjem til båden. Nøglerne til bilen afleveres og Christina og Søren kommer over, og vi hygger os sammen i et par timer med rom og cola, dvs jeg foretrækker rom og ice tea.

Næste morgen, det er nu blevet til 4 overnatninger her, og det er lørdag. Lars ringer og fortæller, at de overvejer at holde ferie på Gran Canaria i ugen op til den 8.11. Det er en dejlig overraskelse, det er godt nok der, hvor vi skal til nogle arrangementer med ARC, og Peter og Henning kommer den 4.11., men det kunne nu være dejligt at se dem og børnene. Håber, at det bliver til noget.

Vi henter vejrfiler og tjekker ud, og går over til Sif og siger farvel og på gensyn, nu ved vi ikke helt, hvornår det bliver, da de skal fra Lanzarote til Martinique, men vi holder kontakt på satelittelefonen.

Da der er fyldt vand på, er vi klar til afgang, og der står en ”boatboy” klar til at smide fortøjningerne. Høj sol og fine vejrudsigter med god vind fra nord.