Dominica:
Da vores julegæster går igennem tolden, tager vi tilbage til
Mevoy. Vi smider fri fra bøjen, og Niels sejler hen forbi terminalen, hvor Lise
og familie venter på at komme med færgen. Han tuder i hornet, og Lise og
drengene står og vinker til os, der kommer lige en tåre i øjenkrogene, nu varer
det lang tid, inden vi ser dem igen, men det har været dejligt at have dem på
julebesøg.
Vi sejler til Sufriere, Dominica, men her er det umuligt at
ankre, der er meget dybt meget langt ind til kysten. Vi reber fog og storsejl,
og forsøger at gå til Martinique, men der er meget hård blæst, op til 20 m/s,
så vi vender om, og går til Ancher Hotel i Rossau, bøjen koster 15 ø-dollars og
så er der Wee Fee, så det er OK. Vi tager jollen i land, og går en tur og ser
en ny del af Dominica. Her er lidt industri, de laver bl.a. deres egen øl,
juice mm.
Martinique:
Næste dag står vi tidligt op, sejler godt ud fra kysten, da
vi efterhånden har erfaret, at det er inde under land ved syd- og nordspidserne
af øerne, at der kommer voldsomme vindpust. Vi går med rebet fog og storsejl
tilbage til Port de France. Jeg kender jo møntvaskeriet her, og imens får Niels
os tjekket ind og ud. Det bliver mørkt inden Niels finder vaskeriet og mig, jeg
er glad da han kommer, da jeg ikke ville være meget for at gå alene igennem
gaderne når det er mørkt.
Vi har efterhånden ankret så meget her i bugten, så denne
gang sætter vi ikke ankervagten på telefonen som vi plejer. Vi plejer at sætte
ankervagt på den ene telefon og sætte den til at sende sms til den anden
telefon, som vi så tager med i land, og med ned i køjen. Vi går til køjs, og
ved 2-tiden bliver vi banket op af en ung mand, som fortæller os, at ”You are drifting”. Det har vi aldrig prøvet
før, trods utallige ankringer. Niels starter motoren, og jeg forsøger at få
ankeret op, men kan ikke få det helt op, og jeg kan ikke se vores ankerbøje. Da
vi er fri af de andre både, lader Niels os drive udad en halv times tid, vi går
så stille for motor tilbage igen, sådan fortsætter vi, indtil det lysner ved 6
tiden. Her binder vi os til en bøje, Niels går i dinghyen, og finder ud af, at
ankerbøjen har snoet sig rundt om ankerkæden, og derved løsnet ankeret, som
stadig hænger i tovet fra ankerbøjen, der har snoet sig rundt om styrbords ror.
Niels får det skåret fri. Vi ankrer igen, spiser morgenmad, og jeg går hen til
supermarkedet for at handle lidt. Da jeg kommer tilbage, kan jeg se, at Niels
har startet motoren, og er ved at hæve ankeret. Vi var begyndt at drive igen.
Jeg kommer hurtigt ombord, lader dinghyen slæbe bagefter indtil vi er ude på
dybt vand. Niels får hævet dinghyen, og vi går til PTE Anse Du Diamond. Her
fortøjer vi ved en morring, og er enige om, at vi bliver på båden. Vi trænger
begge til at sove, så vi får en god middagslur. Da det begynder at blive mørkt,
ser vi havskildpadder komme ind i bugten, det er dog lidt svært at se dem, da
det er ved at blive mørkt. Vi går tidligt til køjs om aftenen.
Sct. Lucia:
Næste dag går vi til Sufriere, Sct. Lucia. Her ligger vi ved
en morring, vi skal lige sunde os over det der med at ankre, og nu er det i
hvert fald slut med at kaste en ankerbøje med ankeret ud, jeg har hidtil
syntes, at det var dejligt, nogenlunde at vide, hvor ankeret befinder sig, og
det kan også bruges til at hive ankeret den modsatte vej, hvis det skulle sætte
sig fast. Niels har mærket, at der gik noget i styrbords skrue, men han kan
godt manøvrere med den. Han får en lokal dreng til at dykke ned og se efter. En
plastikflaske med et lille stykke tov har sat sig fast i skruen, drengen får
det hurtigt fjernet, og tjener selvfølgelig en skilling ved dette. Når disse
lokale svømmer, dykker o.lign., bliver deres hår ikke vådt, vandet perler
simpelthen af.
Det er efterhånden blevet den 30. december, så det bliver
her, vi fejrer nytår. Niels tjekker ind, og kommer i snak med en lokal, der
arrangerer ture, det er nu ikke svært at komme i kontakt med dem, de tilbyder
sig alle steder, men vi vil gerne til vulkanen, som stadig skulle være aktiv.
Vi bliver kørt op til vulkanen, hvor det bobler i krateret, det er spændende at
se. Der bor nogle få lokale i vulkanområdet, de bader i de svovlholdige, varme
søer i nærheden af vulkanen. Vi finder ud af, hvorfor så mange byer her i
Caribien hedder Sufriere, det betyder svovl på fransk, deraf navnet. Vulkanerne
er også skyld i, at strandende er mørke, det kendte vi godt fra Mexico. Efter
vulkanen, går turen til et par vandfald, jeg bader ved det ene, hvor det
svovlholdige vand skulle gøre mig 10 år yngre, så jeg forsøger forgæves at få
Niels med i vandet også.
Nytårsaften spiser vi ude, går derefter langs vandet på
sydsiden, hvor de fattigste bor. Alle hygger sig, der bliver spillet musik, og
der bliver røget en del ”økologisk tobak”. En lokal fortæller os, at der bliver
dyrket en del stoffer i bjergene, det er illegalt, men der bliver ikke rigtig
skredet ind over for det. Alle er venlige og imødekommende, og Niels og jeg
synes det er fint, at komme så tæt på lokalbefolkningen. Nå, tilbage i båden,
nydes fyrværkeriet på molen klokken 12.
Næste dag går vi igen en tur i området, mens det er lyst,
der er en hyggelig stemning, og der ser i hvert fald ikke værre ud end
derhjemme 1. januar.
2. januar vil vi videre til Sct. Vincent. Niels tager jollen
ind for at tjekke ud, sender en sms til mig om, at han tager en fransk
rygsækturist med på ”båd stop”, hun skal bare med til Sct. Vincent. Det er imod
vores aftale, men jeg protesterer desværre ikke. Anna virker som en sød ung
pige, men jeg bryder mig ikke om at have nogen om bord, som jeg overhovedet
ikke kender.
Vi går fri af kysten, og sejler sydpå
Ingen kommentarer:
Send en kommentar