Afrejse fra Portugal - Porto Santo - Madeira 26.9.- 10.10.2015

Vi hiver ankeret ved middagstid i Cascais, som ligger i udkanten af Rio Tejo.

Flot solskin, barometerstand 1020, vandet er 20 grader. Kurs 228 grader, 475 sømil til Porto Santo. En lille ø på ca. 60 kvadratkilometer, 40 sømil før Madeira. Både Porto Santo og Madeira er Portugisiske. Vi regner med 3-5 døgns sejlads. Der ser ikke ud til at være noget vind inde i bugten, men da vi kommer fri af kysten, er der fin vind agten for tværs. Vi sætter storsejl og fog, og går 5,5 – 8 knob. Fint solskinsvejr. Til aften er der 28 grader i salonen. Vi nyder at være kommet på havet igen. Der er noget varmere her, end da vi gik over Biscayen for snart 2 måneder siden, men vi er jo også kommet mere sydpå, og nu er kursen sydvest. Har fået en sms fra Lise, i DK er det rigtigt efterår, og de er begyndt at finde vintertøjet frem.

Vi møder nogle få fragtskibe, de fleste ser vi kun på kortplotteren, da de er langt væk. Klokken 19.35 går solen ned, det er en flot solnedgang, som man skal skynde sig at nyde, den tager kun 5 minutter. Månen kommer frem, den er næsten fuld, i morgen skulle der være fuldmåne og måneformørkelse, håber, at der ikke er overskyet til den tid. Vi tager 2 timers vagter den første nat, lige som vi gjorde over Biscayen. Den anden sover i salonen. Det viser sig dog at være for hårdt, med så lidt søvn ad gangen. Den næste nat laver vi det om til 3 timers vagter, en enkelt gang får Niels endda lov til at sove 4 timer. Nat 2 skulle der være fuldmåne og total måneformørkelse. Desværre er der overskyet, så vi ser ikke selve formørkelsen, men ved 03-tiden sidder jeg på broen og tjekker lidt op på navigatoren, og da jeg ser ud, kan jeg overhovedet ikke se noget. Jeg stikker hovedet uden for cocpitteltet, og kan ikke se min hånd, og jeg kan ikke se havet, det kom lige pludseligt. Vinden er drejet lidt, og sejlene står og blafrer. Jeg vækker Niels, og skal på dækket for at ændre sejlføringen, det er ikke nemt, når man ingenting kan se. Efter et par timer, bliver lyset normalt igen. Næste morgen tager vi storsejl og fog ned, og går for Code Zero, nu kører det fint igen, men vi måtte ændre kursen i nat, og vinden drejede og flovede en del, så nu er vi usikre på, om vi når frem til Porto Santo på tredjedagen i dagslys. Niels har mest roret i dagtimerne, da har vi det ikke inddelt, da tager vi det lidt som det kommer, men aftaler dog, hvem der er på vagt. Jeg bager lidt, solbader lidt, får lavet korte ærmer på en af Niels´ arbejdsskjorter, som han elsker at gå med. Vi laver mad og hygger os. Vandet er blevet helt mørkeblåt:

                              Billede af det mørkeblå vand, taget igennem vindue fra sb. ponton,
                                                     kan lige skimte kølen på bb ponton.

Jeg ser nogle få delfiner, Niels ser morrild. Vi smsser med Sif på satelit telefonen, de sejlede ud lidt senere end os, på et tidspunkt er de 30 sømil bag os, det bliver spændende at se, om de indhenter os undervejs. Karma skulle op i Seixal, og ville derefter komme til Porto Santo, vi ved ikke, om de er kommet af sted. De har ikke satelit telefon, og der er jo ingen alm. telefonforbindelse herude, ligesom VHF telefonen ikke når ret langt ud, med mindre det er fra skib til skib, men så skal man være nogenlunde i nærheden af hinanden.

Vi får via  satelit telefonen besked fra Henning, at nu har vore gaster bestilt både ud og hjemrejse. Vi glæder os meget til at få Peter og Henning om bord. Niels og jeg kan sagtens være her alene, og nyder turen, men når vi skal sejle på de helt store træk, bliver det godt at være flere om vagterne. Det bliver også dejligt at få de to rare, hyggelige mennesker med, og at være flere i det hele taget. Det stræk vi er på nu, er det hidtil længste uden landkending. Vi var dog på havet flere sømil da vi tog fra Portland, England til Coruna, Spanien. Vinden er flovet, og på tredjedagen går vi knap 3 knob for Code Zeroen, da Niels får øje på Sif på navigatoren, han kan se, at de går 6 knob. Det er en kølbåd, men det er ikke godt for Niels, at de kan sejle, mens vi ligger næsten stille. Vi får kontakt med dem, først via satellit telefonen, senere via VHF. De har startet ”jerngeuaen”, da de godt snart vi se land. Pu ha, det var godt, så kan Niels slappe lidt af igen, så er det ikke os, der ikke kan sejle.Vi har et par gange måttet starte motoren, pga mangel på strøm. 2 køleskabe, og en del navigationsgrej bruger strøm, især selvstyreren. Vi har solpaneler, som gerne skulle holde strøm nok til os, men de stopper for tidligt med at lade, Niels skal have ændret lidt på nogle ledninger når vi kommer i land, så de ikke stopper inden batteriene her helt ladet op. Vi er enige om, at vi jo har tid nok, så vi vælger at fortsætte for sejl. På et tidspunkt er vi nede på at gå 1 knob. Jeg solbader og læser på dækket. Niels får for første gang på turen smidt fiskesnøren ud. Da vi kommer til at regne på det, vil det tage 2½ døgn at komme de sidste 60 sømil på denne måde. Vi starter lidt modvilligt jerngenuaen. Da vi er 40 sømil fra land ca. kl. 18 på 3. dagen, stopper vi motoren. Vi har ikke lyst til at komme til Porto Santo omkring midnat. Vi prøver med sejl, men de står bare og blafrer, da der fortsat ingen vind er. Vi bliver enige om at tage sejlene ned. Niels går til ro, og skal vækkes kl. 02.00. Hvis der fortsat ikke er vind der, går vi for motor resten af vejen, og kommer frem i dagslys. Hvis der kommer vind før, vækker jeg ham, og vi sætter så sejl. Niels er forkølet, og er ikke helt frisk, så det er fint, at han får et par ekstra timer på øjet. Jeg bliver oppe. Rydder lidt op, skriver og læser lidt. Jeg kan ikke lide, at vi begge sover her midt på havet. Vi fører lanterne som sejlbåd, da vi jo ikke er ankerliggere her på flere km. dybt vand. Klokken 21 er vandet 27 grader varmt her midt ude på havet, den næstsidste dag i september. Jeg ser en fiskerbåd ret forude, han ligger længe stille og fisker. Derudover passerer en fragtbåd bag os. Tiden er lang når man ikke sejler.

Niels vågner ved 22-tiden, der er stadig ingen vind, og iflg. vejrudsigterne, vil den slå om i syd, dvs. næsten modvind. Vi sætter ”jerngenuaen” for halv kraft, da vi ikke har lyst til at være fremme før det lysner. I lang tid kan vi se fyret på en lille klippeø NV for Porto Santo. Ved 7-tiden lysner det, mens vi går forbi klippeøen med fyret. Der falder skygger på klippesiderne, med nogle helt fantastiske farver i brunlige og grålige nuancer. Niels og jeg kommer til at tænke på Færøerne, som dog er helt grønne, men de stejle klippesider minder os om dem. Kl. 8 kaster vi anker uden for havnen. Turen tog 92 timer. Fra at vandet var dybblå ude på dybet, er det her helt turkisgrønt og så klart, så man kan se bunden.

Niels er nede og dyppe tæerne i det lune vand. Vi sover nogle timer, dvs. at jeg sover, Niels sætter sig op i cocpittet, da han har det bedre her med sin forkølelse. Da jeg vågner, tager vi jollen ind i havnen, for at se os om. Her ligger Sif, og vi får en lille snak med dem. Vi bliver enige om at flytte os ind i havnen, da der vil blæse op fra syd, og så bliver det uroligt på ankerpladsen udenfor. Vi tjekker ind. Selv om vi kommer fra den ene portugisiske havn til den anden, skal vi først tjekke ind hos politiet, der holder til i en lille skurvogn på havnen. Dernæst tjekker vi ind på havnekontoret, hvor der sidder 3 damer, som alle er beskæftiget med vores indtjekning i mere end en ½ time. Ankerplads i havnen koster 6,75 euro, så det er billigt. Der er ingen Wi-Fi, men det er der på havnecafeen. Desværre er det ikke kraftig nok, til det kan trækkes ud til båden.

Porto Santo er en lille klippeø med godt 4000 indbyggere. Der er en hovedby: Vila Baleira, og nogle småbyer. Der er 2 km. langs landevejen til Baleira, hvor der er fine indkøbsmuligheder. Niels og jeg lejer en 125 kubik scooter i et døgn, og får derved set hele øen, Vi kører op til Panorama, en fin restaurant med hvide duge på bordene og et fint udvalg på menukortet. Der er en fantastisk flot udsigt, og vi nyder i solnedgangen.

                                                         Udsigt over havnen Porto Santo

På sydøen har man fra Ponta de Calheta en flot udsigt til en nærliggende, ubeboet klippeø, som gemmer Madeira bag sig. Vinden fortsætter i syd, vi har fint vejr, jeg bader, der er kilometervis flot, hvid sandstrand. Vi hygger os, og snakker med de andre fra ”danskerkolonien”. Karma kommer godt et døgn efter os, de var mere uheldige end os mht vinden, og begge deres nyankomne gaster blev søsyge på vej hertil.

Ulrik dykker ned og ser på vores tærezink og skruen, som har det godt. Bunden har et tyndt lag ”behåring”, så ved lejlighed skal vi have den skrubbet. Niels og jeg går ind til byen, og ser Columbus´ hus. Columbus var gift med guvernørens datter, og de boede her på øen i et par år. Jeg sender breve til vore børnebørn, og vi handler i Pingo, supermarkedet.

Lørdag blæser det op, og søndag er der stød op til 17ms. fra syd og regnbyger. Dønningerne slår op over molevæggen, vi er glade for, at vi ligger godt for ankeret inde i havnen. Vi havde set på vejrfilerne, at det ville blæse op, men det her er vist mere end vi regnede med. Det virker helt efterårsagtigt, bortset fra shorts, små toppe og 26 graders varme. Niels får ændret ved strømtilførslen fra solcellerne, så nu håber vi, at de ikke slår så tidligt fra, så vi kan undgå at supplere med motoren. Alle er i deres både hele dagen, men til aften stilner det lidt af, så Niels og jeg sejler ind og går på Marina Cafeen, og dermed også på nettet.

Porto Santo – Madeira 6.10. – 11.10.2015.

Vi havde sat vækkeuret til kl. 07.00. Morgenmad, anker op, sejle over til bro hvor Niels skyller sand af båden efter stormen, og fylder vand på, mens jeg tjekker ud. Prøver først politiet, men han er der ikke. Tjekker derefter ud på havnekontoret, og møder politibetjenten på broen på vej tilbage. Han har helt tjek på, at jeg kommer fra Mevoy, og ønsker os fortsat god tur. De andre 2 både fra ”danskerkolonien” vil først sejle videre i morgen, da de er i gang med molemalerier, det har vi sprunget over i denne omgang. Da vi sejler ud, ser vi, at ”franskmanden i den grønne katamaran” også er kommet hertil, det er sjovt, som man følges med de samme både, ham har vi mødt flere gange siden Duoro, og englænderne der også deltager i ARC er her også, dem mødte vi første gang i Paovo Da Vazim.

 Vi går ud og sejler med fog og motor, indtil vi er fri af Porto Santo og klippeøen vest for. Nu dukker Madeira op. Vi sætter Code Zero og motoren stoppes, vi går 5,5 knob, dejlig vind, der står dog nogle gode dønninger, så mine bukser bliver våde da jeg arbejder i trambolinen, det gør ikke noget, da vejret er dejligt og tøjet bliver vasket og tørret på vej over.

Vi får lidt frokost, og nyder den dejlige sejlads i perfekt vejr. Jeg får lidt sol. Jeg har tidligere lidt af sol eczem, det undgår jeg ved at smøre mig med solcreme, og samtidig undgår jeg solskoldning, har overhovedet ikke haft problemer med solen undervejs.  Efter 6 timers sejlads, lægger vi til i Quinta do Lorde. En fin, forholdsvis ny marina, som ligger i et hotel og lejligheds ressort på den nordlige del af Madeira. Vi skriver til Sif og Karma hvor vi er, næste dag sejler de herover, Sif ligger det første døgn for anker uden for havnen og kommer derefter ind til os Karma vælger at gå til Funchal, som er øens hovedstad.

Niels og jeg lejer en bil i 3 dage, og synes selv, at vi får set det meste af den dejlige, frugtbare, grønne ø. Vi er i Jardim de Botanico, som vi mere eller mindre finder ved en tilfældighed. Her følger vi efter et amerikansk selskab med guide, og får på den måde et godt indblik i øens vegetation. Mange blomster, buske og træer er indført fra hele verden, og har gode vækstbetingelser her, på den varme, vandrige, frugtbare ø. Her er bl.a. et træ, som suger vand fra luften, og vandet drypper bagefter ned på jorden fra bladene. Træet er importeret, men findes nu overalt i bjergene, og er med til at give vand til lavadaerne.

Billeder fra Botanisk have:

Planten, som vi kalder engletrompet er blevet brugt som pot, bladene er dog giftige, og mange er døde af at ryge dem rent.

Selvmordsplanten ranunculos

En anden plante blev brugt af Napoleons hære som selvmordsplante.

Yocco palmer findes altid parvis, hanpalmen har en frugt, og hunpalmen har en blomst.

Vi hilser også på papegøjen, som vi skulle hilse fra Peter.

Der er en del svævebaner i området, men dem når vi ikke at få en tur med. Efter Botanisk Have, kører vi ind til Funchall. Spiser frokost, og går en tur i de små gader. Vi er på ”Farmers Market” og det er første gang vi føler, at de handlende er lidt påtrængende mht at ville sælge deres varer til os. Vi køber noget tørret frugt, og smager en frugt der smager lidt som ananas, og som vi hørte om i botanisk have. Her sidder koner i nationaldragter og hækler og syr, og sælger deres varer. Fiskemarkedet var kun åbent om formiddagen, så her er de ved at gøre rent.

Da vi kører fra Funchall, kører vi op i bjergene. Det kort vi har er ikke ret detaljeret, men vi kommer op til en lille landsby, hvor vi ser de terrasser hvor man dyrker grøntsager, et par får og en enkelt gedebuk. Der er en lille cafe, hvor vi får os en tiltrængt øl. I øvrigt er der en del bananpalmer og en masse flotte buske og blomster, som vi kender hjemme fra som stueplanter, men her stortrives de, og bl.a. hortensiaer vokser som store buske overalt i vejkanterne.

Næste dag kører vi til Santana. Får en kop kaffe på en kaffebar, en ung mand der serverer, kan engelsk, det benytter vi os af for at spørge om vej til Santanahusene og til Levada do Caldeirao Verde.

                                         Billede af Santanahus, nybygget, eller nyrenoveret.

Santanahusene er lidt en skuffelse, der er 3 nyopførte af slagsen, som er indrettet som souvenir butikker, og kvinder i nationaldragter passer dem, og lader sig fotografere sammen med turister. Santanahusene er specielle for området, det er små A-huse, som tidligere blev brugt som soverum, mens køkken og opholdsrum var adskilt fra dem. Døre og vinduer har en blå kant omkring, hvilket skulle virke beskyttende for husets beboere. Senere kører vi forbi et mere autentisk Santanahus:

                                                    Billede af det autentiske Santanahus.

Vi forsøger at finde vejen op til Levada do Caldeirao Verde, men må tilbage til den unge mand på cafeen, for at få forklaringen igen. Her skilter man ikke med den slags seværdigheder.

Vi kører op ad en smal, asfalteret bjergvej og finder Queimadas i 980 meters højde, hvorfra vi vil gå på en levadavandring. En levada er en menneskeskabt rende, som leder vand fra bjerget ned, hvor det skal bruges til at vande med. På Madeira er der lavet 2500 km. lavadaer. Langs levadaerne er der stier, som arbejderne har benyttet både til at lave levadaerne fra, og til senere vedligeholdelse af disse. Denne levada er bygget i det 18. århundrede, og er 6,5 km. lang, og det må have været et kæmpemæssigt ingeniørarbejde, uden computere eller andre hjælpemidler. Der er kun en vej, så man skal tilbage ad de samme stier igen.

Vi har sørget for lidt varmere tøj end sædvanligt og gode travesko, lommelygten ligger i bilen, men vi kan bruge lygten i moblitelefonen. Levadaen vender ind mod klippen, og stien ud mod kløften, som bare er dyb.

Vandet kommer ud af bjergsiden, og det drypper ned fra bjergene.

                                               Niels kigger på vandet i levadaen.

Karen i cave ved levadaen

Da vi har gået en halv times tid, møder vi nogle svenskere som har prøvet turen før, de siger, at der er godt ½ times vandring til den første tunnel. Der er 4 tunneller, hvor man går igennem klippen, inden man kommer til toppen, hvor der er en sø. Vi er enige om, at vi vil op til den første tunnel, den halve time bliver til 1½ time. Undervejs møder vi andre vandrere, og man finder efterhånden en metode til at komme forbi hinanden, enten ved at træde op på levadakanten, eller hvis stien er bred nok, kan man gå forbi hinanden her. Vi snakker om, at det er godt børnebørnene ikke er med på denne tur, det ville være for farligt med en flok fra 6 år og nedefter. Indimellem kan vi nyde udsigten, men det meste af tiden hænger skyerne rundt om os. Det er en fantastisk oplevelse, som det er svært at beskrive. Der er grønt overalt, træer og blomster og af og til et vandfald:

Vi kører derfra nogle oplevelser rigere, ned ad den smalle bjergvej, til byen Santana. Her fortsætter vi mod vest, og ser således en del af den nordlige ø. Her er små byer, og det er rigtig bjergkørsel. Vi har lejet en Polo, og indimellem må den helt ned i første gear for at komme op af bjergvejene. Det er en flot tur, og da vi er ca. halvvejs rundt på nordsiden af øen, tager vi vejen imellem øens 2 store bjerge tilbage til den sydlige del af øen. Det er en ret ny vej, bygget igennem dalen imellem bjergene. Overalt på øen er der mange tunneller, nogle gange ligger de så tæt, så man kører mere i tunnel end ude i det fri. Vi snakker om, at der nok er gået en del EU penge i det byggeri.

Da vi kommer tilbage til havnen, er Sif ankommet efter at have ligget for anker i en vig uden for havnen sidste nat. Nu vil de herind, da der skulle komme et lavtryk hen over, og så er det rart at være i havn. Vi får en lille snak med dem, inden vi går over til os selv for at lave aftensmad. Karma er gået til Funchal.

Næste dag kører vi ind og hilser på besætningen på Karma. Derefter får vi lidt at spise i byen. Det lovede lavtryk blev uden ret meget vind, men til gengæld regner det hele dagen. Vi vil en tur op i nonnernes dal, ved byen Curraldas Freias. Sagnet fortæller, at når der kom sørøvere til øen, flygtede befolkningen op til nonnerne, som gemte dem i en grotte. Grotten eksisterer ikke mere, og der er heller ingen nonner. Det regner og er tåget, vi får en kop kaffe på en cafe og snakker med serveringspersonalet som kan fortælle, at seværdigheden her er udsigten, og da vi ikke kan se ret langt, bliver vi hurtigt færdige med byen. Herfra ville vi have været op til Madeiras højeste punkt på 1862m, men pga tågen vender vi om og kører nedad. Der skulle være nogle fine fiskerbyer på sydvestøen, da vi er på vej i den retning tiltager tågen, og vi bliver enige om, at nu har vi vist set det vi skal her på Madeira.

Da vi kører på den tågede motorvej, ser vi op til flere biler der kører med katastrofeblinket. Vi finder ud af, at det er en god ide, så kan man noget bedre få øje på bilerne, så det gør vi også. På vej mod øst letter tågen. Vi kører ind og handler, og fortsætter hjem til båden. Nøglerne til bilen afleveres og Christina og Søren kommer over, og vi hygger os sammen i et par timer med rom og cola, dvs jeg foretrækker rom og ice tea.

Næste morgen, det er nu blevet til 4 overnatninger her, og det er lørdag. Lars ringer og fortæller, at de overvejer at holde ferie på Gran Canaria i ugen op til den 8.11. Det er en dejlig overraskelse, det er godt nok der, hvor vi skal til nogle arrangementer med ARC, og Peter og Henning kommer den 4.11., men det kunne nu være dejligt at se dem og børnene. Håber, at det bliver til noget.

Vi henter vejrfiler og tjekker ud, og går over til Sif og siger farvel og på gensyn, nu ved vi ikke helt, hvornår det bliver, da de skal fra Lanzarote til Martinique, men vi holder kontakt på satelittelefonen.

Da der er fyldt vand på, er vi klar til afgang, og der står en ”boatboy” klar til at smide fortøjningerne. Høj sol og fine vejrudsigter med god vind fra nord.