Jeg kommer på nettet, og får lige skrevet til børnene, og mine søskende.
Hen på eftermiddagen går vi en tur. Havde hørt, at der fredag aften bare er gang i den oppe i byen, og det er fredag. Vi spørger os for, og da vi havde gået lidt, kom vi forbi en lille bar. Her fik vi en øl, og mændene fik også en lokal rom. Vi spurgte, om vi kunne få noget at spise. Det var ikke så nemt, men vi kunne lave en aftale til i morgen, det gjorde Niels så.
Vi fortsætter ned imod vandet, og så kommer vi da lige derhen, hvor det foregår. Meget høj musik strømmer ud af højtalere anbragt på jorden, på borde eller i lygtepæle. Mange har en kølekasse med drikkevarer, og et lille bord, og der har de en forretning. Madlugt trak os hen til en lille bod, hvor vi fik 3 portioner korteletter og ris, og Henning fik lever, da hun kun havde 3 korteletter tilbage.
Derefter fortsætter vi rundt i gaden, hvor der bliver røget andet end almindelige cigaretter. Da vi kommer ned til vandet, hænger der store højtalere og spiller musik ud over vigen, det var den musik der modtog os, da vi ankom natten før.
Her er noget varmere end det vi kommer fra. Henning forsøger forgæves at leje en bil. I stedet for bliver det til en skøn tur til stranden i dinghyen, vandet er over 28 grader. Om aftenen spiser vi i den lille restaurant, hvor Niels havde bestilt dagen før. Bagefter går vi over og ser "Pearl" den båd, som var kulisse ved indspilning af Pirats of the Carribien.
som var kulisse ved indspilning af Pirats of the Carribien.
Søndag går vi hver for sig. Niels og jeg tager den lokale bus til øens hovedstad, Castries. Den lokale bus er en minibus, og man stiller sig bare op ved stoppestedet og vinker af den bus med det rigtige nummer A1, og en grøn nummerplade. Det koster 2 1/2 ødollar at komme fra Rodney Bay til Castries. Man ganger med 2,6 , så har man beløbet i kr. I Castries starter vi med en kold øl, prisen er det samme som busturen. Vi går en tur på Jeremy Street, det advarer turistbrochurerne ellers imod, men det var her vi lige var, og det er vedhøjlys dag, så det går fint. Niels har fantaseret om pizza, vi finder en pizzabar, og får 2 lækre pizzaer, som vi slet ikke kan spise. Niels ville gerne have været længere sydpå til Anse La Raye, da han har læst, at der her skulle være en sukkermølle. Der går ingen lokale busser dertil om søndagen, så vi tager den lokale tilbage til båden.
Henning og Peter har været rundt i byen, hvor alt var lukket pga søndag, så de har spist på en restaurant på havnen.
Jeg når lige at få en lur inden vi skal til et ARC arrangement, lavet i samarbejde med byen.
Steelbandet består af 1 mand, der spiller på en hel ny balje, vi glæder os snart til at opleve et ægte steelband. Resten af arrangementet er meget fint, og vi får dejlig rompunch og små madder. Det er rigtig hyggeligt, og nu kender vi jo efterhånden en del af de øvrige ARC deltagere.
Mandag vil vi ud og se noget nyt. Niels tjekker ud, Henning og jeg er på nettet, jeg får endelig uploaded bloggen, der mangler dog stadig billeder. First Step kommer og hilser på, de har haft problemer med spieleren, og har været nogle dage på Barbados, de fortæller, at de som de sidste gik over målstregen.
Sidst på formiddagen sejler vi ud af havnen, går sydpå. Det er helt anderledes at se det hele udefra, ved højlys dag i solskin.
Det er en flot tur langs øens vestkyst, forbi flere tillokkende vige. Vi sejler ind i Anse La Raye, det er her der skulle være en sukkermølle. Vi smider anker syd i vigen og får en svømmetur og lidt frokost. Ankeret "bider ikke", vi driver lidt, hiver ankeret op, finder et nyt sted nord i vigen, her holder det.
Vi tager jollen ind, får en øl, og spørger krofatter om vej til sukkermøllen. Han fortæller, at det hele er brændt, men får fat i et par drenge, der viser vej. Det bliver en fin tur for mændene, jeg sætter mig i dinghyen for at holde øje med Mevoy. Byen er et lille fiskerleje, hvor der er fiskemarked om fredagen. Mændene kommer forbi en bananplantage, men ud over det er der vist ikke meget at leve af, nu hvor sukkermøllen er brændt. På sukkermøllen har der de sidste år inden branden været drevet restaurant.
Mændene bestiller aftensmad på byens fineste restaurant.
Ned mod vigen er der et vaskehus, i lighed med det vi så i Porto, her vasker konerne familiens tøj. Børnene er i fine skoleuniformer, men ellers ser her fattigt ud. Familierne bor i små huse, der minder om havehuse i DK.
Vi tager alle ind og får aftensmad. Der er borde på terrasen, og i haven. Vi vælger at sidde i haven, og får serveret velsmagende kylling m. pommes frites af engangs tallerkener og med en plastikgaffel. Som andre steder, er der en del gadehunde, som Niels fodrer med vores rester.
Vi går tilbage igennem den lille by, hvor det ser ud til, at aftenlivet leves på gaden. Vi har i længere tid studeret de indfødtes kropsbygning, det er helt tydeligt, at der findes 2 racer, det ses især på kvinderne. Alle er sorte, nogle er brede med den traditionelle store bagdel, andre er høje og slanke. De fleste kvinder har mange fletninger. De fleste mænd er kortklippede, men nogle har fletninger, som de gemmer under strikkede eller hæklede hatte, det må være meget varmt. Det er "rastafarierne", Niels har læst, at de tilhører en særlig religiøs overbevisning.
Tilbage i båden får vi en god nats søvn.
Næste dag går vi lidt sydpå, og ser en fin bugt: Anse Cohon, med restaurant ned til vandet, her er lidt mere civiliseret, men det var sjovt at se det rigtigt lokale i Anse La Raye. Vi lægger ikke til her, men går nordpå til Marigot Bay. Det er en rigtig turistrede. Vi går herind, fordi vi har læst i ARC programmet, at de holder en fest for ARC om et par dage. Det ved pigen på havnekontoret ikke noget om. Senere viser det sig, at ARC får lavet en aftale med dem efter at vi har været der.
Vi går lidt videre nordpå til Castries. Det eneste sted vi kan finde en ankerplads, er helt inde ved byen, i nærheden af nogle fiskejoller, ved fiskemarkedet.
Her har vi ikke lyst til at efterlade båden, så Henning sejler først Niels og mig til kajen. Vi går igennem nogle markeder, køber lidt bl.a. muscatnødder, som produceres her, og er billige. Vi tuller lidt rundt, og ender på det samme værtshus som i søndags. Vi snakker med en stolt lokal mand, han er elektriker. Han er meget stolt af, at Sct. Lucia er blevet selvstændig, og nu lærer børnene både engelsk og creolsk i skolen. Bagefter er det Henning og Peters tur til at komme en tur i land. De snakker med en ung mand, som er meget utilfreds med forholdene efter at de er blevet selvstændige, bl.a. pga. den store arbejdsløshed. Sådan vil der jo altid være forskel på, hvordan man ser på tingene. Næste dag går vi tilbage til Rodney Bay og får vores gamle plads. Jeg ser på facebook, at Lars og Christine har fået stjålet den røde bil. Jeg snakker med Lars på messenger, de låner vores bil indtil de får klarhed over situationen. Det er rigtig træls.
Om aftenen skal vi til fest. Vi bliver kørt i minibusser til Pigeon Island. Her er ruinerne af en fæstning, som Englænderne brugte som forsvar imod franskmændene. Det er et flot område, hvor vi bliver mødt af steelband, som også her er poppet op med elektronik. Velkomstdrinks, derefter præmieoverrækkelse. Havhunden vinder førstepladsen i multihulls, det er flot. Niels og jeg er sultne, og da det ser ud til at være lange udsigter inden der kommer noget mad, folk er begyndt at spise pynten af fadene, tager vi tilbage på havnen, hvor vi spiser kylling igen igen. Fin restaurant, hvor vi kommer på internet og får ordnet det vigtigste inden den videre sejlads. Henning og Peter kommer tilbage til båden samtidig med os, vi gik vist ikke glip af noget ved festen.
Så er det tid til at tjekke ud fra Sct. Lucia. Vores gaster vil gerne til Martinique, hvorfra de skal flyve hjem om nogle dage. Vi går nordpå, Det er en fin halv vinds sejlads. Vi går til Port de France, sejler lidt rundt uden at finde havneplads, og ender med at ankre op midt i byen. Det er et fint sted, en rolig vig midt i centrum. Niels og jeg dinghyer ind for at tjekke ind, det tager noget tid, inden vi finder en bådudstyrs forretning, hvor man selv tjekker ind på en pc.
Vores gaster vil gerne ud og spise, finder en restaurant, hvor Niels og jeg får en steak, der er så sej, så den er umulig at tygge sig igennem, og vi er kommet til Fransk territorium, så det er ikke Carribien priser. Nå, vi klager, og slipper for at betale for steaken. Henning og Peter tager på nogle ture, Niels og jeg vælger at blive i byen, for at se bylivet, og blive lidt bekendt med den.
Efter 5 1/2 uge om bord, er det tid for vore gæster til at afmønstre. De pakker, lufter dyner, og jeg går på møntvask. Båden skal gerne hurtigt klares, i morgen kommer Lise, Kenneth, Alfred, Theodor og Claudine på juleferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar