torsdag den 22. maj 2014

Hjemme i Fredericia

Da vi er kommet under broerne i lillebælt, kommer Helle og Kim sejlende i deres Lagoon 38. Da de ser os, går de over imod os, tuder, vejer med Dannebrog, og råber velkommen hjem. De er på vej hjem, og vil gerne have velkomst-øllen til gode. Det er en meget hyggelig velkomst.
Vi når til Fredericia ved 19.30 tiden, der står Lise og familie sammen med Lotte på ydermolen til Den Gamle Havn i Fredericia og vinker, det er et dejligt syn. Især Alfred hopper og hujer vildt af begejstring. Vi har glædet os meget til at vise vores børn m. familier båden. Desværre sidder Lars på skadestuen i Vejle med en skåret tommelfinger, så de er der ikke.
Der bliver lagt til. Dejligt at hilse på børnebørnene. Der er også nogle bekendte til vore gaster, så vi er lige pludselig mange om bord. Lise og Kenneth har taget solæg med tilbehør med, det er godt samen med en kold øl. Jeg hygger mig med at vise drengene trambolinen, og vi snakker om, hvordan man færdes om bord. Til sidst lægger de sig i vores køje og spiller på PC. Lillepigen får bryst, gæsterne forlader båden, og der falder lidt ro på. Lidt senere kommer vores naboer hjemmefra, som har passet hus og have. De har vores bil med, så nu er vi på 4 hjul igen. Det er dejligt at se dem, og vi hygger os med at få sidste nyt fra nabolaget.
Vi går for første gang til køjs, helt alene i vores båd, det er en rar fornemmelse.
Klokken 03.00 ringer Niels´ vækkeur, han har glemt at få det slået fra. Det var jo det tidspunkt vi stod op i Rendsborg den sidste morgen på turen. Jeg har svært ved at falde i søvn igen, skal nok lige vænne mig til at det er tilladt at sove en hel nat, vi har jo på turen haft mange vagter med 3 timers mellemrum.

Næste morgen kommer Lars, Christine og Marius med rundstykker. Selv om det er mandag er Lars sygemledt pga fingeren, og kan godt komme med ud. Vi snakker om regler for børn til søs, og alle er enige og meget konsekvente. Christine har hidtil ikke været begejstret for at sejle, men vil gerne med ud. Vi sejler ud, sætter foggen, og bliver enige om at gå til Bogense, det er OK for Christine, og senere har vi den glæde, at Christine føler sig tryg ved at sejle Catamaran, den ligger jo også noget anderledes end den H-båd hun engang var med en veninde på ferie i.
Vi går til Bogense, går en strøgtur, hygger os og sejler hjem igen. Dejligt at hygge os med de unge og med Marius, som ser ud til at befinde sig godt ombord.
Tirsdag har vi farfar-dag, dvs vi plejer at besøge Niels´ far. Vi tager hjem, får sat vasketøj igang, og har en dag i land. Lise og familie vil gerne med om bord igen. De kører til Fredericia om aftenen og indlogerer sig i gæstekahytterne. Kenneth skal på arbejde og kører tidligt næste morgen, mens Lise og børnene sejler med os, og det passer fint at gå til Juelsminde. Vi har en stille tur, går lidt med foggen, men vinden løjer fuldstændig, til gengæld kommer solen og varmen, så det er jo også fint. Vi ser marsvin, og Alfred lærer at spotte dem, det er en stor oplevelse for ham. På det tidspunkt sover Theodor desværre. Lillepigen ser også ud til at have det fint med sejlturen. Da de skal hjem om aftenen vil Theodor blive på båden, det er tegn på, at han har befundet sig godt.
Kirsten og Knud kommer på et lille visit.
Det har været dejligt at vise båden frem, og især at vore børn og svigerbørn synes godt om den. Nu er der tid til at være lidt alene om bord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar