tirsdag den 27. september 2016

Tilbage over Biscayen den 20.6. – 22.6.2016

Afgang Gijon klokken 06.30. DTW: 240 sømil.

Vi står tidligt op og da det er lyst, er vi klar til at smide fortøjningerne i Gijeon, Nordspanien. Vi har set på vejrudsigten, at der ikke er ret meget vind de første timer, men håber på at kunne fange den agten for tværs ved middagstid. Vi vælger at starte ud for motor, da vinden skulle vende om godt et par døgn, og så vil vi få den lige forfra, så det er med at komme af sted.
Det har været lidt køligt mens vi var i Spanien, men endelig er det godt vejr, og jeg nyder at få lidt sol på kroppen igen.
Det går ikke helt efter planen, der kommer først lidt vind klokken 18, vi får hurtigt sat Code Z. og stoppet motoren, men ak, allerede efter en time står sejlet og slasker, da vinden er løjet igen, så det går atter for motor. Niels og jeg holder de samme vagter som vi plejer. En halv time efter at jeg er startet på min ”aftenvagt”, ser jeg en hval langt foran båden, den dukker op et par gange, for derefter at dukke op bag båden. Den er så langt væk, så jeg opgiver at artsbestemme den. Niels er lige faldet i søvn, så han når desværre ikke at se den.
Solen går ned på 3 minutter, det er en flot, men kort solnedgang. Til gengæld er fuldmånen fremme, så det bliver ikke helt mørkt. Ved vagtskiftet klokken 03.00 er der kommet lidt vind, så vi prøver med Code Z. igen, på det tidsunkt passerer vi grænsen imellem Spanien og Frankrig. Vinden løjer igen, og da det lysner forsvinder den helt, samtidig med, at vi bliver pakket ind i tåge. Jeg lader sejlet blive oppe indtil vagtskiftet klokken 06.00, for at Niels kan få lidt søvn. Over middag letter tågen, og der kommer lidt vind. Vi forsøger med Code Z. igen, men efter 3 timer forsvinder vinden, og tågen kommer, så nu opgiver vi, og går for motor resten af vejen. Jeg ændrer kursen lidt, for at komme uden om et skydeområde.
Den sidste nat er der meget tåget, og fortsat ingen vind. Da jeg kommer op klokken 03.00 er tågen dog lettet, det er rart, da der efterhånden er mange fiskerbåde i området. De sidste par timer tager jeg farten lidt af, for at komme frem i dagslys.
Jeg nyder den fantastiske solopgang over Frankrig, set fra Biscayen

Klokken 06.00 er vi ved anduvningspunktet, stopper motoren og lader båden drive mens vi får morgenmad. Vi har valgt at gå til Bourgenay, da der endnu er et par dage til vi skal være hos Lagoon, så når vi lige at opleve endnu en fransk by. Der er en del fiskegarn, da vi sejler ind til den lille hyggelige havn.
Det har været en fin tur over Biscayen, dog med for lidt vind, og for meget motor. Turen tog 2 døgn. Det er lidt underligt at tænke på, at nu er det slut med de store afstande, turen hjem kan sagtens klares udelukkende med dagssejlads, men det kan da godt være, at vi vælger enkelte døgnsejladser.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar