torsdag den 29. september 2016

Østersøen den 27.7-1.8.2016

Holtenau:

Vi har en hyggelig aften i Holtenau. Efter aftensmaden går vi en tur langs vandet, og finder et hyggeligt sted, hvor vi får en god nat øl. Lise og jeg går tilbage til Mevoy for at lægge børnene til køjs, Niels og Kenneth er ikke helt klar til at gå hjem endnu.
Jeg vil lige gå hen med affaldet, har en affaldspose i den ene hånd, og en flaske i den anden. Det er mørkt, og jeg glider på vej op ad en ujævn trappe, falder og flasken går i stykker, hvorved jeg får en rift i højre hånd. Det bløder en del, så Lise finder forbindingskassen, og jeg får glæde af, at den er veludstyret med steristrips, gaze mm. Der går nogle dage inden min hånd kan klare fortøjninger og sejlsætning, så det er heldigt, at vi har gaster om bord, der gerne vil hjælpe til. Det var det største uheld vi har haft på turen, så det er vist heldigt sluppet.

Næste dag sejler vi videre til Kappeln i Slien. Her er vinden fin, så det går for sejl det meste af turen.


Undervejs ser vi en ubåd sejle rundt, et godt stykke ude. Vi ser den komme op, sejle lidt rundt, og så dykke ned igen.

Vi går ind i Slien, til Kappeln.


Kappeln:

Her har vi været mange gange, da vores børn var små, Lise har ikke været her siden, men kan godt genkende noget af det. Der er dog kommet ny bro og havnefronten er blevet fornyet, så her er et hyggeligt cafemiljø. Eftermiddagen er fin, men desværre kommer der lidt byger om aftenen. Vi forsøger forgæves at finde et sted, hvor der serveres Wienersnitzel, det lykkes dog at få en Snitzel Sigøjner Art.

Langballigau:
Det går videre til de kendte havne, næste stop er Lanballigau, hvor børnene nyder en tur på legepladsen, og Lise bl.a. genkender bruseren på stranden.

Flensborg Fjord:
Den 29.7.2016. klokken 09.40 krydses den danske grænse for første gang. Vi krydser lidt frem og tilbage over den, på vej ind ad fjorden. Vi lægger til ved en bro i nærheden af grænsekioskerne, Niels og Kenneth køber grillpølser. Derefter sejler vi videre ind til Niro Petersens Bro i Flensborg. Her lå vi et stykke tid, da vi sejlede ud, så nu er ringen ved at være sluttet.
Mine søskende og vore gaster med ægtefæller komme til en lille gensynsfest, det er dejligt at se dem igen. Desværre kunne min søster Else med familie, og vores søn med familie ikke deltage.




Vi havde nogle meget hyggeligt timer sammen, hvor vi fik kaffe med kringle og grill pølser. Indimellem havde vi en konkurrence imellem vore gaster, hvori en blindtest på romsmagning indgik:

Henning og Peter: blindtest på romsmagning
Kenneth fører pointtavlen, Niels udleverer rom


                                 Søndag den 31.7. afmønstrede familien fra Åboulevarden:

Mandag den 2. august sejlede vi til Danmark. Sidste gang jeg tager middagspossitioner: Log: 14523, Long: 9.30,035E, Lat: 54.50.551N, Går 46 grader. Vind: 6,7 ms. Fart 5 knob udelukkende for fog. Luft: 21 grader, 60% fugtighed, vand: 18,9 grader. Barometer: 1013. Turen til Sønderborg gik for fog, og tog ca. 4½ time.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar