lørdag den 10. maj 2014

Turen til Les Sables d' Olonne

Vi blev den 7.5. afhentet af Lise og Lars klokken 04.15. Deres hundelufter kørte os til Billund lufthavn. Vi fløj via Sanstedt, og havde en del timer, der skulle slås i hjel der. Det gik fint, og vi nød mine sandwich, og noget kaffe, inden turen gik videre til La Rochelle. Bjarne stod klar til at afhente os i lufthavnen. Der var godt en times kørsel til Les Sables d'Olonne. Endelig ved godt 18 tiden var vi ved havnen, og skipper kunne klatre om bord. Det var første gang vi så en Lagoon 39 i vandet, og det var et dejligt syn. Bjarne havde sørget for at lægge øl på køl, så vi nød den første øl ombord.
Det viste sig, at der er helligdag i Frankrig fredag den 8.5. så Bjarne kørte Niels og Lise til et supermarked, mens Lars begyndte udvendig gennemgang af båden, og vi fik pakket det første ud, og redt køjerne. Da provianten var stuvet væk, blev der spist "lejkøb" på en dejlig restaurant ved havnekajen. Tilbage i båden blev stearinlysene tændt, og vi hyggesnakkede lidt, inden vi gik til køjs efter en lang dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar