Vi prøver at sætte sejl, men da vinden stadig kommer fra syd, giver det for lidt, i forhold til den omvej det giver at krydse imod vinden, så vi opgiver igen, og går for motor. Det er dejligt solskin, og dønningerne er ingenting i forhold til i går.
Jeg vasker alle vinduer udvendig mens vi sejler, da de var blevet godt saltede, og næsten umulige at se igennem efter dønningerne dagen før.
Godt middag går vi ind i Viana Do Castello. En stor industrihavn, hvor vi går langt ind, før vi kommer til lystbådehavnen. Der er en bro udenfor lystbådehavnen, som lukker af ved lavvande. Vi lægger til ved en flydebro lige uden for broen. Her er et fantastisk vejr, og efter frokost, går vi en tur i den meget flotte by. Med små gader, masser af små butikker, og endnu mindre gader, hvor vasketøjet hænger fra vinduerne. Nede ved havnen er alle gamle bygninger fjernet, og der er anlagt en flot, åben havnefront. Tilbage ved båden er havnemesteren kommet, da han hører, at vi skal afsted igen, hjælper han med fortøjningerne, og ønsker os god tur.
Vi havde håbet, at strømmen var vendt mens vi holdt rast. Det er den ikke, men den er aftaget lidt. Der er utroligt mange garn, så der skal holdes behørigt udkik, men vi kunne bare være sejlet længere ude. Det fremgår tydeligt af kortet, at det er Spansk fiskeriområde vi sejler i. Vi går de ca. 18 sømil til Povoa de Varzim med motor. Inden vi lægger til her, husker jeg at skifte gæsteflag, det havde jeg glemt i Viana Do Castello. Jeg sætter også det gule toldflag, det skal man ellers ikke, når man kommer fra et andet Shingen land. Det resulterer da også i, at der kommer toldere på broen på et tidspunkt, hvor vi ikke er der. Da de ikke kan komme ombord hos os, går de i stedet over til en anden katamaran, det er en dansk kone og en engelsk mand, som har sejlet de sidste 17 år. Nu er de på vej til Algarve, hvor de vil overvintre.
Poavo De Varzim er en fin lille havn, som vi har læst om i rejsebeskrivelser. Herfra går der Metro til Porto, det benytter vi os af. Vi står rimelig tidligt op, og har en fin tur til Porto på ca. 3 kvarter.
Den flinke havnemester har anbefalet, at vi står af ved Trinidad. Her kan man skifte til en Metro, der går direkte til portvinskældrene, Vi vælger at gå turen herfra, nedad til floden, igennem de små forretningsgader. Vi får en kop kaffe undervejs. Niels har efterhånden fundet ud af, at hvis vi bestiller Café o Lait, så er det til at drikke, især hvis der også kommer sukker i. Normalt drikker vi kaffen sort, men når de laver den her, er den bitter og grumset, og ikke lige noget for os.
Nede ved floden finder vi en lille restaurant med flot udsigt til broen i 2 niveauer, floden og "portvin siden".
Vores frokost ved broen i Porto.
Vi får vores frokost her, og går over på til Portvins distriktet. Vejret var lidt køligt fra morgenstunden, men nu er der dejligt solksinsvejr, dog ikke varmere, end at det er til at holde ud. Vi kigger på flere fabrikater. Alle skal have 6 euro for en guidet rundvisning med et par smagsprøver. Vi får os en Long Drink ved ved Sandemans. Jeg får en Brasilian: Lime, sukker, lys portvin og lemon., Niels får en anden, jeg kan ikke huske navnet på den, men det er med appelsinskive, sukker, seven up, kanelstang og Port Ruby. Opskrifter kan ses på: Sandeman.com . Hos Sandeman eller ... passer tider for engelske tours os ikke, en Guidet tour koster 6 Euro. Vi går videre, møder en mand tilbyder os en engelsk tour i den kælder han repræsenterer til 5 Eoru, den tager vi. Han fører os ad et par sidegader hen til AUGUSTOS. Her kommer vi på tour sammen med et Canadisk par, kun os fire, så det er fint, og der er mulighed for at stille spørgsmål. Vi bliver så kloge, så nu ved vi, at i Adventage ælder videre i flasken, og bliver bedre med årene. Avantage kan holde sig op til 2 år efter at den er blevet åbnet, blot man sætter proppen på indimellem. Vi køber en avantage.
Billeder fra "portvinskælderen"
Det er tydeligt, at "Vinkælderen" er indrettet i en gammel lagerbygning, men det er nok tilfældet alle steder. Vi får en god oplevelse af, hvordan portvinen fremstilles, også, hvordan det foregik før i tiden. Ser billeder af, hvordan "portvinsbådene" var konstrueret, så de kunne lægge til ved trapperne, uden at tage hensyn til tidevandet.
Da vi går tilbage over broen, ser vi 2 drenge, der springer i floden, den ene fra klipperne, den anden fra den nederste bro. Vi går op ad 175 trappetrin, + op ad en sti et par hundrede meter, men så er vi også over den øverste bro, og vi slipper for den stejle stigning op igennem midtbyen, som var fin at tage ned mod floden. Niels køber en rose til mig:
Vi får lidt at spise, og en øl, og er nu klar til at tage metroen tilbage. Den aften er jeg simpelthen for træt til at gå med ind til byen, så vi spiser hjemme i båden, og går tidligt til køjs.
Vinden er her fortsat ikke, eller også er den imod, så vi har et par dage her, det er helt OK, da det er en fin by. Maden her i Portugal er dog ikke helt så god som i Spanien, vi føler os især snydt, når de uden at spørge kommer med Botanas, som de så bagefter sætter på regningen, det skete aldrig i Spanien. En aften spiser vi på restauranten på Marinaen, det kan ikke anbefales. For det første smagte det ikke af ret meget, for det andet var det temmelig dyrt, men havnen er billig, 9 Euro pr. nat, og når man skal vaske, bruger man bare vaskemaskine og tørretumbler, og betaler bagefter 2,5 Euro for dette på havnekontoret, så vi får vasket "i bund". Her er varmt og dejligt, indimellem kommer der meget dis indover, men det meste af tiden er her dejligt.
Nogle englændere, som også er på vej til Gran Canaria for at deltage i ARC, anbefaler os en lille by lidt sydpå, Vila Do Condo.
Vi tager cyklerne dertil, en fin tur langs hvide sandstrande fyldt med badegæster. dvs. de fleste ligger på stranden. enkelte går ud i vandet, men ingen svømmer. Nogle unge mennesker morer sig med at løbe ud i dønningerne og lade sig føre med dem tilbage til stranden.Vi kommer til byen ved flodmundingen, det er en fin, og anderledes by. Vi får en øl på en café, 1 euro, det er vist det billigste vi har prøvet hidtil. Bagefter kommer vi forbi et stort marked, de har alt muligt, det minder lidt om "Det gule marked" i Prag, det er dog portugisere der står for boderne. Vi finder Fiesta da Comer, mange boder med lokale specialiteter. Også her bliver vi skuffede, maden er forholdsvis dyr, er kold, og smager ikke af noget særligt. Vi cykler tilbage til båden, endnu en oplevelse rigere.
Vi har nogle gode dage i Povoa De Varzim. Finder supermarked og forretningstrøget i denne fine by, som også har et Casino, det springer vi dog over. I weekenden er der middelalderfestival, med masser af gøgl på torvet, her går vi op, og sender en venlig tanke til Horsens, som vist også har Middelalderfestival i denne weekend. Vi smager på lidt forskelligt, en burger med grillstegt svin, som er hårdt, brød med deres fede pølser. Endelig finder Niels et sted, hvor de laver pandekager, de smager godt, men med nutella som i Holland, bliver det lidt for sødt til mig. Brændte nødder af forskellig slags, falder til gengæld i min smag. Niels synes, at vi skal have et ordentligt måltid, men jeg er så mæt af alle de små smagsprøver, så jeg nøjes med en salat, Niels får en lille, tynd steak. Da vi går tilbage til båden, går vi forbi havnefronten, hvor der er stillet telte op, her serveres alt muligt, det ser bedre ud end det vi fik, men nu kan vi altså ikke spise mere. Vi har fået at vide, at det er den lokale fodboldklub der står for teltene, og overskuddet går til deres lokale fodboldhold. Da solen forsvinder, kommer tågen.
Vi har tjekket ud, og vil tidligt afsted næste morgen, men da hænger tågen stadig tykt, og den vind der skulle komme fra nord er udeblevet, så nu må vi se, hvornår vi kommer afsted. Vi har fået sms fra Birthe og Svend, dejligt at høre nyt hjemmefra.
Vi kom ikke afsted som planlagt, men jeg kom så til gengæld ud og bade. Vejret og vandet var fint, og selv om dønningerne ikke var så store som vi tidligere havde set, var det hårdt at svømme i det urolige vand, det var dog dejligt. På vej tilbage fra stranden fandt vi en lille restaurant, hvor de solgte gode ”Fransiskas” Flütes med skinke, ost, pølse og noget tomatsovs, varmet i ovnen, så brødet var dejligt sprødt. Det prøvede vi et par gange. Ellers er vi ikke begejstrede for det portugisiske køkken, de bruger ikke ret mange krydderier, og til gengæld sejler salaten i olie. Derudover var vi blevet vænnet til, at livet først begyndte efter kl. 21 i Spanien, her var alle gået hjem kl. 21.30.
Jeg fik bagt rug og franskbrød. Vi inviterede Andrea og
Klaus på friskbagt brød og en øl (nu er der kun 4 tilbage fra DK, men de har
også været rationeret længe). Det endte med både øl, Sct. Lucia rom og senere rom
(Kaptajn Morgan) og cola. Vi havde nogle hyggelige timer sammen med dem, og fik
en masse gode tips. Klaus har været over Atlanten 2 gange, første gang solo, og
sidste gang var Andrea med, så vi fik mange gode tips. Næste dag kom Heidi og
Graham til en kop kaffe. De har sejlet i 17 år, hvor de har boet på båden, og
har været hele vejen rundt. Heidi er dansk, og Graham er englænder. De havde
også mange gode tips, det er jo med at benytte sig af de erfaringer man kan få
undervejs.
Vi nåede også at få ”hatten” af styrehuset, så nu er de
rustfrie bøjler flotte og skinnende (Inger).
Endelig kommer vinden fra nord, og vi beslutter at tage af
sted næste dag. Da vi kommer ud, er det diset, og ingen vind. Dog ikke så tæt
som det har været de tidligere dage, så vi kan fint sejle, og se garnene, der
var bare ingen vind. Vi beslutter derfor at tage ind i Duoro floden. Det er den flod
der går igennem Porto, og som bliver brugt til at fragte druesaften fra vinmarkerne til
vinkældrene her, hvor de bliver puttet i tønder, og lagret, og ender som de
lifligste dråber portvin.
Vi sejler rundt, så langt vi kan for broer, og ser byen fra
vandsiden. Sejler lidt ud af floden igen, og lægger til i Duoro Marine. 20
Euro, nedsat med 50% pga ARC. Vi har ikke nødt ret mange havne, hvor vi får
rabat, har bedt om en fornyet liste fra ARC, men det er den samme liste, som vi
har i håndbogen, og iflg. den er er der ikke ret mange steder man får discount.
Vi går de ca 4 km ind til portvinsdistriktet. Har fået at vide, at hvis tager ind til Churchill cellar, og siger, at vi kommer fra Duoro Marina, får vi gratis rundvisning og smagsprøver. Denne "Cellar" virker mere autentisk end Augustus som vi var i forleden. Her kan man dufte vinen i tønderne. Til gengæld fik vi meget mere at vide i Augustus.
Vi får dog nogle meget fine smagsprøver, og køber en hvid denne gang. Niels er som sædvanlig glad for, at jeg har en rygsæk til at bære tingene i.
Vi tager en taxa (4,5 Euro) tilbage til området ved Marinaen. Her er vi blevet anbefalet en fiskerestaurant, så den prøver vi. Der grilles de fisk man bestiller, ude på fortovet i nogle store grill. Niels bestiller ansjoser, jeg vil være på den sikre side, og bestiller laks. Begge dele smager fantastisk, det er simpelthen det bedste måltid vi har fået i Portugal.
Vi overnatter 1 nat i Duoro, og finder ud af, at havnepenge
indeholdt morgenbrød, så vi havde 4 dejlige boller til brødristeren. Vi sejler
derfra til til Aveiro floden. Vi kom først af sted lige før middag, så trods
fin sejlads med Code Z, når vi ikke ret langt. Da vi kommer syd for Porto, ser
vi ikke ret mange fiskegarn. I indsejlingen til
Aviero floden har vi 4 knobs medstrøm, så det går hurtigt. Floden er fin, og
der er en masse fiskere i småbåde. Vi ankrer i en lille bugt på BB side, her er
en dejlig lille by, og der er palmer ned til havnen, så det er et rigtigt godt
sted at overnatte. Næste morgen tager vi af sted ved 8-tiden, så vi kan komme
lidt videre. Der er flot solskin, men desværre ikke ret meget vind, så det går
for motor og foggen bliver sat midt på dagen. Vi sejler forbi Figueira de Foz,
da vi har læst på flere blogs, at den er ret dyr og turistagtig. Og, da vi har
læst, at Anders ikke kan finde en ankerplads der, så regner vi heller ikke med,
at vi kan. Vejret er fortsat dejligt. Jeg gør lidt rent i cocpit teltet, og
bager rug- og franskbrød. Vi skiftes til at blunde lidt, og nyder det fine
vejr. Der er ret gode dønninger, som heldigvis er med os, så det eneste vi
savner er lidt mere vind.
Vi går til Nazaré. En flink "australsk englænder" hjælper os med at
fortøje. Niels opfinder en ny drink: citroniste med rom, det smager godt med
lidt isterninger i. Englænderen er også på vej til Caribien, han har været der
før, så endnu engang suger vi gode tip til os.
Havnen er en fiskerihavn, med et par små broer til
lystfartøjer. Der er masser af fiskebåde, men desværre endnu flere måger, og om
natten går alle fiskerne ud, så vi bliver vækket nogle gange. Havnepenge: 32,50
Euro.
Næste morgen går vi en tur ind i byen. Det er en lille,
meget turistpræget by, med en fin badestrand. Byen ligger op ad en
bjergskråning, og der er en lille kabelbane, den prøver vi selvfølgelig, og byen
er flot heroppefra:
Jernbanesporet i Nazaré set oppe fra.
Billede fra Nazaré
Langs stranden tørrer fiskekonerne fisk, og sælger dem til
forbipasserende, det er nu ikke lige noget vi har lyst til. Tilbage i båden er
vi enige om, at gå for anker foran den fine strand i nat, og så sejle videre i
morgen tidlig. Der står lidt dønninger derude, men vi falder fint i søvn.
Da vi vågner, er der lidt diset ind over land, og ingen
vind. Vi tager ankeret op, og jeg laver morgenmad. Mens vi spiser morgenmad,
lægger tågen sig som en dyne omkring os, så vi er begge hurtigt på broen. Niels
passer AIS og radar, mens jeg kigger efter fiskegarn. Vi er meget glade for, at
vi fik radaren lavet i Kiel, for her er der virkelig brug for den.
Klokken 12 letter disen pludselig, og et flot landskab af
klipper dukker op.
Penice: Nu er der det dejligste solskin. Vi ser, at der er nogle ankerliggere uden for molen i Penice, men vi vælger at gå ind i havnen. Finder en ankerplads, hvor der ligger en del forsømte både. Her smider vi ankeret. Det er tid til frokost. Vi tager jollen og sejler lidt rundt i havnen. Det er svært at finde en plads til jollen, men vi kommer i land, og Penice er en hyggelig by med gode supermarkeder, det er efterhånden noget vi sætter pris på, ligesom Niels sætter pris på min rygsæk, som er god til at bære varerne i.
Penice: Nu er der det dejligste solskin. Vi ser, at der er nogle ankerliggere uden for molen i Penice, men vi vælger at gå ind i havnen. Finder en ankerplads, hvor der ligger en del forsømte både. Her smider vi ankeret. Det er tid til frokost. Vi tager jollen og sejler lidt rundt i havnen. Det er svært at finde en plads til jollen, men vi kommer i land, og Penice er en hyggelig by med gode supermarkeder, det er efterhånden noget vi sætter pris på, ligesom Niels sætter pris på min rygsæk, som er god til at bære varerne i.
Niels ser på AIS, at der ligger en dansk båd for anker uden
for havnen. Vi sejler om og hilser på dem, det er Jeanne og Bent, der sejler i
SY Karma, de er også på vej til Caribien. Bent er maskinmester, og har sejlet
med Elisabeth Mærsk, et par år efter at Niels sejlede med den. Jeanne er
sygeplejerske, så det er jo lidt pudsigt. Vi udveksler telefonnumre og
blogadresser, og er ude og spise sammen den sidste aften vi er i Penice.
Niels og jeg tager jollen om til en strand vi er sejlet
forbi da vi kom hertil. Det er en fin strand, men det bliver kun til en kort
dukkert, da vandet er koldt. Jeg glæder mig snart til noget varmere badevand.
Men vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet til syden. I Sydengland så vi et par
forkrøblede palmer. I Nordspanien var de ikke forkrøblede mere, men der var
sparsomt med dem. Nu er der en del forskellige palmer overalt.
Efter 2 overnatninger i Penice hæver vi ankeret igen, for at
gå de ca. 45 sømil til Lisabon. Det er nogenlunde klart vejr, men stadig ingen
vind, så den går atter for motor. Vi forsøger med både fog og Code Z, de
hjælper lidt, men da de begynder at blafre, tager vi dem ned. Der bliver tid
til et hvil i solen på fordækket. Kort efter runder vi Azoia, og her kommer der
pludselig masser af vind, op til 12,5 m/s, så foggen bliver straks sat, og
motoren stoppet. Tid til eftermiddagskaffe udelukkende for sejl, det er
dejligt.
Cais Cais: Vi smider ankeret i bugten ved Cais Cais, som ligger yderst i Targus floden, der går ind til Lisabon. Vi har fået oplyst, at havnen her er meget dyr, dejligt at kunne spare lidt, ved at læse andres blogs. Får da også hurtigt en messenger fra Havhunden om, at Cais Cais er for dyr. Første gang vi smider ankeret, glider vi. Det viser sig, at ankeret har fået fat i et fiskegarn. Niels må overtage ankeret, og jeg tager broen. Vi får løst problemet, og går lidt derfra, hvor vi får en fin plads. Hilser på First Step som ligger her da vi kommer. Senere kommer Karma, og de får den øl vi skylder. Byen er en livlig, aktiv forstadsby til Lisabon, med fine badestrande. Der er lavet en meget stor ponton af genbrugsmateriale, sodavandsflasker mm. Her er mange turister i vandkanten, men da vi går lidt derfra, møder vi de lokale, det er jo det miljø vi bedst kan lide. Her er dejligt varmt, og vi bliver her i et par dage inden vi sejler ind ad Targus floden til Lisabon for at finde Lagoon forhandleren, som Bjarne har adviseret om, at vi kommer, da der er nogle ting der skal laves på båden på garantien.
Vi lægger til i Doca Alcantara, skal først igennem en bro, der åbner hver halve time. Derefter lægger vi til, og går i land for at finde Lagoon forhandleren. Efter noget søgen, taxakørsel hen til forrige havn, der ligger lige under bil og jernbanebroen, som larmer utrolig meget, spørger vi os igen for, og går tilbage til Doca Alcantara, hvor vi finder kontoret. Vi får lavet en aftale om, at de kontakter os, og kommer og ser nærmere på problemerne, for at tage stilling til, hvad der kan gøres ved det.
Da vi går ind på marina kontoret, er betjeningen her meget ubehagelig, og vi vil bare videre, det er torsdag, og der kommer ingen fra Lagoon før i næste uge.
Vi sejler forbi havnefronten i Lisabon, det er en fin tur, og vi kan se, hvordan også denne by er bygget på en bjergskråning, eller rettere: byen er bygget på 7 bjerge. Nu vil Niels finde en havn, sejler ind i et lille kajanlæg, det viser sig at være militært område, så vi må videre.
Nacoes: Kort før den næste bro: Motorvejsbroen, Vasco da Gama, finder vi en fin havn på Lisabonsiden, Marina Nacoes. Den er ret dyr, 42 Euro, men vi får ARC rabat, så det hjælper noget på det. Mandag får Niels fat i Lagoon, som lover at sende en mand samme dag, så foreløbig er det blevet til 5 overnatninger. I mellemtiden får vi fra vore venner i Sif at vide, at de ligger i Seixal til 12 Euro, og der er flere danske både derovre, så der tager vi over, når de har været her fra Lagoon. Han kommer ikke mandag, mon han kommer tirsdag? nu bliver det dyrt, for det var kun de 2 første dage de gav rabat.
Nacoes er en flot, nyrenoveret forstad til Lisabon. Flotte nye huse udformet som store skibe, fine parker med store springvand, men til gengæld også med Nordsjællandske priser i forhold til andre steder i landet. Vi er på et museum, hvor vi finder ud af, at byen tidligere var olieterminal og anden industri, foruden fiskeri. Vi ser billeder af stigende nedbrydning af området både boliger og industri. Vi finder ud af, at i forbindelse med Expo 98, starter man renovering af området i 1992. Alt i de yderste rækker ved floden bliver revet ned. Undergrunden bliver renset op, der bliver kloakeret, lagt vand og el, og så begynder byggeriet af det, som i dag hedder Parque das Nacoes. Med flotte huse, hoteller, parker, messehal og koncertsal.
I en park ser vi studerende i skoleuniform herse med en masse uden uniform. Vi snakker med en af dem i uniform, hun fortæller, at de er fysioterapeut studerende, dem i uniform er 2. års studerende, og dem uden uniform er lige startet, og får nogle fysiske udfordringer, for at mærke på egen krop, hvad det drejer sig om.
Den første aften var vi ude at spise
Det er rigtig god mad, hvor der er fri salatbar, og tjenerne kommer og skærer kød fra spyddet ud ved bordet. De kom med meget forskelligt kød.
Vi benytter tiden til at tage ind til Lisabon. Vi køber 1-dags biletter til 6 Euro stykket, som gælder Metro, busser og sporvogne, så vi kører derind med bus, tager nogle ture med sporvognene, bl.a. en elevator sporvogn, som tager de helt stejle ture,det er sjovt at prøve.
Billede af Elevador Sporvogn
Almindelig sporvogn, hvor en dreng springer på i farten, og kører gratis med.
Vi tager Metroen lidt uden for bymidten, finder en lille restaurant, hvor vi får vores frokost.
Fra hovedtorvet i Lisabon: Praca do Comercio, går vi tur på hovedstrøget, hvor der er fyldt med turister, restauranter, butikker og gøglere, som i alle andre hovedstæder.
En hyggelig dag, hvor vi rigtig leger turister.
En af de andre dage tager vi bussen helt til Belem, hvor vi ser Monumentet over "Henrik Søfarer", som blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Lisabon i 1940. "Henrik Søfarer" Var kongesøn, som sørgede for at portugisiske opdagelsesrejsende kom ud i verden, og koloniserede en del af Vest Afrika.
Billede af Henrik Søfarer monumentet.
Vi så Torre de Belem:
Billede af Torre de Belem
Et tårn, der blev bygget i 1514-1519 som forsvars værk ved Targus floden, for at forsvare Lisabon.
Vi er inde og se Museum of Moderne Art. Det var nok ikke det hele vi helt forstod, men det var stort og flot. Derfra tager vi sporvognen ind til hovedstrøget, får noget frokost, da det begynder at "smuskregne", bliver "solbrillesælgerne" hurtigt til "paraplysælgere". Vi bliver enige om at tage tilbage til båden. Vi havde set et Liddl varehus på vejen, så først på aftenen tager jeg bussen derind for at få handlet, det er billigt i forhold til varehusene herude i Nacoes. Jeg når at komme tilbage inden mørket faldt på. Ved 8-tiden begynder det at mørkne, og en halv time efter er det mørkt.
Tirsdag eftermiddag kommer manden fra Lagoon, og gennemgår de ting vi har, som vi mener skal ordnes på garantien. Han er en meget flink mand, han gennemgår de ting Niels beder ham om, og virker meget omhyggelig. Han noterer det hele ned, og vil konferere med Lagoon. Han vil komme med en elektriker, og gennemgå det elektriske system, som der hele tiden har været problemer med.
Seixal: Efter at han er færdig, tager vi til Seixal, hvor både Sif og Karma ligger. Det er hyggeligt med en "danskerkoloni", vi kan komme på internet i Nautica Seixal:
"Danskerkoloni i Seixal"
Aftenhygge i Seixal Christina, Niels, Bent og Søren
Seixal er en lille by, der ligger på sydsiden af Targus floden. Her er en meget lille anlægsbro, og mange bøjer. Vi starter med at ligge uden på Sif, men næste morgen får vi en kajplads. Den flinke havnemester hjælper os med at forflytte. Her er en del små fiskere. Franskmanden i katamaran, som vi først mødte i Duoro, og senere i Nachoes er her også.
Ved lavvande går muslingehøstere ude i sumpen og høster muslinger. Byen har mange små forretninger, men vi finder også et supermarked. Vi cykler lidt rundt, og ser området.
Billede af vores første fisk
Niels køber en fisk af havnefogeden. Der har været et par dage med oversyet og blæst, men nu er der blevet meget varmt. En aften, hvor jeg skal til at lave mad, er der 39 grader i salonen. Det hjælper dog hurtigt at få åbnet et par vinduer da solen begynder at gå ned.
Vi bliver liggende her i 10 dage. I den periode er vi 2 gange i Lisabon, hvor de kommer fra Lagoon, og laver de ting på båden, som vi har reklameret over. Det er nogle dygtige håndværkere, og kontaktmanden til Lagoon er meget behagelig. Han tager sig seriøst af de ting vi ikke mener er OK, kontakter Lagoon, og i løbet af kort tid er det meste repareret. En enkelt ting vil tage for lang tid, det bliver midlertidigt ordnet så vi kan fortsætte turen uden bekymringer for om det virker, og så få det endelig repareret senere. Det er dejligt at møde et menneske som ikke blot slår tingene hen, og siger, at sådan er det på en Lagoon 39. Her føler vi os hørt, og der sker noget effektivt.
Vi hygger os sammen med besætning fra Karma og Sif, men efterhånden er vi alle ved at have rejsefeber, og der er almindelig opbrudstemning. Nu glæder vi os til at komme på havet igen, og glæder os over, at verjfilerne viser, at vinden kommer fra den rigtige retning, men desværre som sædvanlig lidt for lidt af den.
Cais Cais: Vi smider ankeret i bugten ved Cais Cais, som ligger yderst i Targus floden, der går ind til Lisabon. Vi har fået oplyst, at havnen her er meget dyr, dejligt at kunne spare lidt, ved at læse andres blogs. Får da også hurtigt en messenger fra Havhunden om, at Cais Cais er for dyr. Første gang vi smider ankeret, glider vi. Det viser sig, at ankeret har fået fat i et fiskegarn. Niels må overtage ankeret, og jeg tager broen. Vi får løst problemet, og går lidt derfra, hvor vi får en fin plads. Hilser på First Step som ligger her da vi kommer. Senere kommer Karma, og de får den øl vi skylder. Byen er en livlig, aktiv forstadsby til Lisabon, med fine badestrande. Der er lavet en meget stor ponton af genbrugsmateriale, sodavandsflasker mm. Her er mange turister i vandkanten, men da vi går lidt derfra, møder vi de lokale, det er jo det miljø vi bedst kan lide. Her er dejligt varmt, og vi bliver her i et par dage inden vi sejler ind ad Targus floden til Lisabon for at finde Lagoon forhandleren, som Bjarne har adviseret om, at vi kommer, da der er nogle ting der skal laves på båden på garantien.
Vi lægger til i Doca Alcantara, skal først igennem en bro, der åbner hver halve time. Derefter lægger vi til, og går i land for at finde Lagoon forhandleren. Efter noget søgen, taxakørsel hen til forrige havn, der ligger lige under bil og jernbanebroen, som larmer utrolig meget, spørger vi os igen for, og går tilbage til Doca Alcantara, hvor vi finder kontoret. Vi får lavet en aftale om, at de kontakter os, og kommer og ser nærmere på problemerne, for at tage stilling til, hvad der kan gøres ved det.
Da vi går ind på marina kontoret, er betjeningen her meget ubehagelig, og vi vil bare videre, det er torsdag, og der kommer ingen fra Lagoon før i næste uge.
Vi sejler forbi havnefronten i Lisabon, det er en fin tur, og vi kan se, hvordan også denne by er bygget på en bjergskråning, eller rettere: byen er bygget på 7 bjerge. Nu vil Niels finde en havn, sejler ind i et lille kajanlæg, det viser sig at være militært område, så vi må videre.
Nacoes: Kort før den næste bro: Motorvejsbroen, Vasco da Gama, finder vi en fin havn på Lisabonsiden, Marina Nacoes. Den er ret dyr, 42 Euro, men vi får ARC rabat, så det hjælper noget på det. Mandag får Niels fat i Lagoon, som lover at sende en mand samme dag, så foreløbig er det blevet til 5 overnatninger. I mellemtiden får vi fra vore venner i Sif at vide, at de ligger i Seixal til 12 Euro, og der er flere danske både derovre, så der tager vi over, når de har været her fra Lagoon. Han kommer ikke mandag, mon han kommer tirsdag? nu bliver det dyrt, for det var kun de 2 første dage de gav rabat.
Nacoes er en flot, nyrenoveret forstad til Lisabon. Flotte nye huse udformet som store skibe, fine parker med store springvand, men til gengæld også med Nordsjællandske priser i forhold til andre steder i landet. Vi er på et museum, hvor vi finder ud af, at byen tidligere var olieterminal og anden industri, foruden fiskeri. Vi ser billeder af stigende nedbrydning af området både boliger og industri. Vi finder ud af, at i forbindelse med Expo 98, starter man renovering af området i 1992. Alt i de yderste rækker ved floden bliver revet ned. Undergrunden bliver renset op, der bliver kloakeret, lagt vand og el, og så begynder byggeriet af det, som i dag hedder Parque das Nacoes. Med flotte huse, hoteller, parker, messehal og koncertsal.
I en park ser vi studerende i skoleuniform herse med en masse uden uniform. Vi snakker med en af dem i uniform, hun fortæller, at de er fysioterapeut studerende, dem i uniform er 2. års studerende, og dem uden uniform er lige startet, og får nogle fysiske udfordringer, for at mærke på egen krop, hvad det drejer sig om.
Det er rigtig god mad, hvor der er fri salatbar, og tjenerne kommer og skærer kød fra spyddet ud ved bordet. De kom med meget forskelligt kød.
Vi benytter tiden til at tage ind til Lisabon. Vi køber 1-dags biletter til 6 Euro stykket, som gælder Metro, busser og sporvogne, så vi kører derind med bus, tager nogle ture med sporvognene, bl.a. en elevator sporvogn, som tager de helt stejle ture,det er sjovt at prøve.
Billede af Elevador Sporvogn
Almindelig sporvogn, hvor en dreng springer på i farten, og kører gratis med.
Vi tager Metroen lidt uden for bymidten, finder en lille restaurant, hvor vi får vores frokost.
Fra hovedtorvet i Lisabon: Praca do Comercio, går vi tur på hovedstrøget, hvor der er fyldt med turister, restauranter, butikker og gøglere, som i alle andre hovedstæder.
En hyggelig dag, hvor vi rigtig leger turister.
En af de andre dage tager vi bussen helt til Belem, hvor vi ser Monumentet over "Henrik Søfarer", som blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Lisabon i 1940. "Henrik Søfarer" Var kongesøn, som sørgede for at portugisiske opdagelsesrejsende kom ud i verden, og koloniserede en del af Vest Afrika.
Vi så Torre de Belem:
Billede af Torre de Belem
Et tårn, der blev bygget i 1514-1519 som forsvars værk ved Targus floden, for at forsvare Lisabon.
Vi er inde og se Museum of Moderne Art. Det var nok ikke det hele vi helt forstod, men det var stort og flot. Derfra tager vi sporvognen ind til hovedstrøget, får noget frokost, da det begynder at "smuskregne", bliver "solbrillesælgerne" hurtigt til "paraplysælgere". Vi bliver enige om at tage tilbage til båden. Vi havde set et Liddl varehus på vejen, så først på aftenen tager jeg bussen derind for at få handlet, det er billigt i forhold til varehusene herude i Nacoes. Jeg når at komme tilbage inden mørket faldt på. Ved 8-tiden begynder det at mørkne, og en halv time efter er det mørkt.
Tirsdag eftermiddag kommer manden fra Lagoon, og gennemgår de ting vi har, som vi mener skal ordnes på garantien. Han er en meget flink mand, han gennemgår de ting Niels beder ham om, og virker meget omhyggelig. Han noterer det hele ned, og vil konferere med Lagoon. Han vil komme med en elektriker, og gennemgå det elektriske system, som der hele tiden har været problemer med.
Seixal: Efter at han er færdig, tager vi til Seixal, hvor både Sif og Karma ligger. Det er hyggeligt med en "danskerkoloni", vi kan komme på internet i Nautica Seixal:
"Danskerkoloni i Seixal"
Seixal er en lille by, der ligger på sydsiden af Targus floden. Her er en meget lille anlægsbro, og mange bøjer. Vi starter med at ligge uden på Sif, men næste morgen får vi en kajplads. Den flinke havnemester hjælper os med at forflytte. Her er en del små fiskere. Franskmanden i katamaran, som vi først mødte i Duoro, og senere i Nachoes er her også.
Ved lavvande går muslingehøstere ude i sumpen og høster muslinger. Byen har mange små forretninger, men vi finder også et supermarked. Vi cykler lidt rundt, og ser området.
Niels køber en fisk af havnefogeden. Der har været et par dage med oversyet og blæst, men nu er der blevet meget varmt. En aften, hvor jeg skal til at lave mad, er der 39 grader i salonen. Det hjælper dog hurtigt at få åbnet et par vinduer da solen begynder at gå ned.
Vi bliver liggende her i 10 dage. I den periode er vi 2 gange i Lisabon, hvor de kommer fra Lagoon, og laver de ting på båden, som vi har reklameret over. Det er nogle dygtige håndværkere, og kontaktmanden til Lagoon er meget behagelig. Han tager sig seriøst af de ting vi ikke mener er OK, kontakter Lagoon, og i løbet af kort tid er det meste repareret. En enkelt ting vil tage for lang tid, det bliver midlertidigt ordnet så vi kan fortsætte turen uden bekymringer for om det virker, og så få det endelig repareret senere. Det er dejligt at møde et menneske som ikke blot slår tingene hen, og siger, at sådan er det på en Lagoon 39. Her føler vi os hørt, og der sker noget effektivt.
Vi hygger os sammen med besætning fra Karma og Sif, men efterhånden er vi alle ved at have rejsefeber, og der er almindelig opbrudstemning. Nu glæder vi os til at komme på havet igen, og glæder os over, at verjfilerne viser, at vinden kommer fra den rigtige retning, men desværre som sædvanlig lidt for lidt af den.
Efter 9 dage i Seixal, er vi ved at være klar til at komme
videre. Det har været et dejligt sted at være, og der var afskedsgave til Niels
fra havnemesteren, og kindkys til mig fra pigerne på turistkontoret som også
fungerer som havnekontor. På broen står den gamle mand med den visne arm og
mascalaen, havnemesteren, besætningen fra Sif og deres nyankomne tyske venner
og vinker farvel. Der blev også vinket fra turistbåden, da Niels klokken 14
tuder farvel med hornet. Solskin og
varme fulgte os ud ad floden, bl.a.forbi Kristusfiguren.
Vi havde i forvejen ringet til Oeiras, men da vi kom dertil, havde de ingen plads til os alligevel. Jeg havde regnet med, at vaske sengetøj, håndklæder mm. De ville have 15 Euro for at have os liggende nogle timer (en dagsplads), og så kunne vi se, om der ville komme en plads senere. Vi er enige om, at så vil vi hellere sejle de 50 minutter til ankerpladsen i Cascais, mens det endnu er lyst. Vi kaster anker, kommer på nettet, og tager vasketøjet med i land i jollen. Vi finder et vaskeri, som vasker og tørrer tøjet for os, det er klart næste formiddag, vild luksus. Vi går ud og spiser, har jo lige sparet havnepenge. Vi får helstegt pattegris, for en gangs skyld smager maden af noget, men dertil serveres salatblade med løg, der svømmer i olie og nogle varmede franske kartofler. Vi har været skuffede over det portugisiske køkken, men de er til gengæld meget åbne og flinke. Sproget er svært at forstå, men rigtig mange snakker engelsk, og vi har lært det vigtigste ord på portugisisk: obligada, som betyder tak.
Næste morgen tager vi dinghyen ind, handler ind til de næste dage på søen og henter vasketøjet. Klokken 12.15 er vi klar til afgang efter 1 måned i Portugal, heraf 17 dage i Rio Tejo floden.
Vi havde i forvejen ringet til Oeiras, men da vi kom dertil, havde de ingen plads til os alligevel. Jeg havde regnet med, at vaske sengetøj, håndklæder mm. De ville have 15 Euro for at have os liggende nogle timer (en dagsplads), og så kunne vi se, om der ville komme en plads senere. Vi er enige om, at så vil vi hellere sejle de 50 minutter til ankerpladsen i Cascais, mens det endnu er lyst. Vi kaster anker, kommer på nettet, og tager vasketøjet med i land i jollen. Vi finder et vaskeri, som vasker og tørrer tøjet for os, det er klart næste formiddag, vild luksus. Vi går ud og spiser, har jo lige sparet havnepenge. Vi får helstegt pattegris, for en gangs skyld smager maden af noget, men dertil serveres salatblade med løg, der svømmer i olie og nogle varmede franske kartofler. Vi har været skuffede over det portugisiske køkken, men de er til gengæld meget åbne og flinke. Sproget er svært at forstå, men rigtig mange snakker engelsk, og vi har lært det vigtigste ord på portugisisk: obligada, som betyder tak.
Næste morgen tager vi dinghyen ind, handler ind til de næste dage på søen og henter vasketøjet. Klokken 12.15 er vi klar til afgang efter 1 måned i Portugal, heraf 17 dage i Rio Tejo floden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar