Sct. Vincent og Grenadinerne 2.1.2016 – 18.1.2016.

Sct. Vincent:

Vi går ind i Chateaubelair. Niels har læst, at her er politi og told. Han og Anna tager dinghyen i land for at få hende tjekket ud af Mevoy, og os tjekket ind på Sct. Vincent og Grenadinerne. De når politiet, som også er immigration, men tolderne gik kl. 16, dvs. at Anna ikke er tjekket ud. De kommer begge tilbage til Mevoy, de skal ca. 3 sømil længere sydpå for at komme til tolderne. Der var nogle unge fyre på kajen der ville sejle dem derhen i en hurtig speedbåd, men det var en helt vild pris de ville have for dette. Niels og Anna skynder sig at sejle af sted, dvs. Niels skynder sig, og jeg skynder på Anna. Kl. er lidt over 17, de tager af sted i jollen til tolden i Wallilabou ca. 3 sømil sydpå. Efter 1 time får jeg en sms fra Niels, at alt er OK. Nu begynder det at blive mørkt. En Boy kommer med frugt, som Niels har bestilt og betalt forud, så der findes da stadig ærlige mennesker. Han synes godt nok, at han vil have noget til hans mor, så hun kan bage og lave suppe. Jeg siger, at jeg ikke skal have hverken brød eller suppe, så padler han af sted igen. Nu begynder det for alvor at blive mørkt, og jeg bliver nervøs for Niels. Endelig ringer han, kan ikke helt orientere sig i mørket, jeg tænder håndprojektøren og blinker med den, får en sms at nu kan han se mig, og endelig efter næsten 3 timer, er han tilbage ombord. Han kom af med Anna, men hun havde ikke penge til at tjekke ind på øen, så dem måtte Niels betale for at komme af med hende. Lidt let aftensmad, og så til køjs.

Næste morgen tager vi knap 3 sømil sydover til Cumberland Bay. Undervejs ser vi sæler, endnu en ny slags.

Cumberland Bay er en fin lille bugt, her smider man anker, og får et tov i land omkring et træ, en palme eller en cementklods. Vi bliver fortøjet ved en af Fisherman´s klodser. Fisherman hedder Joseph, og har en restaurant ved stranden, som bestyres af hans søn og svigerdatter. Joseph bor der, laver halskæder mm., og sejler ud og hjælper med fortøjninger og sælger alt muligt. Joseph er dårligt gående, men i sin lille robåd klarer han sig fint. En dag, hvor nogle nordmænd er ved at lægge til, falder han i vandet. Jeg råber forskrækket til nogle af de andre, der er lige i nærheden af ham, de siger bare rolig, han klarer sig. Ganske rigtigt, Fisherman svømmer hen til sin jolle, skubber den svømmende i land, kommer op i den igen, og hurtigt er han tilbage ved nordmanden for at tjene en skilling. Der er en del restauranter langs den lille bugt, og hver restaurant har sine egne træer eller lign. til fortøjning, og tjener lidt ved det. Derudover kommer der frugtsælgere, men de er ret dyre med deres ting.

Cumberland City ligger lidt op ad bjerget, en helt nybygget lille by. De lokale fortæller, at byen blev ødelagt ved en storm, og regeringen har nu opført denne lille, farvestrålende by til indbyggerne, som de lokale kalder Hollywood. Vi befinder os godt i Cumberland Bay, og bliver her nogle dage, tager den lokale bus ind til øens hovedstad, Kingstown. Vi står ved busstoppet ved Hollywood, og busserne dytter og kører forbi, en lokal anbefaler os at tage bussen den modsatte vej, for at få plads i bussen, det betaler man en ekstra Ø-dollar for, kører så en halv time nordpå, hvor bussen vender, derefter sydpå ad samme vej, men nu har vi plads i bussen, turen tager alt i alt knap 2 timer, alt dette for i alt 6 ø-dollars. Bussen er en 9 personers bus, som sagtens kan indeholde 16 passagerer. Vi ser nu øen fra landsiden, og skal lige love for, at det er bjergkørsel på meget smalle veje. Når man nærmer sig et vejsving med dårlig oversigt, dyttes der 2 gange, for at gøre eventuelle modkørende opmærksomme på, at man er der. Det er et fattigt land, og det kniber med oprydning. Når en bil går i stykker, bliver den stående, og brugbare reservedele fjernes, men udover det står den til den ruster op, vi bliver glade for den danske model med skrotningsafgift. 

Vi kommer forbi kystbyerne sydover, og endelig er vi i Kingstown. Vi havde håbet, at vi kunne få handlet ind her, men det er begrænset, hvad de har. Der er boder alle steder med frugt og alt muligt andet, det ser mest af alt ud til, at de også her lever af at sælge til hinanden.  Der er et hektisk liv og uro. Vi sidder og får os en "Dobbelt", en hvedemels tortilla med bønner, da en dansker snakker til os. Han har bosat sig hernede, arbejder på en restaurant i Den Blå Lagune, og udlejer ferielejligheder.

Med bussen tilbage til den stille og rolige Cumberland Bay, hvor vi er glade for at være. Niels har set på AIS, at Karma ligger i Wallilabou, vi tager jollen hen og hilser på dem.

Jeg trænger til at blive klippet igen, og vi har læst, at man her henvender sig på den restaurant, hvor de lokale holder til, og bliver klippet under palmetræerne ved Mojito Bar. Niels spørger i baren, om der er en der kan klippe mig, straks rejser en mand sig og spørger, om jeg selv har en maskine med, og her skulle jeg have stoppet, men i stedet for siger jeg nej, og at jeg skal klippes med saks. OK, så vent lidt mens jeg henter min saks, siger han. I mellemtiden får vi os en øl sammen med en fransk pige, som i 3 måneder har ligget i sin båd i Cumberland Bay. Hun hjælper til på Mojito Bar, og tjener lidt ved det.

Manden kommer tilbage med kam og saks, og jeg bliver anbragt på en stol i et bådskur med bliktag, jeg kan se både strand og palmer, så lidt eksotisk er det. Så går manden i gang, første klip er meget kort, nu kommer den franske pige og hjælper ham, hun tager kammen, løfter håret lidt og siger CUT. Niels står og griner, tager et billede, og jeg bliver chokeret, det er meget kort og ujævnt, jeg skulle vist i stedet for have ladet Niels klippe mig med skægtrimmeren, det var blevet bedre, og nogle dage senere retter han  de mest ujævne steder. Nå pyt, det er dejligt med kort hår, og det vokser jo hurtigt ud igen, men næste gang lader jeg mig ikke narre af turistbøger, men vil finde en ordentlig frisør.

Efter 3 overnatninger i denne hyggelige bugt, med meget venlige og imødekommende mennesker, vil vi videre sydpå. Vi sejler ind i Petit Bayhart, en bugt, som er til salg. Det er en lille, flot bugt. Videre sydover for fog, med fin halvvind. Syd for øen blæser det som sædvanligt op, motoren startes, og vi tager foggen ned. Går ind i Den Blå Lagune. Her havde vi forventet et rigt sejlerliv, med fyldte barer og restauranter, men bliver skuffede, her er ikke ret mange. Vi lægger for en gangs skyld til ved bro, det koster 348,00 kr. Det er et uroligt sted at ligge, så vi bliver her kun 1 nat. Nogle danskere på broen, bliver inviteret over på en kop kaffe.

Vi går sydpå med fog til den næste ø: Bequa, efter godt 2 timer er ankeret kastet her, ikke langt fra Karma og en anden dansk båd. Det er dog først i 3. forsøg ankeret bider. Vi har læst, at man ikke skal lægge sig ved bøjer her, da de er ret ustabile. 

Bequa:

Vi ligger i Port Elizabeth, øens hovedstad. Det er et hyggeligt gensyn med Karma, vi tager jollen til Lower Bay, som Niels kalder Lovers Bay, det lyder lidt mere romantisk. Jeg får en svømmetur, og bagefter en øl i baren, som koster 10 Ø-dollars, lige i overkanten synes vi. Baren kaldes Svenskerbaren, da det er et svensk par, der har slået sig ned, og driver den.

Martin kommer forbi Mevoy, han er for 22 år siden sejlet herover i sin spækhugger. Den er nu skiftet ud med en sydafrikansk bygget kølbåd. Martin fortæller, at han stadig er på arbejdsmarkedet i Danmark, og at han siden da, har brugt alle sine ferier her på båden sammen med Anette, hun er dog ikke med denne gang, da de har fået et barnebarn. Martin kan fortælle os en masse om, hvor det er godt og sikkert at sejle, om ind- og udklarering osv. Her er dejligt, men vi er nu enige om, at vores tur og længde på turen passer os bedre.

Folkene i land er venlige og imødekommende, og de har ikke helt den aggressive markedsføring, som vi har oplevet andre steder. Der er en del restauranter langs bugten, og alle har Wi Fi, så det benytter vi os af, og siden en øl på restaurant som regel kun koster 1 ø-dollar mere end i forretninger, bliver det her vi får os en øl, og samtidig kommer på nettet.

Her er frugtmarked og ”skrammelmarked”. Vi har efterhånden lært, at man kan få 2 bananer for 1 ø-dollar, så hvis de forlanger mere, får de ikke solgt noget til os. Man kan hurtigt se, når en turist cruiser er på vej, så stilles der utallige boder op, ligesom taxaerne holder lige ved den bro turisterne kommer fra. Der er kun en enkelt dag med regn. Vi havde i forvejen læst, at regntiden her i Caribien skulle være forbi i slutningen af november, eller begyndelsen af december. De lokale fortæller, at det er helt usædvanligt, at der stadig regner her i januar.

Niels og jeg tager den lokale bus syd på til Derrick. Også her er der en restaurant. Værten viser os, at han kan lave en fisketallerken med Conch, det er nu ikke lige her vi har lyst til at smage Conch, som er det indmad der er i en conkylie.

Karma tager af sted, det samme gør Martin og hans gæster, efter at Niels har hjulpet ham med at sætte hans ror fast. Til gengæld ligger Sif her en morgen, og vi får en hyggelig snak med dem i land.

Mayreau:

Vi kan godt lide at være her, men vi skal jo opleve mere, så en morgen, efter en lille uges tid, hiver vi ankeret op, og begiver os sydpå. Vi går stille og roligt med rebet fog og storsejl, der blæser en jævn vind, så vi kunne sagtens have sat mere sejl, men der er ikke langt imellem Grenadinerne, og vi har god tid, så vi tager den med ro. Vi går til Mayreau, og ville egentlig ankre i Saltwhilstle Bay, men der er fyldt med ankerliggere, og meget uroligt vand, så vi går videre til Saline Bay. Her er stille og roligt, indtil der kommer en hurtigfærge, der snor sig indimellem ankerliggerne med fuld fart, hurtigt får passagerer om bord, og derefter fuld fart ud igen. Nå, vi lå heldigvis ikke tættest på dens rute. Desværre har vi mistet vores flag og flagstang undervejs hertil. Vi fik nyt Dannebrog og nyt klubflag i julegave, dem har vi heldigvis ikke fået taget i brug endnu, da jeg først skal have givet Dannebrog neglelak på spidserne, for at det kan holde lidt bedre. Jeg får ordnet dette, og Niels hejser det nye Dannebrog i et af vanterne, det ser ud til at fungere fint. Klubflaget fra BBK bliver også skiftet ud, gad vist, om der tidligere er blevet flaget med det her på disse kanter? Tak for flagene børn og svigerbørn.

Stranden er flot, med hvidt sand, og palmer i baggrunden.

Vi tager jollen i land, går en tur. Byen ligger på toppen af en bakke, eller skal vi sige et bjerg? Her ser renere ud, husene er meget mere velholdte end vi hidtil har set. Vi går igennem byen, hvor folk hilser venligt på os, op til kirken der ligger på det højeste punkt, og her kan vi se vand til begge sider, og har en flot udsigt til bugten hvor vi ligger. Vi kan se en masse små og lidt større øer, det er et flot syn. I byen møder vi søde små gedekid, og ser et indelukke med skildpadder.

Jeg bader, her er meget kraftige dønninger, så selv om stranden ligner en fra en turist brochure, er det godt, at vi ikke var her, da børnebørnene var på juleferie, for dønningerne er simpelthen for voldsomme til, at de ville kunne bad her. Det ville nu også have været for langt at sejle frem og tilbage på 2 uger. Vi tager jollen om til Saltwhistle Bay, her er flot, og dønningerne knap så kraftige, så Niels går minsandten med ud og bade. Vi er ude at spise, Niels spørger om de tager Visa kort, det er ikke noget problem, men da der skal betales, er der ingen connection. Servitricen forsøger på en anden bar, og i et supermarked, men ingen steder virker kortet, vi har ikke ret mange Ø-dollars tilbage, så kromanden ender med at komme, og må nøjes med de penge vi har, vi kunne jo ikke gøre for det. Der er ingen bankautomat på øen.

Union Island:

Næste morgen tager vi direkte imod Syd. Der er kun 5-6 sømil, så vi går for motor. Det er en flot tur imellem de mange små øer, der hele tiden dukker op her i Grenadinerne.

Vi lægger til i Clifton Bay ved siden af Norske LEA, som vi kender fra ARC+. Det lykkes først at få ankeret til at bide i 3. forsøg. De vinker til os fra LEA, de er klar til at sejle ud kort tid efter at vi er kommet. Havnen ligger inden for et koralrev mod øst, og bjergene fra øen til vest. Midt i havnen er der også et koralrev. På koralrevet mod øst er der en lille restaurant. Vi har fået fortalt, at en mand begyndte at lægge konkylier i en bunke på koralrevet, og efter nogen tid, havde han fået lavet sin egen lille ø, hvor han nu har startet en udskænkning, øen kaldes Happy Island. Vi tager jollen derover, og får en rompunch, han river lidt muscatnød over, det giver en god smag.

Vi tager jollen ud på revene, og ser det igennem vandkikkerten, det fungerer fint at se det på den måde.

I land ser det ud som om turisterne har forladt stedet for en del år siden, og de stadig forsøger at holde fast i turisme som deres levebrød. Der er en masse boder rundt om et lille torv, de sælger alle de samme frugter, og vi ser ingen grøntsager. Frugtpriserne er nogle gange højere end i hjemme. Supermarkederne har toiletpapir, kiks og dåsemad, vi finder jakabov og forskellig tulip dåser alle steder, derudover er det småt med udvalget. Lidt kylling, som viser sig at være høne, mel, ris og lignende. Lokalbefolkningen må leve af høns og fisk. Der er mange restauranter. Vi går ind i en, der reklamerer med Wi Fi, men da vi spørger efter det, virker det ikke, og vil blive lavet i næste uge, de fik så ikke solgt noget til os. En anden restaurant er åbnet med drikkevarer juleaften, og starter først med at sælge mad fra i morgen ( Det er den 17. januar), men der er Wi Fi, og vi køber en øl. Får læst mails, og messenger lidt med Inger, det er hyggeligt. Befolkningen er her, som de andre steder vi har været, en blanding af de oprindelige, europæere og slaverne, som nok har tilføjet de fleste gener, for alle er sorte. De er meget venlige og imødekommende. Her er de ikke så påtrængende med at sælge varer fra deres joller. Efter 2 dage her, er vi dog klar til at tjekke ud fra Sct. Vincent og Grenadinerne, og går videre sydover til Carriacou. Ved udtjekningen fik vi forhåbentlig for sidste gang spørgsmål vedr. den franske Anna, om hvordan hun kom videre fra Sct. Vincent? Med Fly, svarer Niels.