tirsdag den 27. september 2016

Den Engelske kanal den 9.7. – 22.7.2016.

Afgang fra Frankrig imod Guernsey, 120 sømil. Da vi står op klokken 06.00, er vejret fint og klart. Niels laver kaffe, mens jeg gør storsejlet klart. Mens jeg gør det, ser jeg lidt dis komme ned ad skrænterne. Inden vi får ankeret op, er vi indhyllet i tæt tåge, det kom utroligt hurtigt. Godt vi har navigator og radar, for lige pludselig kan vi ikke se noget som helst, kystlinjen er fuldstændig forsvundet. Der går dog kun en times tid, før den letter igen.

Det bliver en dejlig sejlads, starter ud med medstrøm, og udelukkende sejl på hele turen til Guernsey. Temperaturen er oppe på 22 grader og også barometeret stiger. Undervejs ser vi Sea Bemol igen, den mødte vi på vej fra Azorerne til Nordspanien.

Om aftenen ser jeg L´Hermione, et sejlskib der er 217 fod langt, og 36 fod bred. (Vi er 39 fod lang).

L´Hermonione

På det tidspunkt går vi 6 knob, de går kun 5,5. Vi har medstrøm, mens de har modstrøm.

Efter ca. 1 døgn lægger vi til ved en flydebro i Peters Habour på Guernsey.


Guernsey:

Niels og jeg har ikke tidligere været på ”De Engelske Kanaløer”, så vi synes, at dette er en fin mulighed for at opleve dem.
Vi er nu kommet derop, hvor tidevandet virkelig kan mærkes. Vi lægger til ved en flydebro i yderhavnen, og må vente til der er vand nok til, at vi kan sejle over en mur, slusevæggen, som holder vandet inde i lystbådehavnen, når der er lavvande.

Der er fint vand i havnen (2m), hvis man fortøjer efter anvisningerne, hvad denne franskmand ikke gjorde:
Roret af denne franske båd står på beton, der støtter stolperne til flydebroen.
     
Det er ikke sjovt at være franskmand i dag, i går tabte de finalen i EM på hjemmebane, og i dag står båden på næsen. Det gik godt, da vandet steg, kunne de forflytte båden et par meter fremad, og så flød den igen.

Guernsey er hovedøen af De Engelske Kanaløer: Bailiwick of Guernsey.
Øerne har været spydspids i de engelsk/franske krige op igennem tiderne. De har for det meste hørt under England. Under 2. verdenskrig blev de besat af Tyskland. I dag har de eget flag og egen mønt, men er stadig tilknyttet England.

Vi ser fortet, hvor vi får en del viden om øens historik.
Byen: I St. Peters snor de smalle gader sig igennem de flotte, gamle huse. Der er en flot gammel markedspladsbygning, som indeholder mange små butikker, og et stort supermarked. Vi er på vej op til supermarkedet, da vi bliver stoppet af politiet, alle bliver bedt om at holde sig væk fra bygningen, og efter noget tid, bliver der sat afspærringsbånd op. I en forretning i nærheden får vi at vide, at der er ankommet en bomberydder, så der er tilsyneladende en bombetrussel. Et par timer senere går vi derop igen, da er bombetruslen afblæst, og vi kan få handlet ind.

Markedsbygningen


En pub er kommet i Ginnyes Book of Records, det er den pub, der ligger tættest på en kirke:
Karen står imellem kirken og pubben
Her blev jeg enig med mig selv om, at man godt må drikke dansk æl i stedet for den lokale. Jeg har endnu ikke smagt en engelsk øl jeg kan lide.

Efter et par dage, er vi klar til at komme videre. Og her må man jo så vente på, at vandet står højt nok til, at vi kan gå over slusevæggen. Vi går over til Dieseltanken, her kan vi få afgiftsfrit Diesel til 54 pence pr. liter. Guernsey pundet følger det Engelske pund, som lige er faldet efter Brexit afstemningen. Pundet står nu i 8.90 kr.

Alderney:
Vi har fået at vide, at når vandet er stigende, går strømmen nordpå i sundet imellem øerne, så vi har både vind og strøm med os. Vi nøjes med at gå til Alderney, ligge for anker der natten over, og så fortsætte med tidevandet næste morgen.
Vi tager jollen ind til øen, en lille ø på størrelse med Endelave, men tilsyneladende med både flere indbyggere og biler. Vi går en tur, og får en øl på den lokale, hvorefter vi tager tilbage til Mevoy.

Videre op igennem Den Engelske Kanal:
Vi sejler snart ind i Fransk farvand igen. Vi møder tolbåd både ved den Engelsk-Franske grænse, og igen ved den Fransk-Belgiske grænse. Denne gang slipper vi dog for at få dem om bord.
Det første døgns tid går sejladsen fint, selvfølgelig med modstrøm, men til gengæld så meget vind, så vi kommer fremad, indtil vi når op i nærheden af Calais. Først på eftermiddagen lægger vi os for anker nogle timer, for at vente på strøm i den rigtige retning. Niels sover lidt i cocpittet, mens jeg solbader i læ på agterdækket. Vi tager bad på agterdækket, det er snart lang tid siden, da det enten har været for koldt til dette, eller vi har ligget i havn. Da strømmen vender, forsøger vi igen at sejle, men da er der så lidt vind, så der ikke er styrefart og det er ikke så heldigt her, hvor Calais-Dover færgerne konstant sejler frem og tilbage. Vi giver op og smider ankeret igen. Der er tid til en drink i cocpittet, og mens vi nyder den, ser vi det flotteste fyrværkeri inde over Calais. Senere finder vi ud af, at det er Bastilliedag, ærgerligt at vi ikke tog jollen i land for at opleve det, men vi var ikke opmærksomme på det.
Da Niels står op klokken 7 næste morgen, er der stadig ingen vind, men ved godt ti-tiden kommer vinden, og strømmen går den rigtige vej, så det er bare med at få ankeret op, og hejst sejlene. Nu går det nordpå igen, i fint klart solskinsvejr. Vi er heldige med strømmen, som hjælper os hurtigt op igennem Kanalen. Vi sejler inden for trafiksepareringslinjen. Da min vagt starter klokken 21, sejler jeg ved siden af et ankerliggerområde, som fortsætter helt til vi når til Rotterdam, det er helt utroligt, så mange ankerliggere der er her.
Jeg lader Niels sove indtil kl. 0.30, hvor vi er ved det way point vi har sat lige før trafiksepareringen. De andre gange vi har krydset den, er vi blevet mødt af kystvagten, da vi ikke har krydset det rigtige sted. Vi kalder derfor kystvagten, og får anvist, hvor vi skal krydse . Vi tager sejlene ned, og går for motor. Da der er meget trafik her, er vi enige om, at vi begge skal være vågne for at holde udkik. Vi skal krydse meget tæt inde ved Rotterdam havn. Da vi er forbi her, sætter vi foggen, som vi nøjes med at føre det sidste stykke til Nordzeekanalen. Jeg får et par timers søvn, indtil Niels vækker mig, da han nu er træt og trænger til at sove. Vi får ikke sovet meget den nat, men det gør ikke så meget, da vi har planlagt at ligge et par dage i Beverwijk, en lille hyggelig havn, som vi besøgte et par gange sidst vi var i Holland. Klokken 11 er vi fortøjet i slusen ind til Nordzeekanalen. Vi sejler nogle få sømil ind ad kanalen, og tager så en sidekanal til bagbord, og går ind til Beverwijk.

Bewervijk:
Da vi var her for 1 år siden, var der kun industrihavn her, og en meget flink havnefoged. Vi skulle ikke betale for at ligge her, til gengæld var her ingen faciliteter. Vi kan sagtens klare os med de faciliteter vi har om bord, blot vi kan finde en affaldscontainer. Vi kan til gengæld godt lide at være iblandt lokalbefolkningen, uanset om det er i Holland eller Caribien, og her er gode indkøbsmuligheder i nærheden. Nu er der imidlertid bygget en lille fin lystbåde bro med strøm. Båsene er meget små, og er kun beregnet på mindre kølbåde, og ved den side, hvor vi måske kunne være, ligger 3 kølbåde uden på hinanden. Nå, pyt, vi lægger os ved bolværket.
Efter lidt frokost og en tiltrængt middagslur, går vi en tur op i byen. Vi kan høre musik, og går efter lyden. I udkanten af byen står der et hav af cykler, og det viser sig, at der er kunstnerfestival. Lokale kunstnere spiller musik og viser deres håndværk mm. Vi går dog ikke derind, da vi vist er for trætte til den oplevelse, men sætter os på en bænk lidt derfra, og nyder en øl til musikken, lidt på afstand.
Næste dag cykler Niels en tur, mens jeg får ro til at rydde op i bagbords stuverum ude foran, hvor jeg hidtil har haft ekstra madvarer mm. På turen over Atlanten kaldte vi det Karens ”Døgner”, hvor jeg ”handlede”, når jeg skulle supplere med gryn, mel, dåsemad og lignende. Jeg får nu plads til det hele i stuve rummene i kahytten, og vi får stuvet lidt andre ting af vejen, som vi ikke skal bruge på den sidste del af turen.
Vi handler i det lokale indkøbscenter, får en øl på en lokal ”bæverding”, der minder om en tysk ”Bierstube”. Niels finder et overdækket marked, hvor der handles med ”alt”. Han køber ledningsfrie høretelefoner, de er rarere at høre lydbøger i. Vi er ved at være klar til endnu et stræk nordover, og Niels har set på vejrmeldingerne, at vinden er OK en enkelt dag, for så at løje, og komme igen, så vi tager et lille stykke nordpå.

Afgang fra Beverwijk efter et par døgn. Vi er kun 2 både i slusen, men den Hollandske båd skal absolut ligge lige op og ned ad os, jeg ved ikke, hvad der er med hollændere og sluser!!

Vi har en dejlig sejlads ca. 30 sømil til Den Helder. Sejl, høj sol, solbadning og bad på agterdækket, det bliver sidste gang vi bader på agterdækket på hjemturen.

Den Helder:
Den Helder ligger ud til Vesterhavet, og er godt beskyttet af diger. Byen har et forsvarsmuseum, og har stadig militærhavn. Der er 2 lystbådehavne, en med sluse. Vi sejler ind i den uden sluse. Vi møder Annelise og Ole fra Ålborg, og endnu en gang udveksler vi erfaringer om øer og havne undervejs. Her er ikke ret langt ind til byen, så vi traver en tur derind, kommer dog ind på militært område, hvor vi ikke må være. Et par flinke soldater hjælper os igennem, så vi slipper for at gå hele vejen udenom. På tilbageturen til havnen tager vi den obligatoriske vej. Der er torvedag, så hele bymidten et fyldt med boder. Vi møder spillemænd, og mænd med lirekasser. Vejret er fint, så vi har hyggelig eftermiddag her.
Niels og lirekassemændene

Vi får endnu en gang besøg af toldere, nu kender vi efterhånden procedüren. Et par flinke mænd, den ene spørger og skriver, mens den anden undersøger båden.

Efter 2 overnatninger vil vi videre. Her er lån af vaskemaskine og tørretumbler inkluderet i havnepengene, så jeg står tidligt op, og sætter vask i gang inden morgenmaden.
Vi snakker med havnemesteren om, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at gå ud. Det er bedst at gå ud 1 ½ time før lavvande, når man skal nordpå, så får man mest ud af tidevandsstrømmen. Vi går med storsejl og motor imellem Texel og Norderhaans, og følger de gule bøjer tæt til styrbord, som vi er blevet anbefalet. Mens vi sejler ud, er der en redningsøvelse i gang med 2 helikoptere og 4 rib både.
Da vi er forbi øerne, sættes foggen, og motoren stoppes. Sol, god halvvind, 9-10ms. Senere går vinden lidt i syd, hvilket passer os fint, da vi samtidig skal gå mere østover, så vi fortsætter med halvvind. Sidst på eftermiddagen har vi 140 sømil tilbage til Cuxhafen. Desværre får vi faldende vind fra skiftende retninger. Vi skifter sejlføring, og ender med at gå for foggen på en lænser, heldigvis har vi mange timers medstrøm.

Natten igennem får vi modstrøm og faldende vind. Næste dag ved middagstid har vi ingen vind, og går 1 knob sidelæns med strømmen. Vi giver op, går længere ind til kysten, og smider anker ved øen Juist. Vi får hvilet os, og efter 5 ½ time kommer vinden. Ankeret hives op, vi går med storsejl og fog. Vinden spidser til, og efter et par timer giver vi op, og starter ”jerngenuaen”.

                       Det er endnu en flot solnedgang her, ved vores sidste natsejlads på turen:



Vi sejler forbi vindmølleparker, og kæmpestore ankerpladser, hvor de store skibe til og fra Rotterdam ”ligger på reden”. Ved midnatstid når vi trafiksepareringen ind til Bremerhafen. Her har vi også tidligere bare sejlet over, og er blevet opbragt af kystvagten, så denne gang gør vi det på den rigtige måde. Niels kalder kystvagten, og vi er begge vågne for at holde udkik, her er meget stor trafik. Vi holder fortsat begge udkik, da den ene trafikseparering går over i den anden. Endelig er vi ved Elben. Det går OK i starten, men på et tidspunkt har vi igen voldsom strøm imod, så vi finder et velegnet sted at smide anker, og får atter slappet af, lidt før Cuxhafen. Da strømmen vender, hives ankeret op igen, og kl. 15.00 er vi fortøjet i slusen ved Brunsbüttel, og er på vej ind i Kielerkanalen.
Vi finder en god plads i Brunsbüttel, og glæder os til igen at få besøg om et lille døgn.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar