Carriacou:
Vi går for motor 5-6 sømil sydpå til Carriacou. Smider anker
i bugten ved øens hovedby Hillsbrough. Der er ikke mange ankerliggere her, det
højeste antal vi er oppe på er 10, men som regel er her færre. Bugten er urolig
at ligge i, så vi bliver her også kun et par døgn. På et tidspunkt er vi 4
ankerliggere her, 1 fransk båd, og 3 danske, det er lidt pudsigt. Den ene af
dem er Nordkaperen, som er udlånt til nogle yngre mennesker, Troels Kløvedal er
ikke ombord. Den ligger her kun en enkelt nat, men vi får da lige hilst både på
dem, og på den anden danske båd. Hillsbrough har et fint turistkontor,
supermarkeder med de sædvanlige ting. Derudover er Carriacou kendt for at have
1 benzinstation, og 80 romudsalg.
Vi tager den lokale bus til nord-øst-øen, ser et bådværft,
går en tur op til sumpen, hvor der er et rigt fugleliv, og man skulle kunne se
skildpadder, men skildpadderne glimrer ved deres fravær. Vi har 2 overnatninger i Carriacou.
Petit Martinique
Vi går nord om Carriacou, til Petit Martinique, hvor vi
tanker diesel. Selvom Niels gør dem opmærksomme på, at vi skal have det
taxfrit, og de svarer ja, får vi kun meget lidt af afgiften refunderet, men
opdager det først efter at vi er sejlet derfra. Endnu engang lugter der af
diesel i bb ponton, og Niels finder endnu en forskruning på tanken uden
pakning. Det er utroligt, så mange sjuskefejl vi efterhånden har fundet på
vores Lagoon 39, som forhandleren ellers havde bedyret, var superkvalitet. Vi er
glade for båden, men kunne godt have undværet alle de fejl.
Carriacou:
Vi går vest og syd om Carriacou, og smider anker i Tyrrel
Bay. Her ligger ca. 100 både for anker, de 3 yderste er danske. De 2 er de
skolebåde, der var meget snak om under valgkampen, hvor det kom frem, at
utilpassede unge blev sendt på skolebåde og dykkerskole i Caribien. Den sidste
er S/Y Tinuviel med Hella og Flemming om bord. De har solgt alt derhjemme, og
vil blive ved med at sejle rundt herude, afbrudt af ture til Danmark for at
arbejde, og tjene penge til den videre færd.
De fortæller om nogle lokale restauranter, hvor man kan får
lokal mad til fornuftige priser. Der er mange strandrestauranter her, med ret
høje priser, efter vores mening, og de lægger 15% tax og derefter 10%
service oven i prisen. Vi finder Ms. Lucky og Melvis, som laver meget velsmagende
mad, hvor også de lokale kommer, og det koster 12-15 Easy, så der kommer vi en
del gange, og præsenterer dem også for andre danskere.
Efter nogle dage her, kommer først Havhunden, og en lille
time senere Sif, så nu er vi lige pludselig 6 med dansk flag. Havhunden har
feriegæster med fra SMID, det er et hyggeligt gensyn, gæsterne kommer på
kaffevisit hos os. Senere kommer Alexandra, med et svensk/dansk ægtepar, Maria
og Lars, som vi var sammen med på Ftlf´s vinterkursus. Dem hygger vi os sammen
med et par dage. Vi er bl.a. til en koncert med en lokal sangerinde: Sandra fra
Grenada, bagefter spiser vi hos Ms. Lucky, og ender med portvin på Mevoy.
En Australsk båd, som vi mødte i Lissabon hilser på, og vi
får en lille snak med dem.
Diesel er noget billigere her, end den var på Pt.
Martinique, ærgerligt, men så fik vi Da set den lille ø, og østsiden af
Carriacou.
Hella har et Noodle hold, som jeg deltager i et par gange. Vi laver vandgymnastik med
noodles (skumgummi slanger). Det er hyggeligt, og her snakker vi med en del
andre sejlerkoner. Af en eller anden grund deltager der ingen mænd!!
Vi er i Tyrrel Bay i næsten 2 uger. Tager de lokale busser
ind til Hillsbruogh og til en limefabrik mm. Det er en stille og rolig bugt, og
vi nyder at have lidt ro på, begynder næsten at føle os hjemme her.
Vi spiser meget ude, da man ikke kan få andet end frosset
kylling i forretningerne, og så kan man købe fisk hos fiskerne. Det er ret dyrt
at handle, men det har det været hele vejen ned langs øerne, så det er faktisk
ikke blot nemmere, men også samme pris, om man laver maden selv. F.eks. koster
en kylling 35 easy, 80-90 kroner.
Vi har hele tiden gerne villet til karneval på Trinidad, men
da der har været ”attac” (tyveri) på 2 både på vej dertil omkring nytår, er vi
enige om at tage til Tobago til karneval i stedet. Vi får sagt farvel til dem
vi kender i bugten, tjekker ud, og går sydpå. Der er godt 80 sømil, så vi
regner med ca. 20 timer. Vi tager af sted klokken 14, for at komme dertil i
dagslys.
Da vi kommer fri af kysten, viser det sig, at vi ikke kan
holde tæt nok til den vind der er, så hvis vi vil til Tobago bliver det for
kryds eller med motor. Vi falder lidt af, og går til Grenada i stedet for. Nu
er det ærgerligt, at vi tog så sent af sted, da vi jo helst vil ankre mens det
er lyst.
Undervejs sejler vi forbi mange småøer, hvor der desværre
ikke er mulighed for at lægge til, eller ankre. Vi smider ankeret vest for
Sandy Island NØ for Grenada. Der ligger i forvejen en båd for anker. Vi får
noget aftensmad, og læser lidt inden vi går til køjs. Der er meget uroligt, så
vi får ikke sovet meget den nat. Næste morgen hiver vi ankeret op allerede
klokken 07.15, og går sydpå, på østsiden af Grenada. Iflg. Chris Doyle, den
guide vi læser en del i, er der ingen havne eller ankerbugter på østkysten,
Niels finder på navigatoren ud af, at der er en havn og ankermuligheder ved
byen Grenvilla, så der går vi ind. Man skal dog ved indsejling her være
opmærksom på, at bøjerne måske ikke er helt vedligeholdt, og man skal ind
imellem nogle koralrev. Jeg står og skuer efter ankerbøjer og Niels holder øje
med bunden på navigatoren. Den røde ”styrbords” bøje er her, den grønne
”bagbords” ligger ned, og er svær at få øje på. Lidt længere inde er der endnu
2 bøjer, som ikke er på søkortet. Ude fra ser de begge røde ud, så vi sejler
hen imod dem på styrbord (Husk at bøjerne herovre er omvendt af vores
eruropæiske). 2 fiskere i en lille jolle peger, at vi skal gå imellem bøjerne.
Da vi kommer helt tæt på, er der lidt grønne malerester på den ene, dvs. at den
har været malet grøn, men malingen er skallet af. Vi kommer sikkert forbi
koralrevene, og i andet forsøg holder ankeret.
Vi bliver som sædvanlig på Mevoy indtil vi er sikre på, at
vi ligger stabilt. Det gør vi, og herinde bag revene er vandet noget mere
roligt end der hvor vi lå i nat.
Vi tager jollen ind, vil tjekke ind igen da vi jo tjekkede
ud på Carriacou, men tolderen siger, at det ikke er nødvendigt, da vi jo ikke
har været ude af landet.
En lokal kommer straks og vil vise os rundt. Han viser os ”Nutmeg
fabrikken” dvs. muskatnød fabrikken. Der er nu ikke meget fabrik her, mest et
lager. 1/3 af verdens muskat forbrug produceres her på Grenada, landet består
af 3 øer, er på 344 kvadratkilometer, med 110.000 indbyggere, som er en
blanding af de oprindelige beboere, slaver og europæere lige som i resten af
Caribien. Grenada er hovedøen.
Grenvilla er i det hele taget kendt for sine krydderier, og
her er et krydderimarked. Øen dyrker sine egne frugter og grøntsager, de fleste
af de øer vi hidtil har besøgt, importerer disse ting, selv om klimaet er varmt
og velegnet til eksotiske frugter og grøntsager.
Vi tager den lokale bus til Antoine, hvor øens ældste rom destilleri
ligger. Sukkerrørene høstes hver 9. måned. Møllen der knuser sukkerrørene
drives af en gammel vandmølle fra 1700-tallet, som drives af vandet fra Antoine
River. Sukkermelassen indkoges i åbne kar i 2 døgn, hvorefter det uden
tilsætningsstoffer gærer i ca. 1 uge. Ved starten af destilleringen er der 15%
spiritus, og det slutter ved 75%. Vi smager en rom på 72%, men den er
simpelthen for stærk. De laver en færdigblandet frugtpunch, og en chokoladepunch.
Disse laves af lokal frugt og lokal chokolade. Chokoladepunchen er likør agtig,
lidt i stil med Baily, dog med chokoladesmag i stedet for kaffesmag.
Grenada laver en fantastisk god chokolade af deres egne coco
bønner. Da man kun må se vask og tørring af chokoladebønnerne, og ikke må komme
ind og se selve chokoladefremstillingen, nøjes vi med at købe noget af den
lokalt fremstillede chokolade. Senere, da vi kommer til hovedbyen Sct. Georges,
ser vi ”House of chokolate”, hvor der er plancher og udstilling af
chokoladefremstilling. Vi har allerede set cocofrugterne med chokoladebønner.
Disse vaskes og tørres inden den videre fremstilling. Vi finder ud af, at man
tidligere brugte cacaoen til at drikke, og først i slutningen af 1800 tallet
begyndte man at fremstille chokoladebarer.
Vi får et lift tilbage til Mevoy med 3 amerikanere, som har
lejet en bil hernede. Niels inviterer dem over og se båden, men moderen, som
nok er lidt yngre end os, tør ikke, er bange for at blive søsyg.
Vi er et par dage i Grenville, kan tydeligt mærke, at de
udelukkende har dagturister her. Der er ingen spise restauranter der har åbent
om aftenen, og der er ikke ret meget liv efter mørkets frembrud.
Folk er flinke og imødekommende. Vi får solgt min gamle
cykel, som blot står og bliver mere og mere medtaget. Vi for ikke cyklet ikke i
dette bjergrige terræn, og hvis vi for brug for en cykel, har vi stadig en
elcykel.
Vi sejler videre sydover. De sidste 2 dage har der slet
ingen vind været, hvilket vi ikke tidligere har oplevet her i Caribien. Vi har
opgivet at nå til Tobago til karnevallet, som starter i førstkommende weekend,
så nu bliver vi har på Grenada noget tid. Vi går ind i St. David´s Bay, Grenada
Marina. Forhører os her om, hvad det koster at få Mevoy på land, og få den
bundmalet. Vi får priserne, og de har fint tid til at gøre det. Vi sejler
videre til Prickly Bay, hvor vi også forhører os om priserne. Vi er ærgelige
over, at vi ikke har taget bundmaling og tærezink med hjemmefra, da det er
betydeligt dyrere her. Til gengæld er optagning og selve arbejdet billigere.
Da vi sejler ind, møder vi Alexandra, Siff, Nordkaperen og
en anden dansk båd, der har sejlet rundt herovre i 10 år. Maria og Lars på
Alexandra er dog ved at hive ankeret op, vil til St. Georges Town.
Efter en enkelt overnatning i Prickly Bay, går vi også til
Sct. Georges Town, det er en kort sejlads på godt en time. Vi sejler en tur ind
til byen, og lægger os derefter for anker i ankerbugten uden for byen.
Her møder vi foruden Alexandra, en dansker der har sejlet
rundt herovre i 7 år i ARGO NAVIS. Han sejler hjem til foråret, så det kan
være, at vi mødes med ham senere.
Det er ”Indipendence Day”. Alle har tøj i nationalfarver,
rød, grøn og gul. Jeg tager mine røde shorts og en grøn bluse på, hækler en gul
roset, som fastgøres på blusen, så nu er jeg klar til fest. Vi tager op på
stadion, hvor der er optog og bliver holdt taler, i stil med det vi oplevede i
Hillsbrough, her blot i større stil.
Vi hygger os sammen med Maria og Lars, og er ude at spise
sammen med dem et par gange efter at have fået ”Sundowner” på en af bådene.
Niels er blevet god til at lave dem, og jeg river lidt muskatnød over, det
giver lige den helt rigtige smag.
Maria og Lars fortsætter sydover, de skal igennem
Panamakanalen, vil hele vejen rundt. Vi tager tilbage til Prickly Bay, hvor
Mevoy kommer på land. Den ser nu ikke så slem ud, som vi havde frygtet, men
bundmalingen er tynd nogle steder, så den bliver vasket, slebet let og
bundmalet. Den bliver også poleret på ydersiden, så nu er vi ved at være klar
til hjemturen. Her er timelønnen ikke som hjemme, så vi nyder at slippe for at
slibe, male og pudse i 40 graders varme, det er det varmeste vi hidtil har
haft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar